QUECHUA-INDIANERE I BOLIVIA

_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne - Bolivia B 

BOLIVIA B 

QUECHUA-INDIANERE I BOLIVIA 

Identitet og kultur 

Indsamlet af Annie Oehlerich de Zurita og Edwin Zurita i 1994. 

Etableret af Vibeke Asmussen i 94/95. 

Hent den aktuelle tekstsamling eller læs aktuelle fakta på: 

www.moesmus.dk/unesco 

Seneste opdatering: 30.11.2004 

Introduktion ...............................................................................................................................................2 

Generel tekst.............................................................................................................................................5 

Litteraturhenvisninger .............................................................................................................................14 

Tekster til lysbilleder ...............................................................................................................................15 

Genstandsliste ........................................................................................................................................26 

Side 1 af 40 - Indhold


Introduktion 

Materialet til UNESCO-samlingerne blev indsamlet i Bolivia 1993/1994. Baggrunden for indsamlingen 

er dels Edwins indfødte kendskab, samt mine mange års arbejde og studier af indianere i Bolivia. 

Edwin, er sproglærer, født i Sigio XX, Potosi, Bolivia er ud af quechuafamilie. Siden 1985 har han boet 

i København. Selv er jeg antropolog og har siden 1976 boet ca. 4 år i Bolivia og Peru, hvor jeg bl.a. 

har lavet feltarbejde om aymara- og quechuaindianernes sundhedsbegreb, tro og kultur. Sidste år 

opholdt hele familien, 2 voksne og 2 børn under skolealderen, sig 7 måneder i Bolivia, for at lave 

indsamlingen. 

Vores ønske var at præcisere, hvor mangfoldig indianernes kultur er, og hvor forskellige mennesker, 

der er tale om. Ordet indianer bruges i flæng om alle indfødte folkeslag i Amerika. I virkeligheden er 

der tale om mange forskellige etniske grupper, med hver deres sprog og egenart. Grupperne kalder 

ikke sig selv for indianere, de hedder quechua, mayaer, aymara o.s.v. Bolivia er det land i 

Latinamerika, hvor der bor flest indianere, men det, at være indianer, er et vidt begreb, som ikke 

engang indianere selv altid ved, hvad er. 

Med samlingen her har vi forsøgt at fange ændringsprocesseme i samfundet og vist, hvilke 

identitetsproblemer, der opstår efter 500 års undertrykkelse. Indianeme bor ikke længere i aflukkede 

landsbyfællesskaber i bjergene. De er en del af den moderne nation, Bolivia. Størstedelen arbejder 

som bøndere, men må søge ind til byeme i perioder for at klare sig. Her kæmper alle for at overleve. 

Som storbyindianer indgår de i nye sammenhænge - arbejdsmæssigt som kulturelt. Ændringerne 

breder sig som ringe i vandet. Den vestlige indflydelse er stor og truer til tider med at ødelægge den 

traditionelle kultur. Om man så er mest ægte som traditionel indianer eller som moderne storbyindianer 

er et spørgsmål, der står åbent. 

Samlingens opbygning 

Boliviasamling B beskriver quechuaindianerne i dalområderne, i Bolivia. Gennem genstande, 

diasserier og tekstmateriale belyses deres kultur. Hverdag som bøndere, tro, klædedragter, 

arbejdsprocesser og fester. 

Anvendelse af samlingen 

De mange genstande er selvfølgelig beregnet til at inddrage eleveme aktivt i undervisningen. Enten i 

form af udstilling eller ved at eleverne direkte bruger tingene på samme måde som i Bolivia. Ved hjælp 

af de medfølgende tekster, plancher og dias kan man belyse emneme nærmere og tage fat i 

problemstillinger omkring indianeme. 

God fornøjelse 

Side 2 af 40 - Introduktion


Tekster til kort, plakater og fotostater 

PLAKATER 

1 

Denne katolske plakat forestiller det kristne kors forplantet dybt i Bolivia. Den er et reklamefremstød, 

hvor kirken viser sin store udbredelse. 

2 

Denne plakat med Mickey Mouse er en Coca Cola reklame, som kan fås for 3 kapsler. Coca Cola er 

utrolig populært. Der sælges 90.000 liter om dagen bare i La Paz. Drikken er stærkt opreklameret og 

sælges alle vegne. 

3 

Vægkalender med indianske symboler. Her er det ayrnaraindianemes fester og højtider, som er 

markeret. 

4 

Plakat til undervisning. Den forestiller alle de præsidenter, som har været i Bolivia. 

5 

Plakat til undervisning, som forestiller de mange slags kampe, indianerne har udkæmpet. 

6 

Undervisningsark til faget historie. De forestiller stenaldermennesket og bruges til at illustrere 

menneskets evolution. 

7 

Plakat til undervisningsbrug. Den forestiller de slag, Bolivia har udkæmpet. 

8, 9, 10 

Først i den nyere tid er eleverne begyndt at få undervisning i den gamle inkakultur og de kulturelle 

værdier, som deres eget samfund bygger på. Her forestiller undervisningsarkene bygningsformene, 

inkaeme, keramik m. m. 

11 

Undervisningsark om kulturerne før inkaeme. Plakater: 

KORT 

12 

Kort over Bolivia 

13 

Kort over Cochabamba 

RELIGIØSE PLANCHER 

14, 15, 16, 17, 18 

5 plakater i udvalg fra plancheserie over Jesu liv. Se hæfte (BOL.B. 155) ang. tekst og oplysning om 

serien. 

FOTOSTATER 

19 

Mor med barn. Tarabuco 

20 

To piger i kjole. Den ene bærer en balje. 



21 

Klædedragt. 

22 

Mand iklædt jakkesæt 

23 

Pige i marken iklædt traditionel vævet kjole, hat, og sko. 

24 

To kvinder m. et barn på vej hjem fra dagens arbejde. 



Generel tekst 

Kvinden der røgter 

og spinder og ammer 

og synger på een gang 

ved ikke hvad klokken er. 

Tid 

forstår hun sig på. 

Gennem årtusinder har der levet mennesker i Andesbjergene i Bolivia. Vi kalder dem for indianere og 

slår dem i hartkorn med de store civilisationer, der lever i resten af Amerika. Men ordet ”indianer”, er 

den betegnelse søfareren Columbus gav dette folk, da han troede at søvejen til Indien, var fundet. Den 

misforståede betegnelse har hængt ved dem siden, som en forudanelse fra svundne tider, om den 

triste skæbne der overgik indianerne. Død, trældom, krig, fattigdom, 500 års undertrykkelse og 

negligering af deres kulturelle værdier. Indbyggerne i Amerika er ligeså forskellige, som vi er det i 

Europa. Området spænder fra urskov til storbyer, strande, ørken og bjergkæder med 

regnskovsjægere, nomader, bjergbønder, tiggere og advokater, Azetekere, Mayaer, Quechuaer og 

Aymara, alt efter hvilket folk de stammer fra - ligesom europæere er f.eks. danskere, svenskere eller 

hollændere. ´Indianer´ er et skældsord i Latinamerika, en betegnelse de rige slynger ud, når de fattige 

bjergbøndere drager til byen og håbløst slår sig ned på hovedstædernes bjergsider, som et åbent sår i 

vores samvittighed. 

Fra Chile i syd til Ecuador i nord strækker Andesbjergkæden sig. I dens folder levede mange små 

befolkningsgrupper, der alle som én, blev besejret og underlagt de krigeriske inkaer, der erobrede 

Andesbjergkæden et par århundrede inden spanierne fik samme ide. Kun ét folk forstod at bevare 

deres oprindelige sprog og levevis: det var collaérne fra højsletten i det nuværende Bolivia. Igen og 

igen kæmpede de mod overmagten, - først mod inkaerne, siden skulder ved skulder - inka og colla 

imellem - de kæmpede sammen mod den spanske svinehyrde Pizarro. Da de skæggede spanierne 

kom ridende i bjergene, troede collaéme og inkaerne, at de var guder. De behandlede dem gavmildt 

og gæstfrit, men blev snydt og bedraget. Den højeste inka, som var solens søn, blev taget til fange. 

Folket græd og gav alle deres guldsmykker i løsesum. Spanierne beholdt guldet og de tog inkaernes 

liv med i købet. 

Dét har de til fælles i dag: smerten over at være taget i de rå røveres vold, nedtrampet, erobret og 

forkastet som folk. Splittede og forsømte har de gennem århundreders lidelser på trods bevaret deres 

kulturers forskellighed. Kolonimagten forbød deres tro, klædedragt og sange. Gennem kongelige 

gesandter, europæiske lykkerejsende og Guds udvalgte folk, fik ridset ind i deres hud, at de var 

indianere, et kulturløst folk, der intet var værd som mennesker. Og alligevel formåede de at bevare 

mange kulturelle træk intakte i det skjulte. Langsomt - ganske langsomt - vinder den etniske stolthed 

frem. Den oprindelige befolkning er atter ved at rejse sig, deres store videnskaber, verdensanskuelser, 

enestående håndværk og mangfoldige sprog bliver igen tillagt værdighed. Men ordet `indianer´, 

forsoner de sig aldrig med. 

Kampen mod overmagten har været lang. Kharisiri-myten gengiver fint integrationsgraden. Kharisiri er 

en hvid mand, med skæg og kappe samt en stor bredskygget hat. Han vandrer omkring i de måneløse 

nætter og overfalder folk (især rejsende), som opholder sig på øde steder. Han bærer en lille kasse 

omkring halsen, hvori han har et magisk pulver, som han kaster efter folk, for at de kan falde i søvn. I 

bæltet bærer han på et stort sværd, som han kan skære menneskefedt af med. Han venter altid til 

offeret sover og skærer så i siden, for at komme ind til kroppens fedtdepoter. Indianernes fedt sælges 

til den katolske biskop, som bruger det til at lave den hellige olie af, eller det blandes i kirkeklokkernes 

bronzelegering; jo mere menneskefedt desto bedre klang, derfor synes indianerne at klokkerne jamrer. 

Da de fantastiske flyvemaskiner indtog verden, mente man også, at de fungerede via menneskefedt. I 

dag er man overbevist om, at fedtet bliver brugt til at lave atombomber af eller til at lave dyre 

parfumerede sæber til overklassen. Myten følger så at sige med tiden. 

Kharisiri er blevet til et symbol på den indianske kamp imod den imperialistiske udbytning. 

Koloniherredømmet blev bestemmende både for den senere økonomiske udvikling i landet, hvor 

Bolivia blev reduceret til at være totalt afhængigt af svingningerne på verdensmarkedspriseme, og for 

formen af udbytning for den indianske befolkning op igennem tiden. Over otte millioner indianere blev 

dræbt under erobringen og sidenhen har den indianske befolkning lidt store tab og stor overlast. 

Side 5 af 40 - Generel tekst


Myten om Kharisiri er indianernes kulturelle forsvarsmekanisme overfor den hvide hersker. Igennem 

myten latterliggøres den hvide mand med sit skæg (indianerne er selv skægløse) og påklædning. 

Figuren bliver en parodi på de hvide. En parodi som ikke kun lever i myterne, men som også udgør et 

vigtigt element i indianernes danse og musik. Mange af dansene under kamevallet og ved årets andre 

sociale lejligheder, vidner om et kritisk syn på de hvide. Man parodierer således over erobreren i 

dansen saya, hvor indianere ifører sig bred hat, pufærmer og støvler og smælder med pisken, imens 

de i lange rækker symbolsk passerer forbi den store mængde af tilskuere, ligesom de i dansen 

doctorcitos - hvor indianere ifører sig høj hat, stok og briller samt pingvinhale - som en parodi på de 

fremmede hvide læger. Latterliggørelsen af herskeren er en forsvarsmekanisme over for århundreder 

af fortvivlelse og forsat udbytning. 

Med samlingen her vil vi gerne forsøge, at skære en flis af kulturbarriereme og vise folkenes 

forskellighed. Vi tør tage ordet indianer i vores mund, for herhjemme tillægges ordet ikke de 

nedladende egenskaber, som i indianernes egne lande. Der bor ca. 4 millioner indianere i Bolivia i 

dag, men at være indianer er mange ting. Hvor forskellige befolkningsgrupper, der er tale om, hvilke 

omvæltninger der sker indianere imellem, og hvilke problemer de har med at finde en indiansk identitet 

500 år efter, fortæller samlingen om. Den består af tre delsamlinger A, B, C. Bolivia samling A 

indeholder genstande, tekster og lysbilleder om Aymaraindianeme på højsletten. Bolivia samling B 

indeholder genstande, tekster og lysbilleder fra Quechuaindianeme i dalområderne og Bolivia samling 

C omfatter genstande, tekster og lysbilleder fra musikkulturen i Bolivia. 

GEOGRAFI OG KLIMA 

Bolivia ligger i hjertet af Sydamerika, der hvor Andesbjergkæden bøjer af og breder sig. Landet 

grænser mod nordvest op til Peru, mod sydvest til Chile, mod syd til Argentina og mod øst til Paraguay 

og Brasilien. Det samlede areal udgør 1.098.581 km2. Før i tiden havde Bolivia adgang til Stillehavet, 

men mistede det i Stillehavskrigen år 1879-84. Det tabte havområde er i dag et stort nationalt traume. 

Landet er præget af store højdeforskelle. 

Geografisk inddeler man det i tre forskellige klimatiske zoner: dalområdet som udgør ca. 19 %, 

lavlandet på ca. 70 % af landets territorium og endelig højlandet, som udgør resten. 

Dalområdet: ligger på skråningerne af den østlige bjergkæde, i 2-3000 m. højde. Dalene strækker sig 

fra den østlige Andeskæde mod syd, hvor de ender i højjungle. Her regner det meget og området 

kaldes for Bolivias spisekammer. Der dyrkes en lang række tropiske afgrøder, som kakao, sukker, 

cocablade, citrusfrugter m.m. – varer, som resten af landet forsynes med. Ca. 42 % af landets 

befolkning, bor i dette område, fortrinsvis nybyggere og quechuabøndere. 

Lavlandet: er en tropisk regnskov mod nord og syd. I midten ligger store tørre sletter. I regntiden er der 

kraftige oversvømmelser og ufremkommelige veje. Landbruget er i økonomisk vækst her, der dyrkes 

afgrøder som sukker, bomuld, ris, kakao m. m. I lavlandet bor 20 % af befolkningen, heraf er 

størstedelen driftige kvægavlere og plantageejere. 

Højlandet: befinder sig imellem Andesbjergenes vestlige og østlige bjergkæder, hvor der ligger en stor 

højslette i 3-4500 meters højde. Sletten er 800 km lang og 650 km bred og dækker mindre end 

halvdelen af landets samlede areal; alligevel har det altid været den tættest befolkede del af landet. 

Højsletten er et barskt og vindblæst bjerglandskab med en majestætisk ro og skønhed over sig. Midt 

på sletten ligger Titicacasøen, som udgør grænsen imellem Bolivia og Peru. Den er 171 km lang og op 

til 64 km bred og indtager en betydningsfuld plads i landskabet. Områderne omkring søbredden er de 

mest frugtbare, hvor mere varierede afgrøder dyrkes og husdyrholdene holder til. De højestliggende 

tinder bruges som græsningsområder til husdyrene. 

Langs Stillehavskysten og indover det sydamerikanske kontinent, løber der et stort regnløst bælte på 

tværs af det sydlige Bolivia og den vestlige Andesbjergkæde. Konsekvensen er, at der kun er 

regelmæssig nedbør i den nordlige del af altiplanoet. 

BEFOLKNING 

Bolivia er ca. 20 gange større end Danmark, men der bor kun 7 1/4 million mennesker i alt. Landet er 

det tyndest befolkede i Sydamerika. Størstedelen af befolkningen bor på højlandet, I hovedstaden La 



Paz og i de tilstødende dalområder, som f.eks. Cochabamba. Spansk er det officielle sprog, men 

Bolivia er et multikulturelt samfund, med mange forskellige etniske grupper, som hver har eget sprog, 

kultur og traditioner. Over halvdelen af befolkningen taler således et andet sprog end spansk. Ofte 

lærer indianerne at tale spansk i skolen. De fleste indianere er flersprogede; aymarabønderne taler 

således aymara/spansk og mange quechuabønder quechua/spansk. Mange indianere behersker 

endog tre sprog, aymara/quechua/spansk. 

Den største indianske gruppe er quechuaindianerne med ca. 3 millioner medlemmer. Den næststørste 

er aymaraindianerne med ca. 1 million mennesker. Foruden dem bor der ca. 100-150.000 

lavlandsindianere fordelt på ca. 41 stammer. Resten af befolkningen er hvide, fortrinsvis efterkommere 

af erobrerne, blandet op med store indvandrergrupper fra Italien, Tyskland og Japan, som alle sætter 

deres præg på det bolivianske samfund. 

De mange samfundsgrupper har desværre ikke ligeværdig adgang og rettigheder til landets 

ressourcer. Der eksisterer et kulturelt hierarki, hvor den statusmæssige position i samfundet, er i 

overensstemmelse med adgangen til de politiske, sociale og økonomiske strukturer i samfundet. 

