Juli 2007 Den omvendte Alzheimer Et træ skal ... - Mariehjemmene

MarieBladet
Skru op !
– mere fut i pårørendearbejdet
Vi vil selv !
– dramatisk at bryde med forældre
Leder
– er pårørende med- eller modspiller ?
Juli 2007
Den omvendte Alzheimer
– viden og indsigt når demente skal hjælpes
Et træ skal plejes
– en formands syn på kvalitet

Adresser
FONDEN MARIEHJEMMENE
Onsgårdsvej 35
2900 Hellerup, 39 62 23 33
ROSE MARIEHJEMMET
Brodersens Alle 16
2900 Hellerup, 39 62 88 57
ELSE MARIEHJEMMET
Kystvej 33
3050 Humlebæk, 49 19 08 62
DORTHE MARIEHJEMMET
Rødovrevej 325
2610 Rødovre, 36 70 53 00
ELLEN MARIEHJEMMET
Vesterbrogade 3 C
3250 Gilleleje, 48 30 03 65
KIRSTEN MARIE
Vinkelvej 3
2800 Lyngby, 45 88 19 28
KAREN MARIE
Skovvej 7, Nyrup
4262 Sandved, 55 42 19 00
METTE MARIE
Hyltebjerg Allé 73
2720 Vanløse, 38 76 13 75
LOUISE MARIEHJEMMET
Svenskelejren 1
2700 Brønshøj, 38 60 55 00
HANNE MARIEHJEMMET
– KVINDELY
Ringstedvej 57-59
4000 Roskilde, 46 32 19 92
LINE MARIE
Stationsvej 4
3550 Slangerup, 47 33 00 39
BIRTHE MARIE
Liselundager 13 A
2640 Hedehusene, 73 30 03 10
Forsiden
Forsidebilledet er fra Ellen Mariehjemmets
Café, hvor Roma Jacobsen
og Svend Åge Jacobsen blev
fotograferet i 2005. Roma lever
ikke længere.
Foto: Claudi Herrestrup
2
Leder
Jesper Maarbjerg, formand
Fonden Mariehjemmene
Pårørende – medspiller eller modspiller
I dette nummer af MarieBladet behandler vi i nogle artikler spørgsmålet
om de pårørende.
Videnscentret på Ældreområdet arrangerede for et par år siden nogle
interessante konferencer om forholdene mellem pårørende, medarbejderne
og beboerne på plejehjem.
Det var ikke sådan, at der kom en entydig anbefaling ud af konferencerne
af den enkle grund, at det er et pokkers svært emne. Især i et samfund
som det danske, hvor vi kun har et formelt ansvar for vores børn,
indtil de bliver myndige, og hvor børn ikke har et formelt ansvar for
deres forældre.
Men ét er det formelle; noget andet er det, vi af andre grunde føler os
forpligtede af.
En mor eller far til et handicappet barn føler sig ikke ansvarsfri, fordi
barnet bliver myndigt. På den anden side vil et myndigt handicappet
menneske gerne være fri og selvstændig i forhold til sine forældre oftest
helst uden at afbryde alle forbindelser til forældrene.
En søn eller datter vil gerne kunne hjælpe sine forældre, når de med
alderen får behov for en hjælpende hånd. Mange forældre sætter en ære
at klare sig uden og vil hellere have hjælp „fra kommunen“.
Det er altså ikke så enkelt.
Det må imidlertid ikke sløre det faktum, at familiebånd ikke er noget,
der bare ophæves, når man flytter ind i et botilbud for de fleste har
familien stadig en stor betydning, og derfor „blander datteren sig“ i
plejen, eller forældrene vil have indflydelse på deres barns udvikling.
Vores udgangspunkt i Mariehjemmene er naturligvis de beboere, der
bor i vores botilbud.
Vores opgave er at sikre, at beboerne får det forhold til deres pårørende,
som de ønsker, og at de pårørende bidrager til, at beboernes daglige
tilværelse bliver så god som muligt.
Selv hvor beboerne ikke ønsker kontakt til sine pårørende, betyder de
noget for beboerne.
Hvis vi til løsning af vores opgaver skal sikre, at de pårørende er vores
medspillere, er det klart nødvendigt fra starten sammen med beboerne
– at få aftalt hvordan og i hvilket omfang de kan inddrages i beboernes
forhold.
