Danske Studier 1948

INDSIGELSE MOD EN AVHANDLING OM JOHS. V. JENSEN 145
forstod at bogen bl. a. var antisemitisk, og det er aldrig faldet mig ind
at læse den. Ligeså lidt som jeg vilde læse „Mein Kampf". Hvorfor skulde
man belaste sin hukommelse med absurditeter? Den var da på mode.
Men jeg har aldrig ladet mig berøre af gængse meninger, altid følt den
dybeste foragt for Spengler og hans Untergang des Abendlandes". —
Netop Johs. V. Jensens flere steder udtalte foragt for Spenglers værk og
stadige opposition mod Nietzsches idéer burde på forhånd ha overbevist
F. P. om det urimelige i uden et eneste bevis at tro ham påvirket af
Langbehn, der ligger på linje med disse; endvidere måtte denne tyske
tungetalers fjendtlige indstilling til Darwin (se fx. s. 63 f) overbevise
om at denne Langbehn ikke kunde ha haft nogen positiv betydning for
vor store danske evolutionist.
— „Paa et eller andet Tidspunkt under Opgøret med Naturalismen
er det sandsynligt, at Johs. V. J. har læst Julius Langebehns Bog", —
skriver F. P. ikke desto mindre, — uden fjerneste forklaring på hvorfor
Johs. V. Jensen just skulde ha læst denne bog. „Meget taler for, at Langbehn
er kendt allerede i Danskere 1896", hedder det videre, skønt de
opgivne sidehenvisninger absolut ikke kan overbevise andre end sådanne
som ønsker partout at overbevises om deres egen tankegangs
rigtighed.
„I Einer Elkær er Holdepunkterne noget fastere, uden dog at være
overbevisende", —• hedder det derpå, og i dette sidste forbehold har F. P.
mer ret end han selv er klar over. Beviset for Langbehn'sk indflydelse er
her følg. sætning: „Jeg trænger til at føle mig som Individ"(!). Herregud,
har man virkelig ikke lov til at ville føle sig som individ uden at klassificeres
som Langbehn'sk eftersnakker 1 Langbehn får på den måde en
hel hær af disiple, — nye opgaver for F. P.s skarpsind.
— „Langbehns Provinzialismus og Individualismus kunde være et
Slags Motiv til Himmerlandshistorierne ..." — står der derpå. At
Johs. V. Jensen nu ikke engang selv skulde ha skrevet Himmerlandshistorierne
uden Langbehns hjælp er unægtelig en original, hel
„baconisk" teori der tilfulde viser hvilke overraskende resultater „Orbis
litterarum" er kommet til at divertere læserne med.
— Men lighedspunkterne mellem Grundtvig og Langbehn gør pludselig
F. P. lidt usikker; han indrømmer han ikke med bestemthed overalt
kan avgøre hvorvidt Johs. V. J. har sine ting fra den ene eller den anden;
at eventuelt også noget kunde stamme fra Johs. V. Jensen selv, falder
ham naturligvis slet ikke ind.
—„Dog synes Paavirkning fra Langbehn at være i Overvægt i Den
ny Verden", hævdes det, idet de skikkelser Johs. V. Jensen heri udtrykker
sin beundring for, nemlig Th. Roosevelt og Frank Norris, erklæres for
„Langbehnske Idealskikkelser". Beviserne er her så urimelige at jeg.
ikke ser grund til at spilde plads på at imødegå hver enkelt, men henviser
den interesserede læser til selve avhandlingen. Og så må man endda
erindre sig at F. P. „har indskrænket sig til at finde de sikreste Tegn paa
at Paavirkning har fundet Sted"!
— Efter sådan given avridsning avsiger da F. P. uden vaklen og i
sikker tro på sine egne uomgængelige præmisser følgende dom: „Derfor
er det sandsynligt, at det er Langbehn, der har reddet ham ud af
Einar Elkær-Krisen. Det forekommer mest sandsynligt at Johs. V. J.