Samfundseliten udgøres af immigranter og efterkommere af erobrere. De har dannet en hvid 

overklasse primært i byerne, som lever efter et vestligt kulturmønster. Siden kolonitiden har det 

spanske sprog og vestlige værdier været knyttet til den udøvende magtelite i samfundet, med den 

følgevirkning at både sproget og de vestlige værdier er blevet kulturelt dominerende og influerer på de 

andre klasser og etniske grupper i samfundet. Jo længere op af den sociale rangstige man bevæger 

sig, desto nærmere kommer man magtens elite og den dominerende vestlige kultur. 

Den næste gruppe udgøres af Mestizo, efterkommere af spanske erobrere og indianske kvinder. De 

anses for at være folk med "blandede blodaner", der bærer på en spansk kulturarv, som de ønsker at 

bibeholde og leve efter. Således ser de op til den herskende klasse og den vestlige kultur. 

Den tredje gruppe omfatter de indianere, som har tilpasset sig bykulturen. De drager ind mod byerne 

eller koloniområdeme for at skabe sig en bedre tilværelse. De ønsker at blive integreret i byen og ser 

det ofte som en strategi, at aflægge den "hæmmende" indianske arv, for at tilstræbe sig det moderne 

byliv. 

Den kategori i samfundet som har laveste status er de indianere, der lever som traditionelle bønder i 

bjergene og viderefører den samme kultur og samfundsform som deres forfædre. Selv om 

befolkningen groft kan deles op i fem samfundsmæssige grupper, er der ikke tale om fastlåste 

kategorier, men om glidende overgange fra at være traditionel indianer til Cholo o.s.v. Forskellen giver 

sig først og fremmest udslag i valget af klædedragt og sprog, og den kulturelle identitet, som man 

derved giver udtryk for. Jo mere uddannelse en cholo f.eks. får mulighed for at få, desto mere mestizo 

vælger han/hun at være. 

Markedskvindeme i La Paz er cholas, aymarakvinder fra højlandet, der er draget til byen for at sælge 

deres varer. Igennem deres påklædning viser de deres tilhørsforhold. De bærer store vævede 

nederdele og har bowlerhatte på hovedet. Hvorimod en mestiz-kvinde vil være de vestido, - d.v.s. 

bære en europæisk klædedragt. 

Der er flere eksempler på familiemedlemmer som har valgt hver deres kategori. Der er ikke 

nødvendigvis tale om en økonomisk forskel imellem disse to grupper, men om en gradvis afkulturering. 

HISTORIE 

Der har eksisteret højtudviklede agrarsamfund i flere tusinde år på den bolivianske højslette. 

Tiawanaku-kulturen er det største af disse andinske kulturer. Det havde sit centrum ved Titicacasøens 

sydlige bred, og bredte sig helt til Stillehavskysten i Peru. Da erobrernes første kronikører rejste rundt i 

området, stod det store Tiawanakutempel i ruiner og indianerne forholdt sig tavse om dets brug. 

Mange mener, at Inkariget bygger på Tiawanaku-kulturen, det kan være noget af forklaringen på at 

aymara og quechua-indianeme har så mange fælles kulturelle lighedstræk. 

Omkring 1000-tallet blev Tiawanaku-riget opløst i små enheder, til mindre Colla-kongedømmer som 

var en konføderation af små stater. Aymaraemes forfædre havde et vidt udbredt handelsnet og 

udvekslede deres afgrøder quinoa og chuno med majs og andre frugter, der ikke kunne gro i højderne. 

I 1400-tallet blev Collariget, under navnet Collasuyu indlemmet i det ekspanderende Inkarige, som på 

sit højeste strakte sig fra Chile i syd til Ecuador i nord. Alle de områder som blev underlagt inka'en, 

blev organiseret efter samme model. Man bibeholdt den gamle styreform, men de erobrede skulle stille 



deres arbejdskraft til rådighed for Inka-staten og de officielle solkulter. Inden for landsbyerne blev 

jorden delt op i tre områder, de to første blev dyrket kollektivt, men tilhørte henholdsvis staten og 

præsterne. Udbyttet blev opmagasineret og anvendt til embedsmændenes eller præsternes underhold, 

Den sidste del af jorden gik til de enkelte bondehushold. 

Den officielle leder blev inddraget i statens administration og området blev langsomt quechuaiseret. 

Inkaerne erobrede foruden Collarige også de omkringliggende høje dale. Erobringen var så effektiv at 

efterkommerne i dag regner sig for at være quechuabønder - inkaernes efterkommere. Collaeme 

bibeholdte imidlertid deres eget sprog, Haque Aru, og i stor udstrækning fungerede de oprindelige 

kongeslægter som administratorer under inkaerne. 

Ved spaniernes ankomst år 1532 overtog de nye erobrere inkaernes administrative organisering, og 

bønderne blev sat i skat af deres afgrøder. Som et led i erobringsfasen katoliserede man indianerne 

under tvang. Med tiden er der opstået en religionsform bestående af indianernes traditionelle religion 

og den officielle statsreligion. 

Området fik en central rolle i det spanske kolonirige, da de store sølvforekomster i Potosi blev 

opdaget. Rigdommene flød til moderlandet og konsoliderede Spaniens magt. Sølvet fra Bolivia 

udgjorde en af forudsætningerne for fremvæksten af den europæiske kapitalisme. Indianerne blev 

tvangsudskrevet til det farlige minearbejde, - en udbytning som i realiteten knuste den indfødte 

befolkning. Syv ud af ti døde af kviksølv-forgiftning i minerne. Man anslår at befolkningstallet i Inkariget 

faldt med over otte millioner, (fra ca. 8-12 millioner) til én lille million i løbet af de første 30 år af 

erobringens første fase. Denne katastrofe skyldtes både sult, mishandling, socialt kaos og de 

fremmede sygdomme som indianerne ingen modstandskraft havde overfor. 

Traditionen for revolutioner og oprør er lang. Colla'erne gjorde modstand allerede mod inkaerne og 

siden gang på gang mod det spanske kolonioverherredømme. I 1567 blev den sidste inka, Tupac 

Amaru, henrettet i Cuzco, Peru, som leder af den store modstandsbølge i erobringsfasen. 

Indianeroprørerne forsatte dog stadig; i 1782 ledte Julian Apasa, under dæknavnet Tupac Katari, 

sammen med sin kone, Bartolina Sisa, modstandskampen blandt aymaraerne i det nuværende Bolivia. 

Alle modstandsfolkene blev henrettet efter årelange kampe mod den spanske regeringsmagt og er i 

dag folkehelte for den bolivianske bondebefolkning. 

Som det sidste land på det sydamerikanske kontinent blev Bolivia i 1825 uafhængigt. Det blev opkaldt 

efter befrielseshelten Simon Bolivar, som blev landets første præsident. Republikkens indførelse 

medførte imidlertid ingen forandringer for den store indianske befolkning. En lille elite bestående af 

godsejere og mineejere, styrede sammen med hæren og det spanske borgerskab landet i et jernhårdt 

greb. 

Middelklassen stod svagt og oligarkiet gjorde udbytningen værre for indianere, som blev holdt udenfor 

politisk indflydelse. Stemmeretten var forbeholdt dem som talte og skrev spansk (en lov som først for 

nylig blev ændret). Fra at være frie tributpligtige borgere blev indianerne gjort til fæstebønder på 

storgodserne. Indianere har kæmpet længe imod denne overmagt, og landet har været præget af 

politisk ustabilitet og social uro; fra 1825 til 1952 fandt der omkring 2000 bondeoprør sted. 

Først ved revolution i 1952, blev de koloniale feudale strukturer og magtforhold væltet. De nye 

ændringer betød, at indianerne blev inddraget aktivt i samfundsopbygningen. De fik stemmeret, 

minerne blev nationaliseret, hæren blev opløst, undervisningen blev gratis og en omfattende 

jordreform, som afskaffede godsejerne, blev gennemført. Samfundet ændrede sig radikalt, men 

revolutionen førte ikke til en løsning af landets sociale og økonomiske problemer. 

Tinminerne var i en elendig forfatning og Bolivia var afhængig af stormagternes teknologi og 

kapitaltilførsel. Det gamle oligarki indgik i det nye borgerskab, og USA købte sig ind, både i militæret 

og i den nye overklasse, som manglede national ansvarsfølelse. Et nyt klassesamfund udviklede sig, 

hvor bondeklassen kom til at stå nederst. Bolivias historie igennem 60'erne, 70'erne og 80'erne 

udviklede sig til en kamp om revolutionsarven, hvor landet har været stærkt præget af de skiftende 

militærregeringer, som kuppede sig til magten. 

Ved jordreformens gennemførelse organiserede bønderne sig i syndikater for derved lettere at få 

jorden tilbage. Igennem tiderne fungerede disse organisationer mere eller mindre som magthavernes 

allierede, men i 1979 dannede aymaraerne et nyt syndikat, Moviemiento Revolucionario Tupac Catari, 

opkaldt efter den indianske frihedshelt. Dette nye syndikat har flere gange vist sin styrke bl.a. i 1979, 

hvor det i protest mod regeringens økonomiske politik afspærrede vejene totalt, så byerne ikke modtog 

madvarer. Aymaraerne har dannet partier og kæmper en kulturel kamp for genindførelse af 

tawantinsuyu og de gamle moralske og etiske værdier. 



AKTUELLE POLITISKE OG ØKONOMISKE SITUATION 

Siden 1982 har Bolivia for første gang i sin historie haft civile regeringer, som har afløst hinanden ved 

demokratiske valg. Efter de mange års kaotiske politiske tilstande brød landets økonomi sammen. 

Under den første demokratiske valgte regering, opstod der en hyperinflation på over 8.500 % på 

årsbasis. Regeringen stoppede inflationen ved en økonomisk hestekur i tæt samarbejde med 

Verdensbanken. Den neoliberalistiske politik har betydet at de offentlige udgifter i stærk modstrid med 

52-revolutionens idealer er blevet nedprioriteret. Det internationale fald på tinpriseme betød at 

minesektoren blev afnationaliseret, arbejderne fyret og sundhed og uddannelses-sektoreme 

decentraliserede, samtidig med af subventioneringen af fødevarer forsvandt. 

Denne økonomiske politik forsætter trods bred social uro i form af strejker og stor utilfredshed i 

middelklassens rækker. Hestekuren har medført store sociale omkostninger for befolkningen, 

reallønsfald, arbejdsløshed samt en voksende sektor af uformel økonomi. Den illegale handel med 

kokain er derfor udbredt. Det formodes at eksporten af kokain overgår landets samlede legale 

eksportindtægter. 

Levefoden er faldet og Bolivia hører stadig til de fattigste lande i Latinamerika. Regeringens 

økonomiske stramning har betydet en katastrofal forværring af befolkningens sociale og økonomiske 

situation, som især har ramt samfundets laveste klasser herunder indianerne. Lav- og 

højlandsindianeme har i de senere år indgået flere og flere alliancer sammen, men der stadig håbløse 

problemer. 

Bolivia har mange odds imod sig; en kæmpe udenlandsgæld, stor børnedødelighed, fattigdom og et 

ineffektiv bureaukrati. Danmark har flere private nødhjælpsorganisationer, som er aktive i Bolivia. 

Igennem mange år har regeringen herhjemme ydet statslån, og i 1993 blev Bolivia valgt som et af 

DANIDAS modtagerlande. Fremover vil en stor procentdel af DANIDA-støtten til Bolivia gå til 

indianerne. Hvilke projekter er endnu ikke afgjort. 

Ved det sidste valg i 1993 indgik den valgte præsident Gonzalo Sanchez de Lozada en 

regeringsalliance med aymaraindianers parti. Victor Hugo Cardenas blev valgt som aymaraindianer og 

blev derved den første aymaraindianer, som har siddet så tæt på magten. Hans valgperiode sammen 

med indianeren Rigoberta Menchu som blev nobelpristager skabte håb for mange, og det er blevet til 

en symbolsk sejr for indianerne og den indianske identitet, selvom vicepræsidenten i sit daglige virke 

befinder sig langt fra deres verden. 

Over hele Bolivia florerer de indianske symboler, som bliver brugt af mange forskellige 

samfundsgrupper. De er alle en del af en fælles fortid med indianske rødder. Hvornår den enkelte er 

indianer klæder sig som indianer og tænker som indianer er et spørgsmål med mange svar, som vi 

håber samlingen kan give. 

SAMFUNDET 

Indianernes samfundsstruktur er en evig balancegang - individ og fællesskab imellem. Den kosmiske 

verden er en parallel til den verdslige verden. I denne holistiske verdensanskuelse ser mennesket sig 

selv som et mikrokosmos, der fungerer socialt og fysisk efter de samme principper som i makrokosmos. 

På aymara oversættes begrebet helbred med suma jakana, som betyder at leve værdigt. At 

være rask er ikke kun ensbetydende med et godt fysisk helbred, det er at kunne yde sine daglige 

pligter og deltage i det fælles sociale liv i samfundet. Så længe man arbejder holder man sig rask og 

rørig. 

Samfundsnormen bygger på en høj moral, hvor ærlighed og arbejdsomhed er dyder som sættes højt. 

Dovenskab opfattes som direkte sygdomsfremkaldende, der kan medføre knuder i kroppens led, 

ligesom kedsomhed får kroppen til at svulme op. Bare det at være sengeliggende øger risikoen for 

depressioner og angstneuroser. 

Samfundet bygger på ayllu-strukturen, en jordejende enhed, hvorigennem bøndernes kollektive 

ejendomsret hvor et afgrænset geografisk område stadfæstes. Aylluen har en fælles politisk ledelse og 

medlemmerne realiserer forskellige former for kollektivt arbejde. Igennem århundreder har denne 

samfundsform fungeret beskyttende. Aylluen har været en urokkelig social enhed, der har modstået 

inkaerne, kolonitiden og republikken. Selv den dag i dag fungerer aylluen som en slags autonom stat i 

det bolivianske samfund, hvor nationalstatens embedsmænd rangerer på række med aylluens 

selvvalgte autoriteter. 



Ayllu-medlemmeme bor inden for et afgrænset jordområde, som kaldes for marka. Jorden distribueres 

igennem en blanding af individuel og kollektiv ejendomsret og deles op i tre kategorier: Den 

individuelle ejede jord som man arver retten til. Dette privatejede område kunne i lang tid ikke sælges 

ud af aylluen. Med jordreformen fik familierne imidlertid ret til at pantsætte eller sælge jorden frit. Der 

er derfor gradvist sket en større social differentiering af fattige, næsten jordløse bønder og velstillede 

familier i landsbyerne, da de hårdt pressede bønder har set sig nødsaget til at sælge ud af deres jord 

til de mere velstillede familier eller indgå strategiske ægteskaber. 

For aymaraerne er jorden ensbetydende med friheden. Mange bønder lader derfor deres slægtninge 

dyrke jorden for dem, mod andel i afgrøderne. Hvis de forlader fællesskabet. I byerne er bønderne ude 

af de traditionelle systemer og er nødt til at supplere de trange kår med fødevarer hjemmefra. Selv en 

ringe høst er bedre end intet. Denne stærke følelse af samhørighed med jorden er imidlertid ikke kun 

af økonomisk karakter; også de mere velstående aymaramedlemmer, som er emigreret, bevarer 

kontakten til deres fødested - de husker landsbyens mærkedage og kommer jævnligt på besøg. 

Foruden den individuelle jord har hver familie ret til afgrøderne fra det fælles jordområde. Retten til 

dette forpligter bønderne til at deltage i fællesskabets forsamlinger og systemer. Den fælles ejede jord, 

er de højeste områder, hvor den dårligste landbrugsmæssige jord fungerer som pastorale områder. 

Mange højlandsbyer forsøger at klare sig selv, ved politisk og økonomisk at danne en fælles front imod 

omverdenen. Men Aymarauniverset er ikke længere et statisk samfund, som kan isolere sig helt mod 

udefrakommende nye tendenser. Påvirkningen fra det ydre "hvide" samfund ses blandt de yngre. Her 

er der tale om en gradvis akkulturation, da det især er denne generation som er tvunget til at migrere til 

de større byer, for at søge andre indtjeningsmuligheder. 

De unge bringer nye værdier med sig tilbage, som kan skabe konflikter i lokalsamfundene. 

Uoverensstemmelserne kommer især til udtryk i de sociale og religiøse relationer. De unge har ofte en 

anden opfattelse af samfundsstrukturerne, hvilket giver konflikter omkring ledelsesformerne. Da de 

vigtigste poster i samfundet traditionelt er domineret af de ældste mænd. 

Hver landsby udgør en lokalafdeling af det nationale bondesyndikat, hvor landsbyens leder, Maliku, 

ofte samtidig er generalsekretær i bondesyndikatet. Bondesammenslutningen spiller en stor rolle og er 

meget aktive politiske. Den fungerer som et mindre forum, hvor man tager problemerne omkring 

agrarproduktionen op. Det kan være alt fra gravning af vandingskanaler, mægling i jordstridigheder og 

at formulere landsbyens ønsker og behov overfor de centrale myndigheder. 

