Download Vol. 15, nr. 1, Maj 2005 (PDF-fil, 9,2 MB) - McKenzie

Nyhedsbrev 

MCKENZIE INSTITUT 

DANMARK 

Volume 15 Nr.1 

Maj 2005 

Volume 15. nr. 1. Maj 2005 McKenzie Institut Danmark, Nyhedsbrev

McKenzie Institut Danmark 

FORMAND 

Uffe B. Lindstrøm 

Klinik for fysioterapi 

9000 Aalborg 

Tlf. arbejde: 98 13 26 88 

Tlf. privat: 98 14 80 11 

Fax.: 98 11 78 49 

E-mail: ul@fysiowork.dk 

NÆSTFORMAND 

Martin Melbye 


Holbergsgade 13 

9000 Aalborg 

Tlf: 98 13 26 88 

E-mail: melbye@mckenzie.dk 

SEKRETÆR 

Merethe Fehrend 

Bygaden 60 

8630 Taastrup 

Tlf. privat: 70 22 04 64 

Fax: 43 52 73 58 

E-mail: info@mckenzieinst.dk 

SUPPLEANT FOR LENE SKYTTE 

Charlotte Krog 

Vesterbro Fysioterapi 

Vesterbrogade 95, annekset 

1620 København V 

Tlf. arbejde: 33 31 22 20 

Tlf. Privat.: 20 49 33 75 

E-mail: charlotte.krog@mail.dk 

ANSVARSHAVENDE REDAKTØR 

Camilla Nymand 

Klink for Fysioterapi 

Holbergsgade 13 

9000 Aalborg 

Tlf. arbejde: 98 13 26 88 

Tlf. privat: 26 25 60 75 

E-mail: nymand@mckenzie.dk 

BESTYRELSESMEDLEM (orlov) 

Lene Skytte 

Bredkær Grønnevej 34 

8250 Egå 

Tlf. arbejde: 86 22 22 10 

Tlf. Privat: 86 22 48 24 

Fax: 86 22 48 24 

E-mail: meysky@post12.tele.dk 

PROJEKTKOORDINATOR 

Anne Juul Sørensen 

Durebrødrevej 5 

4000 Roskilde 

Tlf: 46 36 49 51 

E-mail: anne@mckenzie.dk 

KURSUSSEKRETÆR & BOGHOLDER 

Eva Hauge 

Ny Kongevej 40 

5000 Odense C 

Tlf. arbejde: 64 76 18 34 

Tlf. privat: 66 12 57 57 

kursus@mckenzie.dk 

eva.hauge@nal-net.dk 

SUPLEANT 

Carsten Simonsen 

Cementvej 3, 1.sal 

9400 Nørresundhed 

Tlf: 

E-mail: simon@mckenzie.dk 

Volume 15. nr. 1. Maj 2005 McKenzie Institut Danmark, Nyhedsbrev 2

Obs: vigtigt 

• Tema næste nummer: 

FORSKNING 

• Indholdende: bidrag fra 

Stephen May, Hans Lund & 

Andrea Longs forskning. 

• Deadline: 15. oktober 

• Husk Årsmøde I McKenzie 

Instituttet 1. oktober 

Tema: Ekstremiteterne 

Extremity abstract 

-Grant Watson 

Functional recovery 

following a fractured ulna 

-Grant Watson 

McKenzie, er det ikke noget med 

ryggen? 

- Martin Melbye 

Kontraktile Dysfunktioner 

-Camilla Nymand & Uffe Lindstrøm 

8 

9 

11 

15 

Volume 15, nr. 1 Maj 2005 

Nyt & Fast 

Nyt fra Formanden 4 

Et kig indenfor, red 5 

Generel info fra IMDT 7 

Præsentation af forfattere ٠ Tema ٠ Ekstremiteterne 

Grant Watson 

ADP(OMT), Dip 

Phys, Dip MDT, 

MNZCP(MT) 

Richmond Physiotherapy Centre, 

8 Cambridge Street, Richmond 

Nelson. 

Wattie@ts.co.nz 

Nyhedsbrev McKenzie Institut Danmark 

MDT fagligt 

Invitation til foredrag 

v. Grant Watson 

Credential Forum 6 

Update & referencer 6 

Going further 28 

Diploma i MDT 30 

Dive into the diploma 31 

Kususkalender 35 

Uffe Lindstrøm 

Dip MDT 

Ul@fysiowork.dk 


Diploma studerende 

nymand@mckenzie.dk 

Volume 15. nr. 1. Maj 2005 McKenzie Institut Danmark, Nyhedsbrev 3 

8 

Underholdning 

Invitation til Årsmøde 32 

IMDT invitational 2004 33 

IMDT invitational 2005 34 

Martin Melbye 

Dip MDT 


Holbergsgade 13, 9000 Aalborg 

Melbye@mckenzie.dk

Nyt fra formanden 

Nyt fra formanden 

I seneste leder tog jeg 

udgangspunkt i, hvorledes vi i 

bestyrelsen på et kursus i 

mødeledelse august sidste år var 

blevet bedt om at svare på, hvad 

der kunne få bestyrelsen til 

at”løfte armene over hovedet” og 

hvordan vi som gruppe fejrer 

projekter, som er lykkedes i 

arbejdet med IMDT. Jeg gav en 

del konkrete eksempler, hvad der 

havde været at fejre og hvorfor 

der er grund til at ”løfte armene”. 

Når jeg ser på hvad klinikere 

rundt i verden, og ikke mindst 

vore egne medlemmer med 

interesse for MDT opnår, kan det 

være svært at få dem ned lige nu. 

Således har Audrey Long fra 

Canada publiserede en artikel i 

SPINE i efteråret. Artiklen bør 

læses i sin helhed, men essensen 

af dette arbejde antyder kraftigt – 

sammenfaldende med tidligere 

forskning – at: 

• en standardiseret 

mekanisk klinisk 

undersøgelse (MDT) af 

patienter med LBP 

identificerer en stor 

subgruppe af patienter 

(74 %) som har en 

retningspræference i 

forhold til deres 

symptomer og derfor 

efterfølgende øvelser 

• når rygpatienter 

behandles med øvelser 

som macther disse 

patienters 

retningspræference, så 

reduceredes 

effektparametre 

alle 

signifikant mere end når 

de ikke behandles i 

henhold 

retningspræferencen 

til 

Som skrevet, artiklen skal læses i 

sin helhed, men den mere end 

antyder, at identifikation af 

patientens 

retningspræference; – Robin 

beskrev allerede dette 

fænomen med Mr. Smithhistorien 

for mange år siden 

- giver os en sikker 

klassifikation og relevant 

behandlingsstrategi til vore 

patienter rygpatienter. 

Vender vi blikket mod de 

hjemlige breddegrader får 

Lene Skytte, Egå publiseret 

sin artikel ”Centralisation - 

its prognostic value in 

patients with referred 

symptoms and sciatia” i juni 

2005 online issue af. SPINE. 

Denne artikel er endnu en 

byggesten i den efterhånden 

store samling af 

videnskabelige 

undersøgelser, som 

signifikant fastslår at 

”centralisering” af 

symptomer hos rygpatienter 

udgør en stor subgruppe, som 

med stor sikkerhed 

identificerer de rygpatienter 

som har en favorabel 

prognose. Det er et flot 

stykke arbejde, som tjener til 

Lenes ære – så et meget 

STORT TILLYKKE herfra! 

Gruppen af fysioterapeuter 

med Diplomaeksamen vokser 

kontinuerligt. I december 

sidste år bestod Jette Voss, 

København og Martin 

Melbye, Aalborg deres 

diplomaeksamen i Holland. 

Der er god grund til at løfte 

armene over hovedet over 

sådan en præstation og 

ØNSKE ET OFFICIELT 

TILLYKKE til dem begge! 

Det er det også fordi, at 

fysioterapeuter med 

diplomaeksamen er stærkt 

Uffe Liindstrøm, dip MDT 

voksende og det er det fordi, det 

i sig selv er en præstation at gå 

igennem diplomaforløbet. Det 

er såvel en faglig udfordring 

som en økonomisk udfordring. 

Der skal lægges mange timer i 

dette projekt, allerede inden 

man forlader sit arbejde og sin 

familie i 13 uger for endelig 

senere at gå op til den endelige 

eksamen. 

Vi har i IMDT fået en ny 

kursussekretær Eva Hauge fra 

bestyrelsen, hvis personlige og 

meget effektive indsats i den 

grad kan få mine arme over 

hovedet! 

Herfra skal lyde en tak til Birthe 

Skov, som har været en stor 

hjælp for IMDT i de seneste par 

år. 

Hermed en rigtig god sommer 

til alle! 

Uffe Lindstrøm, Dip MDT 

Formand for 

Institut for Mekanisk 

Diagnostik & Terapi, DK 


Så er det tid igen, og tid til 

at præsentere første udgave 

af nyhedsbrevet anno 2005. 

Der har været et langt slip 

siden sidste gang, et slip i 

tiden som ikke er blevet 

spildt, men snarere har budt 

på hårdt arbejde & 

rejseaktivitet i MDT regi, 

og som til min forhåbning 

med tiden vil komme til at 

bidrage til at udviklet og 

nuanceret indholdet i 

bladet. 

Et budskab fra sidst der har 

fyldt meget gennem de 

sidste måneders 

udfordringer på 

diplomaprogrammet i USA: 

Risk –more than others 

think it’s safe. 

Et paradigme for en tid, 

eller måske ligefrem en 

livsfilosofi. 

Mit spørgsmål er, hvordan 

udlever man commitment 

og engagement i en 

størrelsesorden af hidtil 

ukendt karakter? I hvert 

fald ikke uden at turde, og 

ikke uden at turde forlade 

”the comfort zone”. 

Og i det kan der ligge 

mange ting; som f.eks. at 

turde involvere sig, at turde 

gå efter målet med alle éns 

ressourcer, at give slip på 

nuværende tankegang og 

turde lytte fra et åbent og 

neutral udgangspunkt med 

mulighed -eller risiko- for 

at se verden i et nyt lys. 

Temaet i dette nummer er 

mekanisk diagnostik til 

ekstremiteterne. 

Siden år 2000 har Mckenzie 

& May’s ekstremitetsbog 

været en realitet, og 

udfordret MDT klinikerens 

tankegang overfor såvel 

hurtigt responderende 

m e k a n i s k e 

ekstremitetsproblemer som 

langvarige kroniske og 

umulige senevævs 

problemer. 

Men hvad der kan 

forekomme nyt og måske 

ukendt og udfordrende at gå 

i clinch med er faktisk slet 

ikke så nyt endda. Allerede 

ved udgivelsen af den første 

udgave af ”The Lumbar 

Spine” fra 1981, skrev 

Robin McKenzie følgende: 

”With this book I present a 

new concept of diagnosis 

for the whole 

musculoskeletal system. The 

procedures I developed for 

the lumbar spine to arrive 

at approriate conclusions 

regarding diagnosis and 

treatment, may also be 

applied successfully to the 

thoracic and cervical spine, 

and indeed to all peripheral 

joints and their surrounding 

soft tissues. Irrespective of 

the presenting pathology, 

the principles of diagnosis 

and treatment remain the 

same. 

Et kig indenfor 

Et kig indenfor 

Et budskab der i høj grad 

både fortæller om 

potientialet i konceptet, og 

i samme grad efterlader 

ekstremitetskonceptet i et 

originalt og oprindeligt 

lys. 

På den baggrund er 

ekstremiteterne ikke 

længere en udfordring til 

nytænkning som det er til 

dyb forståelse af essensen 

af MDT konceptet. En 

diskussion som jeg 

gemmer til senere på året, 

og vil lade være temaet i 

årets sidste nyhedsblad. 

Dette nummer byder bl.a. 

på flere artikler, som jeg 

håber vil være til 

inspiration. Invitationer til 

sociale, faglige og 

sportslige arrangementer 

er at finde samt første del 

af historier og oplevelser 

fra diploma programmet. 

Jeg ønsker god fornøjelse, 

og en god tid, og håber at 

dette nyhedsblad vil kunne 

bidrage og give anledning 

til input frem mod næste 

nummer. 

På gensyn. 


Ansvarshavende redaktør 

Institut for Mekanisk 

Diagnostik & Terapi, DK 

Camilla Nymand, red. 

Courage is not the absence of 

fear but the juggement that 

something else is more 

important than fear. 


Credential Froum 

Credential Forum 

Credentialled MDT – og Hvad så??? 

Det er et spørgsmål som er blevet stillet af flere efter endt 

credentialling Evaluering. 

Derfor prøver vi nu at oprette faglige grupper rundt i landet hvor 

der vil være mulighed for videre faglig udvikling. 

Læs mere på www.mckenzie.dk 

Simon og Martin 

Koordinatorer på cert. Forum. 

Update: Referencer & studier 

A systematic review of efficacy of McKenzie therapy for spinal pain. 2004. 

Helen A Clare, Roger Adams & Christopher G Maher 

Australian Journal of physiotherapy volume 50, pp 209-216 

Does it Matter Which Exercise? A Randomized Control Trial of Exercise 

for Low Back Pain. 2004. Audrey Long, Ron Donelson & Tak Fung. 

SPINE volume 29 number 23 pp 2593-2602 

Opfølgning 

i næste 

nummer 

Zygapophysial joint blocks in chronic low back pain: A test of Revel’s model as a 

screening test. 2004. 

Mark Laslett, Birgitta Oberg, Charles N. Aprill & Barry McDonald. 


Adresseændring eller 

manglende registrering 

HJÆLP os og dig selv ved at give 

besked om adresseændring. 

Vi får alt for mange breve retur med 

” fraflyttet adressen”, ” ukendt på 

adressen” osv, så vi har i år fået 35 

breve med kontingentindbetaling 

retur . En del har vi fundet ny 

adresse på, men 10-15 får ikke 

muighed for at forny medlemskabet, 

med mindre de selv kontakter os 

Det giver os ekstra arbejde og du 

risikerer, at du ikke modtager 

informationer fra os, incl. 

Nyhedsbrevet. 

Hvis du ikke er blevet registreret på 

listen over credentialterapeuter, 

kontakt venligst vores Webmaster 

via vores hjemmeside 

www.mckenzie.dk 

Send din adresseændring til Eva 

Hauge Rasmussen, Ny Kongevej 40, 

5000 Odense 

Instituttets 

Hjemmeside: 

www.mckenzie.dk 

• Bestyrelsen har besluttet 

at IMDT skal være 

en del af Danske Fysioterapeuters 

hjemmeside. 

Dette betyder en forandret 

forside og nogle tekniske 

ændringer, men vi bestræber 

os på at holde eller 

forbedre niveauet for sidens 

indhold. Siden styres 

fortsat med sikker hånd af 

nuværende og fremtidig 

webmaster Hr. Thomas 

Hyldgaard. Ændringen 

Generel info fra IMDT 

Generel info fra IMDT 

Sekretæren 

eller benyt vores hjemmeside til at 

meddele ændringerne. 

Halv pris på repetition af 

kursus. 

Hvis du ønsker at repetere et kursus 

skal du skrive ” REPETION af 

kursus” på tilmeldingen, og du får 

det til halv pris. 

Kursusaktivitet 

I 2005 har vi arrangeret kurser og 

credential evaluering på 

Fysioterapeutskolen i Århus og på 

Rygcentret, Hans Knudsens Plads i 

København. Part C og D i efteråret 

2005 foregår på Hotel Comwell 

Kolding. 

VI vil meget gerne i kontakt med 

HOSPITALER, der kunne tænke 

sig at afholde et kursus. I kan 

kontakte undertegnede pr e-mail 

eller tlf. 

Årsmøde og generalforsamling 

finder sted lørdag 1.oktober 2005 på 

Bestyrelsen 

forventes at træde i kraft i 

løbet af indeværende forår. 

• Aktuelt arbejder bestyrelsen 

med planlægning af 

årsmødet i IMDT 1. oktober 

2005, som afholdes på 

Comwell Kolding under 

temaet klassifikation. Se 

seperat annonce andetsteds 

i bladet. 

