Danske Studier 1948

42 TH. LIND
Den absolutte tilfredsstillelse af ens ønsker skaber ; vel harmoni,
men dræber poesien (P. M. 12, 69, 136, 139—42, 172—73, 219). Her er
poesi, fordi pigen ikke lader sig fange.
Men dog maa hun lade sig fastholde i nogen grad, for at vi kan
faa glæde af hende. For Aarestrup lykkes det at holde hendes væsen fast
i tre linier. Der har han hende, og der har vi hende, for bestandig,
i tankens uforgængelige verden. Den af K. fremhævede „knude i prosodien",
der skildrer det knibske fodskifte, er en hjælp'hertil; men jeg
kan ikke gaa med til, at den alene skulde give ritornellen eksistensberettigelse,
saaledes at det øvrige kun var formet som en folie om
denne kærne. For mig er den kun et led i en sammenhæng.,Skulde
den udgøre det væsentlige, pointen, havde det dog ogsaa været rigtigere,
om den var placeret til sidst. Er det en fejl af Aarestrup, at den ikke
er det?
K. taler om, at vi gang paa gang i „Frode paa Vifils Øe" eller „Kong
Christian" finder „sælsomt gribende Ord, der motiverer den Linie*
de staar i, eller en hel Strofe". Der kan være tænkt paa slutningsstrofen
af sidstnævnte digt. Her gentages linien „Sortladne Hav", og en mindelse
af disse to ord gaar igennem hele strofen, dels i rimordet grav,
dels i de talrige ord med vokalerne o og a. (Jvf. Hans Brix i „Gudernes
Tungemaal" s. 59—60 og i »Digterne og Fædrelandet« s. 162, og
Paul la Cour om Frodings „Prins Aladin av Lampan" — „Fragmenter
af en Dagbog" s. 88). Den poetiske virkning skyldes efter min
mening ikke følelsen af en sejr over stoffet, men det forhold, at den
poetiske følelse, der er knyttet til de to ord, breder sig over hele strofen,
ligesom ogsaa de to nævnte vokalers lydmalende værdi støtter
strofens poetiske indhold. *
Det citerede digt af Per Lange giver ved sin betydning saavel som
ved sin form et enestaaende fortættet billede af det gotiske kirkerums
særegne poetiske stemning, som det er digtets mission at fastholde,
uddybe og gengive; den sidste linie i strofen kan ikke motivere digtet i
dets helhed, dens fortræffelighed ufortalt. Stemningen er saa dyb,
digterens oplevelse saa stærk, at ordene har mere at give læseren,
end denne selv i forvejen har oplevet i et lignende kirkerum, og saa
meget, at han, naar han paa ny træder over en kirkes tærskel, kan
have en rigere oplevelse, fordi han i forvejen kender Per Langes digt.
Men det er rigtigt, at den omtalte linie yder et særligt bidrag til
digtets poesi. Dens formelle kvaliteter øger den poetiske virkning, som