God læselyst
ønskes af redaktionsgruppen.

Redaktion
Jesper Maarbjerg (jm)
jmaarbjerg@post.tdcadsl.dk
Flemming Høj Jermiin (fhj)
fhj@mariehjem.dk
Kristian Wedel Andersen
kwa@mariehjem.dk
Arne Skovgaard Nielsen (asn)
ansvarshavende
asn@mariehjem.dk
FONDEN MARIEHJEMMENE
Onsgårdsvej 35
2900 Hellerup
Tlf. 3962 2333
Fax. 3962 2465
www.mariehjem.dk
Citat og gengivelse tilladt med tydelig
kildeangivelse.
ISSN 1604-7419
Trykning StormTryk
Faste links:
www.danmark.dk
Ankestyrelsen:
www.dsa.dk
Beskæftigelsesministeriet:
www.bm.dk
Indenrigs og sundhedsministeriet:
www.inm.dk
www.sum.dk
Socialministeriet:
www.sm.dk
Videnscentre
www.aeldreviden.dk
www.socialpsykiatri.dk
Redaktionelt
Leder
Leder ..................................................... 2
Redaktionelt ........................................... 3
Fra vor egen verden
Skru op for pårørendesamarbejdet ........ 4-5
Den omvendte Alzheimer ...................... 8-10
Om god kvalitet ..................................... 11
Fra den store verden
Vi vil selv bestemme .............................. 6-7
Bagsiden
Mariehjemmene lige nu
Fra deltagelse i verdenskongres om
skadereduktion (Harm Reduktion) ......... 12
MarieBladet trykkes i et oplag på 750 stk. og
sendes til alle medarbejdere og alle bestyrelsesmedlemmer
samt samarbejdspartnere.
Desuden udleveres MarieBladet til interessede
pårørende.
I Mariehjemmene er der aktuelt ansat 508 medarbejdere
og antallet af bestyrelsesmedlemmer er i
alt 73 i de 18 bestyrelser.
Mariehjemmenes webmaster gør opmærksom på,
at han har indrettet hjemmesiden, så MarieBladet
også kan læses på
www.mariehjem.dk/nyhedsbreve.
3

Fra vores egen verden
Artikel af Kristian Wedel Andersen og Debbie Nilsson,
udviklingskonsulenter i Fonden Mariehjemmene
Skru op !
– for pårørendesamarbejdet
Vi er alle sammen på vej ud ad en vej, som før eller siden giver os erfaringer med
rollen som pårørende eller beboer. Om vi er pårørende til ældre eller unge mennesker,
så er samarbejdet essentielt i forhold til at kunne mestre, at ens nærmeste er
flyttet på plejehjem eller i bofællesskab.
Vi har interviewet social- og sundhedshjælper Lise Hansen fra Louise Mariehjemmet
og forstander Anne Højen fra Bofællesskabet Birthe Marie for at få mere viden
om samarbejdet med de pårørende.
Begge steder er der meget fokus på at etablere og vedligeholde et samarbejde med
de pårørende. Det ene sted er beboerne ældre mennesker, som har haft et langt liv,
og det andet sted er det unge mennesker, som for første gang har deres egen bolig.
De to interviewede er enige om, at der skal bruges ressourcer på pårørendesamarbejde.
4
Samarbejdet starter ved det første møde
Lise Hansen beretter: Vi har et godt samarbejde med
de pårørende, og det skyldes hovedsagligt, at vi prioriterer
det”. Hun påpeger, at samarbejdet er alfa og
omega for at skabe et godt samspil.
Anne Højen tilføjer: ”Der er ikke to beboere, som er
ens, og det samme gælder de pårørende, så det er vigtigt
at skabe rum til en forventningsafstemning”.
Udgangspunktet for forventningsafstemning er at
blive klogere på det, som kaldes ”den fastlåste konflikt”,
”det mislykkede samarbejde”, og alle mulige
andre situationer præget af misforståelser og mangel
på sammenhæng. Anne Højen og Lise Hansen læg-
Social- og Sundhedshjælper Lise Hansen fra
Plejehjemmet Louise Mariehjemmet i Brønshøj

ger vægt på en forventningsafstemning, hvor den
enkelte beboer er krumtappen, så inddragelse sker
gennem beboeren i samspil med personalet.