• Ligledes arbejdes på 

afholdelse af Euro meeting 

juni 2006, som denne gang 

Hotel Comwell Kolding. 

Tilmeldingsblanket findes i dette 

blad samt på hjemmesiden. 

Vores kursusoversigt og -annoncer 

for 2005 er kommet på 

hjemmesiden og opdateres løbende, 

så hold dig orienteret . 

Ang. Venteliste 

Hvis du har stået på venteliste til et 

kursus og ikke er kommet med, skal 

DU SELV tilmelde dig det næste 

kursus, du ønsker at komme på. 

HUSK at skrive at du har stået på 

venteliste. Vi overfører IKKE din 

tilmelding til kommende kurser. 

God sommer 

Sekretæren, Merethe Fehrend, 

træffes på e-mailadresse: 

info@mckenzieinst.dk , 

på telefon 70 22 04 64 

(besked kan evt. 

indtales ) eller pr fax 43 

52 73 58 

holdes i DK og er det årlige 

møde på 3 dage mellem 

McKenzie International, 

de europæiske branches 

og underviserne. 

Bestyrelsen arbejder fortsat 

på at etablere Diplomaprogram 

i MDT i Danmark, 

og dette er en længerevarende 

og omfattende 

proces. 


MDT for the extremities—Extending the McKenzie approach 

Mechanical Diagnosis and Therapy for 

the Extremities 

McKenzie recognised in 1981 that 

many of the issues related to management 

of spinal conditions are 

equally applicable to the extremity 

joints. Musculoskeletal problems, 

especially in the large joints of the 

shoulder, hip, knee, and 

ankle, are very often 

persistent and chronic, 

even in those who have 

received treatment. 

The validity and reliability of accepted 

diagnostic categories are 

uncertain, with a number of 

‘objective’ tests proven to be neither 

reproducible nor able to 

measure what is intended. The 

diagnoses themselves may therefore 

represent an untrustworthy 

base upon which to establish treatment 

protocols. Furthermore, the 

lack of long-term follow-up, both 

in clinical settings and research 

Grant Watson, ADP(OMT), Dip Phys, Dip MDT, MNZCP(MT) 

trials, generates the illusion of 

therapeutic efficacy for many interventions. 

The available evidence does not 

support the treatment efficacy of 

Extending the McKenzie approach 

many commonly used interventions 

for musculoskeletal problems. The 

primary exception to this pattern is 

the widespread finding that exercise 

is beneficial across a range of disorders. 

This presentation explores Mechanical 

Diagnosis and Therapy 

concepts with an introduction to 

classification of, and selfmanagement 

strategies for, muscu- 

loskeletal conditions in the Extremities. 

It will be argued that the 

promotion of self-management 

strategies and patient education 

provides the basis for delivering 

‘best practice’ health care. 

Reference: 

McKenzie R A (1981) The Lumbar 

Spine Mechanical Diagnosis and 

Therapy. Spinal Publications, 

Waikanae, New.Zealand. 

Håndtering af 

Achillesenetendinopatier 

Vesterbro fysioterapi og McKenzie Institut Danmark 

inviterer fysioterapeuter og læger til: 

17. maj 

Kl. 17.00 

Foredrag v. Grant Watson, Dip MDT, Dip MT, International Instructor McKenzie Insitute 

International, New Zealand om håndtering af achillesene tendinopatier, den nyeste viden 

om smertemekanismer, effekten af- og baggrunden for excentrisk træning med 

udgangspunkt i nyeste studier samt mekaniske, biokemiske og histopatologiske mekanismer. 

Foredraget varer cirka en time og herefter vil der være en sandwich og drikkevarer. 

Tilmelding efter først-til-mølle-princippet på tlf. 33 31 22 20 eller email: sekr@v-f.dk. 


Grant 

Watson 

ADP(OMT), 

Dip Phys, 

Dip MDT, 

MNZCP(MT) 

Functional Recovery following a 

Fractured Ulna 

At our recent Seminar Day, 

Wattie shared with us a personal 

case study of how he fractured 

his right ulna doing a Sir Edmund 

Hilary impersonation crossing the 

Copland Saddle in the Southern 

Alps. (Loved the polyprops and 

hard hats photos!!!) We nearly 

lost Wattie as he was flattened by 

a football-sized boulder 

dislodged by one of his party – 

(my mental picture is a 

Roadrunner cartoon!!) – 

resulting in a loss of 

consciousness, impaired 

breathing, cuts and bruises, and a 

very painful right wrist. Thank 

goodness for knowledgeable 

colleagues, ice, and Digesics! 

Wattie self-diagnosed himself as 

having a minor bony injury and 

continued to tramp in the ice and 

snow for 2 days, followed by 

driving the van for several hours 

back to Nelson! (He is intelligent, 

honest!!) 

The only serious sign of pain or 

dysfunction over the next week in 

the clinic was severe pain during 

a manipulation on one patient, so 

life continued as normal, if a tad 

cautiously. However, two weeks 

following the initial injury an Xray 

was finally taken and to 

Wattie's horror it revealed a spiral 

fracture with 4mm displacement 

of the distal aspect of the ulna! 

However, there still was no 

constant pain and he had regained 

80% of functional movement 

with 80% of normal grip 

strength. During this time Wattie 

was at a seminar with several 

members of the International 

Faculty, and their combined 

opinion was not to immobilise it 

in a cast but to protect it in a 

wrist splint for a few weeks and 

keep it moving within pain limits. 

Functional Recovery following a fractured ulna 

A personal experience 

Three orthopaedic surgeons were 

also involved in this decisionmaking 

process. 

Wattie then flew to the States to 

teach, and successfully completed 

this mission. His next concern was 

whether or not he would be able to 

snowboard in Utah with his son(!), 

which he managed to do five 

weeks post-injury after 

strengthening his wrist by doing 

extension mobilisations on a Part 

D course and push ups! (Yes, the 

arm was protected in the wrist 

splint while riding.......) On return 

to NZ an Orthopaedic review at 6 

weeks post-injury demonstrated 

95% return of functional mobility 

and strength, and X-ray indicated 

very good bony repair. Wattie 

resumed work in the clinic and the 

wrist quickly returned to 100% 

with no problems since. (Reviewer 

- Celia Monk) 

Discussion 

The reason I was keen to share my 

personal experience as above, was 

because it re-kindled my interest in 

the controversy concerning 

management of fractures. Never 

personally having suffered a 

fracture previously I was surprised 

to discover that in my case I never 

had constant pain at rest, and there 

was only minimal swelling 

(immediately iced and bandaged). 

The bruise was impressive, but 

within a couple of days I had 

surprisingly good motion, albeit 

with decreased strength, and began 

a graduated return to activity. 

The question this all raises is, do 

we really need to immobilise 

minimally-displaced bony injuries? 

And how often are they 

undiagnosed in the general 

population, in that patients 

probably learn to self-manage 

them. Evidence-based guidelines 

recommend early mobilisation and 

return to activity for a wide range 

of soft tissue injuries, but there 

appears to be no consistency in 

protocols for functional recovery 

versus immobilisation of bony 

injuries. 

An electronic literature search was 

conducted and found only a few 

Randomised Control Trials (see 

below) as well as some studies on 

theoretical models of the benefits 

of micro-movement for bony 

repair: 

Hodgson, Mawson, and Stanley. 

Rehabilitation after 2-part 

fractures in the neck of humerus. 

Journal of Bone and Joint 

Surgery, 85B, 3, 419-422, 2003. 

This study randomised 86 patients 

(aged 40 plus) to two groups. The 

results demonstrated that the 

group of patients who began early 

mobilisation within one week had 

less pain and increased function at 

the 16 week assessment compared 

to a group who received delayed 

physiotherapy after 

immobilisation in a collar and cuff 

for 3 weeks. These gains were 

maintained at one year 

assessment. The authors 

concluded that there was no 

benefit to immobilisation. 

Dias, Wray, Jones, Gregg. 

Minimally-displaced Colles’ 

fractures: Is plaster 

immobilisation necessary? 

Journal of Bone and Joint 

Surgery, 70B, 678, 1988. 

(Abstract only) 


97 patients (aged 55 plus) were 

randomly assigned to plaster cast 

or crepe bandage management. 

The crepe bandage group 

recovered their function more 

rapidly (75% by 5 weeks) and 

there was a faster resolution of 

swelling. There was no greater 

pain or deformity compared with 

the immobilised group. 

Part, McVie, Naylor, Kreibutch. 

Comparison of two conservative 

methods of treating an isolated 

fracture of the lateral malleolus. 

Journal of Bone and Joint Surgery, 

78B, 568-572, 1996 

Sixty five skeletally-mature 

patients with isolated ankle 

fractures were randomised to full 

plaster cast or elasticated bandage 

groups. Treatment by immediate 

weight-bearing and mobilisation 

resulted in earlier rehabilitation 

than immobilisation for 4 weeks in 

the plaster cast. 

Sherrington, Lord, Herbert. A 

randomised trial of weight-bearing 

versus non-weight-bearing 

exercise for improving physical 

ability in inpatients after hip 

fracture. Australian Journal of 

Physiotherapy, 49, 15-22, 2003 

There are advantages to both 

weight-bearing and non-weightbearing 

exercises following hip 

fractures in this study of 80 

patients (68% women, average age 

81 years) 

Conclusions: 

There is evidence in the literature 

to encourage early mobilisation 

and functional recovery following 

minimally-displaced fractures. 

Physiotherapists are ideally placed 

to be the health professionals most 

appropriate to supervise this active 

rehabilitation. Professionally we 

need to ensure a fracture is 

correctly diagnosed, but there are 

good arguments for 

physiotherapists becoming more 

pro-active in the early management 

of those bony injuries. Surely it is 

our responsibility as a profession 

to encourage functional recovery 

Functional Recovery following a fractured ulna 

following minimally-displaced 

fractures to encourage optimal 

outcome. 

As primary-contact clinicians, 

what are our responsibilities if we 

suspect a minimally-displaced 

fracture? 

Send them to A & E? 

Send them to private X-ray facility 

and an orthopaedic specialist? 

Immobilise in POP cast or splint? 

Early mobilisation and function? 

(If not a bone that has a poor 

potential for healing, eg scaphoid) 

Following accurate diagnosis of a 

bony injury, dialogue with the 

relevant medical officer could 

promote the opportunity for early 

mobilisation strategies. One 

significant question is whether the 

associated pain, impairments 

(swelling, loss of range of motion), 

and disability we see following 

fractures are due to the actual 

fracture or to the soft tissue injury 

which is sustained simultaneously 

in the same injury? 

The broad concepts of MDT that 

we utilise in the assessment and 

management of derangements in 

the spine and extremities, and for 

acute soft tissue injuries, would 

appear appropriate for assessment 

and management of minimallydisplaced 

bony injuries: 

Stages of 

Management 

The stages of management 

are very similar in the 

groups below, but how do 

we, or our patients, assess the 

appropriateness of 

progression in each stage? 

Repeated movements 

Repeated movements would appear 

to reliably predict the stage of 

management in each of the 

examples above, as well as judging 

the appropriateness of the 

frequency and intensity of exercise 

required. And of course an 

understanding of pain behaviour is 

important: The patient will often 

experience some “strain” or “pain”, 

but pain must not remain worse as a 

result. 

Self-Management 

The education of the patient is vital 

in any MDT programme, and is 

equally as important in the early 

management of bony injuries. 

Understanding the above concepts 

ensures the patient is able to judge 

how much protection is necessary 

in the early days following the 

fracture, and when to begin, and 

progress, cautious mobilisation. The 

concept of “therapeutic alliance” 

promotes education, empowerment, 

and encouragement, thereby 

Derangement Soft tissue injury Bony injury 

Reduce derangement Protect / RICE Reduce / Protect bony 

injury 

Maintain reduction Early mobilisation Maintain reduction 

Recovery of function Recovery of function Recovery of function 

Injury prevention Injury prevention Injury prevention 

promoting early and effective 

functional recovery. 

Acknowledgments 

I wish to thank Stephen May for 

assistance with the literature search, 

and Celia Monk for assistance with 

preparation and editing of the text. 

Grant Watson 


Martin 

Melbye 

Dip MDT 

I dette temanummer af 

nyhedsbrevet, er der sat fokus på 

Mekanisk Diagnostik og Terapi til 

p a t i e n t e r m e d 

ekstremitetsledslidelser. For de 

som ikke tidligere har beskæftiget 

sig med ekstremitetsled på denne 

måde, er her 

stof til 

inspiration. 

D e n n e 

artikel 

150 

omhandler 

100 

omfanget af 

50 

muskuloskeletale problemer, 

mulighederne for at klassificere 

dem med MDT samt hvilken 

relevans det har for behandlingen. 

Muskuloskeletale gener er hyppigt 

f o r e k o m m e n d e i 

almenbefolkningen (Picavet, 2003; 

Bennet, 1995). Muskel- og 

ledsmerter rapporteres hyppigere 

McKenzie—er det ikke noget med ryggen? 

McKenzie - er det ikke kun 

noget med ryggen? 

Spinale problemer 

Problemer i ekstremiteter 

0 

Martin Melbye, Dip MDT 

Fig. 1 - Bennet (1995) 

Ant al rapport erede gener pr. 1.000 indbyggere 

end kroniske sygdomme i de indre 

organer (Fig. 1). 

En dansk undersøgelse fra 1986- 

1987 (Bredkjær, 1991), hvor 4.753 

personer over 16 år blev adspurgt 

om muskuloskeletale smerter og 

gener, havde 45% 

h a f t 

muskuloskeletale 

smerter indenfor 

Muskuloskelet al 

de 2 sidste uger. 

Hjert e og 

cirkulat ion 

Repirat ionssyst em 

Fordøjelsessyst em 

Uanset om 

patientens 

problem er 

opstået som følge 

af et traume eller 

overbelastning, så 

er følgerne smerter og nedsat 

funktionsniveau. 

At kunne analysere mekanikken i 

et problem, og lade patienten 

opleve hvordan bevægelse er en 

effektiv medicin, har stor værdi 

uanset om problemet sidder i 

ryggen eller i knæet. Muskel- og 

ledlæsioner kan analyseres med 

Figur 2 – forskelle på almen befolkning og patienter 

Man kan da ikke 

have et derangement 

i en albue!!?? 

McKenzie-metoden, men der 

findes også andre måder at anskue 

tingene på. 

Der ligger en masse udviklingsog 

forskningsarbejde i at udvikle 

behandlingen af muskuloskeletale 

problemer, og det vil overraske 

mig om ikke MDT kunne gavne 

mennesker med smerter og 

funktionstab i ekstremiteterne, i 

samme omfang som forskningen 

antyder at rygpatienter kan. 

Forskelle på patienter 

og den almene 

befolkning 

Det vil overraske de færreste at en 

betragtelig del af befolkningen 

lider af nakke- og 

lænderygsmerter. 

Kigger man på epidemiologiske 

studier viser det sig imidlertid, at 

almenbefolkningen oftere generes 

af problemer i ekstremiteterne end 

Almen befolkning Dem som søger behandling 


i ryggen (Badley, 1992). 

Anderledes forholder det sig for 

de mennesker som søger 

lægekonsultation og behandling 

(fig. 2). Her udgør andelen af 

patienter med ryg-relaterede 

lidelser hele 38-47 % (Hackett, 

1993; Hockin, 1994; Rekola, 

1993). 

De lidelser som rammer 

ekstremiteterne fordeler sig på 

alle kroppens regioner, men 

oftest i de store led: skulder, knæ 

og ankler (Urwin, 1998; 

McKenzie & May, 2000). Der 

kan ofte observeres klager fra 

mere end én kropsregion. Det 

anslås at 16 % af den almene 

voksne befolkning, har gener i 

tre eller flere led (Urwin, 1998). 

Prævalensen af muskuloskeletale 

symptomer stiger med alderen og 

mange patienter udvikler 

kronicitet, selv dem som 

modtager behandling (Urwin, 

1998; McKenzie & May, 2000). 

En sammentælling af mine egne 

p a t i e n t e r , m e d 

ekstremitetsledslidelser afslører 

at størstedelen havde et kronisk 

Figur 3 - Ekstremitetspatienter 

(n=87) 

Sympt omernes varighed 

Kronisk 

64% 

Subakut 

35% 

Akut 1% 

problem (fig. 3). 

