kommunal og regional revision sagkundskab, uafhængighed

A.3.2.4. Danske regler om revisors vederlag
Der gælder særlige regler om det vederlag, som revisor må tage for udførelsen af
sine opgaver. Reglerne findes i revisorlovens § 13. Også disse regler tjener til sikring
af revisors uafhængighed ved at sikre, at revisionsvirksomheden ikke bliver
økonomisk afhængig af en kunde. En revisionsvirksomhed må efter revisorlovens
§ 13, stk. 1, ikke i hvert af tre på hinanden følgende regnskabsår have en større
andel af sin omsætning end 20 % fra samme kunde.
Kravet gælder i de situationer, hvor revisor for kunden udfører revisions- eller erklæringsopgaver
eller både udfører disse opgaver og konsulentopgaver, men kravet
berører ikke opgaver, hvor revisor udelukkende beskæftiger sig med rådgivning
for en kunde.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan undtage herfra, hvis der foreligger særlige
omstændigheder.
En revisor må efter revisorlovens § 13, stk. 2, for revisions- og andre erklæringsopgaver
ikke betinge sig et højere vederlag for sit arbejde, end der kan anses for
rimeligt, og vederlagets betaling eller størrelse må ikke gøres afhængigt af andre
forhold end det udførte arbejde, dvs. vederlaget må f.eks. ikke være resultatafhængigt,
idet bestemmelsen i revisorlovens § 13, stk. 2, i disse situationer tillige
finder anvendelse, jf. revisorlovens § 13, stk. 3. Som noget nyt fastslås det i bemærkningerne
til lovforslaget, at der primært må lægges vægt på markedsprisen
ved forståelsen af ”et rimeligt vederlag”. Det vil således være vurderingen uvedkommende,
hvor meget den pågældende virksomhed selv plejer at tage, uanset
om dette er usædvanligt lidt eller usædvanligt meget. For at et vederlag skal kunne
anses for urimeligt, bør der være tale om en betydelig niveauforskel mellem markedsprisen
og det krævede eller accepterede beløb.
Det vederlag, som revisor tager for alle andre ydelser end erklæringsydelser, kan
efter de nye regler som udgangspunkt aftales frit. En revisor kan således aftale, at
hans vederlag f.eks. skal udgøre en procentdel af de besparelser, som en virksomhed
har ved at følge revisors konsulentråd - det såkaldte ”good cure – good
pay”. Denne vederlagsform må imidlertid ikke benyttes, hvis revisor eller andre
personer i revisionsvirksomheden, der er knyttet til rådgivningsopgaven eller kontrollerer
dennes udførelse, samtidig for den samme hvervgiver kontrollerer eller er
knyttet til erklæringsopgaven. Det skyldes, at bestemmelsen i revisorlovens § 13,
stk. 2, i disse situationer tillige finder anvendelse, jf. revisorlovens § 13, stk. 3.
228