Danske Studier 1948

34 TH. LIND
Saadan skildres den forladte have:
Paa grønne Trappetrin fra Søen hæver sig
Et, du, o Plantekonst, af dine mesterstykker;
Blandt Danmarks Haver før var ingen denne Hig, .
See, hvor endnu dens Majestæt henrykker. (S. 6).
Desværre ser man ikke dette mesterstykke for sig. Det er ikke
videre anskueligt.'En begyndelse er dog gjort: de grønne trappetrin;
men meget mere ser man heller ikke. Det er en hovedskavank ved
digtet, at dets skildringer er saa lidet anskuelige (d. v. s. prægnante og
konkrete (P. M. 103) — ogsaa andre sanser end synet kan medvirke
i en „anskuelig" oplevelse).. Hvad nytter det, at.de mest poetiske landskaber
omtales, naar man ikke ser dem? Åf og til giver digteren dog
læserens fantasi en haands.rækning:
See, hvor det popler hist, langs ved den ganske Strand,
Den lille finnet Slægt, som leeger glad deroppe, '
Hvor levende ved den er der det hele Vand,
De blanke Småa — hvor let og tidt de hoppe 1
(S. 6). •:
Adjektiverne finnet og blanke er præciserende; de giver tydelige
glimt af de smaa fisk. Hvad der særlig gør scenen levende og poetisk,
er, at det præcise her : — efter Verlaines recept — forbindes med det
upræcise (P. M. 115 ff., 130): det for øjet uigennemtrængelige vand,
alt det uforudselige i de smaa dyrs leg (P. M. 44, 77 ff.).
Helt realistisk skildret er déhne landlige idyl:
Fra kløverrige Plet da hilser Qvæget dem,
Som tungt og stønnende ei længe Byrden taaler,
Godvillig rækkes nu det spændte Yver frem,
Og surrende i Spandet Melken straaler.
(S. .12).
Men en saadan konkret tydelighed er undtagelsen. De fleste skildringer
er uanskuelige. Typisk er en strofe som denne, hvor intet
holder øjet fast:
Et meer end jordisk Land, — et sandt Elysium —
Jeg grønne Sletter seer med gyldne Slotte strøede,
Og Vange vrimlende af Hiorde runden om,
Og tusind Hegn med meer end tislags Grøde.
I denne henseende kan Frimanns digt ikke paa nogen maade maale