Det kommer ikke af sig selv!
Mange af de unge beboere ønsker at frigøre sig for
forældrene og komme i gang med et ungdomsliv.
Anne Højen nævner: ”Det kræver fingerspidsfornemmelse,
når vi samarbejder med den unge og
forældrene, og nogle gange er samarbejdet mindre,
fordi beboeren ønsker det”.
Begge steder arbejdes med at formalisere samarbejdet,
så der kommer åbenhed. Forældre kan blive
nødt til at acceptere perioder med mindre dialog,
fordi deres ”børn” ønsker det!
Andre pårørende har fx. forventninger om, der arrangeres
en gåtur hver dag, så deres pårørende får
frisk luft. Det er vigtigt at få talt om dette.
Lise Hansen fremhæver, at den pårørende
har lov til at have drømme. Men
det er vigtigt med en realistisk syn på
tingene, og det er måske kun muligt
med den daglige gåtur, hvis den pårørende
bidrager. Det giver mulighed for
et konkret samarbejde og arbejdsdeling,
som alle har gavn af.
… skru op !
Anne Højen
Sørensen,
socialpædagog
og forstander i
bofællesskabet
Birthe Marie i
Høje-Taastrup
Har du tid?
Det er en rigtig god ide at formalisere samarbejdet,
så der arbejdes med forventningsafstemning og statusmøder,
så samarbejdet udvikles og bliver endnu
bedre.
På Dorthe Mariehjemmet i Rødovre har man glæde
af „Husets Venner“, der i stor udstrækning er
sammensat af nuværende eller tidligere pårørende
Pointen er altså, at samarbejdet ikke er en given
størrelse i praksis, som en ramme rundt om et maleri.
Samarbejde er et relativt og dynamisk begreb,
der hele tiden er under forandring. Lise Hansen
fortæller, at Louise Mariehjemmet lægger vægt på at
have løbende dialog via postkasse og kontaktbog, så
de pårørende helt legitimt kan give deres besyv med
om dette og hint.
Det angribes meget systematisk ved, at der afsættes
tid af til forventningsafstemning, og de pårørende
bidrager til livshistorien. Der bruges desuden tid på
opfølgningssamtaler, så man løbende vurderer og
justerer samarbejdet. Der er fokus på de nære ting i
hverdagen, så man bliver anerkendt og værdsat uanset
om man er pårørende eller medarbejderne.
“
Pointen er altså, at samarbejdet ikke er en given størrelse i praksis,
som en ramme rundt om et maleri. Samarbejde er et relativt og et
dynamisk begreb, der hele tiden er under forandring.
5
På Louise Mariehjemmet er medarbejderne i gang
med at udvikle en brochure, der skal bidrage til at
skabe en god ramme for pårørendesamarbejdet,
fordi det er vigtigt med åbenhed og klare hensigter.

Fra den store verden
Vi vil selv
Jasper er 23 år og lider af en
muskelsvindlignende sygdom
Artikel af
Jesper Maarbjerg
Jeg har i anledning af MarieBladets tema om forholdene
til beboernes pårørende talt med 3 unge mænd,
der er elever på Egmont Højskolen, for at høre om
forholdet til deres pårørende dvs. forældrene.
Kenneth er 18 år og har rygmarvsbrok, Jasper er 23
år og lider af en muskelsvindlignende sygdom og
Casper er 29 år og lider af muskelsvind.
Kenneth og Jasper har, før de kom på Egmont, boet
hjemme. Casper har sin egen lejlighed.
Jasper og Casper har fået bevilget hjælpere til hele
døgnet og fælles for alle tre er, at de ønsker at være
Det sted i Danmark, der nok har den største
berøring med svært handicappede unge, er
Egmont Højskolen, der for nylig har haft
50 års jubilæum som en speciel højskole for
handicappede.
6
Casper er 29 år og lider af muskelsvind
uafhængige af deres forældre, samtidig med, at de
gerne vil have et godt forhold til dem. Det er ikke
omkostningsfrit at ønske en sådan uafhængighed.