Tabet af funktionsniveau i den 

almene befolkning, er størst hos 

de patienter med symptomer fra 

flere led men ligeså hos dem 

med isolerede ryg- eller 

knæsmerter (Urwin, 1998). 


Det ser altså ud til at folk er mere 

tilbøjelige til at konsultere 

sundhedsvæsenet, hvis de har en 

skade i ryggen eller nakken end hvis 

de har problemer i en arm eller et 

ben. De mest invaliderende lidelser 

er dem i ryg og knæled. 

Mekaniske 

klassifikationer 

Diagnoser som Piriformis-syndrom, 

subakromiel bursitis og achilles 

tendinitis er ikke sjældne at se på 

henvisninger og i journaler. I 

relation til rygproblemer er 

strukturspecifikke diagnoser 

efterhånden en sjældenhed. 

Der findes flere 

klassifikationssystemer til 

muskuloskeletale problemer og 

McKenzie-metoden er ét af dem. De 

fleste klinikere vil kende til de tre 

syndromer, hvori størstedelen af 

patienterne med uspecifikke 

rygsmerter kan 

klassificeres – 

Derangement, 

Dysfunktion og 

Posturalt 

Syndrom. 

På nuværende 

tidspunkt er der 

offentliggjort to 

undersøgelser som 

belyser spørgsmålet om, hvor 

mange af de mekaniske problemer i 

ekstremitetsled, der kan klassificeres 

i de mekaniske subgrupper som 

McKenzie & May (2000) har 

beskrevet: 

Fig. 4 - MDT Klassifikation 

(May, 2004; Turner, 2002) 

Derangement 

Dysfunktion 

Postural 

Andet 

• Derangement 

• Artikulær Dysfunktion 

• Kontraktil Dysfunktion 

• Posturalt syndrom 

De to undersøgelser (fig. 4) er lavet 

af henholdsvis Stephen May og 

Kevin Turner. Det er fælles for 

undersøgelserne at der er fundet flest 

dysfunktioner, en mindre gruppe 

derangements, praktisk talt ingen 

posturale syndromer og så en gruppe 

på ca. 20% der klassificeres som 

”Andet”. Gruppen ”Andet” dækker 

over mekanisk inkonklusive læsioner 

og angiveligt inflammerede patienter. 

De to undersøgelser antyder at der 

findes flere dysfunktioner end 

derangements i ekstremitetsleddene. 

Dette forhold er en direkte 

modsætning til de spinale lidelser, 

hvor flere patienter klassificeres som 

Derangement end Dysfunktion (May, 

2004). 

H v o r f o r 

klassificere 

patientens 

problem? 


80% 

60% 

40% 

20% 

0% 

Men - hvilken værdi har 

det overhovedet at 

klassificere min skade? 

Hvorfor kan jeg ikke bare 

gå i gang med at træne, 

ligesom litteraturen 

anbefaler? 

May 2003 (n=70) 

Turner 2002 (n=150)

De tre syndromer vi kender fra 

spinale læsioner: derangement, 

dysfunktion og posturalt 

syndrom opfører sig på en 

relativt forudsigelig måde. På 

nuværende tidspunkt eksisterer 

der en del empiriske data på 

dette område. Vi kan 

tilrettelægge en relevant 

behandlingsstrategi, opstille en 

prognose og give patienten 

relevant information, på 

baggrund af den mekaniske 

klassifikation. 

Det er ikke ligegyldigt hvilke 

bevægelser man aktiverer 

patienterne med. Audrey Long 

(Long, 2004) har vist at en 

udvalgt gruppe af rygpatienter, 

opnår en hurtig og signifikant 

forbedring hvis de bevæges i 

deres retningspræference. Hvis 

de bevæges i andre retninger 

opnår de ingen forbedring eller 

forværring af tilstanden. Hos 

disse patienter er 

behandlingsstrategien tilrettelagt 

på baggrund af en mekanisk 

klassifikation, og her er således 

en åbenlys fordel ved at 

klassificere patienterne. 

Fremtidig forskning og udvikling 

vil vise, i hvor høj grad vi kan 

overføre viden og erfaringer fra 

rygrelaterede læsioner, til 

ekstremitetsleddene. I den 

eksisterende litteratur er der 

allerede indikationer af nogen 

overførbarhed. Eksempelvis er 

der anbefalinger i retning af, at 

l æ s i o n e r m e d 

dysfunktionskarakteristika i 

achillessenen, responderer 

positivt på et remodellerende 

program (Alfredson, 1998). 

Klassifikation af patienterne 

tjener tillige et vigtigt formål, i 

McKenzie—er det ikke noget med ryggen ? 

forhold til at dokumentere og 

kommunikere resultatet af den 

mekaniske undersøgelse, til kolleger 

og samarbejdspartnere. 

Hos de 20 % af patienterne vi ikke 

kan klassificere i et mekanisk 

syndrom, er den bedste medicin nok 

at bevæge dem mest muligt uden at 

skade dem. Som altid, vil formålet 

med rehabiliteringen være at 

facilitere en naturlig vævsheling og 

normalisere funktionsniveauet. 

I alle tilfælde er en mekanisk 

undersøgelse af stor værdi, fordi 

man her registrerer subjektive og 

mekaniske baselines samt patientspecifikke 

funktionsbegrænsninger. 

Disse oplysninger er uvurderlige 

som styringsparametre i den 

mekaniske behandling og 

rehabilitering. 

Intertester-reliabiliteten af 

McKenzie-metoden er endnu ikke 

evalueret på ekstremiteterne, men 

litteraturen og de kliniske guidelines 

taler det samme sprog – giv 

patienten viden og lad dem bevæge 

sig, så læsionen kan heles og 

funktionsniveauet normaliseres! 

I det efterfølgende afsnit findes en 

overordnet gennemgang af 

interventionsstudier med relation til 

ekstremitetsled. 

Hvad skal vi gøre ved 

læsionen? 

B e h a n d l i n g e n a f 

ekstremitetsledslidelser består 

primært af NSAID, blokader, 

kirurgi, el-terapi eller øvelser. Det 

eneste behandling som konsekvent 

ser ud til at være gavnlig, er øvelser 

og information til patienten. Der 

findes kun få randomiserede 

kliniske forsøg, som beskæftiger sig 

med de almindeligt kendte 

ekstremitetsledslidelser: 

skulderproblemer, tennisalbue, 

hofteadduktorer og 

achillesproblemer. I det følgende ser 

vi ganske kort på el-terapi, øvelser 

og kirurgi. 

For en mere uddybende 

g e n n e m g a n g a f 

behandlingsmuligheder for 

achillessene-problematikker, 

henvises til artiklen ”Kontraktile 

dysfunktioner” i dette nyhedsbrev. 

El-terapi er sammenlignet med 

øvelsesterapi hos patienter med 

tennisalbue (Pienimaki, 1996; 

Pienimaki, 1998) og hos atleter med 

adduktor-tendinitis (Hölmich, 

1999). 

Det er fælles for studierne at 

patienterne, som behandles med 

aktiv intervention, har større 

udbytte på kort og lang sigt, 

sammenlignet med passiv 

intervention. 

Et nyligt offentliggjort studie 

(Gursel, 2004) viser at 

ultralydsbehandling som 

supplement til øvelsesterapi, har 

samme effekt uanset om 

ultralydsapparatet er tændt eller 

slukket under behandlingen! 

Således så det ud til at 

behandlingseffekten af ultralyd, for 

den væsentligste del, var placebo. 

Øvelsesterapi er sammenlignet med 

kirurgisk intervention hos patienter 

med achilles-tendinose (Alfredson, 

1998) og rotatorcuff-lidelser (Brox, 

1993). 

Det ser ud til at øvelsesterapi får 

folk hurtigere tilbage til normalt 

funktionsniveau end operativ 

behandling (Alfredson, 1998). 

Derfor anbefaler forfatteren at alle 

patienter initialt tilbydes 

øvelsesbehandling. Herefter kan de 

som ikke har tilfredsstillende effekt, 

eventuelt blive opereret. 

I relation til rotatorcuff-lidelser 

konkluderer Brox (1993) at øvelser 

og kirurgi har lige stor effekt på 

smerter og funktionsniveau. For at 

perspektivere denne konklusion, 

bør man tænke på at kirurgisk 

behandling er væsentlig dyrere end 

et konservativt behandlingsforløb. 

På baggrund af de studier som er 

nævnt her, må man konkludere at 

virkningen af ultralyd ikke er 

velunderstøttet af aktuel forskning. 

Ultralydsbehandling har i bedste 

fald en placebo-effekt som ikke er 

uvæsentlig, men som må forventes 

at være ganske kortvarig. 


Intervention bestående 

udelukkende af øvelser viser sig 

konsekvent som effektiv, ligesom 

kirurgi har en positiv effekt. 

McKenzie – et 

analyse- og 

rehabiliteringssystem 

til hele kroppen 

Epidemiologien antyder at 

befolkningen er mere tilbøjelige til 

at søge behandling, hvis de har et 

nakke- eller rygproblem til 

sammenligning med et problem i 

de perifere led. Op til 80 % af 

ekstremitetsproblemerne kan 

klassificeres i de syndromer 

McKenzie og May har beskrevet. 

De patienter som kan klassificeres, 

vil reagere på behandling på en 

relativt forudsigelig facon. Således 

er den mekaniske klassifikation 

fundamentet for rehabilitering og 

information til patienten. 

Helingen af alle disse skader 

afhænger af kroppens fantastiske 

evne til at reparere sig selv. Når de 

rette forudsætninger er til stede, 

kræves der meget lidt ekstern 

hjælp for at fuldføre opgaven. 

Den litteratur som er tilgængelig 

på nuværende tidspunkt støtter 

aktiv behandling, hvilket er helt i 

tråd med filosofien bag 

McKenzie-metoden. Denne måde 

a t h å n d t e r e 

ekstremitetsledslidelser på ligger 

således i tråd med anbefalingerne, 

men der er behov for langt mere 

forskning og udvikling af 

metoderne. Derfor er det 

nødvendigt at undersøge 

troværdigheden af 

klassifikationsmetoderne og 

klassifikationssystemets betydning 

for behandling og rehabilitering. 

Case-rapporter og kliniske forsøg 

vil også være nødvendige for at 

patienterne kan få maksimalt 

udbytte af konservativ behandling 

i fremtiden. 


Referencer 

Alfredson H, Pietila T, Jonsson P & 

Lorenzon R. (1998). Heavy-load 

eccentric calf muscle traing for the 

treatment of chronic achilles 

tendinosis. American journal of sports 

medicine, Vol 26: 360-66. 

Badley EM, Tennant A. (1992). 

Changing profile of joint disorders 

with age: findings from a postal survey 

of the population of Calderhale, West 

Yorkshire, United Kingdom. Ann 

Rheum Dis, Vol 51: 366-371. 

Bennet N, Jarvis L, Rowlands O, 

Singleton N & Haselden L. (1995). 

Results from the 1994 general 

households survey. Office of 

population censuses and surveys. 

HMSO, London. 

Bredkjær S. (1991). Musculoskeletal 

disease in Denmark – The Danish 

Health and Morbidity Survey 1986-87. 

Acta Orthop Scand, Vol 62: 10-12. 

Brox JI, Staff PH, Ljunggren AE, 

Brevik JI. (1993). Arthroscopic 

surgery compared with supervised 

exercises in patients with rotator cuff 

disease (stage II impingement 

syndrome). BMJ, Vol 9: 899-903. 

Gursel Y, Ulus Y, Bilgic A, Dincer G, 

van der Heijden G. (2004). Adding 

Ultrasound in the Management of Soft 

Tissue Disorders of the Shoulder: A 

Randomized Placebo-Controlled Trial. 

Physical Therapy, Vol 84: 336-343. 

Hackett GI, Bundred P, Hutton JL, 

O’Brien J, Stanley IM. (1993). 

Management of joint and soft tissue 

injuries in three general practises: 

value of on-site physiotherapy. Br J 

General Practise, Vol 43: 61-64. 

Hockin J, Bannister G. (1994). The 

extended role of a physiotherapist in 

an out-patient orthopaedic clinic. 

Physiotherapy, Vol 80: 281-284. 

Hölmich P, Uhrskov R, Ulnits L et al 

(1999). Effectiveness of active 

physical training as treatment for longstanding 

adductor-related groin pain in 

athletes: randomised trial. Lancet, Vol 

353: 439-43. 

Long A, Donelson R, Fung T. (2004). 

Does it Matter Which Exercise? A 

Randomized Control Trial of Exercise 

for Low Back Pain. Spine, Vol 29: 

2593-2602. 

May S. (2004). An Audit of Mechanical 

Diagnosis Classification at Multiple 

Sites. McKenzie Institute USA Journal, 

Vol 12: 36-44. 

McKenzie, R.A., & May, S., (2000). 

The Human extremities – Mechanical 

diagnosis & Therapy, Waikanae, New 

Zealand: Spinal Publications New 

Zealand Limited. 

Picavet HSJ, Hazes JMW. (2003). 

Prevalence of self reported 

musculoskeletal diseases is high. Ann 

Rheum Dis, Vol 62: 644-650. 

Pienimaki TT, Tarvainen TK, Siira PT 

& Vanharanta H. (1996). Progressive 

strengthening and stretching exercises 

and ultrasound for chronic lateral 

epicondylitis. Physiotherapy, Vol 82: 

522-30. 

Pienimaki T, Karinen P, Kemila T, 

Koivukangas P & Vanharanta H. 

(1998). Long-term follow-up of 

conservatively treated chronic tennis 

elbow patients. A prospective and 

retrospective analysis. Scandinavian 

journal of rehabilitation medicine, Vol 

30: 159-166. 

Rekola KE, Keinanen-Kuikaanniemi S, 

Takala J. (1993). Use of primary health 

services in sparsely populated country 

districts by patients with 

musculoskeletal symptoms: 

consultations with physicians. J Epidem 

& Comm Health, Vol 47: 153-157. 

Turner K. (2002). An audit on 

extremity patients. McKenzie Institut 

DK nyhedsbrev, vol 9, nr 3. 

Urwin M et al. (1998). Estimating the 

burden of musculoskeletal disorders in 

the community: the comparative 

prevalence of symptoms at different 

anatomical sites, and the relation to 

social deprivation. Ann Rheum Dis, Vol 

57: 649-655. 


Camilla 

Nymand, 

Diploma 

studerende 

& 

Uffe 

Linstrøm, 

dip. MDT 

Denne artikel sætter fokus på dét 

kliniske fænomen – den 

Kontraktile Dysfunktion, som 

McKenzie & May i år 2000 har 

beskrevet ved deres udgivelse af 

MDT for ekstremiteterne. 

En fordybelse i McKenzie’s 

ekstremitetskoncept sætter fokus 

på et spændende område. For os 

som klinikere, er det til stadighed 

bydende nødvendig, at stille 

konkrete og præcise spørgsmål til 

vor egne behandlingsvalg, hvilket 

giver os redskabet til kontinuerligt 

at kunne forholde os kritisk til 

disse valg og udvikle vore 

metoder. 

Et problems spontanforløb er en 

uundgåelig komponent i den 

kliniske ræssonering.. 

Spontanforløbet fortæller om en 

tilstands naturlige forløb når det 

ikke udsættes for nogen type 

intervention, og dermed 

konfronterer os med et essentielt 

tilbagevendende spørgsmål: Gør vi 

virkelig en forskel her? 

Med udgangspunkt i disse 

overvejelser, samt eksisterende 

viden om senevævspatologi og 

eksisterende studier indenfor dette 

område, er det denne artikels 

intention, nærmere at belyse og 

diskutere validiteten af dét som 

MDT i sit ekstremitetskoncept 

klassificerer som den kontraktile 

dysfunktion: 

Definition 

Mckenzie & May’s operationelle 

definition på den kontraktile 

dysfunktion er som følger: 

Smerte fra dysfunktionssyndromet 

forårsages af mekanisk 

deformation af strukturelt svækket 

kontraktilt væv. Dette abnormale 

væv kan være et resultat af 

tidligere traume, inflammation 

eller degenerative processer, som 

kan have skabt kontraktion, arvæv, 

adhærencer eller adaptiv 

forkortning. Smerten føles når det 

Kontraktile dysfunktioner 


abnormale væv bliver belastet. 

