Danske Studier 1948

POESIENS MISSION OG AAGE KABELL 43
skyldes indholdet. Da imidlertid dette er forskelligt i hver strofe,
maa vi se paa forholdet i hver enkelt strofe for sig.
Første strofe. En linie rimende paa strofens anden linie og af samme
korthed er udeblevet længe, saa da den kommer, virker den med særlig
vægt; den giver sindet ro, den afrunder, idet forventningen opfyldes.
Det øger dens virkning, at den kommer som en kort linie i en strofe,
hvis linier overvejende er dobbelt saa lange; derved faar den en større
selvstændighed, markeret af en lille pause, før den siges, og en længere
efter. Det er godt og rigtigt, at ordene hvor intet sker virker med vægt,
da de som i en sum samler indholdet af første strofe. Det er godt og
rigtigt, at de virker roligt; det svarer til deres indhold. Liniens korthed
symboliserer, at enhver handling strander, før den kommer i gang.
Den dvælende stavelse i intet øger indtrykket af ro. Karakteristisk
for denne linie er det endvidere, at rimordets korrespondens ligger
saa langt tilbage. Herved skabes en stemning af fjern erindring, en
stemning, som svarer til den, der er forbundet med forestillingen om
eventyrets sunkne by. Da korrespondensen findes i begyndelsen af
digtet, hvor denne by nævnes, genopvækkes ved association den der
anslaaede stemning.
Anden strofe. Man hører bedre raabene, eller snarere et enkelt,
der repræsenterer dem alle, paa baggrund af den lille pause, der indleder
linien, og den længere ved strofens slutning — d. v. s. paa baggrund
af kirkens stilhed. Gennem en kontrastvirkning træder baade
stilheden og den bedende sjæls uro stærkere frem. Endelig vækker
forestillingen om det fjerne korresponderende rimord tanken om et
fjernt ekko i den store kirke, ligesom erindringen om ordene „Bøn
og Haab" forstærker stemningen i sidste linie.
Tredie strofe. Det væsentligste, jeg finder at sige her, er, at formen
giver indholdet den vægt, som det fortjener.
Om Goethes Wandrers Nachtlied (formodentlig II, „Ober allen
Gipfeln . . ."), udtaler K., at den kun er stil, „en Stemning fanget i
Ord, næsten uafhængigt af, hvad Ordene betyder." Det sidste kan jeg
ikke gaa med til; ordene udtrykker den fredløse sjæls længsel efter ro,
en poetisk følelse, som er alt andet end ligegyldig, eftersom den beror
paa en dyb erkendelse af menneskenes vilkaar i dette liv. Bevares,
ordret oversat vilde det ikke gøre det samme indtryk. Men ingen
har paastaaet, at formen ikke skulde spille nogen rolle. Den tjener
ogsaa her til at forstærke det indtryk, ordenes mening gør. En daarlig