Kun Casper, der er ældst, giver udtryk for, at han har
fået et rart forhold til sine forældre, hvor de er gæster
hos ham og hjælper ham, som det kendes hos andre
familiers forhold til voksne børn.
Især Jaspers forældre har været dybt skeptiske over
hans ønske om at være elev på Egmont, og er først
ved at acceptere det nu, hvor han har været elev i 5
semestre.

… vi vil selv !
bestemme
„Min mor pysse-nysser mig alt for meget – jeg vil
have min egen tilværelse med min eget hjem og en
kæreste!“ siger Kenneth. Men ved en nøjere beskrivelse
er det en tilværelse på førtidspension med hjælpemidler
og måske hjælpere.
Kenneth er 18 år og har rygmarvsbrok
Der er to forhold som især tegner en anden binding,
end normalt mellem forældre og børn/unge:
· forældrene (mest mødrene) har igennem hele barndommen
taget sig af deres barn på en langt mere
intensiv måde på grund af barnets/den unges handicap.
· til dækning af udgifter i tilknytning til barnets/den
unges handicap modtager familien stor økonomisk
støtte fra det offentlige. Den støtte følger den
unge.
· den unge føler samtidig den belastning han er for
den øvrige familie.
Det betyder, at et brud med forældrene
bliver langt mere dramatisk, end det
gør i familier, hvor de unge ikke er handicappede.
Forældrene kan have svært
ved at give slip, og den unge skal ofte
kæmpe mere for at opnå den frihed fra
forældre, som unge normalt ønsker sig.
Et væsentligt bidrag til at opfylde de unges krav til
deres selvstændige tilværelse er de hjælperordninger,
der kan etableres, så de derved ikke belaster familien
længere.
7
Jasper er konkret ved at komme nærmere sit ønske
om en selvstændig tilværelse. Hans kommune søger
aktivt at hjælpe ham til en lejlighed. Men hans handicap
stiller meget store krav til indretningen. Der
skal være plads til hjælpemidler, og der skal være et
stort badeværelse. Til gengæld kan han godt forestille
sig, at han kan passe et arbejde, hvor den nye
teknologi kan gøre det realistisk.
Hvilken betydning for disse ting for de unges relationer
til de pårørende?
Det vigtigste er, at de selv vil bestemme over deres
egen tilværelse og daglige situation. De ønsker hjælp
fra det offentlige til de behov, de har til tilværelsen;
men de ønsker stadig gode forhold til forældrene.
De opfatter det som deres opgave at få forældrene
„til at fatte, at det ikke længere er dem, der skal bestemme!“
Casper siger, at hans forældre „har fattet det“, og
han har det godt med dem.
Selvom selve løsrivelsen fra forældrene kan være dramatisk
og for udenforstående virke som uoprettelige
konflikter, er det slående, at de unge ikke giver udtryk
for et ønske om, at deres forældre skal holde sig
“En handicappets brud med forældrene bliver langt mere
dramatisk end det gør i familier, hvor de unge ikke er
handicappede
væk fra deres liv selv ikke når de er i den alder, hvor
sådanne ønsker hyppigt høres fra deres jævnaldrene.
Det bliver aldrig let at sætte regler om forholdet til
pårørende!

Fra vores egen verden
Den omvendte Alzheimer
Vi sidder i dagligstuen og ser film. Det er kun filmens tale, vi følger med i.
Pludselig er der én, der får et hosteanfald, så Einar bliver forstyrret og udbryder:
„Iiiihh! Aijjjj! Du hoster! Vi kan ikke høre noget!!“ Einar virker sur og irriteret.
Han kan ikke evaluere situationen; han sidder ikke og overvejer, at nu er der én
der hoster, og det kunne betyde, at hun er syg eller har en tør plet i halsen.
Og Einar kan ikke bare tænke inde i sig selv, at det er irriterende og larmende.
Einar registrerer, at han bliver forstyrret, og det siger han højt, og helt uden indlevelsesevne
i andres situation. Einar har ikke evnen til at lave en vurdering eller
evaluering af hosteanfaldet. Det, han oplever og registrerer, kommer det til udtryk
i samme sekund, som han bliver forstyrret…og helt uden hensyn til andre.
8
Tre demenstyper
Frontallapsdemens (også kaldet „den omvendte Alzheimer“)
er én af de tre større typer af demens. De
andre to er vasculær betinget demens og Alzheimer.