Bønderne er tæt forbundet i et net af tjenester og modydelser, for i aymarabøndernes verden 

eksisterer individet kun i kraft af helheden. Bøndernes økonomi er primært baseret på 

subsistenslandbrug og kvægavl. De afgrøder som dyrkes er oprindelige plantearter som bønderne har 

tilpasset højderne; quinoa (chenopodium quinoa), oca (oxalis tuberosa) papa lisa (ullucus tuberosus) 

og canahua (chenopodium pellidicaule). Det er primært kornprodukter, kartofler, rodfrugter, majs og 

hestebønner, hvoraf kartoflen med over tre hundrede varianter er den vigtigste afgrøde og en dårlig 

kartoffelhøst kan få katastrofale følger. 

Af husdyr holdes enten køer, får, lamaer, høns eller marsvin. Kvægbestanden er den vigtigste. Ofte 

ejer familierne kun en enkel ko eller to, som bruges i markarbejdet. Mælken forarbejdes til oste som 

forhandles på markedet. Fårebestanden leverer uld til beklædning og lamaerne bruges som lastdyr. 

Høns og marsvin er store delikatesser, æggene sælges eller byttes videre og marsvinene indgår som 

en rituel gave f.eks. ved bryllup og ligeledes i visse sygdomsbehandlinger. Bønderne supplerer 

endvidere med lidt fiskeri i søen, men p. g. a. dårlige fiske- og opbevaringsmuligheder udgør fiskeriet 

ikke et vigtigt tilskud til den daglige kost. Bønderne indgår ligeledes i et større markedssystem. Alle 

landsbyerne er knyttet til hinanden i et større netværk med hver deres markedsdage, som udgør en 

stor af indianernes sociale liv. 

Samfundet er opbygget omkring et kollektivt værdisystem, hvor man igennem et væld af økonomiske 

og sociale udvekslingsrelationer, udveksler værdier som en sikkerhed for den sociale eksistens. 

Denne interne organisering af landsbyen væver indianerne sammen i et mønster af tjenester og 

modydelser. De vigtigste af disse kollektive institutioner er minka, mita og aini. 

Minka-minga, er en økonomisk institution, der kan opfattes som en tilpasset arbejdsmetode til det 

tidkrævende landbrug i de stenede bjergegne. Det er en form for betalt arbejde, der træder i kraft ved 

såning og høst. Alle mødes "frivilligt" for at deltage i fællesarbejdet hos en enkelt familie, - denne 

familie giver til gengæld maden. På quechua betyder Minka mad og den fælles spisning er obligatorisk 

for minka arbejdet. Man vil altid blive budt på et måltid mad. Igennem minkainstitutionen har man 

mulighed for at låne arbejdskraft, til at bede andre om en tjeneste, mod betaling af et måltid mad. 



Mita - eller faena som det også kaldes på spansk, er obligatorisk deltagelse i offentligt arbejde. Hver 

familie har pligt til at stille sig til rådighed et bestemt antal dage om året, for at udføre fællesarbejde for 

hele ayllu'en. Det kan være veje som bliver repareret, broer, skolebygninger o. l. 

Aini-systemet er et reciprokt udvekslingssystem, hvor man låner af hinanden. Det kan være alt fra 

fødevarer til arbejdshjælp m.m. Senere betaler man tilbage i nøjagtig samme mønt, arbejder man 

f.eks. for en bonde på en kartoffelmark opvejes forholdet af de kartofler man får, når bonden høster. I 

det øjeblik en person hjælper en anden står den første i afhængighedsforhold til giveren indtil forholdet 

er ophævet ved at betale pantet tilbage. Det er en vekselvirkning, hvor giverens og modtagerens 

status svinger. 

Ainien kan tolkes som starten på social ubalance, men forholdet giver samtidig en mulighed for at yde 

igen. Ved rejsningen af en ny skolebygning, som regeringen havde givet nabolandsbyen, forærede 

bønderne således regeringsrepræsentanterne en vædder, så var forholdet ophævet. Ainiforholdet 

sætter bønderne i stand til at låne midler til større udgifter, f.eks. ritualer i forbindelse med 

helbredelsesritualer. Da der ikke eksisterer faste regler for tilbagelevering, er systemet en stor hjælp 

for familierne i særlig belastede situationer. Gennem disse kollektive institutioner hjælper indianerne 

hinanden. Dette gensidighedsprincip er samfundets aksel. 

Selvom quechua- og aymara-indianeme tilsammen udgør den største befolkningsgruppe, har de 

politisk ringe indflydelse i samfundet. Regeringsmagten ligger i hænderne på en lille hvid overklasse. 

Den politiske magt er baseret på et hierarkisk sæt af tætte nedarvede sociale relationer, hvorigennem 

der skabes adgang til både økonomiske og politiske ressourcer. 

Bønderne står uden for dette system af hierarkiske relationer, og opfatter det som et fænomen de 

ingen indflydelse har på. Deres samfundsstruktur adskiller sig fra den herskende klasses, hvilket 

betyder at bønderne er isolerede både politisk og økonomisk, da de generelt er overset når det gælder 

om at få del i de sociale goder. Bønderne er derfor nødt til at sikre sig økonomisk igennem et sindrigt 

netværk af personlige relationer på alle niveauer. 

De rette forbindelser sikrer adgang både til en højere social position og virker som en økonomisk 

forsikring. Adgangen til ressourcerne i samfundet, herunder også sundhedssektoren bygger på 

politiske og økonomiske strukturelle forbindelser. Dette skaber en skæv fordeling af samfundets få 

goder og bønderne er derfor som led i en overlevelsesstrategi tvunget til at indgå sociale alliancer for 

at sikre sig på længere sigt. 

En aymara- eller quechua-bonde kan kun skaffe sig økonomiske fordele - eller adgang til magtens 

domæne - igennem et af samfundets ressourcegivende institutioner, som compadrazgo- eller cacerasysiemet. 

Derfor indgår man flere sociale alliancer ad gangen. 

For de højlandsbønder som integrerer sig i bykulturen er betydningen af flere systemer ekstra vigtige. 

De eneste muligheder disse bønder har for at klare sig i storbyen er at indgå alliancer som 

compadrazgosystemer med personer i de højere samfundslag. Compadrazgo-systemet er oprindeligt 

spansk. Det blev grundlagt i middelalderen, med udspring i den katolske tro. Indianerne i Sydamerika 

var tvunget til at videreføre dette system, da befolkningen i løbet af det første kvarte århundrede af 

erobringsfasen blev drastisk reduceret, - over 8 millioner døde. De overlevende måtte indgå rituelle 

slægtskabsalliancer for at klare sig. 

Igennem gudfaderinstitutionen sikrede bønderne sig socialt, åndeligt og økonomisk, da der ved 

barnedåben indgåes rituelle slægtskabsrelationer imellem det nyfødte barn og gudforældrene, samt et 

imellem barnets forældre og gudforældrene. De udvalgte padrinos (gudforældre) forpligter sig til at 

hjælpe deres ahijado (gudbarn) økonomisk under opvæksten og varetage barnets opdragelse i tilfælde 

af at forældrene bortfalder. Det er derfor vigtigt at etablere et compadrazgo-forhold til potentielle gode 

padrinos, økonomisk velstillede personer og derved sikre sit barn de bedste vækstbetingelser og rette 

sociale relationer fra starten. 

Samtidig indgås der et rituelt slægtskab imellem barnets forældre og barnets gudforældre. Igennem 

compadrazco-systemet indgår de to compadres i et livslangt gensidigt udvekslingsforhold, som 

vedvarer selv om gudbarnet dør. Personen opnår en ny status ved at blive enten madrina eller 

padrino, der er således både tale om en overgangsrite for barnet der døbes og for gudforældrene, som 

bliver optaget i forældrenes slægtskabskategori. Efter at forholdet er indgået tiltaler man symbolsk 

hinanden med den høflige betegnelse compadre/comadre. Til gengæld for gudforældrenes ydelser 

opnår de en ærefuld position i slægten og har krav på at blive behandlet bedre end andre 

tilstedeværende ved en hver lejlighed. 



Compadrazgo-systemet kan indgås på flere niveauer, med forskellig betydning, alt efter ens sociale 

tilhørsforhold. Markedskvindeme indgår for eksempel ofte alliancer med hinanden, for at styrke deres 

venskab. Compadrazgo-relationeme udvider altså personens netværk og indflydelse i samfundet og 

de etableres strategisk og plejes varsomt. De er meget ofte det eneste bånd en bonde kan trække på i 

byerne, både i tilfælde af videreuddannelse i hovedstaden, eller i tilfælde af lægebehandling på de 

større hospitaler i byerne. Indianerne har yderligere udvidet systemet til at sponsorere hinandens 

fester. De vælger gudfædre til kager, bryllupsringe, indvielsesfester m.m. På den måde har alle en 

chance for at klare sig, selvom de ikke er økonomisk velstillede. 

RELIGION 

I missionskirken 

bræger omvendte indianere 

svenske salmer 

på spansk til en hangud 

i fjerne himle. 

Udenfor ved de bedre: moder vor, 

siger de, du som er i jorden. 

Malinowski 

Universet består af to halvdele som holdes op imod hinanden, sol/måne, mand/kvinde, dag/nat. Denne 

dobbelthed går igen i opfattelsen af det gode og det onde, da alt og alle indeholder begge kræfter. 

Verden er bygget over en balanceret dualisme, hvor ethvert individ eller begreb berettiger og forklarer 

den andens eksistens. 

De traditionelle aymarasamfund hviler på en religiøs grundholdning, der har sit udspring i indianernes 

verdensbillede og som gennemvæver lokalsamfundene. Indianernes kosmiske univers er krævende 

og befolket af potentielle, farlige kræfter. 

Hele universet opfattes som en stor levende organisme, hvor Pachamama og mennesket gensidigt 

sikrer hinandens kontinuitet. Bønderne opdyrker jorden, føder guderne og skænker det kosmiske 

univers frugtbarhed. De guddommelige kræfter sikrer til gengæld mennesket reproduktion. Guderne 

har menneskelige træk ånderne og Pachamama tørster, drikker og spiser ligesom mennesket selv, 

derfor ofrer man til dem. Hver gang man åbner et møde, indvier et nyt hus, køber en større ting, fester 

sammen eller arbejder i marken ofrer man altid først et par dråber alkohol til Pachamama. 

I indianernes verdensbillede er intet tilfældigt - selv atmosfæriske forhold som dårligt vejr, har en 

årsag, der skal søges blandt menneskene. Klimatiske svingninger, sne, regn, hagl, lyn skyldes en 

menneskelig brist, en overtrædelse, som har forstyrret balancen mellem kosmos og mennesket. Er 

høsten slået fejl et år eller ødelægger et haglvejr afgrøderne, er det en menneskelig synder som er 

årsag. 

Hele samfundsstrukturen hviler på et harmonisk ligevægtsforhold, såvel på et individuelt plan som på 

samfundet og individet imellem. Det er vigtigt at ære de overnaturlige kræfter i det daglige, for at 

forhindre at de slipper deres hævngerrige kræfter løs. Dette harmonibegreb hvor alt og alle er 

indeholdt i en fuldstændig livsproces, brydes ved konflikter på det ydre eller indre plan. For at 

opretholde samfundets orden må konflikterne derfor forhindres igennem et forebyggende arbejde. 

Det kosmiske univers er til stede overalt i det geografiske område og aymarabønderne befinder sig i et 

stadigt brændpunkt for de sakrale kræfter, da de lever i verdens midtpunkt og er ofre for åndernes 

evige kampe. 

Gennem de religiøse ritualer tilkalder man ånderne og tilbyder dem et symbolsk måltid mad i form af 

en offerpakke og et forsoningsritual, som tak for den beskyttelse de har ydet. Glemmer man dette 

synder man imod et af samfundets gyldne regler og ligevægten i den kosmologiske eller fysiske 

verden forstyrres. Et forsoningsritual kan vare en hel dag og er en stor social begivenhed, hvor alle 

medlemmer af fællesskabet deltager. De rituelle handlinger under offerprocessen udføres af 

landsbyens traditionelle helbredere og sikrer frugtbarhed og velfærd for alle. Ikke at deltage i det fælles 

forsoningsritual udgør en trussel for resten af bondesamfundet. 

Der er tale om agrarritualer, der udføres både kollektivt og individuelt. Selve agrarcyklusen kan deles 

op i tre store epoker; den tørre tid, fra omkring juni/juli til august måned, hvor man sår jorden og 

udfører små individuelle offerhandlinger til pachamama, for at bede om en god høst. Regntiden, fra 



omkring august til januar, hvor afgrøderne vokser og man ofrer individuelt eller kollektivt til 

tordenguden og pachamama for at bede om beskyttelse af afgrøderne. Den kolde tid, omkring februar 

til april/maj, hvor høsten skal i hus, og der udføres et stort kollektiv offerritual som tak for dette års 

høst. 

Metaforisk udtrykkes august måned som det tidspunkt, hvor bjergånderne er mest sultne. De har 

munden åben i hele august og skal fyldes godt op. Derfor er ritualerne overdådige i august måned. Der 

bliver samlet ind til offerhandlingen og alle bidrager med ingredienser: cigaretter, cocablade og 

alkohol. Embedsmændene kommer med de store offergaver som f.eks. får. Ritualet er en 

bekræftigelse af det fælles kosmologiske grundlag, men bøndernes forskellige status udtrykkes 

gennem samme. 

Offerpakkens vigtigste ingredienser er det dulce misa, alkohol og maden, som bønderne kalder for 

deres carino (kærlighed eller omsorg). Hvis man er på besøg hos hinanden og endnu ikke er blevet 

budt noget af værten, siger man gerne at "der er ingen carino på dette sted". Ved at ofre mad og 

drikke til pachamama viser bønderne deres kærlighed til gudinden. 

Ritualerne finder ofte sted i overensstemmelse med agrarcyklusen eller på de katolske helgendage, 

som påske, pinse, karneval, allehelgensdag m.m. Ritualernes motiver er varierende, men 

gennemgående foretages de for at udveksle et rituelt måltid mad til gengæld for afgrøderne, for at 

sikre sig en god høst i fremtiden eller for at forsone en overtrædelse af samfundets spilleregler. Ved 

siden af disse præventive aktiviteter foretager bønderne sig mange andre handlinger, som er knyttet til 

den daglige samfundskontrol. 

Eftersom hele samfundsstrukturen er baseret på kollektiv deltagelse, må der nødvendigvis ske en 

stærk social kontrol, hvor ethvert forsøg på afvigelse eller adskillelse fra normen og resten af 

samfundet, sker på bekostning af de andre. Samfundsnormen bygger derfor på en høj moral, hvor 

ærlighed og arbejdsomhed er dyder, som sættes højt. Det traditionelle aymara moralkodeks kommer 

klart til udtryk i tre forbud; du må ikke stjæle, lyve, eller være doven. Essensen af denne 

verdensopfattelse bliver at jorden kun gror, når verden hviler i sig selv. Som menneske må man 

respektere alt liv og garantere livets forsatte beståen, ved at give noget igen for sit jordiske udkomme. 

Det er derfor i alles interesse, at der foregår en skarp social kontrol blandt aymarabøndeme. 

Den kristne mission - både den katolske og protestantiske, har igennem mange hundrede år forsøgt at 

omvende de oprindelige folk i Sydamerika til den kristne tro udfra missionens oprindelige definition. De 

historiske omstændigheder ved missioneringen, samt især den katolske kirkes brutale 

omvendelsesforsøg og de mange nye evangelistiske sekter, som vinder frem i Latinamerika, har 

medført en religiøs mangfoldighed. På trods af dette brogede spirituelle udbud, var og er missionen 

kulturbestemt og baseret på missionærernes egne kulturmønstre. 

Den kristne religion er en del af den vestlige verdens verdensopfattelse, og vores kultur og 

samfundsmodeller ligger langt væk fra de oprindelige folkeslag. Den katolske tro er i dag statsreligion i 

hele Sydamerika, og de mange etniske grupper har gradvis tilegnet sig de katolske elementer og 

integreret dem i deres eget verdensbillede og traditionelle religion. Derved har de oprindelige folk både 

forsøgt at skabe kontrol over de kristne udtryksformer, men samtidig er mange etniske grupper 

medlemmer af den katolske eller evangelistiske kirke. 



Litteraturhenvisninger 

Du kan finde stof til eftertanke i faglitterære materialer, musik og film. Vi forslår her en række udvalgte 

emner, som du kan gå videre med. 

Bøger om høj- og lavindianere 

Inkaens sange, er den rene poesi. Digtene er den sidste inkas sange til livet, kærligheden og 

universet. Gennem digtene lever man sig ind i indianernes sjæl og fornemmer stemningen fra tidernes 

morgen, før spanierne opdagede Amerika. Sangene er en del af Andesindianemes kultur og er 

overleveret mundtligt fra generation til generation. Gendigtet af Erik Voigt til dansk og udgivet på 

Husets forlag, Århus. 

Erobringens fortællinger, indianske myter gendigtet af Lisbeth Overgaard. Udkommet på Hans Reitzels 

forlag. 

Bolivia, kuppet og indianerne, en indføring i indianernes historie og aktuelle situation i 80’eme. Skrevet 

af Kristian Paludan. Udgivet af Folkekirkens Nødhjælp. 

Wairas første rejse. En børnebog om indianere på højsletten i gamle dage. Fyldt med tegninger af 

forfatteren Eusebio Topooco, der selv er aymaraindianer. Udgivet på Hjulet. 