Smerte vil provokeres såvel når 

vævets kontraheres som når det 

strækkes. Smerten vil vedvare 

indtil remodellering er fundet 

sted. Dette kan tage måneder, og 

i nogle tilfælde vil smerten vare 

ved gennem livet. 

Litteratursøgning 

Litteratursøgningen til denne 

artikel er foretaget elektronisk i 

Medline, Embase og Cinahl 

september-december 2004 med 

søgeordene: tendinopathy AND 

histopathology, tendinosis AND 

load, tendinosis AND eccentric. 

Endvidere er der foretaget 

manuel søgning 

Hvor klassificeres 

tilstanden? 

Det er forfatternes kliniske 

erfaring, at tilstanden (i det 

efterfølgende kaldet kontraktile 

dysfunktioner) præsenterer sig 

bredt både i befolkningen som 

helhed samt hos den sports aktive 

del. 

Symptomatiske kroniske 

smertetilstande i kontraktilt væv 

er i litteraturen blevet behæftet 

med adskillige mærkater: 

tendinitis, tendinosis, 

paratenonitis, tendinopati (Khan 

et al 1999) 

Termen Tendinopathy er af Khan 

et al (1999) forslået som en 

generisk beskrivelse af dén 

overbelastningstilstand i senevæv 

som kan inkludere alle 

patologiske tilstande der kan 

opstå i og omkring senen. 

I den samlede litteratur bag denne 

artikel er der generel konsensus 

om brugen af termen tendinose, 

som et udtryk for en 

symptomatisk langvarig 

smertetilstand der kan optræde i 

degenereret senevæv i flere 

forskellige regioner. 

Man ser dem ofte, men ikke 

udelukkende i: 

• Rotator Cuffen 

• Extensor hæftet på albuen 

• Adductor/lysken 

• Patella senen 

• Achilles senen 

Hvordan behandles 

kontraktile 

dysfunktioner? 

Problemet behandles traditionelt 

enten operativt eller konservativt, 

og sidstnævnte med et bredt 

spekter af mulige tiltag 

omfattende: 

Ro, forskellige typer af træning, 

kulde/varme, udspænding, 

NSAID, coricosteorid behandling, 

ultralyd, TNS, indlæg og 

tekniktræning. 

Effekten af de nævnte 

interventioner er usikker og et 

nyligt litteratur review 

(Almekinder & Temple, 1998) 

peger på at nuværende behandling 

ikke er signifikant bedre end 

spontanforløbet. 

Incidens 

Litteraturens beskrivelse af dét 

fænomen der optræder i 

symptomatisk senevæv er 

tydeligvis inkongruent. Efter 

indledningsvist at belyse hvor ofte 

den kontraktile dysfunktion 

præsenterer sig, og hvor 

bredspektret behandlingstiltag der 

anvendes, vil de følgende afsnit 

kigge nærmere på incidens, 

ætiologi og histopathologi. 

Klassifikation med Mekanisk 

Diagnostik gennemgås kort, og i 

et senere afsnit vil man finde en 

Volume 15. nr. 1. Maj 2005 McKenzie Institut Danmark, Nyhedsbrev 15

mere uddybende gennemgang af 

klinik, klassifikation og 

håndtering. 

Når megen fokus er rettet mod et 

bestemt problem og man ligefrem 

er nået så vidt at karakterisere det 

som vedvarende og 

behandlingsresistent, er det en 

nærliggende tanke at problemet må 

være hyppigt optrædende. En 

undersøgelse fra England (Bennet 

et al, 1995) viser at 

muskuloskeletale problemer er den 

hyppigst reporterede 

længerevarende sygdom indenfor 

alle aldersgrupper (McKenzie & 

May, 2000). 

150 

100 

50 

0 

Fig. 1 - Bennet (1995) 

Antal r appor ter ede gener pr . 1.000 i ndbygger e 

Hvor mange af disse 

muskuloskeletale problemer er så 

kontraktile dysfunktioner? Et 

essentielt spørgsmål, som vi på 

nuværende tidspunkt ikke kan 

besvare og som i sig selv rummer 

en hel diskussion. 

I 2000 beskrev Mckenzie og May 

deres ekstremitetskoncept og dette 

koncept har siden tiltrukket sig en 

del interesse fra klinikere verden 

over. Der er i de sidste år blevet 

arbejdet med ekstremitetsaudits, 

som fortæller os noget om 

Derangement 

Art. dysfunktion 

Cont. dysfunction 

Trauma 

Inflammatory 

Posture 

Unsure diagnosis 

1 

7/ 

Muskul oskel etal 

Hj er te og 

ci r kul ation 

Repir ationssystem 

For døjelsessystem 

38/150 



15/15 


Figur 2: Tuner Audit 2002 


problemets incidens. Kevin 

Turners audit fra april 2001 til 

marts 2002 peger på Derangement 

og Kontraktil dysfunktion som de 

to dominerende kategorier. 

Flere lignede audits med samme 

tendens er på trapperne både 

nationalt og internationalt, men 

mere præcise data forbliver 

læseren til gode indtil de 

respektive data er klar til 

publisering. Figur 2 præsenterer 

resultatet af Kevin Turners audit 

Etiologi 

Der er ikke noget entydigt svar på 

hvad det egentlig ér der gør 

kontraktilt væv dysfunktionelt, og 

den præcise etiologi og patogenese 

er ikke klar. Litteraturen leder os 

dog problemets etiologiske og 

patogenetiske grundlag nærmere. 

Flere faktorer formodes at spille en 

rolle: impact, overbelastning, 

strukturel sårbarhed og 

infleksibilitet - alle værende 

potientielle etilogiske faktorer i 

udviklingen af et kronisk 

senevævsproblem når senen 

udsættes for repetitiv mekanisk 

belastning (Harwary, Stanish & 

Curwin, 1997). Det kan 

forekomme hos såvel aktive som 

inaktive. Mens Sandmeier & 

Renström (1997) angiver at 30- 

50% af alle sportsskader skyldes 

overbelastning, indikerende 

aktivitet som etiologisk baggrund, 

beskriver Mafi, Lorentzen og 

Alfredson (2001) at 43% af de 

kroniske symptomatiske 

achilleseneproblemer i deres studie 

forekom hos inaktive, hvilket 

vidner om at selv ordinær 

dagligdags belastning hos en 

tilstrækkelig inaktiv person kan 

være nok til at initiere en 

overbelastningsrespons. 

McKenzie & May (2000) peger på 

at repetitiv statisk loading af 

kontraktilt væv kan svække 

vaskulariseringen og forårsage 

iskæmi og cellulær degeneration, i 

sidste instans førende til 

degenererede forandringer i 

senevævet. Herved prædisponeres 

vævet for yderligere skade. 

Senevævsdegeneration kan 

optræde såvel svært symptomatisk 

som helt og holdent tavst betinget 

af flere forskellige ætiologiske 

faktorer. Dog tyder det på at 

reduceret vaskularisering samt 

svækket metabolisme spiller en 

afgørende rolle i denne 

sammehæng (McKenzie & May 

2000, Kannus et al 1997, Åström 

& Rausing 1995) 

McKenzie & May (2000) peger 

ligeledes på kumulativt traume, 

som en konsekvens af vedvarende 

eller repetitiv loading, som årsag 

til senevævsdegeneration. 

Alder og køn har en betydning. 

Aldrende sener er karakteriseret 

ved nedsat metabolisme og 

progressivt aftagende elasticitet og 

dermed større sårbarhed overfor 

en given grad af fysisk belastning 

(Åström & Rausing, 1995). 

Samme studie fandt en signifikant 

større tilstedeværelse af abnormale 

histologiske fund i symptomatiske 

achillesener hos mænd end hos 

kvinder, og henleder årsagen til 

større aktivitetsniveau hos mænd. 

Kannus et al (1997) peger på en 

sammenhæng mellem inaktiv 

livsstil og svækket cirkulation i 

senevævet som prædisponerende 

faktor til degeneration. 

Overvægten af litteraturen peger 

på repetitiv mekanisk belastning 

som årsagen (Åström & Rausing 

1995; Almekinder & Temple 

1998; Movin et al 1997; Hawary, 

Stanish & Curwin 1997), men 

stiller samtidig spørgsmålstegn til 

om dette alene er årsagen eller 

blot den ultimative udløsende 

årsag til at gøre senen 

symptomatisk under 

tilstedeværelse af andre 

prædisponerende faktorer 

(Harwary, Stanish & Curwin 

1997; Almekinder og Temple 

1998).I studiet af Åström og 

Rausings (1995) på 155 


symptomatiske og 90 

asymptomatiske achillesener var 

omfanget og sværhedsgraden af 

læsionen ikke relateret til graden af 

fysisk belastning. Samme forfattere 

peger på alder som en 

prædisponerende faktor, at aldrende 

sener er mere sårbare for en given 

grad af fysisk belastning. Movin et 

al (1997) peger på at mekanisk 

overbelastning øger GAG indholdet 

i senevævet, hvilket initierer 

degenerationen, og fandt samtidig 

at volumentætheden af de GAGholdige 

områder ikke korrelerede 

signifikant til hverken alder eller 

køn. 

Histopatologi 

Den noget omfattende 

begrebsforvirring vi er stødt på i 

litteraturen kan give et uklart 

billede af hvad problemets karakter 

egentlig ér. For at nærme os dette, 

og mere præcist den kontraktile 

dysfunktions karakteristika (afsnit 

5), vil dette afsnit belyse 

histopatologiske forandringer 

fundet i symptomatisk senevæv. 

Den mest bemærkelsesværdige 

karakteristiske træk ved kroniske 

seneprobleme er, at der ikke er 

evidens på kronisk inflammation 

(Khan, Cook, Bonar, Harcourt & 

Åstrom1999; McKenzie & May 

2000, May 2003, Åström & 

Rausing 1995, Alfredson et al 1999, 

Yu et al 1994, Nirschl 1994, 

Almekinder & Temple 1998, Movin 

et al 1997) 

Til gengæld er der fundet: 

• Collagen degeneration 

• Ændret fiberstruktur 

• Nedsat fiber diameter og 

collagen tæthed 

• Øget collagen III (reperativt 

collagen i stedet for det 

normale collagen I) 

• Collagen mikro revner 

• Højere indhold af GAG 

(glycosaminoglycans = hårdt 

og kartilaginøst område) 


• Øget mucoid grundsubstans 

• Regionale cellevariationer 

• Forøget glutamate 

koncentration, (en exitatorisk 

neurotransmitter) 

• Forøget laktat koncentration, 

indikerende anaerob miljø. 

Laktat er en kendt nociceptiv 

stimulator 

• Neovaskularisering 

• Sensitivt granulations væv 

(Alfredson et al 2002, Khan et al 

1999, Alfredson et al 1999, Åstöm 

& Rausing 1995, Movin et al 

1997) 

Hvordan disse faktorer er koblet i 

forhold til hinanden og 

spekulationen om deres gensidige 

afhængighed foregår på hypotetisk 

grundlag. For nyligt er der blevet 

rette fokus mod biokemiske 

forandringer i symptomatisk 

senevæv (Alfredson et al 2002, 

Alfredson & Öhberg 2002, 

Alfredson & Öhberg 2004). 

Helt præcist er der fundet forøget 

indhold af laktat, glutamat 

(exitatorisk neurotransmitter) og 

hypervaskularisering i kroniske 

achilleseneproblemer (Åström og 

Rausing 1995; Alfredson, Thorsen 

og Lorentzen 1999; Öhberg, 

Lorentzon og Alfredson 2001; 

Alfredson, Bjur, Thorsen og 

Loretzon 2002; Öhberg, Lorentzon 

og Alfredson 2004). Et af de mest 

markante fund er et forøget GAG 

indhold (Movin et al 1997), 

repræsenterende et hårdt 

kartilaginøst område, som er 

karakteriseret ved en dårligere 

vaskularisering. Det synes 

nærliggende at et mere iskæmisk 

miljø og øget laktat produkction er 

en konsekvensen heraf, og at dette 

vil stimulere til neovaskularing, 

som kendt følges ad med 

nerveindvækst langs karvæggene. 

Alfredson og Öhberg (2002) fandt 

i et pilotstudie at destruktion af 

neovaskulariseringen over 

gennemsnitligt 2 gange vha. 

sclerosering terapi i 8 ud af 10 

tilfælde permanent fjernede 

neovaskulariseringen og gav et 

fald i VAS score fra 71 til 8.4 over 

en 6 måneders periode. 

Umiddelbart efter injektionen var 

smerterne ved belastning væk, og 

vendte tilbage igen efter ca. 6 

timer, hvilket man tilskrev den 

analgesiske effekt. 

Vha. ultralydsvejdledt 

undersøgelse (Colour Doppler) 

fandt man dernæst ud af, at 

blodgennemstrømning i det 

neovaskulariserede område under 

maksimal dorsalfleksion ved 

excentrisk træning ligeledes 

forsvandt, hvorimod der i 

hvileposition atter var 

blodgennemstrømning til området 

(Alfredson & Öhberg 2004) 

Samme forfattere testede derfor 

effekten af excentrisk træning. 

36/41 viste positive resultater. 

Teoretisk set stoppede man 

blodgennemstrømning til det 

neovaskulariserede område i dette 

forsøg 180 gange hver dag (3x15 

reps x 4 dagligt), hvilket direkte 

eller indirekte kan have skadet det 

neovaskulariserde område og 

tilhørende nerver. Efter 12 uger 

viste 34/36 normale 

senevævsstrukturerer og 32/36 

ingen neovaskularisering. I de 5 

med dårligt outcome havde alle 

stadig neovaskularisering og 2 

stadig ændret sene struktur. Noget 

tyder altså på at 

neovaskularisering, som ikke ses i 

rask senevæv, kan være årsag til 

smerterne i kronisk achillesene 

tendinosis. Ligeledes sås en mere 

normal senestruktur hos dem med 

et godt resultat, og forfatterne 

peger på muligheden at noget i dét 

afficerede område af strukturelle 

forandringer trigger 

neovaskularisering (Öhberg & 

Alfredson 2004) 

Selv om Smertemekanismen i 

kroniske achillesenesmerter stadig 

er uvis, synes den nye viden om 

forholdet mellem forøget GAG, 


strukturelle forandringer, laktat og 

glutamat indhold samt 

neovaskularisering, at flytte 

opfattelsen fra en ren 

inflammatorisk model til en 

biokemisk-mekanisk model. 

Vi er dog stadig efterladt med 

spørgsmålet, om de biokemiske 

forandringer er årsagen til eller 

koncekvensen af 

senevævsdegenerationen. 

Den kontraktile 

dysfunktions 

karakteristika 

Dette afsnit giver en beskrivelse af 

det kliniske billede og McKenzie 

& May’s definition. 

Definition (McKenzie & May, 

2000)Smerte fra 

dysfunktionssyndromet forårsages 

af mekanisk deformation af 

strukturelt svækket kontraktilt 

væv. Dette abnormale væv kan 

være et resultat af tidligere 

traume, inflammation eller 

degenerative processer, som kan 

have skabt kontraktion, arvæv, 

adhærencer eller adaptiv 

forkortning. Smerten føles når det 

abnormale væv bliver belastet. 

Smerte vil provokeres såvel når 

vævets kontraheres som når det 

strækkes. Smerten vil vedvare 

indtil remodellering er fundet sted. 

Dette kan tage måneder, og i nogle 

tilfælde vil smerten vare ved 

gennem livet. 

Den subjektive undersøgelse 

viser typisk: 

• Relativt uforanderlig situation, 

• Uændret over en længere 

periode. 

• Intermitterende smerter 

• Reagerer kun på belastning af 

det afficerede væv 

• Opstået uden grund (typisk 

som resultat af abnormal 


repetitiv mekanisk belastning) 

eller som følge efter traume. 

