Danske Studier 1948

POESIENS MISSION OG AAGE KABELL 41
modtageligheden tilsvarende mindre over for alt, hvad der strider
mod den, hvorved den opfattende fanges ind i en poetisk verden,
forskellig fra den, han ellers færdes i.
Endelig, da formen ordner, deler og betoner, er den i stand til at
anbringe sproglige udtryk paa en plads, hvor de fremhæves (eks. ovf.
hos Oehlenschlåger). Ogsaa dette maa gøres paa en saadan maade,
at formen tjener det poetiske indhold.
Naar K. taler om den askegraa løve hos Grundtvig, er jeg ikke
ganske paa det rene med, hvor han vil hen. Ud fra mine forudsætninger
finder jeg intet upoetisk i, at symbolet ikke er klart gennemskueligt;
i det hele taget virker udtrykket poetisk paa mig, og det søger jeg
at begrunde. At ordet askegraa muligvis skyldes rimnød, gør det ikke
mindre poetisk. For øvrigt, selv om valget af ordet har været paavirket
af, at det skulde rime paa smaa, maa det dog forklares, at Grundtvig
vælger netop dette ord: askegraa; — der var dog ellers andre muligheder!
Det maa altsaa have sagt digteren noget.
Saa er der Aarestrups ritornel:
En Femtenaars! En lang og smidig Unge! .. .
Lang og smidig — her har vi pigen med kød og blod. Og digteren
har hende. Blot ved at sige disse ord kan han fremmane hende, som hun
gaar og staar, ligesom Aladdin ved at gnide paa sin lampe kan hidkalde
lampens aand. Saa stor er ordets magt.
Men se nu, om han har hende, den smaa, hun er ikke saadan at
holde fast:
Hvor luftig hendes Gang! hvor knibsk Fodskiftet!
Og dog kan digteren med en trylleformular: velvalgte ord i en
suggestiv rytme, fremmane hendes skikkelse, naar han ønsker det; det,
som K. kalder hans „lille graciøse Sejr over Stoffet", tjener dertil.
Men alligevel er hun ikke saa let at klare; hun er en selvstændig
natur:
Og i sin Trodsighed hun rækker Tunge!
Vi har her i tre linier Aarestrups følelser over for den unge pige:
Lyst til at have hende, blandet med glæden over hendes individuelle
selvstændighed, der hindrer ham i at faa hende.