Inkarigets samfund, om den gamle inkakultur levevis, politisk opbygning, ekspansion o.s.v. Skrevet af 

Lars Bjømeboe. Udgivet af Gyldendal. 

Vævninger fra det gamle Peru, om vævekunsten hos indianerne. Skrevet af Helen Engelstad. Udgivet 

af Nationalmuseet. 

Instrumenternes myter, en lille samling om musikkens opståen i Andesbjergene. Skrevet af Regulo 

Villarreal Dolores. Udgivet af Los Åndes Arte Caminante, Bagsværd. 

Genstandene er indsamlet af Annie Oehlerich de Zurita og Edwin Julio Zeballos Zurita under et 6 

måneders ophold i Bolivia 1994. Tekstmaterialet er udarbejdet i 1994/1995 af indsamlerne. Tak til 

Peter Friis Nielsen, Knud Ove Mandrup og Ejnar Larsen, for udlån af enkelte dias. Resten er taget af 

Annie Oehlerich de Zurita og Edwin Julio Zeballos Zurita, diasserien i Sämling B er lavet af Lasse 

Molholm Hansen. Copyright UNESCO-Skoleprojekt og Annie Oehlerich de Zurita og Edwin Julio 

Zeballos Zurita. 

Side 14 af 40 - Litteraturhenvisninger


Tekster til lysbilleder 

Indhold: 

Candelaria og Tarabuco (billede 1-15) 

Landbruget (billede 16-28) 

Maden (billede 29-39) 

Kvindernes vævekunst (billede 40-47) 

Mændenes bierhverv (eks. træfældning) (billede 48-53) 

Børnenes hverdag (eks. med Benedicta, 12 år) (billede 54-72) 

Højtider (billede 73-88) 

Hvad vil det sige at være indianer? (billede 89-99) 

CANDELARIA OG TARABUCO 

Ca. 65 km. øst for Sucre (Bolivia's officielle hovedstad) ligger en lille handelsby Tarabuco, der har 2- 

3.000 indbyggere. I Tarabucos opland er der knapt 40 comunidad'er (en slags små landsbysamfund), 

hvor befolkningen stadigvæk går klædt i deres meget særpræget traditionelle tøj. Bortset fra 

beklædningen og en traditionsbunden årlig fest (som hedder pujllay) i Tarabuco adskiller denne del af 

Bolivias indianere sig ikke fra resten af den quechua-talende indianske befolkning. Tarabuquenoeme, 

som de bliver kaldt, er altså ikke nogen særskilt etnisk gruppe. 

I denne diasserie skal vi stifte nærmere bekendtskab med en af comunidad'eme i Tarabucos opland. 

Selv om klædedragten er speciel for dette område, kunne det meste af det, vi skal se, lige så godt 

have været fra en anden comunidad i den quechua-talende del af Bolivias højland. 

Dias 1 

Lad os starte med at se menneskene og deres berømte beklædning. Her har vi en typisk familie, hvor 

forældrene fortsat går i det traditionelle vævede tøj, medens de køber fabrikeret tøj til børnene i byen. 

Dias 2 

Her har vi en anden familie, hvor vi ser, at både kvinder og mænd går med en speciel hjelm, der er 

kendetegnende for området. P.g.a. den stærke sol har alle en hovedbeklædning på til hverdag. Nogle 

mænd foretrækker dog hue eller kasket frem for den traditionelle hjelm. Vi ser endvidere at den ældste 

søn er en af dem, der er skiftet til lærredsbukser og skjorte. 

Dias 3 

De unge pigers hovedbeklædning ser festlig ud, men de går faktisk i den til hverdag, - selv når de er i 

marken og arbejder, som denne pige. 

Dias 4 

Ca. halvdelen af den yngre generation er skiftet til cholita-tøj, som ellers især er .kendetegnende for en 

stor gruppe af l. og 2. generationstilflyttere i byerne (se endvidere senere om de forskellige kulturelle 

grupperinger i Bolivia). 

Dias 5 

Størstedelen af dalområderne er ikke til at opdyrke. Den vækst, I kan se, er tjørnekrat og kaktusser, 

der kan tåle det hårde klima med megen sol og sparsomt med regn det meste af året - bortset fra 

regntiden, som visse år endda heller ikke er særlig regnfuld. 

Dias 6 

Som små pletter rundt omkring ligger der alligevel en samling gårde. De er organiserede i det, man på 

spansk kalder en comunidad. 

Dias 7 

I comunidad'en Candelaria har der været et boligforbedringsprojekt. Indianerne har fået cement og 

tagsten af en amerikansk ulandsorganisation, så de selv har kunnet sætte deres huse i stand. Husene 

er stadigvæk bygget af adobesten (en slags mursten lavet af tørrede jordblokke), så for at 

boligforbedringerne også skal se ud af noget udadtil, har indianerne malet husene hvide. 

Side 15 af 40 - Lysbilleder


Dias 8 

Bortset fra tagstenene er det mest indvendigt at forbedringerne kan ses. Der er blevet brugt cement til 

gulve og vægge, og i loftet er der opsat et stykke lærred. Alt dette er lavet for at holde binchugabillerne 

ude. Vinchuga-billen er bærer af en meget farlig parasit, som forårsager skade i de indre 

organer (først og fremmest hjertet) hos mennesker. Ca. 25 % af befolkningen i Bolivia lider af chagassygdom, 

som det bliver kaldt, og man har bl.a. rundet ud af, at Charles Darwin døde af netop denne 

sygdom. 

Dias 9 

Her ses et hus fra en nabo-comunidad, hvor ejerne har haft råd til selv at købe tagsten. 

Dias 10 

Indvendigt ser man dog tydeligt forskellen fra Candelaria. Jordklinede vægge, hårdttrampet jordgulv og 

ikke noget loft. Plakaterne er fra alle mulige forskellige politiske partier, der op til et valg kommer på 

besøg rundt omkring i comunidad'eme for at samle opbakning. Bagefter bruger indianerne plakaterne 

til at pynte på de Jordklinede vægge. 

Dias 11 

Her ses et fællesrådsmøde i Candelaria, hvor hver husstand er repræsenteret med en person (som 

regel manden - medmindre han er død eller ikke er hjemme). Comunidad'en er en politisk 

organisering, hvor fællesanliggender bliver ordnet. Det drejer sig om skolen, vandingsanlæg, relationer 

til andre comunidader og den landsdækkende bondefagforening, - men det drejer sig også om 

organisering af de store årlige fiestaer (fester), som vi vender tilbage til senere. Som noget meget 

vigtigt for de politiske partier er det fællesrådet, der beslutter, hvilket parti man skal stemme på ved et 

valg. D.v.s. at efter partierne har været på besøg og lovet guld og grønne skove, diskuterer man i 

fællesrådet, hvilket parti, man tror, bedst tilgodeser comunidad'en, og derpå stemmer alle på dette 

parti. 

Dias 12 

I Candelaria ligger der en hacienda, som efter boligforbedringsprojektet er kommet til at se ud som det 

mest faldefærdige hus i Candelaria. Fra slutningen af forrige århundrede frem til 1953, var alle 

indianerne i Candelaria og 22 andre omkringliggende comunidad'en stavnsbundne arbejdere for 

hacienda'en. Som betaling havde de hver deres lille lod jord, som var lige stor nok til at føde familien. I 

1953 blev der indført en jordreform, som bevirkede, at hacienda'en måtte give 3/4 af jorden tilbage til 

indianerne. D.v.s. at der i dag stadigvæk er mange indianere, der arbejder på hacienda'en, men 

bortset fra nogle få tjenstefolk er det i dag som daglejere i så- og høst-sæsonen. En dagsløn er ca. 10 

kr. 

Hacienda-ejeren er en gammel dame, som nogle gange vasker tøj nede ved floden sammen med de 

andre kvinder i Candelaria, men ellers har hun ikke direkte omgang med nogen i comunidad'en. Hun 

er selvfølgelig betydelig mere velstillet end indianerne, men der er ingen, som bliver millionær af at 

dyrke jord i Bolivias højland, - heller ikke når man ejer flere hundrede hektar, som der stadigvæk hører 

til denne hacienda. 

Dias 13 

I Candelaria er der ingen rigtige butikker, men der er et par stykker, der har købt rigeligt ind af lys, 

sæbe, ris, pasta og sodavand, som de så sælger af til de andre i comunidad'en, hvis der er nogle der 

står og mangler disse ting. Det giver en lille ekstra indtægt for de pågældende. 

Dias 14 

Ellers er der langt til den nærmeste butik, og både børn og voksne er vant til at gå mange timer, både 

når de skal til byen (som ligger 20-25 km væk), på besøg hos familie i nabo-comunidad'en, og når de 

skal i marken. 

Dias 15 

Hvis der skal transporteres tungere ting (f.eks. sække med kartofler) er der altid nogle i den nærmeste 

familie, som har et par æsler. 

LANDBRUGET 

Dias 16 

En families marker ligger altid spredt ud over det hele. Både sønner og døtre arver jord efter deres 

forældre, og det gør at jorden bliver splittet op i en masse mindre jordlodder. Endvidere er det ikke 



ualmindeligt at man bliver gift med én fra en anden comunidad, så selv om hver husstand kun har 

mellem 2 og 10 hektar jord, kan den være spredt ud på mange lodder. Det lyder besværligt, men da 

høsten let kan slå fejl p.g.a. for lidt regn eller for megen frost og hagl, er det faktisk en måde at gardere 

sig på. Som regel slår høsten nemlig ikke fejl over det hele, og så er det godt at have sine jordlodder 

fordelt udover et stort areal. 

Markerne dukker op de mest uforudsigelige steder for en dansker! På billedet forestiller man sig ikke, 

at der øverst oppe på bjergskrænteme kan ligge en mark (se næste billede). 

Dias 17 

Marken ligger i 3.200 meters højde - ca. 500 meter højere oppe end selve Candelaria! 

Dias 18 

Ofte er de bedste marker dér, hvor der ligesom er opstået en slette mellem bjergene. 

Dias 19 

Men da jorden er sparsom, findes der også marker som denne! Der er nærmest 20 cm. mellem hvert 

strå, men da det handler om at skaffe nok føde til familien, er det nogle gange nødvendigt at dyrke så 

dårligt et stykke jord. 

Dias 20 

Indianerne har lavet bassiner til at opsamle regnvand højere oppe i bjergene. De har opbygget et stort 

kanalsystem, så hvert bassin kan dække adskillige gårdes marker. Det er dog kun de lavereliggende 

marker, der kan blive kunstvandet af dette kanalsystem, og bassinerne er ikke større end, at gårdene 

må skiftes til at bruge vandet, således at det kun er nogle få dage i løbet af en måned, at kanalerne 

bliver åbnet for hver gårds marker. Endvidere er det ikke sjældent, at bassinerne tørrer ud, og så er 

der ikke andet for end at vente på næste regnskyl. 

Dias 21 

Kanalerne bliver hhv. lukket ved hjælp af en skovl jord og åbnet ved at fjerne den pågældende 

stopklods af jord. 

Dias 22 

Mellem hver række af afgrøder (i dette tilfælde majs), fordeler vandet sig via kanaler med nøje 

afstemte hældninger. På den anden side af marken samler det overskydende vand sig igen og kan 

løbe videre ind på en lavereliggende mark. 

Dias 23 

Her er der 2 ude og tjekke om vandet løber som det skal. 

Dias 24 

På dette billede høstes der kartofler. 

1 Andesbjergene har forskellige former for udveksling af arbejde. De 2 vigtigste, som stadigvæk 

benyttes i størstedelen af comunidad'erne, er ayni og mink'a. 

Ayni vil sige, at én udfører et arbejde for en anden, og at den anden på et senere tidspunkt gengælder 

med udførelse af samme slags arbejde. Denne form for samarbejde er meget udbredt, og måske op til 

en trediedel af arbejdet i markerne foregår på denne måde. Det er dog stort set kun nært beslægtede, 

der benytter sig af denne form for arbejdsudveksling. 

Mink'a betyder, at den, der engagerer andre til mink'a, bespiser hjælperne under arbejdet og giver dem 

lidt af høsten med hjem. I Candelaria bruger man næsten ikke mink'a i traditionel forstand, da 

aflønning er vundet frem. Men man kan godt sige, at mink'a-mentaliteten lever videre. For det første er 

daglønnen - uden skelen til køn, arbejdsindsats og arten af arbejde - ca. 6-7 kr., hvilket du næppe kan 

få arbejdskraft til andre steder end i din egen comunidad. For det andet omtaler folk det mere som 

hjælp end arbejde, og for det tredie er det den naturligste ting i verden, når der høstes, at alle deltager. 

Det bevirker, at unge piger er ude og hjælpe til i andre folks marker, selvom de kunne tjene mere på at 

sidde derhjemme og væve (se senere om vævning). 

Dias 25 

Læg mærke til traktoren i baggrunden. I Candelaria er der 2 brødre, som har lånt penge til en traktor. 

Det kan kun lige løbe rundt ved at de lejer den ud til andre i comunidad'en og ved at bruge den til 

transport af folk og deres varer ind til Tarabuco om søndagen, hvor der er et stort marked. 

Dias 26 

Selv om det mest er mændene, der arbejder i marken, hjælper de unge piger også til, når der høstes. 



Dias 27 

Konerne sørger for bespisning af alle, der hjælper til i marken. 

Dias 28 

Maden består af suppe, kartofler med chili-sauce, majs og en sammenkogt grøntsagsret evt. med 

pasta. 

MADEN 

Dias 29 

Køkkenet er husets samlingspunkt. Der er ild i ildstedet det meste af dagen, så hvis man kommer på 

besøg, bliver man altid budt på noget varm mad. 

Dias 30 

Ildstedet er lavet af noget leragtigt jord og placeret i et hjørne med udluftnings-huller oppe ved taget. 

Nogle gange sidder man udenfor og spiser, men for det meste spiser man i køkkenet. 

Dias 31. 

Der skal ofte males mel til suppe og grød. 

Dias 32 og Dias 33 

Et måltid består altid af enten majs eller kartofler som fyld og en sammenkogt grøntsagsret eller 

grøntsagssuppe - både morgen, middag og aften!. Når der er bagt brød, nøjes man nogle gange med 

brød og the, når man står op ved 5-tiden (lidt før solopgang). Men da mændene har et hårdt fysisk 

arbejde, vender de hjem igen ved 8-tiden for at få et mere fyldigt måltid. I den hvide skål på billede 33 

er der lidt ost, som spises til kartoflerne. Det er en helt hvid feta-lignende ost. Det er dog en luksus, når 

der serveres ost. 

Dias 34 

Kød spiser man kun til festlige lejligheder, og da kun kød fra får eller geder. Lammekød sælger man 

frem for at spise det selv, fordi det giver en god pris. Nogle af bønderne har grise, men også de bliver 

kun slagtet med henblik på salg. 

Dias 35 

Alle indvolde bruges til sammenkogte retter, - også tarmene og mavesækken. Som det ses af billedet, 

er der ikke meget kød på fårene og gederne. Kødet er derfor aldrig hovedbestanddelen af et måltid. 

Det bliver mere brugt til at give maden kraft og smag. 

Dias 36 

Der bages brød én eller to gange om måneden. Ofte går 2 familier (et par brødre eller søstre, der bor 

ved siden af hinanden) sammen om at bage. Man bager af 30-50 kg mel af gangen, så det tager hele 

dagen. 

Dias 37 

Ovnen består af en stor flad sten, der bliver varmet op ved at fylde ovnen med grene, der brændes af. 

Efter en times tid er ovnen varm nok til at bage adskillige omgange af de små, flade brød. Derpå 

varmes ovnen op igen af flere grene, der brændes af 

Dias 38 

For ikke at spilde varmen skal det gå hurtigt, så arbejdet ved ovnen er en konstant læggen brød ind og 

tage færdige brød ud. Det kræver flere hænder, og der er normalt ikke tid til at stoppe op og smile til 

fotografen. 

Dias 39 

Da ovnens sten er blevet varmet op ved at brænde grene af oven på den, skal brødene tørres af for 

aske bagefter. 

KVINDERNES VÆVEKUNST 

Dias 40 



Tarabuqueno'erne har en meget speciel vævekunst, som de er så berømte for, at der er åbnet et 

museum i hovedstaden Sucre, som kun udstiller vævekunst fra Tarabuco og et enkelt andet område 

med en lige så speciel vævekunst, Jalq'a. Men i modsætning til Jalq'a, hvor man kun væver for at 

sælge til turister, væver tarabuqueno'eme det tøj, de selv går i. Salget af vævede tekstiler til turister er 

ved at blive en væsentlig indtægtskilde for familien, så selv de kvinder, der ikke længere væver deres 

eget og mandens tøj, sidder flere timer hver dag og væver tekstiler for at sælge dem til turister. 

Dias 41 

Ulden har de fra fårene, og man ser sjældent en pige eller kone gå rundt uden at være i gang med at 

spinde garn. 

Dias 42 

De fleste farver fremskaffer de ved blomsterudtræk, men nogle af farverne bliver de dog nødt til at 

købe i byen. 

Dias 43 

Alle kvinderne i Candelaria farver deres garn sammen. Det er mest rationelt. 