• Ingen behandling har haft 

vedvarende effekt 

• Ro og pause fra aktivitet har 

ikke haft effekt 

Den objektive undersøgelse 

• Smerte når det afficerede væv 

kontraheres 

• Smerte når det afficerede væv 

strækkes 

• Intet artikulært bevægetab 

• Passiv bevægelse af leddet 

provokerer ikke de kendte 

symptomer 

• Gentagne dynamiske 

bevægelser til end 

range influerer 

ikke på baseline 

symptomerne 

Disse er karakteristiske 

fund. Korrekt 

klassifisering er 

naturligvis afgørende. 

Ekstremitetsproblemer 

klassifiseres i MDT til 

én af følgende grupper: 

Derangement, artikulær 

dysfunktion, kontraktil 

dysfunktion, posturalt 

s y n d r o m , 

inflammation, opheling 

eller kronisk 

smertetilstand 

(McKenzie 

2000). 

& May 

Baseret på eksisterende 

data (Kevin Turners 

audit 2002) tyder 

derangements, 

kontraktile 

dysfunktioner 

artikulære 

og 

dysfunktioner på at 

være de største grupper. 

Differentieringen 

mellem derangement 

og kontraktil 

dysfunktion er et 

vigtigt element når man 

Internt Derangement 

har nået det stadie i sin kliniske 

undersøgelse hvor de resterende 

muligheder er blevet udelukket. 

Kriterierne i tabel 1 nederst på 

siden skal opfyldes for at definere 

de to grupper(McKenzie & May 

2000). 

Pain during movement 

eller End range pain 

(i leddets bevægebane) 

Passiv bevægelse smertefuld 

i afficeret retning 

Bevægelse mod modstand 

provokerer typisk ikke 

symptomerne, og hvis de 

gør vil denne respons typisk 

ændre sig i takt med at 

reduktion af derangementet 

finder sted. 

Artikulært bevægetab, 

(kan også forekomme uden 

bevægetab) 

Hurtig og markant respons 

på baseline. 

Tabel 1 

Når diagnosen/klassifikationen er 

klar, kommer næste skridt – 

håndtering af problemet 

Spontanforløbet 

De kontraktile dysfunktioners 

spontanforløb er ofte langt og 

vedvarende med kroniske smerter 

der reagerer yderst 

modstandsdygtigt overfor 

behandlinger. Selv om behandling 

Kontraktil Dysfunktion 

Pain during movement 

(i leddets bevægebane) 

Passiv bevægelse 

provokerer ikke smerte 

(med mindre den 

passive bevægelse 

strækker det patologiske 

væv) 

Bevægelse mod modstand 

i ”den kritiske 

zone” provokerer 

symptomerne hvis de 

stammer fra muskel 

eller sene. 

Intet artikulært bevægetab 

Morgenstivhed 

Ingen hurtigreagerende 

respons. Konsistent 

mønster. 


med corcicosteorid injektion, 

NSAID, manipulation og 

fysioterapi i nogle tilfælde kan give 

kortvarig effekt, viser tilstanden 

vedholdenhed og tilbagevendenhed. 

Ikke ualmindeligt efterlades 

patienten med kroniske smerter og 

funktionelle begrænsninger som 

vedkommende må lære at leve med 

(McKenzie & May 2000) 

Når senevævet belastes kan der ske 

én af to muligheder. Enten 

modsvarer vævet fint kravet til 

belastning, hvilket fører til 

adaptation og øget styrke og 

funktion i vævet. Alternativt er 

belastningen for stor, resulterende i 

typiske reaktioner: degeneration af 

Øget belastning 

på senen 

Sårbar for yderligere 

belastning 


collagenvæv og øget produktion af 

extracellulær matrix (Kahn, Cook, 

Bonar, Harcourt & Åstrom 1999) – 

denne tilstand gør selvsagt 

senevævet mindre belastningsstærk 

og dermed prædisponeret for ny 

skade. På denne måde kan 

degenerationsprocessen 

bogstaveligt talt fortsætte i samme 

spor og enten holde sig selv ved 

lige eller i værste fald hvis 

eventuelle symptomer overhøres, 

progressivt forværres (figur 3). 

Dette er ikke ualmindeligt, og kan 

illustrere baggrunden for 

spontanforløbet. 

Overbelastning –en genkendelig 

historie 

Modsvarer fint 

belastningskravet: = 

Adaptation 

Klarer ikke belastningskravet, 

Utilstrækkelig opheling 

Collagen degeneration 

Øget extracellular matrix produktion 

= Svagere senevæv 

Figur 3: det degenererede senevæv producerer symptomer og vedligeholder tilstanden 

Senevæv indeholder 1-3% 

cellemasse af den totale tørvægt 

(sammenligned med minimum 95% 

i muskelvæv), energi metabolismen 

er derfor selvsagt markant mindre i 

senevæv og udvokset senevæv 

benytter sig primært af anaerob 

forbrænding. Og det er faktisk et 

smart design. Dét gør helt præcist at 

senevæv er i stand til at belastes og 

modstå trækkræfter i længere 

perioder uden risiko for iskæmi 

eller nekrose, med andre ord: 

senevæv tåler at arbejde under 

meget lave ilttryk i lang tid uden at 

pådrage sig skade. Den eneste 

uhensigtsmæssige konsekvens er 

langsom restitution efter belastning 

og opheling efter skade. 

Nedbrydning 


egenerere, og lige så snart den 

nedre grænse for smerteopfattelse 

er nået, genoptages 

løbetræningen, for nu skal det 

tabte for alvor indhentes. Resultat 

af denne offensiv indsats hvor 

vævet ikke er klart: smerten tager 

til hurtigt og kontant, vævsskaden 

stimuleres på ny. Spontanforløbet 

af den kontraktile dysfunktion er 

godt i gang (fig 3), 

Det er vores erfaring at dette 

scenarie uden korrekt håndtering 

kan fortsætte i uendeligheder, og 

senevævet ender ud med en 

permanent vævsskade, en kronisk 

tilstand, der funktionelt begrænser 

hverdagen og agerer 

modstandsdygtig overfor 

behandling. 

Mekanisk belastning som den 

væsenstligste aktør 

Mekanisk belastning er 

tilsyneladende en væsentligt aktør 

S 

M 

E 

R 

T 

E 

På dette tidspunkt 

opfattes skadens 

TÆRSKEL FOR SMERTEOPFATEL- 

i både udviklingen og 

vedligeholdendelsen af den 

kontraktile dysfunktion. 

Forfatternes kliniske erfaring tyder 

på at manglende mekanisk 

påvirkning, dvs. totalt pause og ro, 

ikke har nogen langtidseffekt på 

tilstanden. Noget tyder altså på at 

problemet ikke forsvinder af sig 

selv. Følgende afsnit kigger 

nærmere på senevævets reaktion 

på mekanisk belastning. 

Selv om højkvalitative studier på 

menneskesener er en mangelvare, 

er vi ikke på helt bar bund, og kan 

tillige læne os op af dyrestudier 

(Kannus et al 1997; Frank, Hart & 

Shrive 1999). 

% adaptation til belast- 


• I hovedtræk foreslås følgende 

reaktioner som svar på 

mekanisk belastning (Culav 

• Collagen fibriller bliver tykker 

og deres tropocollagen-crosslinks 

øges i antal 

Periode 

med re- 

PERIODE MED OVERBELAST- SÅRBAR PERIO- 

• Den 3 dimensionelle fiber 

orientering lejrer sig i senens 

stress-retning 

• Ungt senevæv kan 

hypertrofiere, hvorimod 

udvokset senevæv responderer 

ved at forbedre den interne 

struktur 

• Funktionelle og strukturelle 

ændringer som resultat af 

træning 

• På grund af senevævets lave 

metabolisme og dårligere 

vaskularisering, sammenlignet 

med muskelvæv, er responsen 

på såvel belastning som 

immobilisering langsommere 

og mindre dramatisk end i 

muskelvæv. 

• Sener viser overordnet en god 

adapteringsevne til belastning 

og bevægelse. 

• Degenereret og strukturelt 

skadet senevæv kræver en lang 

ophelingsperiode og en 

progressiv tilbagevenden til 

SMERTE 

Forsøg på 

tilbagevenden 

til sport 

Figur 4: Khan et al 1999: vævsskaden er allerede fremskreden når senesmerten registreres 


V 

Æ 

V 

S 

K 

A 

D 

E 

K L A R 

20% 

perma-

aktivitet. 

Vi kender ikke specifikt til 

grænserne for hvornår senevæv 

hyper- eller hypotrofierer (Kannus 

et al 1997), og vi ved ligeledes 

heller ikke om en atrofieret sene 

kan vende tilbage til sit tidligere 

niveau og hvad der i så fald skal 

til. Men vi har nogle vigtige 

holdepunkter. I unge voksende 

sener øger træning fiberdiameteren 

og som en konsekvens heraf 

styrken i senevævet. I den voksne 

sene er denne reaktion minimal. 

Ikke desto mindre er kontinuerlig 

belastning nødvendig for at 

vedligeholde såvel styrken som 

strukturen i senen (Culav et al 

1999). Så man kunne forestille sig 

at når kontraktilt dysfunktionelt 

væv faktisk regenereres og bliver 

bedre, skyldes det strukturelle og 

funktionelle ændringer i 

senevævet. 

Vi ved også noget om senevævets 

opheling efter traume (Frank et al 

1999)) 

• Stage 1: Soft tissue disruption 

& formation of a plate-like 

clot - usually within 72 hours 

of the injury. 

• Stage 2: Matrix & cellular 

proliferation – usually within 

6 weeks 

• Stage 3 & 4: Remodeling & 

maturation – occurs over 

months to years. Decrease in 

cellularity and gradual 

increase in collagen 

alignment. 

Responsen på kontrolleret 

mekanisk belastning i 

remodelleringsfasen peger på 

collagen syntese og fiber 

allignment i forhold til stress 

retningen, altså en langsom positiv 

adaptation imod en normaltilstand 

for senevævet (Frank et al 1999, 

Kannus et al 1997). Med tanken på 

hvordan den kontraktile 

dysfunktion klinisk præsentere sig 

med et langvarigt kronisk forløb af 

ikke-inflammatorisk karakter med 

belastningsrelaterede smerter og 


funktionelt svækket væv, vil den 

ofte kunne placeres i 

remodelleringsfasen hvor den 

langsomt vil respondere på 

adækvat mekanisk belastning. 

Det tyder på at selv fuldt ud 

remodelleret senevæv til stadighed 

vil være biologisk og funktionelt 

forskelligt fra normalt senevæv. En 

kendt faktor er indholdet af det 

reparerende collagen III væv, som 

i praksis er tyndere og mere stift 

og dermed funktionelt svagere end 

det normale Collagen I. Gennem 

fortsat belastning bevæger vævet 

sig dog i retning af funktionel 

forbedring og flere af det normale 

vævs karakteristika (Frank et al 

1999, Kannus et al 1997) 

Håndtering & 

behandling 

De første afsnit af artiklen har nu 

peget på Den kontraktile 

dysfunktion som værende et 

kronisk problem af degenerativ 

karakter. I følgende afsnit belyser 

vi forskellige behandlingstiltag. 

1. Medicin (NSAID/corticosteroid 

inj.) 

2. Passiv behandling 

3. Operation eller træning 

1. Medicinsk 

behandling 

Man kan overveje 

om brugen af lokal 

anti-inflammatorika 

vil have en effekt på 

en ikke inflammeret 

tilstand. En eventuelt 

smertelindrende 

effekt kan være 

mindre 

hensigtsmæssig idet 

smerten vil være en 

vigtig påmindelse 

om hvornår 

overbelastning 

finder sted. 

Corticosteroider 

fører til celledød og 

atrofi og vil derfor 

EXERCISE GROUP 

Strength 

Week 12: Strength 

equal R=L 

have inhiberende effekt på 

collagensyntese og måske 

ligefrem mindske tærsklen for 

skade på senevævet (Khan, Cook, 

Bonar, Harcourt & Åstrom, 1999). 

Baggrunden for anvendelse af 

medicinsk behandling på 

degenereret senevæv er tvivlsom. 

Mængden af kvalitative studier 

testende effekten af medicinsk 

behandling er minimal, og under 

halvdelen af disse prospektive 

kontrollerede studier viser 

fordelagtig effekt af NSAID og 

cortocosteorid behandling 

(Almekinder & Temple 1998). 

.2 Passiv behandling 

Mange passive 

behandlingsstrategier mangler 

videnskabeligt dokumentation 

(May 2003, Feine & Lund 1997). 

Med viden om patogenese, 

histologi og resultater af kliniske 

randomiserede undersøgelserne 

omhandlende degenereret 

senevæv, synes argumenterne for 

anvendelse af passive 

behandlingsstrategier svækket. 

Litteraturen antyder at effekten på 

eksempelvis den nok mest 

anvendte passive 

behandlingsform, ultralyd, ingen 

eller i bedste fald så lille effekt 

har, at den er uden egentlig klinisk 

relevans (Gürsel et al 2004, 

SURGICAL GROUP 


Pain 

Week 12: 81 à 5 

on VAS 

Running 

Returned to preinjury 

level by 3 

months 

Strength 

Pain 

Week 24: 

Strength Significantly 

lower 

Week 24: 72 à 21 

on VAS 

Running 

Tabel 2: Alfreson et al 1998 

Returned to pre 

injury level by 6 

months

Robertson & Baker 2001, 

McKenzie & May 2000, Nyanzi et 

al 1999, Van der Heijden 1997, 

Gam & Johansen 1995, Hashish et 

al 1986). 

3.Operation eller træning 

Tilbage står vi med operation eller 

øvelser. I denne forbindelse er det 

værd at kigge på Alfredson 

gruppen (Alfredson et al 1998) 

som præsenterer et af de første 

studier der har kigget på loadingkonceptet 

og sammenholdt det 

med operation. Dette studie testede 

effekten af heavy-load excentrisk 

lægmuskeltræning på 15 kroniske 

achillesene tendinoser og 

sammenlignede resultaterne med 

operation på yderligere 15 

patienter med samme baselines. 

Resultaterne fremgår af tabel 2 

Resultaterne er signifikante til 

fordel for heavy-load excentrisk 

træning frem for operation på 

parametrene styrke, smerte og 

tilbagevenden til fysisk aktivitet. 

Studiet er senere reproduceret i et 

større studie med 101 achillesener 

med samme resultat (Fahlström, 

Jonsson, Lorentzon & Alfredson 

2003). 

Et helt frisk og godt systematisk 

studie af Roos et al (2004) fandt 

samme resultater som 

Alfredsongruppen. 

Smertereduktion sås dog allerede 

efter 6 uger, og holdbarhed af 

resultatet ved 12 måneders tjek. 

Og den svenske forskergruppe gik 

et skridt videre i 2001, hvor de 

sammenlignede deres hidtil 

overbevisende resultater fra 1998 i 

en studie, der sammenlignede 

koncentrisk træning med 

excentrisk træning. De fandt at 

82% i den excentriske gruppe mod 

36% i den koncentriske gruppe 

genvandt tidligere aktivitetsniveau 

efter 12 ugers træning. (Mafi, 

Lorentzen & Alfredson 2001) 

Specielt i forhold til achillesener, 

tyder det altså på at excentrisk 


træning er vejen frem i behandling 

af symptomatisk degenereret 

senevæv (Roos et al 2004, 

Afredson et al 1998, 2001, 2003, 

Mafi et al 2001, Silbernagel et al 

2001). 

