Danske Studier 1948

TOM KRISTENSENS LYRISKE STIL 87
upersonlig, opløser sig nu i Enkeltheder. Specifikationen, den indfølende
og indlevende menneskelige Karakteristik i Forbindelse med den
beherskede Instrumentation er det ny:
Den gamle Gum
sad tung og krum
ved Siden af Ah Wung.
Og Solen fandt et spinkelt Smil
i Gums forhærdede profil,
og Læben spilled vaad
som Sol i Spindeltraad.
Det dominerende og essentielle Stilelement i P er Gentagelsen, der
jo iøvrigt ogsaa tonede iørefaldende med i F og M's Instrumentation.
Men sammenholder vi Gentagelsens Funktioner i henholdsvis F og P,
ses det, hvorledes samme Stilmiddel kan have diametralt modsatte
Opgaver. Hist skulde vi ved Gentagelserne faa et Indtryk af flakkende
Uro og hæsblæsende Tempo, her derimod af harmonisk Ro.
Men nu indeholder Begrebet Repetition saa mange forskellige og
differentierede Former, og vi skal da ogsaa se, at der tydeligvis er en
Korrespondance mellem de Typer, vi træffer de paagældende Steder,
og det Temperament, de skal repræsentere. Repetitionsfænomenet er
jo overhovedet en Figur, der i den lyriske (saavel som i den prosaiske)
Fremstillingsform spiller den allerstørste Rolle. Ja, Begrebet lyrisk
Stil lader sig vel næppe afhandle uden stærk Hensyntagen til Gentagelsen,
dens Teknik og Problemer. Ikke desto mindre er dette
Stiltræk endnu ikke gjort til Genstand for den systematiske og komparative
Undersøgelse, det fortjener. Blot saa meget skal her anføres:
Mellemkrigstidens Digtere repeterer kolossalt. Saaledes Bønnelycke,
der imidlertid spolerer Tegningen ved kritikløse Overdrivelser i Hobetal
; se f. Eks. Fordi din Glæde skulde være mer end Glæde- (»Buer og Staal«,
1919). Derimod er Seedorff mere behersket, og selv hvor han overdriver,
mærkes Intentionen, som oftest en musikalsk; se f. Eks. Arkens Forlis
(»Vinløv og Vedbend«, 1916). Den eleganteste Repetitionstekniker er dog
TK; Fænomenet holder sig fra først til sidst i den lyriske saavel som
i den prosaiske Del af hans Produktion, dog at det mod Slutningen
turneres strammere.
Skulde vi nævne et særlig karakteristisk Eksempel fra Prosaen,
maatte det blive Romanen »Hærværk« (1930); det gælder her at
illudere den Desillusioneredes alkoholiske Ekstase eller Trance, f. Eks.