Dias 44 

Der bruges meget fine tråde, så kvinderne når ikke meget mere end 5-10 centimeter på en dag, når de 

også skal nå at lave mad, hvilket jo tager mange timer hver dag, da de laver varm mad 3 gange om 

dagen. 

Dias 45 

Før de går i gang, har de hele mønstret inde i hovedet. Da det er ret detaljerede mønstre og 

afbildninger af dyr, de væver, er det ganske imponerende, at de kan bevare overblikket uden en 

skabelon eller "opskrift". 

Dias 46 

Til sidst skal der flettes en kant på. Kvinden til venstre har spændt nogle tråde ud, som hun bruger til at 

flette kanten med. 

Dias 47 

Dette stykke tekstil måler ca. 50 x 140 cm, og det har taget 3-4 uger at væve det. Det kan sælges for 

250,-kr., hvilket mange turister synes er dyrt, fordi de kan få andre fabriksvævede tekstiler til 50,-kr. i 

Bolivia. Men det er ikke med nær så fine mønstre og detaljerede dyreafbildninger. 

MÆNDENES BIERHVERV (F.EKS. MED TRÆFÆLDNING) 

At dyrke jorden er faktisk kun et halvtidsjob for mændene. Hvis de er heldige giver den sparsomme 

jord, de har, lige nok til at brødføde familien. Nogle gange har de et lille overskud af kartofler eller 

majs, som de sælger i byen, men det er mere almindeligt at de bliver nødt til at købe fødevarer i byen. 

Derfor er det nødvendigt, at mændene tager på sæsonarbejde andre steder i landet. Det kan være i 

coca-marker 

i Cochabamba, hvilket giver relativt godt, fordi coca-bladene bruges til at fremstille kokain. Det kan 

også være som bygningsarbejdere i byen. Men selv dårligt betalt arbejde hænger ikke på træerne. Det 

kan illustreres med følgende eksempel: 

Dias 48 

På billedet er 2 mænd lige fældet et træ. Der er meget sparsomt med træer i Bolivias højland, og dette 

træ har de købt for ca. 1.000,-kr. af hacienda-ejeren. De har endvidere skulle betale 200,-kr. til staten 

for at få lov til at fælde træet. Det er nu deres hensigt at save det op i planker, og sælge plankerne til 

husbyggeri rundt omkring i comunidad'eme. Det vil tage dem l 1/2 måned, og de kan tjene ca. 1.000,kr. 

hver, når hacienda-ejeren og staten har fået sine penge. Det ville være det bedst betalte arbejde, 

de havde lavet i flere år, - også mere økonomisk end at dyrke jorden, sagde de. 

Dias 49 

Det hele foregår selvfølgelig i hånden med enten økse eller sav. Her afstammes træ, hvorefter det 

bliver skåret over i passende længder. 

Dias 50 

For at save stamme-stykkeme ud i mindre stykker rulles de op på et stativ. Til dette behøves hjælp. 



Dias 51 

Stammestykket er savet ottekantet, så det ikke pludselig ruller ned igen. 

Dias 52 

Det sidste stykke bliver det vippet op. 

Dias 53 

Og så kan de ellers gå i gang med at save. 

BØRNENES HVERDAG (eks. med Benedicta, 12 år): 

Dias 54 

Børnene hjælper til i hverdagen fra de er helt små. Da husene skulle males var det oplagt at sætte 

børnene til det. 

Dias 55 

Malingen er lavet af et klistret kaktus-udtræk blandet op med kalk og vand, og penslerne er nogle strå 

bundet stramt sammen. Lige når malingen er smurt på ser det herrens ud. 

Dias 56 

Men når det er tørret som her, træder den hvide farve klart frem 

Dias 57 

Dette er Benedicta, som er 12 år. Vi vil nu følge hendes dagligdag. 

Dias 58 

Børnene går i skole i 5-6 år. Benedictas lillesøster Irene, som er 10 år, laver meget de samme ting 

som Benedicta, men hun går stadigvæk i skole, hvilket Benedicta holdt op med i sommers. Her spidser 

Irene sin blyant med en køkkenkniv, inden hun går i skole med sine kladdehæfter i en plastik-pose. 

Bøger er der ikke råd til. 

Dias 59 

Benedicta skal kigge efter de mindste. Men derfor kan hun godt lave andre ting samtidig, - om ikke 

andet spinde garn. 

Dias 60 

Børnepasning består dog mest i at holde øje med at de små ikke kommer galt afsted. Så derfor kan 

Benedicta sagtens vaske op efter morgenmaden, mens lillesøster render rundt og leger i gården. 

Dias 61 

Der er meget støvet på landet, så Benedicta vasker tøj hver anden eller tredje dag. Det foregår ved 

floden. 

Dias 62 

Ofte tager Benedicta afsted til floden sammen med nogle veninder, - og hvis hun venter til sidst på 

eftermiddagen kan lillesøster Irene også komme med, som det er tilfældet her. 

Dias 63 

Når tøjet er vasket finder pigerne et sted, hvor floden er lidt dybere, så de kan bade. 

Dias 64 

Så er der også tid til lidt leg. 

Dias 65 

Bedstemor er den i familien, som har ansvaret for fårene og gederne. Da hun er gammel, er det dog 

ofte pigerne, der skal vogte dem, og drive dem rundt i bjergene for at "græsse", - d.v.s. de spiser blade 

fra buskene, for græs er der ikke noget af. 

Dias 66 

Til at holde styr på de ca. 50 får og geder, som Benedictas bedstemor har sammen med sine sønner 

og døtre, bruger Benedicta en stenslynge. 



Dias 67 

Og så har hun også bedstemoderens 4 hunde til at hjælpe sig. 

Dias 68 

I dag er Benedicta blevet nødt til at tage sin lillebror med sig, og her sidder de og spiser deres 

medbragte mad. 

Dias 69 

Benedicta har også en veninde med, og det er langt sjovere at gå og hygge sig med hende, så de to 

piger går og laver sjov med lillebroderen, og sender ham afsted efter et får, der har forvildet sig væk 

fra flokken, mens de selv hygger sig med at fortælle fotografen om djævlene, der lever i bjergene. 

Dias 70 

Da Benedicta kommer hjem sidst på eftermiddagen, er Irene kommet fra skole, og hun er i færd med 

at grave nogle kartofler op til aftensmaden. 

Dias 71 

Derpå går de to søstre i gang med at skrælle kartofler. 

Dias 72 

Efter aftensmaden hjælper Benedicta sin lillesøster med lektierne, medens Irene forbereder næste 

dags morgenmad. Bedstemoderen sidder ved siden af og fortæller historier samtidig med at hun 

fletter. Hun kan ikke længere se så godt, så hun væver ikke mere. Derimod kan hun godt flette 

armbånd og kanter til datterens vævede tekstiler. 

HØJTIDER 

Fiestaer og andre højtidelige lejligheder er en meget stor og væsentlig del af indianernes tilværelse. 

Det er ikke bare i deres bevidsthed, at fiestaer optager meget plads, men også rent tidsmæssigt i løbet 

af året. I Candelaria er der 3 store fiestaer, der hver varer en uge, og desuden er der nogle mindre 

fiestaer i årets løb. Dertil kommer alle de festlige lejligheder og højtideligheder, som man kan regne for 

engangsbegivenheder, - d.v.s. bryllupper, begravelser og indvielse/velsignelse af nybyggede huse. 

Dias 73 

En af de 3 store fiestaer i Candelaria er karneval i februar måned. Oprindeligt var det en midtvejsfest 

mellem såning og høst, men efter den spanske erobring forbød den katolske kirke alle hedenske 

fester. Heldigvis gav alle de katolske helgener og helligdage befolkningen mulighed for blot at omdøbe 

deres traditionelle fester. I dette tilfælde var deres midtvejsfest mellem såning og høst 

sammenfaldende med det europæiske karneval, som så er blevet en langt større fest end det 

oprindelig var i Europa. 

I dag er der i Candelaria ingen, der kan gøre rede for, hvorfor de holder karneval, udover, at de siger: 

"Det er bare en tradition". Man kan dog se visse tegn på, at festen har drejet sig om mad og 

frugtbarhed. En vigtig bestanddel af festen er en dans pukhara, der foregår omkring en port, som er 

lavet af grene og blomster. Imellem portens stolper hænger der brød, frugter og flasker med sodavand 

og alkohol, og dansen ender med at folk ripper porten for dens mad og drikkevarer. (Læs mere om 

religion i Andesbjergene i artiklen "Er indianerne kristne eller er deres kristendom indiansk?" i Jordens 

folk 1993, nr.3). 

Dias 74 

Hele dagen (alle ugens dage) spiller, synger og danser de; - eller rettere sagt, de unge gør. Resten 

sidder og ser på, samtidig med at de snakker og drikker. Ud over at danse rundt om "porten", som 

bliver stillet op et nyt sted hver dag, danser de fra gård til gård. Musikken, sangen og dansen er meget 

monoton - en lang gentagelse af et enkelt tema. Der er 2 danseledere, som hver har en pisk, og hvis 

man ikke danser eller synger, bliver man pisket! Der er megen sjov og drillerier i de 2 danselederes 

måde at styre dansen på. Bl.a. gør de alt for at modarbejde hinanden. Derfor skal piskeslagene ikke 

tages så alvorligt, selv om de kan give nogle ordentlige rap over benene. Dansen er et slags ritual, 

som via sin monotoni og hårdhed skal bringe folk i en ekstase-lignende tilstand. Alkoholen hjælper 

også til at opnå denne tilstand. For at noget betyder noget, skal det også kunne mærkes. Tvangen 

med pisken er det sociale bånd. Man kan ikke stille sig uden for fællesskabet, for hvis man gjorde det, 

ville det få katastrofale konsekvenser for en. Dette giver sig også udtryk i folks drikkeri. 



Dias 75 

Man drikker aldrig alene, og til fiestaer sidder man heller ikke og nipper til sit eget glas. Der er altid en, 

som går rundt med en flaske alkohol og et lille glas eller en spand chicha og en skål og hælder op til 

folk. Man tømmer glasset eller skålen, så den næste kan få. Dette foregår i hver eneste gård, som 

dansegruppen besøger. Men der hvor "porten" er sat op sidder alle de, som ikke danser og bliver ved 

med at byde hinanden i en uendelighed. Det er umuligt at sige nej tak; - fællesskabet byder én at 

drikke! 

Det er selvfølgelig noget, folk udnytter til at drikke hinanden godt og grundigt fulde. Da man, hver gang 

man drikker, tjatter en lille sjat ud på jorden til pachamama (se manden med cowboyhat midt i billedet), 

er der nogle, der forstår at hælde det meste ud til pachamama, uden at de andre opdager det, men det 

er som regel en stakket frist, hvis folk ikke synes man dingler nok af fuldskab. 

Dias 76 

Som sagt blev "porten" opstillet et nyt sted hver dag, og ejerne af det hus, som den. blev opstillet 

udenfor, var dagens fiesta-sponsorer. Det betød, at de skulle sørge for drikkevarerne, og til gengæld 

udfører hele comunidad'en ch'alla til ære for dem. Ch'alla er som tidligere nævnt en slags velsignelse 

af ting. F.eks. er det en taxa-ejer, som er sponsor her, og han fik sine taxaer "velsignet". Det foregår i 

praksis på den måde, at alle er stimlede sammen omkring taxaerne, der er pyntet med balloner og 

konfetti. En af de betydningsfulde dirigenters ledere, som vælges hvert eller hvert andet år i 

comunidad'en. Et hverv som altid går på skift; - d.v.s. man kan ikke genvælges ud over de 2 år - 

smadrer en krukke med chicha (majsøl) i jorden, og der bliver hældt konfetti oven på hovedet af først 

og fremmest sponsoren, men også på andre, - bl.a. den dirigent, der udfører ch'alla'en. Derefter 

drikker alle tilstedeværende chicha og alkohol, og der bliver danset. 

Den ovenfor omtalte taxa-ejer bor i Sucre, men det at være sponsor er en måde, hvorpå han kan 

opretholde det gode forhold til sin tidligere comunidad, så han kan beholde sit hus og sin jord. Folk 

bliver valgt til sponsorer, fordi "de er gode mennesker", siger folk i Candelaria. Men det skyldes 

selvfølgelig også, at det går én godt økonomisk, og sponsor-systemet fungerer således som en slags 

udjævning af økonomiske skel. Har man ingen penge, er man ikke afskåret fra festlighederne, da de 

folk, som har lidt bedre økonomi, sponsorerer fiestaeme, hvilket så til gengæld giver prestige. 

Hvor hele comunidad'en er samlet om dagen fortsætter festen rundt omkring i de enkelte gårde om 

aften og langt ud på natten, - ja, ikke sjældent helt til næste morgen. Her bliver festen mere privat 

mellem venner og familiemedlemmer, der kommer fra andre comunidad'er og benytter lejligheden til at 

samles. Det er faktisk her, at de store udgifter ligger for folk, når man ser bort fra sponsorerne. Der 

bliver sparet op til fiestaeme, og der lånes penge hos hinanden for at have råd til en ordentlig fest. 

I Candelaria som i så mange andre comunidad'er er der en lille gruppe mennesker, som tilhører en 

protestantisk sekt. I Candelaria er det evangelister. Selv om evangelisterne ikke deltager i den fælles 

fiesta, gør de også meget ud af, at fiestaeme er noget specielt. De samles til evangelist-konferencer, 

som de kalder det, og de benytter lejligheden til at se familie og venner, nøjagtigt som katolikkerne. 

Udgifterne er ikke mindre for dem, selv om de ikke laver chicha og køber alkohol. I stedet køber de 

sodavand, og det er lige så dyrt. For alle gælder det, at man kun slagter i forbindelse med fiestaer (og 

begravelser), og som regel drejer det sig blot om et magert får, der mere giver kraft dl maden end reelt 

kød. 

Dias 77 

Candelarias evangelister på vej til konference i nabo-comunidad'en. 

Dias 78 

Der læses op af biblen, synges og tales om bibelske emner hele dagen, - kun afbrudt af nogle gode 

måltider mad. 

I marts måned er der en stor fiesta, der hedder Pujllay, i Tarabuco, hvor indianerne fra de ca. 40 

comunidad'er, der regnes for tarabuquenske, deltager med hver deres danse- og musik-gruppe. 

Dias 79 

En musikgruppe til pujllay i Tarabuco. 

Dias 80 og Dias 81 

Grupperne danser igennem gaderne indtil midt på eftermiddagen, hvor de samles på en sportsplads. 

Dias 82 

Her ses den spanske ambassadør (nr. 2 fra venstre) og lokale spidsborgere iført den traditionelle 

poncho for Tarabuco-området. 



Dias 83 

Blandt de ca. 40 comunidad'er bliver der trukket lod om portens gaver. Hver comunidad er 

repræsenteret ved en pige i lodtrækningen, som de er igang med på dette billede. 

Dias 84 

Mens der holdes taler af den spanske ambassadør, biskoppen og borgmesteren, danser 

tarabuqueno'eme bare videre, og mange dejser om af udmattelse 

Dias 85 

Som et eksempel på en anden festlig lejlighed, der kom til at vare flere dage, var, da 

boligforbedringsprojektet blev færdigt. Projektet var financieret af USA, og derfor kom den 

amerikanske ambassadør på besøg og forestod indvielsen/ch'alla'en af de nye huse. På billedet er det 

ambassade-sekretæren, der skal til at smadre en krukke med chicha, medens ambassadøren og hans 

datter ser på. 

Dias 86 

En anden væsentlig side af tilværelsen i Candelaria er døden. Det er ikke ualmindeligt, at der dør én 

om måneden, og stort set alle husstande i comunidad'en er repræsenteret ved begravelserne samt 

nogle fra andre comunidad'er. I sådan en situation viser det sig, at næsten alle er i familie med 

hinanden. Lige så snart det forlyder, at en er død, starter forberedelserne. En begravelse foregår på en 

helt bestemt måde. Der er ingen, som leder og dirigerer; - alle ved, hvad der skal laves. Alt almindeligt 

arbejde står faktisk stille i 2 dage i hele comunidad'en. Den døde bliver altid begravet dagen efter, og 

man har derfor travlt med at forberede mad til de 150-200 mennesker, der møder op til begravelsen. 

Alle bidrager med et eller andet. Normalt kommer mændene med brænde til madlavningen, eller de 

bygger kisten, og kvinderne laver maden. På selve dagen for begravelsen tropper folk op i den 

afdødes hus, hvor de sørger, spiser, drikker og hjælper til, hvor de kan. Det centrale er at få sagt 

ordentligt farvel, og det gør man ved at spise og drikke (med den døde for sidste gang) i overdådige 

mængder, og de nærmeste pårørende synger klagesang ved den døde. I løbet af dagen bliver der 

serveret 6 måltider! Ved 5-tiden begiver man sig i optog til kirken (se billede), hvilket kan være en lang 

tur over bakketoppe og en stor slette til kirkegården, som ligger i nabocomunidad'en 3/4 times gang 

derfra. På kirkegården bliver kisten lagt i jorden uden ord, men der bliver delt cigaretter og coca-blade 

ud, hvilket er endnu noget, man skal dele med den døde for sidste gang. Efter at der er blevet smidt 

jord på kisten, går man ca. 100 meter op ad vejen fra kirkegården, hvor man endnu en gang sætter sig 

ned for at spise yderligere 2 måltider mad. På denne måde er folk sikre på, at den døde kommer mæt 

og tilfreds til janajpacha (himlen). 

