Danske Studier 1948

PATIENTSPROG 131
lag af) (over)huden" som værende for kategorisk og gør opmærksom på,
at ordet i reglen bruges med henblik på irritation av den intakte hud, en
betydning, som osse fremgår av et par av de i DO. avtrykte citater, fx.:
„(barnet) var ganske rød paa sin Krop, — det man kalder hudløs".
Men —• hånden på hjertet: hvor mange ikke-læger har nogen sinde tænkt
over dette forhold?
Parret med denne evne til at skelne og præcisere optræder hos forf.
en livlig associationsevne, der søger, og i reglen med held, at opspore,
hvilke faktorer der har medvirket til at producere folkesprogets særeste
vanskabninger. Ved et stof som latinske fagord i folkelig form nytter det
ikke at mobilisere de autoriserede regler for sprogændring, og dr. Borries's
materiale giver særlig tydelige eksempler på, hvor frodigt associationerne,
analogierne yngler i godtfolks hjerne: en svagere eller stærkere
lydlighed er nok til at trække et ord over til et andet uden ringeste hensyn
til betydningen. Det københavnske stednavn Parcelbroen, udtales således
tit Paracelbroen, og årsagen må være, at Parcel-, der næppe har betydningsindhold
for byboere, er blevet påvirket av et ord som parasol l
Av den slags eksempler, ofte av grotesk karakter, vrimler dr. Borries's bog.
Men filologen har naturligvis osse nogle indvendinger, som han føler
trang til at lette sit hjerte for.
En følge av indsamlingsmetoden er, at det ikke sjældent falder læseren
svært at bedømme, om et bestemt udtryk må antages at være udbredt
i videre kredse eller kun skyldes en enkeltpersons misforståelse,
forsnakkelse eller måske bevidste omdannelse med spøgende hensigt;
således har jeg en lumsk mistanke om, at det vidunderlige Ortopæderastisk
Hospital (= Ortopædisk H.) er opstået i en hjerne, der var fortrolig
med orddelenes etymologi, mens forf. lige så gerne tror, at udtrykket
er opstået i pure naivitet. I det hele forekommer der, navnlig i bogens
første kapitel „Apotekervarer", en bunke stof, der kun synes at have haft
ren lejlighedsvis eksistens, og et håndfast kirurgisk indgreb i disse sproglegemets
mest udprægede bløddele havde nok været på sin plads, men
morsomt er meget av det, det skal indrømmes.
Det ville jo være et stift stykke at forlange, at forf. foruden sin medicinske
specialviden osse skulle beherske danskfilologiens finesser, derunder
besidde et omfattende kendskab til all-round folkesprog i og uden
for dialekterne, og nærværende anmelders hovedanke, som fremsættes
i fuld forståelse av dens relative uretfærdighed, går da osse ud på, at
forf. i en række tilfælde er ubillig mod folkesproget, idet han — ubevidst
— bedømmer det, som om det var identisk med det „dannede" sprog.
Et par eksempler forekommer p. 148: „At styrke forvexles undertiden
med at størkne, f. Ex.: „Jeg vil gerne have nogle Goramindraaber, for
det størkner"". Forholdet er jo det, at y\ø i slige ord er labile i folkelig
tale, og styrkne er en fuldt legitim avledning av styrke (jf. oldn. styrkna),
som det fremgår av DO., der har eksempler bl. a. fra Ingemann, Overskou
og nutidsdialekt. —• Samme side dadles, at en patient besværede sig
over sin „snøvlende Udtalelse", men denne anvendelse av ordet (= „udtale")
stemmer overens med nutidig folkelig sprogbrug, hvad enhver
dialektoptegner vil kunne bekræfte, og træffes i øvrigt både i Lærde
Tidender 1745 og endda i en artikel i 2. udgave av Salmonsen.
9*