I denne artikel vil jeg koncentrere mig om „den omvendte
Alzheimer“.
Når frontallapperne rammes, får det katastrofale
følger for personen, og derfor er det vigtigt for os
som fagligt vidende personale at forstå de forhold,
der er så vigtige og anderledes for et menneske, der
har fået frontallapsdemens.
Hjernens dirigent
Frontallapperne kaldes også „hjernens dirigent“, og
det et meget godt billedligt udtryk til at forklare, at
området er ansvarligt for „harmoni“ mellem personen
og dennes omgivelser. Når dirigenten ikke er der
længere, bliver der i stedet for „disharmoni“.
Jannie Mogensen er 42 år og uddannet sosu-hjælper fra 1994. Hun blev ansat på Dorthe Mariehjemmet i
august samme år og har været med i udviklingen af demensafdelingen fra dens start for over 13 år siden.
I 2006 tog Jannie den statsanerkendte diplomuddannelse som demenskoordinator, og hun har sammen
med demensgruppens leder et hovedansvar for intern og extern undervisning om demens.
Jannie Mogensen er særlig interesseret i at omsætte den teoretiske viden om demens til praktisk dagligdag
i forhold til de mennesker, der har fået lidelsen demens.

EINAR – mister evne til at skabe overblik
Den frontallapsdemente har svært ved en række
ting, jeg vil komme ind på nedenfor, fordi hjernecellerne
i hjernens forreste (=frontale) del forsvinder.
Man mister evnen til at skabe overblik, at arbejde
målrettet og fastlægge strategier, at planlægge og
evaluere. –Alene dette at miste den evne, kan enhver
forstå, vil betyde noget afgørende for andres oplevelse
af …Einar, som jeg vælger at kalde min person
i denne artikel.
EINAR – mister de „gode manerer“
I frontallappen ligger også det center, som styrer,
at vi har „gode manerer“, at vi tager hensyn til
andre, at vi er i god indfølende kontakt med vores
medmennesker, at vi kan styre impulser og drifter.
–Hvad er gode manerer? Selvfølgelig er det noget,
vi hver i sær ser forskelligt på; men der er en meget
„stor fællesmængde“ af ting,
som vi er enige om, hvad
angår gode manerer. Og
hvis et menneske „falder
udenfor“, dvs. gør ting,
vi opfatter i strid med
…gode manerer, ja, så
er det noget, der vækker
meget stor opmærk-
somhed og somme tider
også afsky. – Vi bliver „konfronteret
med os selv“, hvis vi oplever mennesker, der gør
ting, der er meget i strid med „gode manerer“: prutter
ved bordet, bruger mange ukvemsord eller hva’
ved jeg… Sprogbruget bliver primitivt og forenklet,
ofte med de groveste ord.
EINARS personlighed forandres
Socialt er de uden indsigt og føling med andres følelser
og desuden mangler mennesker med frontallapsdemens
evnen til at bremse op og skifte spor.
Der er med andre ord tale om en meget stor personlighedsændring,
og det er ikke mærkeligt, at det er et
chok og ofte en forfærdelig oplevelse for ægtefæller
eller børn at være vidne til, at den Einar, de altid har
kendt som en dejlig mand eller en rar far, bliver så
anderledes.
… EINAR
9
EINAR – opleves som uforskammet og egoistisk
Man får både ændret temperament og indlevelsesevnen
for andre forsvinder, og i stedet bliver man oplevet
som et menneske, som er selvoptaget, uforskammet,
følelseskold, egoistisk, angst.
Einar opleves nu måske som en person med manglende
interesse for andre, som rastløs, taktløs og
uden hæmninger. Måske indtager han andres mad
på en grådig facon, måske oplever man rapseri, seksuelle
udspil eller andre ting, som de fleste af os vil
opleve som grænseoverskridende.
Og man ser altid en manglende sygdomsindsigt.
EINAR – vil have dækket sine behov her og nu
Den frontallapsdemente kan blive impulsiv, „her
og nu“ reagerende, kan ikke planlægge og se frem i
tiden og vil som sagt have sine behov dækket her og
nu og fikserer sig på rutiner.