Men de døde er ikke dermed borte for altid. Hvis ikke man husker dem, vender de tilbage og sender 

ulykker ned over familien. Derfor holder man nogle steder fester 9 dage, l måned, 3 måneder, 1/2 år 

og l år efter begravelsen. Og en af de 3 store fiesta'er i Candelaria, er Todos Santos, som for dem 

netop er en fiesta for at mindes de døde. Der har været en mytologisk forklaring på, hvorfor de lige 

netop mødes på disse bestemte dage efter begravelsen, men den har de glemt i Candelaria. Som med 

alle deres fiesta'er er det blot en tradition, siger de. 

Dias 87 

Kirkegården er kommet til med katolicismen, men den har ikke den store betydning for indianerne i 

Candelaria, - egentlig heller ikke ved selve begravelsen. 

Dias 88 

På gravstedet er fra hacienda-ejeren, der lagde dem ovenpå kisten, da optoget kom forbi hacienda'en 

på vej hen til kirkegården. Ellers kommer de aldrig på kirkegården, og de katolske indianere går 

sjældent i kirke, selv om der er et kapel på hacienda'en, hvor der kommer en præst fra byen hver 

måned og holder gudstjeneste. 

"HVAD VIL DET SIGE AT VÆRE INDIANER?: 

I Candelaria siger man, at de, som går i de traditionelle klædedragter er indianere, men de andre er 

ikke! Det er ikke fordi, de ellers føler, der er nogen forskel på at være indianer eller ej. 

Før revolutionen i 1953 blev landbefolkningen kaldt indianere (indios), men i dag bliver denne 

betegnelse kun brugt som skældsord, og landbefolkningen bliver omtalt som bønder (campesinos). 

Fordi bønderne går i poncho og strikkede huer og ligner "rigtige indianere" i vore europæiske øjne, er 

det mest os, der holder fast i betegnelsen "indianer". 



Der har foregået og der foregår med stadig større styrke en voldsom migration fra land til by, og for at 

illustrere den store bybefolknings rødder i den indianske landbefolkning, kan det nævnes, at for 100 år 

siden var ca. 90 % af Bolivia' befolkning indianere, som levede på landet, og i dag drejer det sig kun 

om lidt over 50 %. Byboere er pr. definition bare ikke indianere. 

Når landbefolkningen flytter til byen, skifter de deres hjemmevævede tøj ud, så snart de har råd til det. 

I Candelaria er det faktisk ca. halvdelen, der allerede har skiftet tøj. I byerne bliver de kaldt "choloer". 

Mændene går i billige lærredsbukser, ensfarvede skjorter, kasket og sandaler, hvorimod kvinderne ser 

langt mere eksotiske ud. De bærer store nederdele i kulørte farver, meget fine hvide blonde-skjorter og 

hat. Ofte har de et meget spraglet tæppe (en q'epi) bundet på ryggen som en bylt med alle deres 

medbragte sager, og deres hår er sat op i to lange fletninger, som er bundet sammen af et stykke garn 

med hvide perler. De bliver kaldt cholitaer, hvilket oftest bliver udtalt på en kærlig måde. Det er ikke en 

nedsættende betegnelse, som "cholo", der er det tilsvarende ord for mændene. "Cholo" er da også 

sjældent brugt, hvorimod pigerne altid bliver kaldt "cholita". Fordi kvinderne ser så flotte og eksotiske 

ud, synes vi europæere, at de da også repræsenterer noget af den oprindelige indianske kultur. 

Derimod opfatter vi mændene som ofre for den vestlige imperialisme - fattige arbejdere og stik-i-rend 

drenge, som de er. 

Den største del af bybefolkningen er det, vi kalder mestizer. De ligner ikke længere indianere, de går i 

vestligt produceret modetøj, og pigerne bruger make-up og har smarte frisurer i stedet for lange sorte 

fletninger. Da de samtidig ikke færdes særlig meget i solen, er de lysere i huden end de andre, så vi 

opfatter dem som en blandingsrace af hvide og indianere, der har overtaget den hvide mands kultur. 

Udlændinge vil også mene, at de kan iagttage en fjerde befolkningsgruppe i Bolivias højland, - nemlig 

de hvide eller kreolerne (folk af spansk oprindelse, men født i Bolivia). Man kan selvfølgelig godt se 

nogle få bolivianere med klare europæiske træk, men befolkningen i højlandet betragter dem ikke som 

en særskilt gruppe. De er blevet opslugt af den dominerende mestiz-gruppe i storbyerne. 

Hvis bolivianere yderligere skal skelne mellem befolkningsgrupper i Bolivia, er det mellem folk i 

højlandet og folk i lavlandet. Men det er en helt anden sag! 

Dias 89 - Dias 93 

Hvem er indianer? Fra billede 89 til 90 skifter den unge mand tøj. På billede 89 vil man tage ham for 

indianer og på billede 90 kan man ikke skelne ham fra den del af bybefolkningen som man kalder 

choloer. Pigen i midten på billede 91 har cowboybukser på. Hun er altså hverken indianer eller cholita. 

På billede 92 ses en såkaldt mestiz-familie. Og på billede 93 ses en såkaldt mestiz i færd med at købe 

kartofler hos en cholita. 

De stammer alle sammen fra den oprindelige befolkning, der var i Andesbjergene, før spanierne 

erobrede landet. Hvis man er indianer, når ens forfædre var af den oprindelige befolkning i 

Andesbjergene, er alle på billederne indianere. 

Hvis det at være indianer vil sige, at man har en bestemt kultur, lever på en bestemt måde eller har en 

bestemt religion, hvem er så indianere på billederne 89-93? 

Er det indiansk at være bonde? Det er der jo så mange andre der også er, og landbefolkningen i 

Bolivias højland er jo ikke blot bønder, men har også andre former for arbejde. 

Landbefolkningens religion og fiestaer er anderledes end andre katolikkers, så selv om de kalder sig 

katolikker, kunne man jo godt sige, at landbefolkningen er indiansk i kraft af deres specielle fiestaer og 

visse andre religiøse traditioner. Men disse fiestaer og religiøse traditioner er også bybefolkningens 

kultur, - vi har bare ikke øjnene åbne for den, fordi bybefolkningen ikke ligner det, vi forestiller os ved 

indianere! 

Dias 94 

Byerne ser spanske ud, men er menneskene det også? 

Dias 95 

Mestizernes fiestaer ligner mere den bolivianske landbefolknings fiestaer end spaniernes! 

Dias 96 

Mestizerne er klar over deres fælles kulturelle rødder med landbefolkningen, så selv om dragterne er 

lidt mere poppede, bærer de afbildninger af en campesino (indianer) og en cholita på deres dragter. 

Dias 97 

Mestizerne er mere velhavende end landbefolkningen, så deres udsmykning af biler til fiestaer er mere 

overdådig end udsmykningen i Candelaria. Men er den mindre indiansk? 



Dias 98 

På billedet ses en procession igennem Sucre ved en fiesta med sponsorerne (pasantes) forrest. 

Traditionen med sponsorer er heller ikke forskellig fra landbefolkningens bortset fra de større 

omkostninger. 

Dias 99 

Selv den traditionelle drik chicha (majsøl), drikkes endog mere i byerne end på landet, men 

bybefolkningen bliver vel ikke mere eller mindre indiansk af den grund? 

Kun nogle meget få mennesker, der går i bestemte traditionelle klædedragter, kan finde på at kalde sig 

selv for indianere i Bolivia, og de lægger ikke andet i det, end at de netop er nogle mennesker, der går 

i netop disse klædedragter. Alle i Bolivias højland derimod kalder sig selv bolivianere! 

At der er nogle alvorlige modsætningsforhold mellem by og land i Bolivia er en anden sag. For at 

kunne forstå bybefolkningens behandling af landbefolkningen i Bolivia, skal man forstå, at de ikke er 

så forskellige, som de umiddelbart ser ud til at være. 

(Læs mere herom i artiklen "Symbolsk vold i Bolivias højland" (Jordens folk 1993, nr. 2). 



Genstandsliste 

Husholdningsgenstande: 

BOL.B. l 

Skammel. 

Skammel af træ bruges af kvinderne, når de sidder og laver mad. Indianerne ejer ikke mange møbler, 

men en skammel har de altid. 

BOL.B. 2 

Petroleumslampe. 

Petroleumslampen er lavet af en gammel malerdåse, den bruges til belysning om aftenen. 

BOL.B. 3 

Fejebakke. 

Fejebakken er lavet af en gammel brændevinsdåse. Husene med fodtrampet lergulv fejes med en 

stråkost. 

BOL.B. 4 

Træske. 

Bruges som spiseredskab, til suppe eller til at røre sukker rundt i te eller kaffe. Skeerne er 

hjemmelavede. 

Genstandsliste Bolivia B 

Genstandsliste Bolivia B 

BOL.B. 5 

Træske som BOL.B. 4 

BOL.B. 6 

Træske 

som BOL.B. 4 

BOL.B. 7 

Stålske. 

Spiseske købt på markedet, anses for finere end træskeeme. 

BOL.B. 8 

Hulske. 

Hulskeen er lavet af tin efter de gamle koloniale modeller. Skeerne er meget eftertragtet og bruges 

mest som udsmykning ved religiøse lejligheder, eller som pynt i hjemmet. Kvinderne bruger tit en 

tinske til at fæstne overstykket med. 

Hulskeen er lavet af tin efter de gamle koloniale modeller. Skeerne er meget eftertragtet og bruges 

mest som udsmykning ved religiøse lejligheder, eller som pynt i hjemmet. Kvinderne bruger tit en 

tinske til at fæstne overstykket med. 

BOL.B. 9 

Urtekniv. 

De to urteknive er hjemmelavede og bruges af kvinderne til madlavning. 

BOL.B. 10 

Urtekniv 

BOL.B. 11 

Blikkop 

Urtekniv som BOL.B. 9 

Blikkop. Blikkoppen kommer fra Kina, indianerne køber den på markedet og bruger den til varme 

drikke som kakao, mælk, the og kaffe. 

Blikkoppen kommer fra Kina, indianerne køber den på markedet og bruger den til varme drikke som 

kakao, mælk, the og kaffe. 

Side 26 af 40 - Genstandsliste


BOL.B. 12 

Blikkop. 

Denne blikkop har været brugt i over tyve år, men er blevet repareret ved hjælp af en tøj strimmel. Det 

er svært for indianerne at 

anskaffe sig nye materielle ting og derfor passer de godt på det de 

har. Repareret ved hjælp af en tøjstrimmel. Det er svært for indianerne at anskaffe sig nye materielle 

ting og derfor passer de godt på det de har. 

BOL.B. 13 

Bliktallerken 

Bliktallerkener stammer fra Kina, ligesom krusene. De anses for finere end keramiktallerkener. 

Bliktallerkener stammer fra Kina, ligesom krusene. De anses for finere end keramiktallerkener. 

BOL.B. 14 

Bliktallerken 

Denne bliktallerken er også gammel, efter at være repareret bruger man den nu til "tørre retter", som 

ris, kartofler m.m. 

Denne bliktallerken er også gammel, efter at være repareret bruger man den nu til "tørre retter" som 

ris, kartofler m.m. 

BOL.B. 15 

Keramiktallerken 

Håndlavet keramiktallerken fra Titicacaområdet. Fra gammel tid af har man altid brugt keramikgryder, 

potter m.m. 

Håndlavet keramiktallerken fra Titicacaområdet. Fra gammel tid af har man altid brugt keramikgryder, 

potter m.m. 

BOL.B. 17 

Kedel 

Aluminiumskedelen er købt på markedet og er meget populær 

BOL.B. 18 

Kasserolle 

Flangryde m. kasserolle. En dessert som man spiser ved festlige lejligheder er flan, en art 

mælkebudding med karamelsovs. Desserten stammer fra Spanien og er en af de ting som erobrerne 

havde med sig. Den laves i vandbad, derfor skal man bruge to gryder, hvor den ene står inde i den 

anden. 

BOL.B. 19 

Junge. 

Jungen bruges til at bringe mælk hjem i. Man kan også købe mælk på flasker, eller i poser. De fleste 

drikker tørmælk, som røres ud i vand, da det er billigere. 

på flasker, eller i poser. De fleste drikker tørmælk, som røres ud i 

vand, da det er billigere. 

BOL.B. 20 

Bageform 

Bageformen er lavet af en gammel brændevinsdåse afmærket caiman, som betyder krokodille. En 

som slår godt. Formene købes på markedspladsen og bruges til at bage sandkager. 

Spanden er lavet af en gammel dåse og bruges til at hente vand i. Den er billigere end de "smarte" 

plastikspande. 

Kalabasskålene bruges til kolde drikke, som maj svin, vand m. m. Ofte fylder man kalabassen med maj 

svin fra en stor plastikspand og byder sine gæster. Den første tømmer kalabassen og skålen fyldes på 

ny og sendes videre til den næste. 

Bageform. Bageformen er lavet af en gammel brændevinsdåse afmærket 

caiman, som betyder krokodille. En som slår godt. Formene købes på markedspladsen og bruges til at 

bage sandkager. 



BOL.B. 21 

Spand 

Spand. Spanden er lavet af en gammel dåse og bruges til at hente vand i. Den er billigere end de 

"smarte" plastikspande. 

BOL.B. 23 

Skål af kalabas 

Som BOL.B. 22 

BOL.B. 24 

Kalabas 

Den uarbejdet kalabas, som vokser i lavlandet. Frugten ligner en kokosnød, den plukkes fra 

palmetræet, hvorefter skallen slås i stykker. Herefter deler man kalabassen i to og lader dem tørre. 

Arbejdsprocesser 

BOL.B. 25 a,b,c 

Mat. til sko. 

Dette er materialer til fremstilling af sko, som bruges i 

Dette er materialer til fremstilling af sko. 

Tarabucoområdet. Sålerne er at tykt læder med skind ovenpå. De holdes fast ved hjælp af en 

læderrem som går bag om hælen og sættes fast mellem storetåen og de andre tæer. Skoene bruges 

både af kvinder og mænd • 

Tarabucoområdet. Sålerne er at tykt læder med skind ovenpå. De holdes fast ved hjælp af en 

læderrem som går bag om hælen og sættes fast mellem storetåen og de andre tæer. Skoene bruges 

både af kvinder og mænd • 

Fodtøj lavet af brugte bildæk, de bruges i det daglige af både mænd, kvinder og børn. Et eksempel på 

at indianerne genbruger alt det materiale de kan. 

BOL.B. 26 a, b 

Mat. til Fodtøj 

Mat. til Fodtøj. Fodtøj lavet af brugte bildæk, de bruges i det daglige af både mænd, kvinder og børn. 

Et eksempel på at indianerne genbruger alt det materiale de kan. 

BOL.B. 27 

Ten 

Ten. Kvinderne spinder gamet første gang på en mindre ten og bruger bagefter denne ten til at tvinde 

det sammen, for at få det kraftigere. Spinderetningen i trådene, fastheden, tykkelsen, alt er af 

betydning for den senere arbejdsproces. Er tråden ikke jævn, vil mønstret blive ujævnt. Garn tvundet 

sammen af to eller tre tråde bruges især til kanter og overgange på de hjemmevævede stofstykker. 

Ten . Kvinderne spinder gamet første gang på en mindre ten og bruger bagefter denne ten til at tvinde 

det sammen, for at få det kraftigere. Spinderetningen i trådene, fastheden, tykkelsen, alt er af 

betydning for den senere arbejdsproces. Er tråden ikke jævn, vil mønstret blive ujævnt. Garn tvundet 

sammen af to eller tre tråde bruges især til kanter og overgange på de hjemmevævede stofstykker. 

BOL.B.28 

Væv 

Væv. Lændevæven er fra Tarabuco, hvilket man kan se på mønstret. Her er man ved at væve en 

skuldretaske til en mand. Da pigerne lærer at væve fra barnsben af kommer de tekniske finesser og 

svære mønstre ind med modermælken. De starter med bælter og sidenhen tasker som denne her. 

Tarabuco er kendt for sine fine vævninger, hvor man bruger mange gamle symboler. Selve vævningen 

foregår ved at man binder trenden fast til en stolpe eller pløk i jorden i den ene ende og til sit bælte i 

den anden ende. Ved at løfte tværpinden opstår et skel, hvor islættet indsættes. 

Lændevæven er fra Tarabuco, hvilket man kan se på mønstret. Her er man ved at væve en 

skuldretaske til en mand. Da pigerne lærer at væve fra barnsben af kommer de tekniske finesser og 

svære mønstre ind med modermælken. De starter med bælter og sidenhen tasker som denne her. 

Tarabuco er kendt for sine fine vævninger, hvor man bruger mange gamle symboler. Selve vævningen 

foregår ved at man binder trenden fast til en stolpe eller pløk i jorden i den ene ende og til sit bælte i 

den anden ende. Ved at løfte tværpinden opstår et skel, hvor islættet indsættes. 



