Danske Studier 1948

22 TH. LIND
betragte kunsten mere umiddelbart, paa samme maade som noget
smukt i naturen, men deres oplevelse er formentlig af en anden art
end de førnævntes. Hvis K's teori er rigtig, maa det i første række
være kunstnerens oplevelse af kunstværket, under eller efter dets
tilblivelse som form, der er den egentlige poetiske følelse. Som svar
skal anføres et enkelt citat, som har en ikke ringe vægt, fordi det
skyldes saa stor en digter som Shelley;
„. .. when composition begins, inspiration is already on the decline,
and the most glorious poetry that has ever been communicated
to the world is probably a feeble shadow of the original conceptions
of the poet." (A Defence of Poetry, i Peacock: The four Ages of Poetry,
Oxf. 1921, s. 54; ogsaa cit. i Poesiens Mission s. 237).
Her gaar den stærkeste poetiske følelse altsaa forud for viljens sejr
over'stoffet. 1 '•-•:•••• -•••••• •• •. • '..•••:
Det er ganske sikkert rigtigt, at der er en ikke ringe forskel mellem
den skabendes poetiske følelser og modtagerens, og at det for en del
skyldes, at den skabende'stærkest føler viljens sejr over stoffet.-Paa
den anden side er jeg stiltiende gaaét ud fra, at der var saa stor overensstemmelse,'at
man med rette kunde tale om poetisk følelse i begge
tilfælde. Men er forskellen mellem K's opfattelse og min saa.stor, at
glæden over viljens sejr: ud fra mit synspunkt ikke kan anses for
poetisk? ' •.• i.--
• Det afhænger af, hvad slags tilfredsstillelse dér føles over vanskelighedernes
overvindelse.' Er det en selvtilfreds, forfængelig glæde over
egen formaaen, over at kunne, hvad andre ikke kan, saa er der ikke
noget poetisk ved den; Selvtilfredsheden er en lukket: tilstand, som
ikke lader sig forene med poesiens aabenhed. Men glæden kan 1 ogsaa
være af en mere uselvisk art og skyldes bevidstheden om'at have
faaet tag i en virkelighed,' som varved at undslippe en. Den flygtige
følelse er blevet foreviget som form, de forvirrede oplevelser har vundet
klarhed, saa de kan fattes af aanden: Den glæde, sjælen føler vedsaaledes
at udvides, er poetisk. Det er den blomsierglæde, 'som Drachmann
taler om i et vers af digtet „De bedste Timer" (af „Dybe Strenge",
ogsaa cit. i P. M. s. 196), en glæde, somj dog ødelægges af hovmod og
t r o d s ; • . ' . . , : . >:.. .; ,.: i :.'.';••. ,-: , • . •,
De bedste Timer;:—var det dem, jeg.nød, ;:•,,,
da frem min Knop til Blomster-Glæde brød,
da første Gang jeg Skaberfryden følte?
Nej, nej; det var éj dem. En Angést kølte