“
Demente spørger ikke efter omsorg fra personalet. De er konkrete og spørger
hellere om kaffe, en smøg, hjælp til toiletbesøg, eller anden personlig hygiejne,
hjælp til barbering eller tandbørstning. Derfor har vi som opgave at være
opmærksomme på, at et liv uden omsorg og kontakt er et tomt liv.
Og hvad gør vi så for at hjælpe EINAR?
Vi skal som personale og omkringstående „vikariere“
for det skadede, derfor kan det være en god
ide at sætte ord på de følelser og den indsigt, Einar
EINARS evner til at huske forringes gradvist
En frontallapsdement har såkaldt „relativt bevaret
hukommelse“ og såkaldt „relativt bevarede færdigheder“.
Med det mener man, at Einar vil have evne
til at huske og have færdigheder, som i løbet af tiden
og sygdommen bliver dårligere. –Altså: det, man
kunne huske for en måned siden (det kunne fx være
hvad man lavede i går) evner man måske ikke længere
at huske, og færdigheder, man havde i forgårs
(det kunne fx være evnen til at knappe sin skjorte)
har man måske mistet i morgen?
… og hvorfor? Fordi sygdommen fortsætter og fordi
hjernecellerne i den forreste del af hjernen forsvinder.
mangler: „Ja det er ikke rart for fru. Hansen at hun
hoster!“ Måske skal vi tilbyde fru Hansen noget at
drikke for at tage den tørre plet og samtidigt sige det

højt – simpelthen sætte ord på – for på den måde at
vise og minde Einar om, hvordan det var, at også
han engang reagerede på det, når nogen hoster….
EINAR – skal tales til som en voksen person
Når den demente fremtræder taktløs og sårende, er
det vigtigt at huske på, at havde det været et barn,
ville vi have irettesat, men her er der tale om en voksen
person, hvor manerer svækkes, og udtryksformen
bliver som barnets, fordi hjernen forfalder. Det
betyder selvfølgelig, at vi ikke forfalder til at tale til
Einar som om han var et barn!
EINAR – vil ikke bevidst såre nogen
Når en dement siger noget, vi oplever som sårende,
er det en ren og skær iagttagelse. Einar siger det, han
ser. Der er ikke baggrund i følelsesmæssige overvejelser
og derfor ikke indsigt i at det måske virker
sårende.
EINAR – har særlig brug for kontakt og omsorg
Frontallapsdemente spørger ikke efter omsorg fra
personalet. De er konkrete og spørger hellere om
kaffe, en smøg, hjælp til toiletbesøg, eller anden
personlig hygiejne, hjælp til barbering eller tandbørstning.
Derfor har vi som opgave at være opmærksomme
på, at et liv uden omsorg og kontakt er
et tomt liv.
Demente opleves tit som indelukkede mennesker,
som ikke fortæller ret meget om deres liv, de kan
virke urokkelige; men underkend aldrig disse mennesker,
selvom at de kan have en meget direkte og til
tider barsk tilgang til omgivelserne.
EINAR – kæmper for at bevare sin værdighed og selvrespekt
De er også kærlige og sårbare og har brug for forståelse
og lindring i det, der har været svært i deres
liv og husk noget meget vigtigt: de kæmper for at
bevare deres værdighed og respekt, når de mærker
identiteten smuldre. Det hjælper vi dem med!!
… EINAR
10
Faktabox
Serviceloven giver pårørende indflydelse.
§ 17. Kommunalbestyrelsen skal nedsætte bruger-
og pårørenderåd i tilknytning til plejehjem m.v., jf.
§ 192, plejeboligbebyggelser omfattet af lov om
almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre
og personer med handicap og andre tilsvarende
boligenheder. Kommunalbestyrelsen fastsætter
sammensætningen af rådet under hensyntagen til
lokale forhold, dog således, at brugere og pårørende
udgør et flertal i rådet. Rådets opgave er at
repræsentere beboernes og lejernes interesser, og
rådet skal inddrages ved fastlæggelsen af retningslinjerne
for den daglige pleje- og omsorgsindsats i
de pågældende boligenheder, herunder retningslinjer
for kostplaner, arbejdsrutiner, aktiviteter, samvær
m.v. Bestemmelsen omfatter alene de beboere
og lejere i de nævnte boligformer, der modtager
kommunale serviceydelser.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fastsætter i samarbejde
med rådet vedtægterne for dets arbejde.