BOL.B. 29 

Uld 

Lamauld som endnu ikke er spundet. Den bruges til halstørklæder og trøjer. Lamaulden tager ikke 

imod farve og benyttes derfor i de oprindelige, naturlige farver.og trøjer. Lamaulden tager ikke imod 

farve og benyttes derfor i de 

oprindelige, naturlige farver. 

BOL.B. 30 

Uld 

Uld. Uspundet vicunauld. Vicunaen er et fredet dyr og derfor er dens uld meget eftertragtet og dyr. I 

gamle dage var det kun inkaen som måtte få klæder fra vicunaen. Ulden er blød og varm. Den 

anvendes i naturlige farver. 

Uspundet vicunauld. Vicunaen er et fredet dyr og derfor er dens uld meget eftertragtet og dyr. I gamle 

dage var det kun inkaen som måtte få klæder fra vicunaen. Ulden er blød og varm. Den anvendes i 

naturlige farver. 

BOL.B. 31 

Garnnøgle. 

Lamauld som er spundet. 

BOL.B. 32 

Garnnøgle. 

Fåreuld som er spundet. 

BOL.B. 33 

Garnprøve 

Garnresteme er af maskinspundet bomuld, der er farvet med pulverfarve. De bruges til brikvævning, 

hvor de sættes sammen i frække, selvlysende kombinationer. 

BOL.B. 34 

Garnprøve 

BOL.B. 35 

Garnprøve 

BOL.B. 36 

Garnprøve 

BOL.B. 37 

Uld. Uspundet fåreuld. 

Mange af de indianere, som flytter til byerne klarer sig ved tilfældige job som gadesalg, skopudsning 

m.m. Denne skopudserkasse bruges af små drenge. De sætter sig på den medfølgende skammel og 

anbringer skoen ovenpå. Inde i kassen har de skocreme, børster og klude. 

BOL.B. 38 

Skopudsesæt 

Mange af de indianere, som flytter til byerne klarer sig ved tilfældige job som gadesalg, skopudsning 

m.m. Denne skopudserkasse bruges af små drenge. De sætter sig på den medfølgende skammel og 

anbringer skoen ovenpå. Inde i kassen har de skocreme, børster og klude. 

Beklædning 

BOL.B. 39 

Tæppe. 

Uldtæppe til at sove med. 

BOL.B. 40 

Bukser 

Uldtæppe til at sove med. 

De hjemmevævede bukser bruges af mændene i Potosi og Sucre-provinsen. De går kun til knæet og 

holdes oppe af et bredt bælte. 

BOL.B. 41 



Skjorte 

Skjorte. Skjorten er hjemmevævet og bruges af mænd fra Potosi og Sucre. Mændene går altid klædt i 

sorte farver. 

Skjorten er hjemmevævet og bruges af mænd fra Potosi og Sucre. Mændene går altid klædt i sorte 

farver. 

BOL.B. 42 

Poncho 

Poncho. Denne lille poncho kaldes for kunka unku, kunka betyder hals og hentyder til det bærestykke, 

som manden bærer om halsen og som dækker brystpartiet. Unku er navnet på det klædningsstykke 

indianerne brugte før i tiden og som dækkede kroppen som en tunika. Farvesammensætningen kaldes 

for regnbuen. 

Denne lille poncho kaldes for kunka unku, kunka betyder hals og hentyder til det bærestykke, som 

manden bærer om halsen og som dækker brystpartiet. Unku er navnet på det klædningsstykke 

indianerne brugte før i tiden og som dækkede kroppen som en tunika. Farvesammensætningen kaldes 

for regnbuen. 

BOL.B. 43 

Poncho. 

Svarer til BOL.B. 42 men bruges til festlige lejligheder. 

BOL.B. 44 

Tæppe 

BOL.B. 45 

Bælte 

Skindbæltet hører til mandsdragten fra Tarabuco. Indeni er der til at opbevare penge. Bæltet sættes 

ovenpå de vævede bukser. 

Bælte. Skindbæltet hører til mandsdragten fra Tarabuco. Indeni er der plads til at opbevare penge. 

Bæltet sættes ovenpå de vævede bukser. 

BOL.B, 46 

Sandaler 

Træsandalen bruges både af kvinder og mænd. Her er den pyntet sporer lavet af gamle 

sodavandskapsler. De bruges til at danse med, således at man via skoene kan spille med. 

Sandaler. Træsandalen bruges både af kvinder og mænd. Her er den pyntet med sporer lavet af 

gamle sodavandskapsler. De bruges til at danse med, således at man via skoene kan spille med. 

BOL.B. 47 A-B 

Benvarmere. 

Strikkede benvarmere til mænd, som bruges af alle. 

BOL.B. 48 

Bælte 

Bælte. Det brikvævede bælte bruges af kvinderne, de snor det om et par gange og bruger det til at 

holde deres nederdel fast med. 

Det brikvævede bælte bruges af kvinderne, de snor det om et par gange og bruger det til at holde 

deres nederdel fast med. 

BOL.B. 49 

Poncho. 

Mændene fra Tarabuco bærer denne vævede poncho yderst på deres tøj 

BOL.B. 50 

Bærestykke 

Mændene fra Tarabuco bærer denne vævede poncho yderst på deres dragter. Den er meget 

karakteristisk med de rødgule farver med striber. Mønstret kaldes for regnbue. 

dragter. Den er meget karakteristisk med de rødgule farver med sorte striber. Mønstret kaldes for 

regnbue. 

BOL.B. 51 

Hat 



Damehat fra Cochabamba lavet af strå og bagefter kalket hvid. Ovenpå er fæstet et sortkantet bånd. 

Den store skygge er god mod solen, som skinner skarpt i dalområdeme. De ældste kvinder går med 

hatte, som er endnu højere. De yngre bruger disse modeller. 

Ovenpå er fæstet et sortkantet bånd. Den store skygge er god mod solen, som skinner skarpt i 

dalområderne. De ældste kvinder går med hatte, som er endnu højere. De yngre bruger disse 

modeller. 

BOL.B. 52 

Kjole 

Den vævede kjole bruges af quechuakvinder både i Potosi og Sucre-provinsen. Stoffet her er 

maskinvævet og kjolen er købt færdigt på markedet. Stoffet her er maskinvævet og kjolen er købt 

færdigt på 

markedet. 

BOL.B. 53 

Nederdel 

Nederdel. Hjemmevævet stofstykke som kvinderne fra Tarabuco bruger. Hver kvinde væver sine egne 

historier ind i stoffet. Her er den store legedag i Tarabuco genfortalt. Stoffet bindes om livet, ovenpå 

kjolen nr. 180, således at der opstår en slids i den ene side. Det Hjemmevævet stofstykke som 

kvinderne fra Tarabuco bruger. Hver kvinde væver sine egne historier ind i stoffet. Her er den store 

legedag i Tarabuco genfortalt. Stoffet bindes om livet, ovenpå kjolen nr. 180, således at der opstår en 

slids i den ene side. 

BOL.B. 54 

Sjal 

Lægges over almillaen og hæftes sammen med et tinsmykke eller sikkerhedsnåle. 

BOL.B. 55 A-B 

Smykke 

Tinsmykke til at holde kvindernes sjal fast med. Det hæftes i hver sin side af klædet, således at kæden 

ligger over brystet. 

Smykke. Tinsmykke til at holde kvindernes sjal fast med. Det hæftes i hver sin side af klædet, således 

at kæden ligger over brystet. 

BOL.B. 56 

Bælte. 

Brikvævet kvindebælte 

BOL.B. 57 

Hat 

Skindhatten kaldes for montera. Den har været brugt sålænge alle kan huske det af herrer og damer 

fra Tarabuco. Hatten er en model af spaniernes hjelme, som de bar dem under kolonitiden. Mændenes 

er udsmykket med flere kvaster og perler, for det hedder sig blandt quechuaindianeme, at manden bør 

være meget koket, for at tiltrække sig kvindernes opmærksomhed. I Potosi er de unge fyres hatte ofte 

udsmykket med både spejle, fjer og kvaster. Kvinderne må kun bruge den efter de er blevet gift. 

Skindhatten kaldes for montera. Den har været brugt sålænge alle kan huske det af herrer og damer 

fra Tarabuco. Hatten er en model af spaniernes hjelme, som de bar dem under kolonitiden. Mændenes 

er udsmykket med flere kvaster og perler, for det hedder sig blandt quechuaindianeme, at manden bør 

være meget koket, for at tiltrække sig kvindernes opmærksomhed. I Potosi er de unge fyres hatte ofte 

udsmykket med både spejle, fjer og kvaster. Kvinderne må kun bruge den efter de er blevet gift. 

BOL.B. 58 

Hat. 

Den strikkede hat kaldes forjoq'ollu og bruges af de ugifte quechuakvinder i Tarabuco. Det pyntede 

stykke skal vende foran. 

BOL.B. 59 

Hat 

Hat. Den trekantede hat er ligeledes en damehat fra Tarabuco, den bruges ved ceremonielle 

lejligheder. Hatten kaldes for pacha montera. Hattepulden klappes ud og bæres med en trekant til hver 

side, samt en bagud. 

Den trekantede hat er ligeledes en damehat fra Tarabuco, den bruges ved ceremonielle lejligheder. 

Hatten kaldes for pacha montera. Hattepulden klappes ud og bæres med en trekant til hver side, samt 

en bagud. 



BOL.B. 60 

Bælte. Vævet bælte. 

BOL.B. 61 

Underbukser. 

Underbukser af bomuld til piger. De er købt på markedet. 

BOL.B. 62 

Underkjole. 

Nylonunderkjole som bæres inderst inde af kvinderne. 

BOL.B. 63 

Skørt 

Nylonskørt som quechuakvindeme i Cochabamba bærer under nederdelen. 

BOL.B. 64 

Bluse 

Ovenpå underkjolen bærer kvinder fra Cochabamba lette bluser af polyester eller bomuld. Klimaet er 

varmt i dalområdet, modsat Sucre og Potosi, derfor er kvindedragten fra Cochabamba lettere. 

BOL.B. 65 

Nederdel 

Nederdelen er lavet af satinstof. Den kaldes for pollera og bruges af kvinderne fra Cochabamba. den 

minder meget om den pollera som aymarakvindeme bruger, men er kortere. Nederdelen bindes i den 

ene side og holdes oppe med et vævet bælte. 

Nederdelen er lavet af satinstof. Den kaldes for pollera og bruges af kvinderne fra er kortere. 

BOL.B. 66 

Forklæde 

Forklæde. Forklædet af nylon bærer Cochabambakvindeme udenpå deres tøj. Forklædet af nylon 

bærer Cochabambakvindeme udenpå deres dragter for at beskytte tøjet. De små piger har et magen 

til, som de bruger når de hjælper til. Forklædet med e lange ærmer benyttes især ved gadesalg, indeni 

er en lomme med lynlås til sedler og mønter. dragter, for at beskytte tøjet. De små piger har et magen 

til, som de bruger når de hjælper til. Forklædet med de lange ærmer benyttes især ved gadesalg, 

indeni er en lomme med lynlås til sedler og mønter. 

BOL.B. 67 

Hårbånd. 

Hårsnore til indfletning i hår. 

BOL.B. 68 

Hat. Damehat 

Damehat 

BOL.B. 69 

Hat. 

Som BOL.B. 51 

BOL.B. 70 

Underskørt. 

Underskørterne sys af gamle sukkersække eller ubleget lagenlærred og bæres under polleraen. 

BOL.B. 71 

Underskørt. 

Som BOL.B. 70 

BOL.B. 72 

Nederdel. 

Pigenederdel 

BOL.B. 73 

Strømper. 



Pigestrømper af bomuld. Til daglig bærer indianerne ingen strømper, men når pigerne begynder at gå i 

skole, får de sådan et par strømper. 

Bol.B. 74 

Kjole. 

Pigekjole 

BOL.B. 75 

Forklæde. 

Som BOL.B. 66 

BOL.B. 76 

Sko. 

Laksko til kvinder, de bruges til fest. 

. 

BOL.B. 77 

Hårbånd. 

Som BOL.B. 67 

BOL.B. 78 

Bælte. 

I stedet for de vævede bælter går flere mænd over til at bruge plastikbælter som dette. 

BOL.B. 79 

Kasket 

Kasket. Denne kasket af plastik bruges af kvinder som mænd og anvendes tit i stedet for de 

traditionelle hovedbeklædninger. 

Denne kasket af plastik bruges af kvinder som mænd og anvendes tit i stedet for de traditionelle 

hovedbeklædninger. 

BOL.B. 80 

Cardigan. 

Af kunststof 

BOL.B. 82 

Bærestykke 

Bærestykket er maskinvævet og bruges til at bære spædbørn i. Det kaldes for awayo. 

BOL.B. 83 

Skjorte. 

Barneskjorte til en lille dreng. 

BOL.B. 84 

Hat. 

Elefanthue til mænd. Huen er varm og bruges især når man rejser natten. 

BOL.B. 85 

Bukser. 

Smækbukser til en lille dreng. Hører sammen med BOL.B. 83 

BOL.B. 87. 

Sæbe 

BOL.B. 88 

Hårelastik. 

Hårelastik til småpiger. Gul. 

BOL.B. 89 A-B 

Hårelastik. 

Lilla 

BOL.B. 90 

Kæde. 



Metalkæde som kvinderne bruger til at hæfte sjalet fast med i stedet for de traditionelle tinsmykker. 

Kæden hæftes med en sikkerhedsnål i hver ende. 

Metalkæde som kvinderne bruger til at hæfte sjalet fast med i stedet for de traditionelle tinsmykker. 

Kæden hæftes med en sikkerhedsnål i hver ende. 

Blikøreringe. Kvinderne bruger altid øreringe, de får lavet huller i ørerne, når de er et par timer gamle 

og bruger dem livet igennem. De gemmer de fine øreringe af guld derhjemme af frygt for de bliver 

stjålet og går i stedet med disse, som kaldes fantasia. 

BOL.B. 91 A-B 

Øreringe. 

Blikøreringe. Kvinderne bruger altid øreringe, de får lavet huller i ørerne, når de er et par timer gamle 

og bruger dem livet igennem. De gemmer de fine øreringe af guld derhjemme af frygt for de bliver 

stjålet og går i stedet med disse, som kaldes fantasia. 

BOL.B. A-B 

Shampoo 

BOL.B. 93 

Børste. 

Denne guldbørste er meget populær blandt unge piger, istedet for de gammeldags, der er lavet af 

grene. Den købes på markedet og kommer fra østen. 

BOL.B. 94 

Bind 

Moderne hygiejnebind som bruges af kvinderne i byerne. De fattige anvender et stykke stof i stedet 

for, som de vasker. 

Religion 

BOL.B. 96 

Bedekranse 

Katolske bedekranse i nylonsnor, den lyserøde er til piger og den lyseblå til drenge. 

BOL.B. 97 

Bedekrans. 

Som BOL.B. 96. Men lyserød. 

BOL.B. 98 

Katekismus. 

Katekismus som bruges til religionsundervisning i den katolske kirke. 

BOL.B. 99 

Hæfte. 

Katolsk hæfte om de 10 bud. 

BOL.B. 100 

Salmebog. 

Salmebog på quechua, aymara og spansk. 

BOL.B. 101 

Bibel. 

Biblen oversat til quechu. 

BOL.B. 102 

Lys. 

Helgenlys, som er pakket ind i plastik. De bærer et mærke med helgen på. Lysene anvendes i kirken 

som derhjemme. 

BOL.B. 103 

Billede. 

Dette religiøse billede af en lidende Jesus. 



BOL.B. 104 

Hæfte 

BOL.B. 106. 

Kors. 

BOL.B. 107 

Bønnebog. 

Katolsk bønnebog. 

BOL.B. 110 

Folder. 

Program for helgenfesten i Sacaba. 

BOL.B. 111 

Helgenmærke. 

Helgenmærke med jomfruen af Candelaria. 

BOL.B. 112 

Klistermærke. 

Klistermærket med Jesus sidder i de fleste biler og busser ved chaufførens plads. Teksten lyder; 

Jesus er andenpilot. En god trøst i et land, hvor folk omkommer ved bilulykker dagligt. 

BOL.B. 114 

Gipsfigur. 

Den hellige jomfru Maria i gipsfigur. Maria og Jesus hænger gerne side om side på væggen. 

BOL.B. 116 

Stola 

En katolsk stola som er vævet af uld i traditionelle indianske farver. Det bruges ved særlige lejligheder. 

Legetøj 

BOL.B. 118 

Spil. 

Kastespil. Mændene kaster med mønter og skal ramme hullet i midten på brættet. Spillet bruges når 

de slapper af på majs-værtshuset. 

BOL.B. 119 

Dukke 

Plastikdukken kaldes for fattigmandsdukken, det er børn fra landet som leger med den. 

Dukke. Plastikdukken kaldes for fattigmandsdukken, det er børn fra landet som leger med den. 

BOL.B. 120 

Dukke. 

Nationaldukkerne er finere og bruges som pynt eller til turisterne. Denne forestiller en kvinde fra 

Tarabuco. 

BOL.B. 121 

Dukke. 

Quechuatøj dukke 

BOL.B. 122 

SPIL. 

Trompe'n er et spil, hvor man skal forsøge at kaste toppen op på pinden i midten. Det bruges af 

drenge, som indbyrdes konkurrerer med hinanden. Det bruges af drenge, som indbyrdes konkurrerer 

med hinanden. 

