Danske Studier 1948

TOM KRISTENSENS LYRISKE STIL 99
Svingninger, der ved Kollisionen med Storby-Atmosfæren fremkaldte
Eksaltation og Ekstase.
I Storbyernes hyggelige Provinsby Amsterdam mødes Digterens
Uro med Flækkens idylliske Ro:
Stille flyder Kanalen
mellem de støvede Træer.
Byernes tørre Sommer,
der er mit Hjærte kær,
flyder som Ørkenaande
mellem de støvede Træer.
Dette er endnu kønsløst. Men straks efter apperciperes der erotisk:
Og videre i Slutstrofen:
Husenes røde Mure
varmer som Menneskehud.
Satte jeg Haanden paa Stenen,
strømmed der Blodvarme ud,
som var der Eros i Stenen,
Varme fra Menneskehud.
Elskovens hede Pause
aander fra støvede Træer.
Drift mod Uvirkeligheden
vaagner af stilnet Begær.
Et meget fint Digt, utrolig dæmpet og samtidig utrolig sensitivt.
Farvebrugen indskrænket, som før to Kulører: det erotiske røde:
Husenes røde Mure, Husenes røde Gavle; Vandenes strømmende
Ringe / rødmer af Solgavles Pragt — og i Forbindelse hermed grønt:
som flød der Olje paa Vandet / gennem den grønne Gracht.
Den vante kompositoriske Symploke turneres her i anden Potens.
Derved opnaas et emfaseret Retardando, Ro, Ro ...
Det vil altsaa sige, at saavel den lille Komposition (Strofen) som
den store (Digtet) har Elementer, der optræder baade i Begyndelse og
Slutning. Strofisk ytrer dette sig i Gentagelsen af Vers 2 og 6: mellem
de støvede Trær: mellem de støvede Træer; Varme som Menneskehud:
Varme fra Menneskehud; spejles i Gadens Gracht: gennem den grønne
Gracht; aander fra støvede Træer: mellem de støvede Træer. Og Totalitetens
Symploke opstaar da ved, at de partielle Symploker i Optakt
og Slutstrofe falder (delvis) sammen.
MdyR: de erotiske Digte er her ikke overvættes betydelige, men vi
skal alligevel behandle to af dem til Demonstration af, hvad vi kunde
7*