Årsagen til den tilsyneladende 

specielt gode effekt af excentrisk 

træning er uvis. Eventuelle 

forklaringer foregår endnu på 

hypotetisk grundlag. De peger på 

en udspændingseffekt med en 

forlængelse af muskel-sene 

enheden og som følge heraf 

mindre stræk efterfølgende under 

ankelledsbevægelse eller 

hypertrofi og forøget styrke i senen 

som resultat af loading af 

muskelseneovergangen og 

destruktion af neovaskularisering 

og dertilhørende nervevæv, 

resulterende i smertereduktion 

Fyfe & Stanish (1992) fandt at 

excentrisk træning øger både den 

isometriske, koncentriske og 

excentriske styrke. De sammeholdt 

løb op ad bakke (koncentrisk), og 

løb ned ad bakke (excentrisk), og 

fandt at excentrisk er den hårdeste 

type af belastning. Koncentrisk 

aktivitet stiller de hårdeste 

metaboliske krav, excentrisk 

træning væsentlig mindre 

metaboliske krav med til gengæld 

fandt man større koncentration af 

enzymer tilknyttet inflammatoriske 

og degenerative processer EFTER 

excentisk træning. Dette peger på 

vigtigheden af excentrisk træning i 

optræning af kollagent væv, hvis 

vævet skal kunne modstå daglige 

excentriske belastninger og endnu 

mere forebygge ny skade. 

Evidensen peger altså på loading 

af vævet som den mest effektive 

behandlingsstrategi. Et kig videre i 

litteraturen vidner om værdien af 

hyppig kontinuerlig belastning, 

hvad enten det drejer sig om 

rotator cuffen, extensorhæftet på 

albuen, patella senen, adduktorer 

senerne eller achillesenen.(May 

2003; Brox et al 1999; Holmich et 

al 1999; Alfredson et al 1998; 

Pienmaki et al 1998; Stanish, 

Rubinovich & Curwin 1986; Fyfe 

& Stanish 1992) 

Anbefalingerne er entydige, træning 

og endnu bedre: excentrisk træning. 

Håndtering af den 

kontraktile 

dysfunktion i praksis 

itteraturen peger i retning af 

træning, spørgsmålet er bare, 

hvordan og hvor meget? 

I dette afsnit skitseres et praktisk 

eksempel på håndtering af en 

kontraktil dysfunktion. 

Case 2 

En 32 årig kvinde, henvender sig 

med belastningsbetingede smerter i 

venstre achillesene. Problemet 

opstod ca. 14 dage efter et 

maratonløb. Hun havde ikke 

problemer umiddelbart efter løbet, 

og fortsatte derfor ufortrødent med 

løbetræningen. Problemet er nu 4 

måneder gammelt (kronisk), 

smerterne er intermitterende og 

optræder kun i forbindelse med løb. 

Subjektivt vurderer hun tilstanden 

som uændret gennem 4 måneder. 

Hun forsøger sig stadig med at løbe, 

til stor irritation da hun ikke kan 

gennemføre 30 minutter, i det der 

for hende er nedsat tempo. Jo mere 

hun prøver, jo hurtigere optræder 

smerten og jo længere tid varer den 

ved bagefter. Hendes intensitet 

(subjektiv åndredrætsmæssig 

belastning) lå på sidste løbetur 

omkring 13-14 på borg skala (går 

fra minimal bealstning 6, til 

maksimal belastning 20). Hun er 

indledningsvist usikker på om hun 

nogensinde kommer til at løbe 

maraton igen, så et forsigtigt mål er 

tilbage til moderat løbetræning. 


Figur 8: Excentrisk 

achilles træning, 

grastrocnemius & soleus 

2 Fremgangsmåde 

Indledningsvist diagnosticeres 

problemet efter McKenzie & May 

(2000)’s ekstemitetskoncept. Den 

foreløbige diagnose efter anamesen 

peger på kontraktil dysfunktion, men 

alternative diagnostiske muligheder 

skal udelukkes før behandlingen 

indledes. Især er det essentielt at 

udelukke Derangementkategorien som 

klinisk kan ligne den kontraktile 

dysfunktion. Når dette er klart, skal 

den optimale belastning vælges. 

Kraftprogressionen går fra isometrisk 

som mindste påvirkning til excentrisk 

træning til ballistiske funktionelle 

øvelser som én af de øverste på 

skalaen. En vurdering af problemets 

sarthed ud fra såvel den subjektive 

historie samt responsen på belastning i 

klinikken danner grundlag for valg af 

øvelse. 

I dette tilfælde startes træningen med 

48 timers hård excentrisk træning 

(figur 8) og der holdes total pause fra 

løb i denne periode. Patienten 

informeres om den forventede respons 

på øvelserne: Increase pain, No 

Worse, og med en maksimal 

tidsramme på 30 minutter for smerten 

til at falde ned i samme leje igen.. Der 

belastes med 3x15 gentagelser med og 

uden flekteret knæ 3-5 gange dagligt. 

Efter 48 timers bekræftes diagnosen 

og symptomsresponsen tjekkes med 

patienten. Herefter fortsættes den 

excentriske træning 1½ uge mere 

(stadig uden løb) med samme 

information om at det godt må gøre 

ondt, så længe smerten dumper ned 


Type Tid Intensitet 


Borgskala 

6-20 

Evaluering 

Smerter 

Achillesenen 0-10: 

Uge 3 Kontinuerlig 21 minutter 11 Undervejs: 0 

Kontinuerlig 23 minutter 11 

2 timer efter: +1 

Undervejs: 0 

Kontinuerlig 27 minutter 11 


Undervejs: 0 

Uge 4 Kontinuerlig 30 minutter 12 


Undervejs: +2 

Interval Opvarmning 10 min 9 


Ingen smerter 

(1½, 1½) 7 

(13, 9) 


Ingen smerter 

(1½, 1½) 8 

(13, 9) 

Uge 5 Kontinuerlig 20 minutter 12..13 Ingen smerter 

Uge 6 


Undervejs: +1 

(2, 2) 8 

(14, 9) 2 timer efter: +1 


Ingen smerter 

(2, 2) 10 

(15, 9) 

Kontinuerlig 30 12 Ingen smerter 


Kun lavt smerteniveau 

(4, 2) 5 

(14, 9) 

Kontinuerlig 30 12-13 Kun lavt smerteniveau 

Uge 7 Interval Opvarmning 10 min 9 


(5, 3) 5 

(14, 9) 



(5, 3) 5 

(14/16, 9) 


Uge 8 Kontinuerlig 30 14-15 Kun lavt smerteniveau 

Interval Opvarming 10 min 9 

Nåede det ikke 

(5, 3) 5 

(14/16, 9) 


Uge 9 Kontinuerlig 35 14-15 Kun lavt smerteniveau 

Interval Opvarming 10 min 9 

Nåede det ikke 

(2, 2) 5 

(16/18, 9) 


Uge 10 Interval Opvarmning 10 min 9 

- 

(5, 3) 6 

(16-18, 9) 

Kontinuerlig 60 minutter 13-14 Lavt smerteniveau 

Kontinuerlig – 

presset! 

30 minutter 17-18 Lavt smerteniveau 

Uge 11 Interval Opv: 10 min 

9 

Lavt smerteniveau 

(5, 3) 6 

(16-18, 9) 

Kontinuerlig 60 minutter 13-14 2 

Kontinuerlig - 

presset 

30 minutter 17-19 Lavt smerteniveau

aghånden har vi et godt redskab 

til at overdrage vigtige 

informationer til patienten. 

Chancen for succes med 

excentrisk træning er 

signifikant. 

Smerte under træning de første 

par uger er forventeligt. 

Smerten under belastning (her 

løb) kan forsvinde FØR 

senevævet egentligt er stærkt 

nok til at progrediere 

træningen. Derfor: ingen 

smerte er ikke ensbetydende 

med grønt lys for fuld 

intensitet. 

Optræning tager derfor lang 

tid, og skal progredieres 

langsomt. 

Resultatet 

I løbet af 4-5 uger var patienten 

smertefri ved excentriske øvelser 

uden belastning og klarede 30 

minutters løb på med en intensitet 

på 13-14 på Borg Skala smertefrit. 

Efter uge 10-11 er kapaciteten 

tilstrækkelig til at klare 60 

minutters løb samt at presse 

intensiteten på 30 minutters turen. 

Selv om smerterne er minimale, er 

der udsigt til et vedvarende og 

langt forløb med langsom 

progression op mod hendes næste 

maraton. 

Prognose 

Et behandlingsresistent problem, 

et langtrukket forløb hvor 

spontanforløbet har ringe effekt. 

Er prognosen så dårlig? 

Måske ikke! 

Ifølge Alfredsongruppen er svaret: 

tilbage til løb i løbet af 12 uger 

efter behandlingsresistente 

kroniske achillesenesmerter. Et 

dansk studie af Roos et al (2004) 

siger effekt efter 6 uger, og stadig 

positiv effekt ved 12 måneders 

follow up. 


Dette gælder midt-portion (2-6 cm 

fra senens insertion på calcaneus) 

kroniske achillesenesmerter. Det ser 

ud til at disse patienter har bedre 

prognose end patienter med 

tendinopati ved achillesenens 

insertion (Fahlström M, Jonsson P, 

Lorentzon R, Alfredson H; 2003). 

May (2003) peger i sit litteratur 

review på at de histopatologiske 

forandringer er ens uanset hvilken 

sene vi taler om, og Frank et al 

(1999) udtrykker at degenereret 

senevæv over tid vil tage rask 

senevævs karakteristika, om end 

aldrig 100%. 

Der synes dog at være bred enighed 

såvel fra en biologisk som mekanisk 

indgangsvinkel, at remodellering af 

den kontraktile dysfunktion er 

muligt. At vævet kan komme til at 

ligne normalt væv igen 

(telefonmøde, diploma studie 2004, 

Grant Watson), men kan tage 

måneder og for nogles 

vedkommende vil vare resten af 

livet (McKenzie & May, 2000) 

“Tissue repair in tendinosis may 

take months rather than 

weeks” (Khan KM et al, 1999) 

Diskussion 

McKenize & May er forfatterne 

bekendt de første der indgående 

beskriver og definerer det kliniske 

fænomen, som de kalder den 

kontraktile dysfunktion, hvor den 

resterende litteratur holder fokus på 

patologiske og pathoanatomiske 

definitioner. 

Termen tendinose forekommer 

hyppigt i litteraturen, og synes at 

dække over det samme kliniske 

fænomen som den kontraktile 

dysfunktion. Begge termer beskriver 

et fænomen af kronisk degenerativ 

senevævspatalogi. 

Den kontraktile dysfunktion og dens 

definition er måske en patologisk 

uspecifik definition, men lige præcis 

i dén egenskab en definition der 

sætter spørgsmålstegn til 

eksisterende opfattelse og 

håndtering af kroniske 

senevævsproblemer, og flytter 

opfattelsen fra en inflammatorisk 

model til en mere biokemiskmekanisk 

model. 

Hvad der får senevæv til at 

degenerere ved vi ikke, og hvad der 

pludselig flytter en senes 

tærkelværdi for belastning kontra 

overbelastning er uvist. At 

fænomenet er belastningsbetinget 

og indsatsen må rettes imod dette er 

det klare budskab, og 

inflammationen der på den 

baggrund kan betragtes som en 

konsekvens når sart senevæv 

overbelastes i højere grad end den 

primære årsag synes plausibelt. 

Der må være tilstande hvor 

problemet matcher kriteriet for at 

være en kontraktil dysfunktion og 

der må være tilstande hvor 

problemet er inflammatorisk af 

karakter og tilstande hvor det ikke 

matcher nogle af ovenstående. Og 

dette gør diskussion omkring 

diagnostik interessant og åbner op 

for spørgsmålet, om vi kan 

klassificere ekstremitetsproblemer? 

Konklusion 

McKenzie har med Den kontraktile 

dysfunktion givet en beskrivelse af 

et klinisk fænomen, og ud fra dets 

respons på mekanisk belastning vil 

diagnosen bekræftes eller afkræftes. 

Sammenholdes dette med øvrig 

litteratur ses hvordan en tidligere 

inflammatorisk model erstattes med 

en biokemisk/mekanisk model, 

hvilket får klinisk relevans både i 

forhold til diagnostik og 

behandling, og i højere grad vil 

fokusere på mekanisk loading af 

vævet frem for anti-inflammatorisk 

behandling. 

Litteraturen beskriver, at den 

overordnede patologi bag den 

kontraktile dysfunktion er 


tendinose, en degenerativ tilstand i 

kontraktilt væv. Kronisk 

inflammation er fraværende, og 

medicinsk behandling til denne 

tilstand vil kun i bedste fald give 

midlertidig smertereduktion. Den 

bedste intervention peger på 

excentrisk træning i bestemte 

højfrekvente doser, og det tyder på 

at svækket/degenereret senevæv 

har evnen til at kunne regenerere 

under de rette forhold. 

Kroniske smerter lokaliseret i et 

bestemt område, det være sig i 

hvilken som helst region, kan dog 

ikke ubetinget tilskrives 

senevævsdegeneration. Problemet 

må klassificeres ud fra velkendte 

og valide kriterier for at afklare 

problemets karakter 

Dette stiller krav til klare 

operationelle definitioner hvis vi 

ønsker at svare på spørgsmålet fra 

tidligere: 

Hvor mange af disse 

muskuloskeletale problemer er så 

kontraktile dysfunktione?. 

McKenzie & May udgav i 2000 

bogen om ekstremitetskonceptet, 

og på nuværende tidspunkt 

arbejdes der såvel nationalt som 

internationalt med audits på dette 

koncept. 

Med udgivelsen af 

ekstremitetsbogen beskriver og 

definerer McKenzie & May 

problemets kliniske præsentation. 

Det er endnu usikkert om vi med 

tilstrækkelig høj intertester 

troværdighed er i stand til at 

klassificere problemet. Afklaring 

via intertesterreliabilitetsstudier er 

næste naturlige skridt for at 

vurdere graden af reliabilitet i 

klassifikationssystemet. Næste 

vigtige skridt frem mod en 

potientiel forbedret indsats mod 

disse problematiske tilstande vil 

være interventionsstudier for at 

kunne vurdere behandlingseffekt. 


Og der er stadig flere spørgsmål at 

besvare. Hvad der starter 

processen af degeneration ved vi 

ikke, er det en mekanisk belastning 

som akkumuleres indtil den når dét 

punkt hvor 

overbelastningssituationen starter 

eller er det biokemiske ændringer 

af ukendt årsag der starter 

processen? At nuværende viden 

præsenterer et paradigme af 

oversimplificering er nok vigtigt at 

erkende for at kunne være åben for 

andre modeller af 

årsagssammenhænge der måtte 

ligge til grund for denne tilstand. 

Referencer 

1. Alfredson, Pietilä, Jonsson & 

Lorentzon (1998). Heavy-Load 

Eccentric Muscle Training For the 

Treatment of Chronic Achilles 

Tendinosis. American Journal of 

Sports Medicine. Vol 26 (3), pp 

360-366. 

2. Alfredson H, Thorsen K, 

Lorentzon R (1999). In situ 

microdialysis in tendontissue: high 

levels of glutamate, but 

notprostaglandin E2in chronic 

Achillestendon pain. Knee Surg 

Sports Trau-matol Arthrosc 7:378– 

381 

3. Alfredson H, Bjur D, Thorsen 

K,Lorentzon R (2002) High 

intratendi-nous lactate levels in 

painful chronicAchilles tendinosis. 

An investigationusing 

microdialysis technique. J 

OrthopRes 20:934–938 

4. Almekinders & Temple. (1998). 

Etiology, diagnosis and treatment 

of tendonitis: an analysis of the 

literature. Medicine and Science in 

Sports and Exercise. Vol 30, pp 

1183-1190. 

5. Brox, Gjengedal & Uppheim. 

(1999). Arthroscopic surgery 

compared with supervised 

exercises in patients with rotator 

cuff disease (Stage II impingement 

syndrome): a prospective, 

randomised, controlled study I 125 

patients with a 2½ year follow-up. 

J Should Elbow Surg, 8, pp 102- 

111 

6. Culav, Clark & Merrilees. (1999). 

Connective Tissues: Matrix 

Composition and Its Relevance to 

Physical Therapy. Physical Therapy, 

vol. 79 (3), pp 308-319 

7. Donahue MS, Riddle DL & 

Sullivan MS. (1996). Intertester 

Reliability of a Modified Version of 

McKenzie’s Lateral Shift 

Assessments Obtained on Patients 

With Low Back Pain. Physical 

Therapy, 76 (7), 706-716. 