BOL.B. 124 

Rangle. 



Plastikrangle til babyer. Trommen er lavet af en gammel dåse og gives til smådrenge. Konfetti som 

bruges til religiøse lejligheder, hvor man hylder hinanden. 

BOL.B. 125 

Tromme. 

Trommen er lavet af en gammel dåse og gives til smådrenge. 

BOL.B. 126 

Konfetti. 

Konfetti som bruges til religiøse lejligheder, hvor man hylder 

hinanden. 

Mad og stimulanser 

BOL.B. 127 

Salt. 

Salt tilsat jod. Bolivia har mange saltsøer, hvor indianerne henter salt i blokke, men i bjergsaltet findes 

der ingen jod. Regeringen sælger derfor joderet salt til billige priser. Mange kvinder lider af struma, en 

sygdom der skyldes mangel på jod. Sygdommen giver en risiko for at føde retarderede børn. 

BOL.B. 128 

Majs 

BOL.B. 129 

Majs 

som BOL.B. 128. 

BOL.B. 130 

Majs. 

Majskom i glas 

BOL.B. 131 

Majs som BOL.B. 130 

BOL.B. 132 

Hvede. 

Hvedekom i glas 

BOL.B. 133 

Quinua. 

KomafQuinaipose 

BOL.B. 134 

Bønner. 

Tørrede hestebønner som koges og spises varme eller kolde sammen med ost. 

BOL.B. 135 

Ærter. 

Tørrede ærter, som koges op i suppen. 

BOL.B. 136 

Bønner 

Tørrede ærter, som koges op i suppen. 

BOL.B. 137 

Foruden chica 

drikker bolivianerne meget maløl. Især dagen derpå. På markedet sælger kvinderne særlige 

"tømmermandsdrikke", som består af bl.a. æg og maltøl. Mærket hedder inkaen og er et eksempel på 

hvordan man bruger de nationale indianske symboler 

BOL.B. 138 

Cigaretter. 



Cigaretterne ryges af mænd og kvinder i byerne. De indgår i ceremonielle ritualer eller i 

helbredelsesritualer. 

BOL.B. 139 

Cigaretter. Som BOL.B. 138 

BOL.B. 140 

Cigaretter. 

Disse cigaretter er hjemmerullede og er billigere end de fabriksfremstillede. 

Diverse 

BOL.B. 141 

T-shirt. 

T-shirt fra kommunevalget i 1994. Politikkerne var ude for at fiske stemmer til valget og delte gratis 

valgmateriale ud, heriblandt t-shirts, kasketter, klistermærker m. m. Delte gratis valgmateriale ud, 

heriblandt t-shirts, kasketter, klistermærker m. m. 

BOL.B. 142 

Kasket 

BØGER 

BOL.B. 144 

Jordens Folk nr. 2, årgang 1993 

BOL.B. 146 

Kontakt nr. 4, årgang 1989/1990 

Jordens Folk nr. 2, årgang 1993 Jordens Folk nr. 3, årgang 1978 Kontakt nr. 4, årgang 1989/1990 

BOL.B. 147 

"Fra coca til kokain. En skæv historie", af Joep Oomen, et. al., Geografforlaget 

"Kys mig meget. En rejse i Latinamerikansk musik", af Dirrit Saietz og Michael Mogensen, MS. 

BOL.B. 148 

"Kys mig meget. En rejse i Latinamerikansk musik", af Dirrit Saietz og Michael Mogensen, MS. 

BOL.B. 149 

"Bolivia", af Bjørn Førde 


"Sydamerika i kort og tal", af Jens Lohmann 

"Ridser i Guds hud", artikelsamling. Kirkernes U-landsoplysning 

"I djævelens fodspor - et portræt af Bolivia", af Rene Jacobsen, IBIS 

"Bolivia, fremmede vi noget", af Kirsten Paludan, Folkekirkens Nødhjælp 

Hæfte til plancherne 14-18 

BOL.B. 150 


BOL.B. 151 

"Sydamerika i kort og tal", af Jens Lohmann 

BOL.B. 152 

"Ridser i Guds hud", artikelsamling. Kirkernes U-landsoplysning 



TEKST TIL HUSHOLDNINGSGENSTANDE 

Hos quechuaindianerne bor forældre, børn og tit bedsteforældre sammen. De ældste børn flytter først 

når de bliver gift, med mindre de må rejse ind til byen for at arbejde, studere eller i militærtjeneste. Den 

yngste søn har pligt til at forsørge sine forældre og bliver boende hjemme med sin kone. Husene er 

forskellige, de fattigste bor i lave huse lavet af soltørrede ler blandet op med jord og strå. Taget er 

også lavet af strå. Væggene er jordklinede og gulvet består af hårdtrampet jord. Husene har en dør og 

på grund af nattekulden kun få vinduer. De ligger spredt rundt omkring, i små klynger. Husområdet er 

måske indrammet af en lav stensætning. Køkkenet er husets samlingssted, ved siden af har man en 

soveplads og husdyr. Dem som har råd bygger murstenshuse, ofte i to etager, med svalegange, flere 

døre og vinduer. Disse huse har cementgulv og bliktag. 

Fra gammel tid af har man brugt håndlavede husholdningsredskaber af keramik eller træ, som 

keramikgryder, potter, træskeer, køkkenknive. Det anvendes stadig, men hvis man har råd til det køber 

man aluminiumsgryder og pander på markedet, blikkrus fra Kina, stålskeer, gafler, øser m.m. Spande, 

fejebakker, baljer laves af gamle dåser, eller købes af plastik på markedet. Plastikprodukterne er 

meget eftertragtede p.g.a. af de flotte farver. Men ligesom man genbruger de gamle dåser, genbruger 

man også plastikmaterialerne. De skæres til øser, tragte o.s.v. 

Først for nylig har de fleste små byer fået indlagt elektricitet, men der er stadig landsbyer langt oppe i 

bjergene som ikke har. Derfor må man bruge petroleumslampe eller stearinlys til at lyse om natten. Til 

hverdag følger man solens gang og står tidligt op og tidligt i seng. Man sover på fåreskind, på gulvet 

eller i en købt seng, som man har råd til. Det er meget koldt om natten og man dækker sig med mange 

tæpper og ponchoer, for at holde varmen. Ellers har man ikke ret mange møbler. En lille skammel til at 

sidde på, en dragekiste til tøj og tæpper, et spisebord og et par stole, samt en 

radio/kassettebåndoptager. 

TEKST TIL ARBEJDSPROCESSER 

Arbejdet er opdelt efter køn, men ikke fastlåst. Man dyrker jorden i fællesskab, men mændene tager 

sig af at fremstille eller vedligeholde redskaberne, både til landbruget og husholdningen. De skærer 

skafter til hakker, plove, laver træskeer, instrumenter, spil, figurer m.m. Da familierne er fattige, må de 

genbruge så meget materiale som muligt, de laver tov og sko af gamle bildæk, lamper, 

køkkenredskaber af brugte dåser o.s.v. Ofte drager de til byen i perioder for at tjene penge til 

husholdet. Kvinderne står for husholdningen, børnepasning, madlavning, rengøring og arbejder ved 

siden af med vævning, farver garn, spinder, strikker, syr. Man ser sjældent en kvinde, som ikke 

foretager sig noget. Ved siden af drager hun tit til marked for at sælge familiens produkter. Hver dag i 

ugen er der marked i de forskellige byer, Tarabuco om søndagen, Quillacolla om tirsdagen o.s.v. for at 

sælge mange produkter, må kvinderne derfor vandre til de andre byer for at deltage. Inde i storbyerne 

bugner gaderne med varer. Indianerne sætter sig på fortovet og breder varerne ud på et bærestykke. 

Gadehandelen er den eneste måde man kan klare sig på. 

Børnene opdrages som små til at deltage i de mange arbejdsprocesser. Pigerne undervises i at 

spinde, væve og lave mad, de passer mindre søskende, samt får og lamaer i bjergene. Drengene 

hjælper gerne til i marken, vogter får, lamaer og lærer at fremstille de mange ting som familien har 

brug for. 

TEKST TIL BEKLÆDNING 

Kvinderne spinder og væver, tøj, tæpper, ponchoer. De strikker trøjer, vanter og syr tøj. Før i tiden 

strikkede mændene huer med øreklapper, i dag er det kun enkelte gamle mænd som gør det. Alt tøj 

har traditionelt været hjemmelavet, men kombineres i dag med købte, fabriksfremstillede ting. 

Man kommunikerer via beklædningen. Tøjet udtrykker de sociale traditioner, personernes køn, status, 

egn samtidig med dets praktiske funktioner. Klimaet skifter brat og det er praktisk at bære lag på lag. 

Kvinderne må ikke blotte sig udenfor hjemmet, bortset fra amning, børnene bliver ammet længe og alle 

vegne. Dragten skal derfor dække over kvindekroppen, så hun ikke blotter sig, selv når hun træder af i 

en grøftekant. 

Alt efter hvordan man varierer dragtens sammensætning signalerer man sin status. Tøjets kvalitet, 

finhed, mønstre er indirekte koder. Jo mere syntetisk eller vestligt det ser ud, desto mere dannelse 



tillægges kvinden. Nylonunderkjoler er finere end uldskørter og kradser heller ikke så meget. Laksko er 

finere end brugte bildæksko o.s.v. Sammensætningen af såvel mands- som kvindedragten er den 

samme for de traditionelle indianere som for cholos i byerne. Det er kvalitetsforskellen som er 

afgørende. Ved at iklæde sig finere tøj signalerer man for omverden, om man er et lille guds lam fra 

landet eller kendt med byens skikke og socialt bedre stillet. I mange år var det forbudt at bære de 

traditionelle indianerdragter på fine steder som indenrigsfly, parlamentet, arbejdspladser. Kvinder som 

bar den traditionelle dragt kunne kun få arbejde som vaskekone, tjenestepige, markedssælgerske o.l. i 

byen. Job som de stadigvæk udfører. Mændene har job som tjenestefolk, bærere på markedet, 

sælgere o.1.1 dag sidder der en kvinde i parlamentet. Remedies Loza, som bærer den traditionelle 

chola dragt. I teorien kan man klæde sig traditionelt, men det giver lav status at være traditionelt klædt 

på i byerne. Mange fra den yngre generation bærer vestligt tøj og klæder deres børn i vestligt tøj. Små 

børn bliver svøbt i flere lag stof, der fungerer som ble også, til de begynder at kunne kravle og gå. 

De ligger mere lunt og trygt på ryggen på den måde. Pigerne bruger nederdele, lavet af en stofbane 

uden lægge, bluse, eller fine blondekjoler. Drengene bærer cowboybukser, skjorter, trøjer og 

vindjakker. I skolen skal de bære skoleuniformer, som minder om lægekitler og signalerer videnskab. 

Quechuindianeme bor i dalområdeme i Bolivia. De stammer fra de folkeslag som blev quechuaiseret af 

inkaerne, og senere erobret af spanierne, det skinner igennem i deres klædedragt. Selvom de alle 

taler quechua og har samme kulturelle referencer er deres klædedragter forskellige. Til samlingen her 

har vi indkøbt en mands- og kvindedragt fra Tarabuco samt en kvindedragt fra Cochabamba. (I 

Boliviasamling A findes en aymarakvindedragt, en cholo-mandsdragt, skoleuniformer. I Boliviasamling 

C en mands/drenge- og kvinde/pigedragt fra Potosi samt en pige/dansedragt). 

Mandsdragt Tarabuco 

Manden bærer knælange, hjemmevævede hvide benklæder, af uld samt en vævet sort skjorte. Om 

livet har han et læderbælte. På ryggen bærer han en lille poncho, der dækker bagdelen, på skuldrene 

en lille poncho, som dækker brystpartiet. Herover bruger han poncho. På hovedet bærer han en 

skindhat med frynser. Af fodtøj bruger han sandaler lavet af brugte bildæk, eller lædersandaler. Han 

bærer altid en vævet taske med cocablade. (Se BOL.B. bilag 1/2/3. i Mappe l) Kvindedragt Tarabuco 

Kvinderne bærer hjemmevævede sorte kjoler med halvlange ærmer, almilla. Om livet har hun et vævet 

bælte, som snos rundt et par gange. Rundt om almilla-kjolen bærer hun et vævet stykke stof, axsu. 

Forneden på stoffet er en bred bort med fine vævninger, ofte hele historier, foroven er stofstykket sort. 

Axsuen sættes fast med bæltet eller ved hjælp af sikkerhedsnåle. Over skuldrene bærer hun et stort 

stykke vævet stof, llijila, som fæstes med en tinske, eller sikkerhedsnål. Dette bruger hun som 

bærestykke til varer, brænde eller det mindste barn. Når hun bæer varer knyttes det over brystet. Som 

fodtøj bruger hun sandaler lavet af brugte bildæk. På hovedet bærer hun skindhat som mændene, en 

strikket hat joq'ollu eller en trekantet hat pacha montera. Håret er flettet i to lange fletninger, med en 

sort eller brun hårsnor. 

Hvis man har råd skifter man dele af dragten ud, især hvis man flytter til byen. Mændene bruger 

lærreds- eller cowboybukser. De udskifter bæltet med et af plastik og bruger syntetiske skjorter og 

kasket. Under ponchoen bærer de vindjakke og de aflægger ponchoen om skulderen og på bagdelen. 

Tøj og tilbehør sættes sammen efter behag, de traditionelle beklædningsgenstande blandes med nye. 

(Se endvidere artiklen "symbolsk magt i Bolivias højland") 

Kvindedragt Cochabamba 

Kvinden bærer store nederdele af uld eller syntetisk stof, som går til kort over knæet. Om livet bærer 

de et vævet bælte. Hertil en kortærmet broderet bluse af bomuld eller nylon. Herover bruger hun et fint 

sjal, som hæftes med broche eller sikkerhedsnål. På ryggen bærer hun et stykke vævet stof i 

spraglede farver til at bære i. På fødderne sandaler af bildæk eller laksko. 

På hovedet har hun en hvidkalket hat med stor skygge eller mere moderne lav hat. Håret er flettet i to 

lange fletninger, med en sort eller brun hårsnor. Allerinderst gemmer hun en strikket pung til cocablade 

og penge mellem brysterne. Af smykker bærer hun øreringe, af guld, sølv eller blik. (Se BOL.B. bilag 4 

i Mappe 1) 

TEKST TIL HYGIEJNE OG PERSONLIG PLEJE 



Indianerne har dårlige hygiejniske forhold, de fleste har ingen bademuligheder eller vand indlagt. Det 

bliver ofte til en gang etagevask. Håret derimod går de meget op i. Kvinderne vasker tit hår og reder 

det mange gange om dagen. De fleste har langt hår som flettes i to fletninger, der bæres ned af 

ryggen. Fletningerne forlænges med hårsnore og man bærer hårpynt. Tøjet vaskes i hånden, vandet 

er koldt og det kræver godt med knofedt. Man vasker i floden eller ved en vaskeplads udenfor huset, 

hvor kvinderne sidder ved en vaskebalje. Flere sætter blikvaske op udenfor beregnet til tøjvask. Man 

bruger sæbe eller vaskepulver til at vaske det rent med. Det tørrer ved at ligge hen overjorden eller på 

en tørresnor. 

TEKST TIL LEGETØJ 

På landet leger børnene med hvad de har for hånden. Drengene spiller med glaskugler, plastikbiler, 

soldater, pigerne med dukker eller boldspil. I byerne kan man købe puslespil, serieblade m.m., men 

det er ofte for dyrt for de fattige aymaraindianere. På markedspladserne i byen ser man tit en kiosk, 

hvor man kan leje gamle seriehæfter, ikke til at tage med hjem, men til at stå og kigge i. Mange turister 

er begyndt at købe indianer tøjdukker, som kvinderne laver. Men deres egne børn foretrækker 

plastikdukker. 

TEKST TIL MAD OG STIMULANSER 

Kvinderne står for husholdningen. Om morgen får mændene gerne grøntsagssuppe, kvinderne te og 

tørt brød. Midt på dagen tilbereder kvinderne varmt mad, som består af kartoffel - eller bønnesuppe. 

Bagefter får man hovedretten, segundo, som består af ris, kartofler eller spagetti med lidt hakket kød 

tilberedt med løg, chili og tomater. Man spiser alle former for kød, delikatesserne er høns og marsvin. 

Der suppleres med fisk fra Titicasøen, samt småfangst af fugle, bæltedyr, kaniner m.m. Indianerne er 

meget opfindsomme, når de gælder om at anvende madvarerne, alt bruges fra grisetæer, til 

fårekranier. Maden tørrer man for at gøre den langtidsholdbar. Kødet hænges til tørre i vinden, majs 

og bønner ristes eller soltørres. De bitre kartofler frysetørrer man o.s.v. På den måde har man klarede 

sig i århundrede. Maden bliver lavet over åben ild eller på et lille gasblus. De mere velstillede bruger 

gaskomfurer. Det er svært at skaffe brænde, fordi bjergene lægger højt over trægrænsen, derfor er 

gasblus meget eftertragtede. Man køber gasflasker i byen og transporterer dem hjem.

QUECHUA-INDIANERE I BOLIVIA

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?