Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
INDSIGELSE MOD EN AVHANDLING OM JOHS. V. JENSEN 147<br />
foreligger muligheden af at en forfatter skulde ønske at benægte „påvirkning"<br />
fra en anden forfatter; i så fald må man se på sine bevisers<br />
holdbarhed. Men m. h. t. Johs. V. Jensen stiller det sig heldigvis således<br />
at han aldrig har benægtet de læremestre han har haft, men loyalt erkendt<br />
sin gæld til både Hamsun, Heine, Goethe, Darwin o. fl. Hade nu<br />
F. P. foretaget denne prøve på sine hypotesers rigtighed, hade meget<br />
været undgået. Han var derved fx. ikke kommet ud i den situation at se<br />
facta omstøde hele hans så skønt opbyggede teori. Hans avhandling<br />
hviler på det axiom at Johs. V. Jensen har læst to bøger. Hvad om han<br />
hade forespurgt Johs. V. først om dette var tilfældet? Så hade han højst<br />
måtte nøjes med at skrive om enkelte lighedspunkter mellem Grundtvig<br />
og Johs. V. Jensen (hr. Langbehn foreligger der naturligvis ingensomhelst<br />
grund til overhovedet at parallellisere med Johs. V. Jensen).<br />
— Det egentlige grundlag for hele F. P.s avhandling er iøvrigt en<br />
mystificerende passus i Forordet til Den gotiske Renaissance: „Inden<br />
jeg slutter dette Forord, vil jeg mindes en Mand, uden hvem jeg var intet.<br />
Men hans Navn vil jeg fortie . . ." Man kunde her have gættet på forskellige<br />
personer; men at udpege Grundtvig og Langbehn er det rene<br />
nonsens. Jeg spurgte imidlertid Johs. V. Jensen hvem han hade tænkt<br />
på her, og det viste sig at være Heinrich Heine: „ingen anden har påvirket<br />
mig som han i min ungdom; han er den eneste jeg virkelig har<br />
studeret, den eneste hvis vej jeg virkelig har kunnet gå uden at øve vold<br />
på mit instinkt; hans revolutionære ånd forstod jeg og bifaldt; hans<br />
gratie har særlig tiltalt mig, den åndssmidighed og antitetiske færdighed<br />
han besad; jeg fandt først senere til Goethe". — Grunden til at Johs. V.<br />
Jensen ikke har nævnt Heines navn i Forordet, hvorved vi måske kunde<br />
være sparet for F. P.s uheldige avhandling 46 år senere, kunde måske —<br />
foruden en viss lyst til at mystificere — have været den at Heine dengang<br />
så at sige var okkuperet af Brandes-kredsen, som Johs. V. Jensen følte<br />
sig i opposition til. Dette får imidlertid stå hen. At Heine-påvirkningen<br />
har været stærk i ungdommen, kan bl. a. ses af den halve snes henvisninger<br />
til Heine som min Johs. V. Jensen-monografis indholdsfortegnelse<br />
angiver. Til yderligere imødegåelse af dette kardinalpunkt i F. P.s<br />
avhandling skal her med Johs. V. Jensens tilladelse følgende passus<br />
i brev til mig af 29. aug. 46 her anføres:<br />
„— Angaaende Langbehn og Grundtvig saa forholder det sig som jeg<br />
sagde Dem at den Mand hvem jeg skyldte et Lys i Tanken, men som<br />
jeg ikke nævnede, var Heinrich Heine. Det lyder paradoksalt i Forbindelse<br />
med „Den gotiske Renaissance", ikke desto mindre staar det mig<br />
klart at det var Sammenhængen. Ved Lejlighed skal jeg forklare Dem<br />
det nærmere".<br />
En litteraturforsker bør heller ikke af overfladiske verbale eller „filologiske"<br />
ligheder („Skoven var dyb og dejlig") lade sig forlede til nogen<br />
påvirkningsteori, hvis der ellers ikke er ligheder i de to værkers tendens.<br />
En forfatters hensigt med sit værk er dog af avgørende betydning,<br />
omend det ikke er anerkendt lærdom på Bjærget. I forordet til min<br />
Johs. V. -monografi fremsatte jeg således den kætterske påstand at også<br />
forfatterens egen intention med sit værk var af betydning for forskningen,<br />
— et så vidt jeg veed nyt synspunkt, som ikke alene lader sig<br />
anvende på nulevende forfattere, men især takket være forrige tiders
Change language