I vedtægterne fastsættes bl.a. regler for valg af
medlemmer, valgperiode samt rådets arbejdsområde
og kompetence.
Fondens seminar 2007
Fonden Mariehjemmene inviterer samtlige bestyrelser,
forstandere og to medarbejderrepræsentanter
til det årlige seminar lørdag den 22. september
2007. Seminariet sætter fokus på:
Hvordan kan Mariehjemmene blive ved med at
være en attraktiv arbejdsplads?
Oplæggene handler om:
– Hvordan kan mangfoldighed sættes i spil som
en værdifuld ressource for både Mariehjemmene
og herunder medarbejderne og beboerne
– Hvad skal der til for at gøre Mariehjemmene
mere attraktive for mænd?
– Erfaringer med at inkluderer medarbejdere med
anden etnisk baggrund end dansk i arbejdet
med ældre mennesker
– Hvordan ser det ud i Mariehjemmene?
Vel mødt!

Om god kvalitet
Et træ skal plejes
God kvalitet er en egenskab, vi praktiserer hver dag,
når vi hver især gør vort bedste.
Hvorfor er dette begreb så fortsat til diskussion?
Det er det, fordi vi alle godt ved, at vi jævnligt kommer
ind i en fastlåst arbejdsrytme, som vi bare affinder
os med; det man kan kalde „det går jo meget
godt-systemet“.
Jørgen B. Schmidt
Bestyrelsesformand, Kirsten Marie
Tingene sander til, og når man er nået dertil, så er
det på tide at stå af eller at sætte sig ned sammen
med andre og sige: hvad er det egentlig vi laver? Sagt
på en anden måde, så har det noget at gøre med hele
tiden at finde ud af at leve i den tid, vi lever i.
Det gør mange af os ikke.
Virkeligheden – af nogen kaldet fremtiden – overhaler
os indenom, hvilket jo også er årsag til, at mange
beslutninger tages for sent.
Dette gør, at nogle falder af i svinget, og nogle søger
11
trøst hos højere magter. Andre, mere jordbundne,
prøver hele tiden at finde ud af, hvordan man skal
leve med hinanden. Denne tilgang til tilværelsen
medfører, at vi kan bruge den på noget, som har
vores interesse, og til gavn, for det vi arbejder med,
som for eksempel, når Mariehjemmenes bestyrelser,
beboere og personale hele tiden overvejer, hvordan
deres bosted skal fungere.
Sagt på en anden måde, går det ud på at finde ud af,
hvilke værdier vore bosteder skal leve videre på, når
de gamle værdier forsvinder.
Hvordan skaber vi en ny sammenhæng eller nye
normer?
En gang brugte man et udtryk der hed „at forvalte
sit eget pund“ – et godt princip – der blev ødelagt
af velfærdsmodellen. Velfærdsmodellen fik os til at
tro på, at vi administrerer os selv, samtidigt med,
at vi alle lader os administrere gennem tilskud.
Her glemte velfærdssamfundet det grundlæggende,
nemlig hjælp til de svageste, derfor eksisterer Mariehjemmene.
Den tid er forbi, hvor vi ønsker at lade os
administrere, og vi så skal finde frem til nye metoder
til brug for os selv og vore beboere.
Et træ skal beskæres og gødes for at bære frugt
Dette betyder, at det enkelte bosted skal have lov
til at udvikle sin egen måde at leve på med beboere,
pårørende og personale uden for mange regler. Dog
skal der fra Fonden Mariehjemmene være nogle få
præcise overordnede fastlagte rammer, der kendetegner
Mariehjemmenes grundholdning.
Det er holdningen, der skaber indholdet
Kvalitet er en kulturel proces og dermed i ordets
bogstaveligste forstand dyrkning af menneskets
åndelige og materielle udvikling eller stade og som
derfor omfatter alt det, der kan udvikle det enkelte
menneske. Det drejer sig om vort sprog, vore vaner,
vores måde at være sammen på, vores måde at
løse konflikter på, vores humor, forholdet mellem
arbejdsgiver og lønmodtager, mellem beboere og
personale, kort sagt: hverdagen, og hvad den i øvrigt
indebærer af trivialiteter.