8. Fahlström, Jonsson, Lorentzon & 

Alfredson. (2003). Chronic Achilles 

tendon pain treated with eccentric 

calf-muscle training. Knee Surg 

Sports Trau Arthrosc, 11, pp 327-333 

9. Feine & Lund (1997). An 

assessment of the efficacy of 

physical therapy and physical 

modalities for the control of chronic 

musculoskeletal pain. Pain, 71, pp 5- 

23 

10. Frank, Shrive, Hiraoka, 

Nakamura, Kaneda & Hart. (1999). 

Optimisation of the Biology of Soft 

Tissue Repair. Journal of Science 

and Medicine in Sports, 2 (3), pp 

190-219. 

11. Frank, Hart & Shrive. (1999). 

Molecular biology and biomechanics 

of normal and healing ligaments –a 

review. Journal of the OsteoArthritis 

Research Society International, 7, pp 

130-140 

12. Fyfe & Stanish (1992). The use 

of eccentric training and stretching in 

the treatment and prevention of 

tendon injuries. Clinical Sports 

Medicin, 11, pp 601-624 

13. Gam & Johansen (1995). 

Ultrasound therapy in 

musculoskeletal disorders: a metaanalysis. 

Pain, 63, pp 85-91 

14.Gürsel, Ulus, Bilgic, Dincer & 

Heijden. (2004). Adding Ultrasound 

in the Management of Soft Tissue 

Disorders of the Shoulder: A 

Randomized Placebo-Controlled 

Trial. Physical Therapy, vol 84 (4), 

336-343 

15. Hawary, Stanish & Curwin. 

(1997). Rehabilitation of Tendon 


Injuries in Sport. Sports med, 24 

(5), pp347-358 

16. Hashish, Harvey & Harris 

(1986). Anti-inflammaroty effects 

of ultrasound therapy: Evidence 

for a major placebo effect. Br J 

Rheum, 25, pp 77-81 

17. Hölmich et al. (1999). 

Effictiveness of active physical 

training as treatment for 

longstanding adductor-related 

groin pain in athletes: randomised 

trial. The lancet, vol 353 (6), pp 

439-443 

18. Kilby J, Stigant M & Roberts 

A. (1990). The Reliability of Back 

Pain Assessment by 

Physiotherapists, Using a 

“Mckenzie Algorithm”. 

Physiotherapy, 76 (9), 579-583. 

19. Kilpikoski S, Airaksinen O, 

Kankaanpää M, Leminen P, 

Videman T & Alen M. (2002). 

Interexaminer Reliability of Low 

Back Pain Assessment Using the 

McKenzie Method. Spine, 27 (8), 

E207-E214. 

20. Kannus, Jótza, Natri & 

Järvinen. (1997). Effect og 

traning, immobilisation and 

remoblisation on tendons. 

Scandinavian Journal of Medicine 

and Science in Sports, 7, pp 67-71 

21. Karlsson, Kälebo, Goksör, 

Thomée & Swärd. (1992). Partial 

rupture of the patellar ligament. 

American J Sports Med. 20, pp 

390-395 

22. Khan, Cook, Bonar, Harcourt 

& Åström (1999). Histopathology 

of Common Tendinopathies. 

Sports Med. 27 (6), pp 393-408 

23. Khan & Cook (2000). Overuse 

Tendon Injuries, where does the 

pain come from?. 

24. Kubo et al. (2004). Effects of 

resistance traning during bed rest 

on the viscoelastic properties of 

tendon structures in the lower 

limb. Scandinavian Journal of 

Medicine & Science in Sports, 14, 

pp 296-302 


25. Mafi, Lorentzen & Alfredson. 

(2001). Superior short term results 

with eccentric calf muscle traning 

compared to concentric training in 

a randomized prospective 

multicenter study on patients with 

chronic Achilles tendinosis. Knee 

Surg Sports Trau Arthrosc, 9, pp 

42-47 

26. May. (2003). Tendon and 

tendon pathology, literature 

overview. 

27. McKenzie & May (2000). The 

human extremities. Mechanical 

Diagnosis & Therapy. Waikanae, 

New Zealand: Spinal Publication 

New Zealand Ltd. 

28. Mjølsnes, Arnason, Østhagen, 

Raastad & Bahr. (2004). A 10week 

randomized trial comparing 

eccentric vs. concentric hamstring 

strength training in well-trained 

soccer players. Scandinavian 

Journal of Medicine & Science in 

Sports, 14, pp 311-317 

29. Movin, Gad, Reinholt & Rolf. 

(1997). Tendon pathology in longstanding 

achillodynia. Acta Orthop 

Scand, 68 (2), pp 170-175 

30. Nirschl (1994). Elbow 

tendinosis/Tennis elbow. 

31. Nyanzi, Langridge, Heyworth, 

Mani (1999). Randomised 

controlled study of ultrasound 

therapy in the management of 

acute lateral ligament sprains of 

the ankle joint. Clinical 

Rehabilitation, 13, pp 16-22 

32. Paoloni & Murrell. (2004). 

Identification of prognostic 

indicators for patient outcomes in 

extensor tendinopathy at the 

elbow. Scandinavian Journal of 

Medicine & Science in Sports. 14, 

pp 163-167 

33. Pienimäki, Tarvainen, Siira & 

Vanharanta. (1996). Progressive 

Strengthening and Stretching 

Exercises and Ultrasound for 

Chronic Lateral Epicondylitis. 

Physiotherapy, vol 82 (9), pp 522- 

530 

34. Pienimäki, Karinen, Kemilä, 

Koivukangas & Vanharanta. 

(1998). Long-term follow-up of 

conservatively treated chronic 

tennis elbow patients. A prospective 

and retrospective analysis. Scan J 

Rehab Med, 30, pp 159-166 

35. Razmjou H, Kramer JF & 

Yamada R. (2000). Intertester 

Reliability of the McKenzie 

Evaluation in Assessing Patients 

With Mechanical Low-Back Pain. 

Journal of Orthopaedic & Sports 

Physical Therapy, 30 (7), 368-389. 

36. Raatikainen, Karpakke, Puranen 

& Orava. (1994). Operative 

Treatment of Partial Rupture of the 

Patellar Ligament. Int J Sports Med, 

15, pp 46-49 

37. Robertson & Baker (2001). A 

review of therapeutic ultrasound: 

effectiveness studies. Physical 

Therapy, 81, pp 1339-1350 

38. Roos, Engström, Lagerkvist & 

Söberg. (2004). Clinical 

improvement after 6 weeks of 

eccentric exercises in patients with 

mid-portion Achilles tendinopathy 

– a randomized trial with one year 

follow up. Scan J Med & Science in 

Sport, 14, pp 286-295 

39. Sandmeier & Renström.(1997). 

Diagnosis and Treatment of chronic 

tendon disorders in Sport. Scan J 

Med & Science in Sport, 7, pp 96- 

106 

40.Silbernagel, Thomeé & 

Karlsson. (2001). Eccentric 

overload training for patients with 

chronic Achilles tendon pain – a 

randomised controlled study with 

reliability testing of the evaluation 

methods. Scandinavian Journal of 

Medicine & Science in Sports, 11, 

pp 197-206 

41. Stanish, Rubinovich, Curwin 

(1986). Eccentric exercise in 

chronic tendonitis. Clinical 

Orthopaedics and Related 

Research, 208, pp 65-68 

42. Svernlöv & Adolfsson. (2001). 

Non-operative treatment regime 

including eccentric training for 

lateral humeral epicondylalgia. 


Scand J Med Sci Sports, 11, pp 

328-334. 

43. Tallon, Coleman, Khan & 

Maffulli. (2001). Outcome of 

Surgery for Chronic Achilles 

Tendinopathy. The American 

Journal of Sports Medicine, Vol 29 

(3), pp 315-320 

44. Tenhula JA, Rose SJ & Dilitto 

A (1990). Association between 

direction of lateral lumbar shift, 

movement tests, and side of 

symptoms in patients with low 

back pain syndrome. Physical 

Therapy. 70, 480-86. 

45. Vailes, Tipton, Laughlin, 

Tcheng & Matthes. (1978). 

Physical activity and 

hypophysectomy ofn the aerobic 

capacity of ligaments and tendons. 

The American physiological 

society, pp 542-546 

46. Van der Heijden, van der 

Windt & de Winter. (1997). 

Physiotherapy for patients with 

soft tissue shoulder disorders: A 

systematic review of randomised 

clinical trials. BMJ, 315, pp25-30 


47. Welch (1999). Preparing 

Manuscripts for submission to 

Medical Journals: The Paper Trail. 

Effective clinical practise, vol 2 (3), 

pp 131-137 

48. Werneke M, Hart DL & Cook 

D. (1999). A descriptive study of the 

Centralization Phenomenon. Spine. 

24(7), 676-683. 

49. Yu, Popp, Kaeding & Lucas. 

(1995). Correlation of MR imaging 

and pathologic findings in athletes 

undergoing Surgery for chronic 

patellar tendonitis. AJR, 165 july, pp 

115-118 

50. Zernicke, Garhammer & Jobe. 

(1977). Human patellar-tendon 

rupture. The journal of bone and 

joint surgery, vol 59A (2), pp 179- 

183 

51. Öhberg & Alfredson (2002). 

Ultrasound guided sclerosis of 

neovessels in painful chronic 

Achilles tendinosis: a pilot study of 

a new treatment. Br J Sports Med, 

36, pp 173-177 

52. Öhberg, Lorentzen & Alfredson 

(2001). Neovascularisation in 

Achilles tendons with painful 

tendinosis but not in normal 

tendons: an ultrasonographic 

investigation. Knee Surgery, Sports 

Traumatology, Arthroscopy, 9, pp 

233–238 

53. Öhberg, Lorentzen & Alfredson 

(2004). Eccentric training in 

patients with chronic Achilles 

tendinosis: normalised tendon 

structure and decreased thickness at 

follow up. Br J Sports Med, 38, pp 

8-11 

54. Öhberg & Alfredson. (2004). 

Effects on neovascularisation 

behind the good results with 

eccentric training in Chronic 

Achilles mid-portion tendinosis. 

Knee Surg Sports Trau Arthrosc, 

12, pp 465-470 

55. Åström & Rausing (1995). 

Chronic Achilles Tendinopathy – A 

survey of Surgical and 

Histopathologic Findings. Clinical 

Orthopaedics and Related 

Research. 316, pp 151-164. 


Anja 

Frantz 

Dip.MDT 

Ever since I’ve completed Part A, 

I was thrilled with the structured 

way of assessing and treating patients 

characteristic of the 

McKenzie Method®. All of a sudden, 

the information provided by 

the patient during the history 

meant something to me and I 

Robin McKenzie & Anja Franz 

could use it to structure the physical 

examination and the treatment. 

No question, I went through with 

the whole educational program, 

including the Diploma. 

Since 2003, the theoretical component 

of the Diploma in Mechanical 

Diagnosis and Therapy® (MDT) 

is taught through the University of 

Otago in Dunedin, New Zealand, 

in collaboration with the 

McKenzie Institute International. 

The Clinical component may also 

be completed at Otago or in the 

US or the Netherlands. 

Prior to commencing the 16-week 

theoretical component, I wondered 

what I could possibly learn during 

these 16 weeks. I had read the 

books, some of the literature about 

MDT, so what else could there be? 

I realized early in the program, 

that there was soooo much more. 

I had hardly scratched the surface 

so far. In fact there was so much 

MDT fagligt 

Going Further 

Af Anja Franz, Pht, Dip. MDT 

more that it became clear that during 

these 16 weeks, my social life 

would be put on hold. Thus, my 

daily routine consisted of working, 

studying and limited sleep. Although 

this may sound discouraging 

at first, I had the best time of 

my life. The theoretical component 

is broken down into eight 2week 

modules. Thus, every two 

weeks, I dealt with another fascinating 

topic. Studying was definitely 

not a sacrifice but a privilege. 

I could hardly wait to come 

home from work, start the computer 

and study. At firs, 

it took a few hours 

to figure out how to 

efficiently use the 

resources offered by 

the University of 

Otago, but once this 

issue was cleared, I 

had unlimited access 

to Otago’s unbelievable 

library, and that 

right from my living 

room! In November, 

I could hardly believe 

that I did it. 

The theory was over 

and it was terrific! I 

was ready to leave 

for New Zealand to 

complete the clinical component! 

This would be sooo much easier, 

since I did not have to work during 

the same time and it would be 

great to travel a little through that 

fascinating part of the world. Yes, 

compared to what I had accomplished 

during the theory, the clinical 

component would be a walk in 

the park. 

Arriving in Dunedin, my mentor, 

Stuart Horton, picked me up at the 

airport. After travelling over 30 

hours, loosing my luggage somewhere 

between Canada and New 

Zealand and dealing with issues 

My “walk in the 

park” was 

changing 

towards a “race 

in the park” … 

- against Ben 

Johnson!!! 

how to get it back, I was exhausted 

(but too excited to admit it of 

course). But Stuarts welcoming 

words gave me back the energy I 

needed: “You are going to be 

soooo busy during the next four 

months!” Hearing the details of 

my schedule made my adrenalin 

level raise drastically. My “walk 

in the park” was changing towards 

a “race in the park” … against Ben 

Johnson!!! 

The race started immediately after 

dealing with some administrative 

issues. But 

still, motivation was 

high. Our “coaches”, the 

teaching staff at Otago, 

did an outstanding job. 

Our clinical coach, Stuart 

Horton, was at least as 

busy with the four of us 

as we were. He had to 

have his eyes and ears 

everywhere to supervise 

and provided us with 

some angles of MDT we 

had not considered before. 

He stimulated clinical 

discussions by challenging 

our way to think 

and to analyse patient information. 

In addition, the very distinctive 

group of patients at Otago, 

i.e. university students, required 

some adaptation of the usual assessment 

methods. Prior to my 

training, I had thought that 

“smoking pot” could be considered 

as a kind of pain management. I 

was slightly puzzled when a patient 

mentioned though that it consistently 

aggravates his back pain 

and symptoms would then radiate 

down the thigh!!! Keeping it simple, 

it turned out that that particular 

patient slouched while enjoying 

his joint! Stuart’s voice in my 

head kept saying “work with the 

posture” but I’ve definitely 


eached my limits trying to educate 

that patient about posture 

and the use of a lumbar roll. 

You may think you’ve seen it 

all… 

In addition to the 360 clinical 

hours, we had a course called 

“Biomedical Science”. Several 

lectures presented on a variety of 

subjects ranging from kinematics 

and kinetics to the complexity of 

nociception and pain. Impossible 

to name it all! Gill Johnson, 

responsible for this course, had 

selected outstanding lectures 

and, as a result, has provided us 

with a body of knowledge of 

inestimable value. 

Biomedical Science also comprised 

an anatomy part – taught 

by Susan Mercer! Susan challenged 

our knowledge of anatomy 

by relating it to clinical 

issues discussed in the scientific 

literature. She taught what I 

used to consider a rather “dry” 

and complicated subject in a 

simplified and captivating manner. 

She has definitely changed 

the way I look at the literature 

now and has provided me with 

information that allows me to be 

much more critical towards what 

we think we know and what we 

really know. Susan’s knowledge 

of anatomy is amazing and be- 

MDT fagligt 

sides her busy schedule, her door is 

always open! Although her anatomy 

lessons were what can only be 

described as demanding, I had so 

much fun learning about anatomy “à 

la Susan”! 

These extraordinary coaches were 

backed up by an outstanding team of 

“cheerleaders”. I could not have 

gone through with this program 

without the supporting staff at 

Otago University, reaching from the 

technical support to the Physiotherapy 

School Administrator, Trish 

Didham. They offer their unconditional 

help and their professional 

assistance in a way I have never 

experienced before. The kindness 

of these people and their efforts to 

welcome you amongst them makes 

you feel at home, even if you come 

from the other half our planet! 

Furthermore, the “training camp” 

was incredible. I have never seen a 

University that well equipped. An 

inestimable amount of computers 

with internet connection and 24hours 

access, a huge library holding 

any journal you may think of 

whether in paper format or the electronic 

version. And everything 

within a few minutes walking distance. 

The University of Otago is 

definitely a great place to study at. 

