Danske Studier 1948

38 TH. LIND
Her motiveres apostrofen af følelsens art og styrke. Dertil kommer
et andet forhold: Ordene falder, som om de havde magt til at realisere
de ønsker, som de udtrykker. Det er ord, der værner; de vil intet
ændre, men opretholde status quo. Derved kan vi lettere tro paa deres
gyldighed; for trylleord, der gav sig ud for at kunne ændre det bestaaende,
vilde møde større skepsis. Ved ordets kraft opretholdes her
en harmonisk tilstand; dog kan freden forstyrres af fjender, ligesom
det bestaaende til sidst vil bukke under i en forgæves kamp mod
forgængeligheden. Her er uro og harmoni i en poetisk blanding, dog
har den sidste overhaand, som klassikerne foretrak det. Herved opnaas
den runding i fremstillingen, som ogsaa gør det let for tanken at omfatte
en „begrænset evighed" som den skildrede.
Den klassiske tankes lyst til i uforstyrret klarhed at herske over
meget finder vi hos Frimann flere vidnesbyrd om. Naar han, formentlig
med forsætlig uoriginalitet, bruger udtrykket høigrenet Hiort
(s. 11), fremhæver han et typisk, i forvejen kendt træk. Man nikker
genkendende, saadan er en hjort, her er noget, man véd, noget sikkert:
en klar tanke. Hjorten faar større virkelighed, en platonisk virkelighed
— uden nogen særlig individualitet, en saadan.vilde føles indskrænkende.
Der er en poetisk aabenhed og potentiel rigdom i forestillingen:
den kan rumme alle forestillinger, man kan gøre sig om alle hjorte.
Og tankens harmoni plumres ikke af noget individuelt.
Visse omskrivninger løsner skildringen endnu stærkere fra det
individuelle og konkrete, idet et mere abstrakt udtryk end det sædvanlige
foretrækkes: „hiint hvæsset Staal" er en økse; en hjort benævnes:
„velskabte Skovens Søn". (Selvfølgelig udartede brugen af
den slags udtryk til manér, og det punkt, maatte nødvendigvis komme,
hvor de var for fladtraadte til at virke).
Ud fra disse vidnesbyrd om klassisk sans for abstraktion og harmoni
kunde man vente, at digtet som helhed var præget deraf. Det
er ingenlunde tilfældet. En runding som den, vi træffer hos Oehlenschlåger,
er der slet ikke tale om. I kompositionen er der ingen særlig
fasthed eller klarhed; man kunde uden skade tage et par vers fra
hist og sætte et par vers til her. Heller ikke nogen érihed i stemning
holder sammen paa digtet.
Vender vi os til den sproglige form, ser vi paa samme maade godt
og mindre godt mellem hinanden. Som helhed er det jævne vers;