Danske Studier 1948

POESIENS MISSION OG AAGE KABELL 35
sig med Oehlenschlagers, hvor hver enkelt scene betegner et højdepunkt
af anskuelighed.
En god, objektiv, suggererende og anskuelig skildring af et landskab
kan gengive noget af dettes poesi; men al kunst til trods bliver skildringen
let en afbleget virkelighed. Den kan bringe noget nyt ved at
udtrykke en finere opfattelse af nuancerne end den, læseren umiddelbart
kan have; men i den henseende udmærker Frimanns digt sig ikke,
hvad der er forstaaeligt, eftersom den udprægede sans for nuancerne
og deres kunstneriske gengivelse hører en langt senere tid til end hans.
En skildring kan imidlertid have andre fordele fremfor virkeligheden,
blot ved det faktum, at den er en skildring. I fantasien kan man se
bort fra alle de fejl og alle de ubehageligheder, der er forbundne med,
hvad virkeligheden kan byde paa; en digterisk genspejling kan være
til rede paa tidspunkter og paa steder, hvor den virker med størst
mulig nyhed og derved er i stand til at drage sindet bort fra hverdagen:
den giver os sommeren i vinterens hjerte og Tahiti paa Vesterbro.
Frimanns emne er imidlertid ikke tilstrækkelig eksotisk eller fjernt i
tid til i nogen synderlig grad at virke paa denne maade. Ogsaa paa
dette punkt har Oehlenschlagers digt et afgjort fortrin: der fortælles
om usædvanlige begivenheder i et fjernt og spændende milieu.
Vi har hidtil talt om objektiv naturbeskrivelse. Det maa imidlertid
fremhæves, at enhver beskrivelse af naturen indeholder et subjektivt
element. Den enkeltes sind paavirker hans oplevelse af naturen og hans
gengivelse af denne oplevelse. Han skildrer ikke blot naturen, men
ogsaa sig selv, eller, om man vil, sit forhold til naturen. Derved kan
han virkelig fortælle sine læsere noget nyt, selv om den skildrede natur
ikke er dem ukendt; han kan delagtiggøre dem i sit hjertes indhold,
som ingen anden har magen til. Men: er han en tør og indskrumpen
sjæl, gør hans ord intet indtryk, mens en Rousseau kan lære en verden
at se saa meget, den ikke før kunde se. En daarlig skribent derimod,
der kun kan finde banale udtryk for sine originale følelser, er tvunget
til at beholde det hele for sig selv.
De følelser — eller tanker — naturen vækker hos digteren, kan
han give et direkte, mere eller mindre lyrisk udtryk for, eller de kan
indirekte give sig til kende gennem stilen.
Hvordan er det med Frimann, hvor han udtrykker sig direkte?
Her kommer han til kort. Intetsteds røbes poetiske følelser af særlig
dybde. Den banale, konventionelle imponerethed af kongehusets magt
3*