In addition to the outstanding human 

and technical resources, our 

motivation was kept high by special 

“energy boosts”. During the 

four months of clinical training 

Robin McKenzie visited us for 

one week and Dr Vert Mooney for 

three weeks. I had never imagined 

that one day I would find myself 

in a physiotherapy clinic watching 

Robin McKenzie watching Robin 

McKenzie at work and discussing 

with him and Dr Vert Mooney. I 

was fascinated to see Robin at 

work, to observe not only his way 

of assessing and treating the patients 

but mostly his interpersonal 

skills. When examining the patients, 

he hears what I had missed, 

he asks questions that I had never 

thought of and he explains the 

conceptual model, posture and the 

treatment principles with simple 

words that had never come to MY 

mind! I guess that is what you’d 

call clinical experience! The opportunity 

not only to see Robin 

working with the patients but also 

to discuss them and many other 

issues with him and with Dr 

Mooney who provided a surgeons’ 

perspective is definitely one of my 

most cherished memories. 

Thus the Diploma in MDT comes 

with many sacrifices and is - without 

the slightest doubt - a lot of 

hard work. It is NOT a walk in 

the park but a hard race. But, winning 

the race by passing the International 

Diploma in MDT is the 

most extraordinary feeling one can 

describe. It goes beyond the joy 

one feels when successfully passing 

an exam. The whole experience 

builds you up as a person and 

it was definitely life changing for 

me. 

In spite of reaching the finishing 

line, the race is not over. Doesn’t 

being a Cred. MDT or a Dip.MDT 

consist of making a continuous 

effort to improve our knowledge 

and to enhance our clinical skills? 

I can only encourage other clinicians 

to go through the program. 

It’ll take you further than you can 

imagine! 


Simon 

Simonsen 

Dip. MDT 

Diploma programmet i MDT har 

gennem de seneste år gennemgået 

en del forandringer fra et 11 ugers 

kombineret klinisk og teoretisk 

kursus afsluttende med en eksamen. 

Programmet er nu opdelt i 3 dele. 

Et teoretisk fjernstudie, 9 ugers 

supervision og en afsluttende ekstern 

eksamen. 

Hele diploma programmet strækker 

sig nu over 1 – 1½ år. 

Teoretisk og klinisk 

del 

Den teoretiske del er et fjernstudie 

fra Otaga University i New 

Zealand bestående 8 moduler omhandlende 

bla. vurdering af videnskabelige 

undersøgelser af MDT, 

smertemekanismer og MDT til 

ekstremiteterne. Fjernstudiet giver 

en god opdatering af anatomi, 

fysiologi og videnskabelig teoretisk 

viden som skal danne platform 

for den kliniske udvikling på 

supervisionsdelen. Tidligere kunne 

man tage den kliniske del først 

men det er ikke længere muligt 

efter det blev klart at nogle af de 

studerende ikke fik det optimale 

udbytte af supervisionsdelen. 

Den kliniske supervision er 9 uger 

i en samlet blok eller som 3 x 3 

uger over max et år. I øjeblikket 

kan man tage denne del i England, 

MDT fagligt 

Diploma I MDT 

Af Simon Simonsen, Dip. MDT 

Holland (på tysk), USA og New 

Zealand. 

Formålet med den kliniske supervision 

er at blive bedre til at klassificerer 

og bruge MDT undersøgelsen, 

samt at genkende de forholdsvis få 

patienter som ikke kan klassificeres. 

Overordnet set handler det om at 

man som fysioterapeut skal ændre 

sig fra at behandle patienter til at 

være klinisk diagnostiker. Altså 

forstå det mekaniske problem fordi 

det derfra er ”a no-brainer”, som jeg 

fik at vide på kurset. 

Det vil i praksis sige at man i stedet 

for at man i stedet for at sige at ”det 

lyder som et derangement (typisk), 

lad os reducerer det” skal lære at 

tænke ”det kan ikke være en dysfunktion 

fordi….. og så fortsætte 

med at bruge udelukkelsesmetoden 

til man har den rette klassifikation. 

Med andre ord: Klinisk ræsonering, 

klinisk ræsonering og mere klinisk 

ræsonering. Dette betyder at man i 

tvivls tilfælde vil bruge en provoka- 

tiv test tilgang for at afklare klassifikationen 

(og det kan være en hård 

pille at sluge for en dansk fys ;-) 

Eksamen 

Eksamen foregår i forbindelse med 

en international konference og forløber 

over 2 dage med 3 timers 

skriftligt på dag 1 og 1 times 

mundtlig på dag 2. 

Indholdet af eksamen er selvfølgelig 

hemmeligt, men det kan da godt 

afsløres at man bliver testet ud i de 

mindste afkroge af MDT konceptet. 

Er det så al sliddet 

værd? 

Jeg var en af de uheldige som kom 

på den kliniske supervisionsdel før 

den teoretiske og havde store problemer 

med at klare kravene fordi 

den teoretiske del manglede (set i 

bagklogskabens klare lys). Arbejdet 

med opgaverne blev klaret ved siden 

af arbejde og lagde på den måde 

ekstra pres på. Så der var tider 

hvor jeg var ved at opgive, men 

alligevel har jeg i dag ikke et sekund 

fortrudt min beslutning om at 

”tage diplomaen”. 

Det rykker helt enormt ved forståelsen 

for biomekaniske problemer og 

hvad vi som behandlere kan og ikke 

kan gøre. 

Summa summarum; Det er blevet 

sjovere at gå på arbejde og jeg vil 

varmt anbefale det til alle der har 

mulighed for det. 


Kim 

Greene, 

dip MDT 

I was encouraged to pursue the 

McKenzie Diploma in conjunction 

with taking a position with St. 

David’s Medical Center. At first, 

I was a little intimidated with the 

theoretical portion since it was my 

first attempt at a distant learning 

experience. I was surprised to discover 

how much you can learn online 

with other students, while a 

mentor monitored the group discussions. 

The exchange of ideas 

regarding tissue healing, spinal 

pathology and treatment principles 

was intriguing as new concepts 

were introduced and discussed. 

During the written assignments, I 

was hard-pressed to find research 

to support my clinical reasoning. 

Because of this, I realized the importance 

of a good research design 

in the era of evidence based medicine. 

The combination of faculty 

participation, teleconferences, 

written papers and group discus- 

MDT fagligt 

Dive into the Diploma 

By Kimberly Greene, Dip. MDT 

sions prepared me to advance to the 

clinical portion of the Diploma program. 

The experience at St. David’s is a 

challenge to any clinician, as each 

student receives direct supervision 

from two extraordinary and demanding 

mentors. While Mark Miller and 

Scott Herbowy have different approaches 

to teaching, both do an excellent 

job with helping students improve 

their clinical decision-making 

skills. Miller impresses with his ability 

to guide the student in retrieving 

the most pertinent information from 

the subjective portion of the evaluation. 

In addition, he emphasizes the 

importance of mechanical responses 

even when symptomatic response are 

not consistent with the treatment principle. 

Herbowy is knowledgeable 

with the McKenzie methodology; he 

knows the approach extremely well 

and is helpful in improving both treat- 

Kim Greene captured Miller & Herbowy on their knees and managed to get on top 

ment techniques and manual techniques. 

His suggestions for patient 

care are very straightforward and 

effective for fine tuning instructions 

to patients. Both Miller and 

Herbowy frequently questioned 

my syndrome classification and 

challenged my clinical reasoning. 

In my opinion, this is the only way 

a student can learn. As a bonus, 

both have a sense of humor that 

will keep you entertained throughout 

the duration of your stay in 

Austin. 

I would recommend the Diploma 

program to anyone who has experienced 

a lull in their profession 

and wants to grow clinically and 

professionally. I can’t say the 

McKenzie Diploma is an easy 

accomplishment, but it is very 

well rewarding. 

Sincerely, Kimberly Greene, Dip 

MDT 


Invitation til Årsmøde 2005 

Invitation til Årsmøde 2005 

Workshops MED patienter 

ÅRSMØDE D 1. OKTOBER 2005 PÅ COMWELL, KOLDING 

Institut for Mekanisk Diagnostik og Terapi 

Sæt kryds i kalenderen og tilmeld dig allerede nu det spændende årsmøde i Institut for 

Mekanisk Diagnostik & Terapi. I år er der fokus på praktiske workshops med rigtige 

patienter mellem hænderne. Camilla Nymand, som netop er hjemvendt fra 

Diplomakurset i USA, vil lægge ud med et indlæg om achillesene-tendinopatier. Hun vil 

bl.a. fortælle om kontraktile dysfunktioner ligesom vi får et indblik i den litteratur som 

underbygger de behandlingsmæssige muligheder. 

Her ud over vil instituttets undervisningsgruppe demonstrere MDT anvendt til patienter 

med problematikker i såvel columna som i de perifere led. Grib chancen og bliv 

opdateret i såvel teoretiske som praktiske aspekter af MDT - få svar på nogle af de 

spørgsmål du måtte gå og stille dig selv i dagligdagen. 

Tom Petersen deltager i årsmødet med en workshop, hvor han via 

patientdemonstration gennemgår sin undersøgelsesmodel til lænderygpatienter. 

Vi glæder os til af se dig! 

PROGRAM FOR DAGEN 

09.30- 09.45 Velkomst v/ formand Uffe Lindstrøm 

09.45- 10.45 Camilla Nymand 

10.45- 11.00 Kaffe/the 

11.00- 13.00 Tom Petersen 

Achillesenetendinopatier: baggrund, 

klassifisering og håndtering 

- workshop og patientdemonstration 

13.00- 14.00 Frokost 

14.00- 16.30 Workshops med patienter 

- IMDT undervisere 

Kaffe/the lægges ind imellem 

16.45-18.00 Generalforsamling 


Thomas Hyldgård 

Fys. Vinder 2004 

Lars Tøsbæk, 

Ikke-fys vinder 2004 

Golfturnering anno 2004 

IMDT INVITATIONAL 2004 

På en fantastisk sommerdag med høj 

solskin lørdag den 14. august 2004 var 

hele feltet mødt op til afvikling af den 

første officielle golfturnering for 

IMDT terapeuter. Stemningen på 1. tee 

var afslappet, men kiggede man godt 

efter kunne man sikkert se 

en let afspændthed. Det var 

nu at det skulle afgøres. 

Under hele turneringen var 

stemningen afslappet og det 

hele blev afviklet i et humør 

der slet ikke afspejlede 

hvad det egentligt var der 

var på spil! 

Efter de første 9 huller, var 

der ikke nogen der var rykket 

alvorligt foran, da førerbolden 

teede ud på 10 hul. 

Hele vejen hjem på bagni 

skiftedes de førende spillere 

til at være et eller to point foran. Stadigvæk 

var der ikke noget i stemningen 

der kunne afslører at en afgørelse var 

på vej. 

På 17. tee var der fuldstændig point 

lighed mellem de to førende spillere. 

Begge spillere havde 24 point og måske 

kunne der nu spores en let spænding. 

2 huller tilbage. Det var nu det 

skulle afgøres! 

Thomas valgte en 5 kølle fra tee. Der 

skulle ikke risikeres noget nu. 200 meter 

af de 350 i første slag og perfekt 

midt på fairway. Uffe valgte et lidt 

større våben. Driveren måtte op af bagen. 

Hele dagen havde den været en 

rigtig god ven og havde flere gange 

sendt bolden ud midt på fairway. I lang 

tid så det rigtig godt ud, men til sidst 

hooker bolden og ender i roughen i 

højre side, som er ca en ½ meter høj og 

sej. Ærgerligt! 

Bolden bliver dog fundet, men det krævede 

lidt at komme tilbage på fairway 

og det ender med at både Thomas og 

Uffe ligger på fairway med 150 meter 

igen….. Uffe i 3 og Thomas i 1. 

Resultatet blev at da 17. green forlades 

er der en lille føring på 2 point til Tho- 

mas. Bogie til Thomas og par til Uffe på 18. 

og der er igen point lighed! Mere spændende 

kunne det næsten ikke være. 

Det hele bliver stort set afgjort på teen på 

18., da begge de førende spillere laver et 

perfekt udslag op ad bakken på det svære par 

3 hul. 2 par og det hele er afgjort og den 

første vinder af IMDT invitational er fundet……. 

Dagen rundes af med hygge på Kalø Golfklubs 

terrasse, hvor dagens fantastiske spil 

drøftes. Over en øl er der stor enighed om at 

der faktisk ikke er set bedre spil og mere 

spænding siden Thomas Bjørn stod og slog 

en byge af slag i den berømte bunker på Old 

Course…….. 

Webmaster sidder her en mørk marts aften 

og kigger på pokalen der står ved siden af 

skærmen…. Skal den blive stående her? Skal 

den til Ålborg? Eller måske et helt andet 

sted? Ihvertefald ser jeg frem til en hyggelig 

dag sammen med en masse IMDT terapeuter…….. 


Golfturnering anno 2005 

IMDT INVITATIONAL 2005 

IMDT OPEN lørdag den 13. august i 

Aalborg 

Sidste år afviklede vi IMDT OPEN for første gang. Vinder i IMDT- fysioterapeut 

blev Thomas Hyldgård og vinder af IMDT – ”ikke fysioterapeut” 

blev Lars Tøsbæk (se artikel i nyhedsbrevet). 

I år udvider vi turneringen således, at man ud over den individuelle turnering 

også kan tilmelde sig som et hold. 

Det vil sige alle medmeller af IMDT kan tilmelde sig og invitere en bekendt med, som hverken behøver at være 

fysioterapeut eller medlem af IMDT. På den måde udgør man et hold. 

Der vil således være tre præmier i turneringen: 

1. Vinder IMDT OPEN fysioterapeut 

2. Vinder IMDT OPEN ”ikke-fysioterapeut” (du kan invitere 1 spiller som ikke er fys.) 

3. Vinder for hold (dig og den makker du har inviteret med) 

Skulle du vælge ikke at invitere en bekendt med, deltager du stadig i turneringen som IMDT fysioterapeut, men 

vi opfordrer dig at invitere en bekendt med for så at deltage i hele turneringen, men mulighed for at vinde både 

individuelt og samlet som hold. 

Så når du tilmelder dig skal du oplyse: 

- Eget navn og handicap 

- Navn og handicap på din makker 

- Hvilken arbejdsplads I repræsenterer (med henblik på holdpokalen) 

I år spilles turneringen på Ålborg Golfklub og mesterskabet afvikles Lørdag den 13. august kl. 13.00. 

Sidste dato for tilmelding er den 1. august 2005, men jo hurtigere du tilmelder dig kan vi banebookningen på 

plads. 

Tilmeld dig på www.mckenzie.dk eller ring til webmaster på 26 36 04 24 


2005 Mckenzie Kursus Program 

Kursuskalender 2005 

Part A Part B Part C Part D Part E 

JANUAR 

26-29, Århus 

MARTS 

20-23, Århus 

APRIL 

14-17, København 

JUNI 

16-19, Slagelse 

AUGUST 

7-10, Århus 

OKTOBER 


NOVEMBER 


REFRESHER KURSUS 

9. Januar, København 

30. April, Århus 

27. August, København 

29. Oktober, Århus 

TILMELDING 

JANUAR 

21-24, Århus 

MARTS 


MAJ 

Kursussekretær Eva Hauge 

Ny Kongevej 40, 5000 Odense C 

Telefon: 5083 1212 

E-mail: kursus@mckenzie.dk 

Eller online www.mckenzie.dk 


AUGUST 

Kursuskalender 2005 

11-14, Århus 

SEPTEMBER 

15-18, København 


17-20, Slagelse 

JANUAR 

23-25, Århus 

MAJ 


AUGUST 

11-13, Århus 

OKTOBER 

8-10, Kolding 



JANUAR 

26-29, Århus 


MAJ 


AUGUST 

7-10, Århus 

OKTOBER 

8-11, Kolding 

CREDENTIAL EVALUERING 

22. Januar, København 

14. maj, Århus 

10. September, København 

12. November, Århus 

FEBRUAR 


SEPTEMBER 

2-3, Kolding

Download Vol. 15, nr. 1, Maj 2005 (PDF-fil, 9,2 MB) - McKenzie

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?