Frem for alt skal enhver, der indgår i en kvalitetsproces
være åben og ikke på forhånd være begrænset
af gamle rutiner, som er ødelæggende for arbejdet
med den gode kvalitet.

Fonden Mariehjemmene var repræsenteret ved
verdenskongressen i Warszawa fra den 13. maj til
den 17. maj ved forstander Samy Visvanathan og
Kristian Wedel Andersen. Der deltog 82 lande med
1200 deltagere.
Formålet med den årlige verdenskongres er at drøfte
skadesreduktion, nye metoder og indsatser fra forskellige
steder i verdenen.
Vi havde store forventninger til kongressen, som
blev indfriet. Vi overværede 40 oplæg og så to film.
Ikke alle oplæg var værd at skrive om, men de fleste
var inspirerende.
Hvad er skadesreduktion
Skadesreduktion er et begreb, der arbejdes med
i forhold til illegale og legale stoffer. Det har sit
udspring fra Liverpool, hvor man i slutfirserne begyndte
at uddele nåle og undervise narkomaner i at
bruge heroin for at undgå HIV/AIDS, hepatitis og
forskellige andre sygdomme som følge af misbrug.
Skadesreduktion er absolut ikke et forsøg på at legalisere
misbrug men et forsøg på at reducere følgevirkninger
ved misbrug
”Drug Free World – We Can Do It”
Der er rigtig mange holdninger til skadesreduktion,
hvilket vi også har mærket på Pensionatet Mette
Marie, fx fra artikler i Ekstrabladet. Der er rigtige
mange følelsesmæssige og moralske holdninger i
debatten, men der er desværre ikke så mange, som
lytter til de konkrete erfaringer fra praksis.
På verdensplan har man de sidste 10 år brugt strategien:
” Drug Free World – We Can Do It”. Men der
er ikke noget, som tyder på, at der er blevet mindre
misbrug ved denne strategi. Denne konsekvente
strategi har i stedet betydet, at fængslerne er fyldte
med misbrugere!
Hvad hørte vi ?
Mange oplæg handlede om illegale stoffer i form af
misbrug af heroin, crack og andre stoffer. Erfaringer
fra Canada viste, at det kan betale sig at give crack
brugerne ”ordentlig rygeværktøj” for at reducere hepatitis
og andre sygdomme.
Andre oplæg handlede om de hjemløse og de narkoprostituerede,
som kæmper for at blive anerkendt
og få en stemme. De prostituerede benævnte sig selv
konsekvent som ”sex workers”. Stigmatisering og
menneskerettigheder var også på dagsorden.
MarieBladets bagside
Fra deltagelse i verdenskongres om skadesreduktion
“Harm Reduction – coming of age”
Der var stor fokus på tobak, som der arbejdes med
konkrete skadesreduktionsprogrammer rundt om i
verden. Man har erkendt, at flere mennesker er meget
afhængige af nikotin.
Hvordan kan nikotin indtages på en mindre skadelig
måde? Der er blandt andet positive erfaringer med
at bruge snus, fordi det nedsætter risikoen for dødelige
sygdomme med 80 pct.
Vi fik på kongressen megen anerkendelse for vores
På kongressen
fik vi megen anerkendelse
for
vores arbejde
på Pensionatet
Mette Marie
og Hanne Mariehjemmet
– Kvindely.
Formålet med
den årlige verdenskongres
er
at drøfte skadesreduktion,
nye metoder og
indsatser fra
forskellige steder
i verdenen.
arbejde på Pensionatet Mette Marie og Hanne Marie.
Der var generelt en meget positiv stemning, og vi
fik fornemmelsen af at være en del af en verdensomspændende
bevægelse, som er dedikeret til at kæmpe
for menneskerettigheder for misbrugere og andre
marginaliserede grupper. Vi mødte masse af engagerede
og fagligt dygtige mennesker fra resten af
verdenen. Vi er bekræftet og inspireret til at arbejde
videre med skadesreduktionsstrategier. Det giver
god mening både på det menneskelige og samfundsmæssige
niveau.
Næste Harm Reduction konference – i Barcelona
fra den 10.-15. maj 2008.
Samy Visvanathan & Kristian Wedel Andersen