Danske Studier 1948

„ISEBELLA" OG „KÆRLIGHED UDEN STRØMPER" 135
medier, som er lovet at blive opførte, men nu er Vinteren forbi, hvorfor
jeg maaske lader dem se Lyset med det første". Muligvis er denne Bemærkning
blot skrevet for Reklamens Skyld; vi kender ingen andre
Skrifter af ham, og „Isebella'"s Modtagelse skulde ikke lokke ham til at
bekoste flere dramatiske Arbejder i Trykken, saa meget mere som han,
efter Fortalen at dømme, er i trængende Omstændigheder; det vilde
maaske være Ulejligheden værd at undersøge hans Bopælsforhold og
mulige Henvendelser til Teatret. Her skal dog kun gives en kort Gennemgang
af hans Tragedie med særlig Fremdragning af Lighedspunkterne
med Wessels Syngestykke. (Det viser sig, at den belæste Rønning i
„Rationalismens Tidsalder" har antydet, at Rahbeks Datering kan have
været forkert, netop fordi han kender „Isebella", som han dog kun omtaler
kort).
„Isebella" er naturligvis skrevet paa Alexandrinere, men hvilke
Alexandrinere 1 Naar Aagaard ikke kan overholde det rette Antal Fødder,
sætter han blot en Tankestreg for hver manglende Fod, f. Eks.:
Frisk Mod •— Akl — Jeg skælver! Gyserl
Tragedien foregaar efter de bedste Mønstre i det gamle Østen, der
forekommer Navne som Cyrus og Menelaus, men rigtignok ogsaa de
nymodens borgerlige Pamela og Clara. Allerede her har vi den gennemgaaende
Mangel paa Evne til at overholde den høje Stil, der i „Kærlighed
uden Strømper" er et bevidst Træk, men hos Aagaard aldeles ufrivillig.
Handlingen er uden Fortalen umulig at forstaa. Den fortæller om en
Enkedronning, Isebellas, Forsøg paa at skaffe sin Søn, Cyrus, Tronen
efter hans Far, til Trods for at denne blot var livsvarig Bestyrer af Tronen
for sin Broder, Fransiscus, der endnu lever, og med hvem hun i den Anledning
fører Krig. Ved Stykkets Begyndelse har hun ved List faaet
Fransisci Døtre, Pamela og Clara i sin Magt, først vil hun omkomme dem,
men siden faar hun den Ide, at en af dem skal ægte Cyrus og saaledes
skaffe ham Tronen; hun søger at naa dette Maal ved alle Midler, da de
slaar fejl, tager hun Gift; Cyrus stikker sig ved hendes Lig, hvorpaa et
Par Officerer og de to Piger staaende omkring Ligene synger en Sang
til Guds Pris.
I Fortalen giver Aagaard en Skildring af Hovedpersonerne; Clara
er svag, af Legems-Skikkelse begavet med overmaade Skønhed, tillige
dydig, men forsagt, blød af Natur, hvorfor hun ofte ses grædende, Pamela
er „Dyden selv" og altid uforfærdet.
Allerede Stykkets første Linjer minder om Wessel; det er Clara, der
taler:
O Afgrunds fæle Sky for os saa grum opgangen
du skjulte Glæden vor, da vi med List blev fangen,
Ej blide Sol vi mer faar nogensinde se,
O fæle Dag — Oprigtig Godtroenhed:
forfærdelige Syn, du rent mit Hjerte kvæler.
Det er umuligt ikke at tænke paa Gretes Aabningsmonolog i „Kærlighed
uden Strømper", hvori hun taler om sin alt for fæle Drøm. Da
Isebella paa Claras ængstelige Ord svarer:
Frygt ej, jeg er Der's Ven, jeg Dennem frelse vil,