Danske Studier 1948

130 FRA SPROG OG LITTERATUR
Ifølge forordet henvender bogen sig dels til læger, apotekere og sygeplejersker
for at lette dem identifikationen av de mange mærkelige udtryk
fra det medicinske område, som patienter bruger, og den har altså
i nogen grad samme specielt faglige sigte som de ældre hefter „Folkenavne
paa Lægemidler" (1891 og 1927), men dels er den osse skrevet til
belæring „for enhver, som har Interesse for Kulturhistorie og Folkeliv,
Sprog og Folklore". At disse kredse er glædeligt talstærke synes at fremgå
av den omstændighed, at dr. Borries's skrift hurtigt måtte udsendes i
2. oplag. I høj grad medvirkende hertil har det været, at; bogen er skrevet
i en letflydende, lunerig stil med rundhåndet islæt av ofte ypperlige
anekdoter. Vi filologer glæder os desuden over, at den har et ret udførligt
register, men irriteres i overensstemmelse med vor pedantiske natur
kraftigt over .den hoben tit grove, ja nu og da meningsforstyrrende trykfejl,
som udgør sætterens ikke avslåede gave til autor og læser. En trøst
må det være, at forfatteren selv, der har udgivet en håndbog i disputatsskrivningens
teknik, mindst må have ærgret sig en gulsot på halsen,
hvis man i denne sammenhæng tør tage en så u-lægelig vending i
sin pen.
Bogen er baseret på et meget fyldigt materiale, dels indsamlet i
årenes løb av forfatteren, der fra sin opvækst i et lægehjem i Køge har
været i nær berøring med folkelig-medicinsk udtryksmåde, dels indkommet
som resultat av et rundspørge blandt dr. Borries's fagfæller og
andre interesserede. Desuden ér en del faglitteratur benyttet, især Ordbog
over det danske Sprog (= DO.) og en del dialektordbøgér. Ingen
kan forlange, at alt av interesse for emnet burde være gennempløjet til
brug for et skrift av denne art, men man beklager dog, at forf. ikke har
draget nytte av de righoldige samlinger i fx. „Livet i Klokkergaardéh".
(1908—9). 85 ff. eller prof. Skautrups „Et hardsysselmål" I. (1927—29).
194 ff. (med henvisninger). Et blik i fx. Fr. Ohrt's „Danmarks Trylleformler"
I—II. (1917—21) havde måske osse nu og da været nyttigt, selv
om det må understreges, at forf. i forordet erklærer, at han ganske overvejende
har holdt sig til vor tids sprog.
Foruden den medicinske ballast, som forf. møder med og som naturligvis
er uvurderlig i denne henseende, råder han over endnu et avgørende
aktiv: et skarpt sprogøre og én særdeles fin sans for synonymiske udtryks
brugs- og betydningsmæssige nuancer, egenskaber, som gang på
gang fremmaner mindet om den ikke efter fortjeneste værdsatte „amatørfilolog"
Knud Hjortø. Man kommer osse til at tænke på svundne tiders
udforskere av „de enstydige ords bemærkelse"; men medens disse, deres
fortjeneste i øvrigt ufortalt, tit krampagtigt tvang synonymerne bort
fra hinanden ved at indgive dem et av logiske grunde dikteret indhold,
der ikke svarede tir deres sande funktion, holder dr. Borries sig prisværdigt
til den faktiske sprogbrug og redegør for ofte meget små forskelle
på en så rammende måde, at han nu og da endog scorer-points i
forhold til DO.
Et morsomt eksempel på den omtænksomme specialists fortrin fremfor
ordbogsforfatterne, hvis lidet misundelsesværdige lod det jo er at
være en slags polyhistorer i en overspecialiseret tid, har vi i behandlingen
av ordet hudiøs (p. 88). Forf. kritiserer med rette DO.'s definition:
„om (mindre) del af legemet ell. kroppen: som har mistet (det øverste