kommunal og regional revision sagkundskab, uafhængighed

Revisorloven regulerer alene kravene til revisor, når denne udfører revisions- og
erklæringsopgaver, dvs. hvor revisor optræder som offentlighedens tillidsrepræsentant.
Efter revisorlovens § 1, stk. 2, finder loven alene anvendelse ved revisors revision
af regnskaber m.v. og supplerende beretninger samt ved revisors afgivelse
af erklæringer og rapporter, der i øvrigt kræves i henhold til lovgivningen eller ikke
udelukkende er bestemt til hvervgiverens eget brug, jf. nærmere bilag A.3.1.
Loven regulerer som nævnt alene revisors udførelse af revisions- og erklæringsopgaver,
men ikke, som det var tilfældet med hidtidige lovgivning, grænserne for revisors
virksomhed, dvs. hvad revisor må beskæftige sig med uden for de områder,
der er af betydning for revisors virke som offentlighedens tillidsrepræsentant.
Hvad revisor i øvrigt beskæftiger sig med såvel erhvervsmæssigt som i privatregi,
reguleres ikke af loven, men som nævnt vil en sådan virksomhed kunne få indflydelse
på, om revisor vil kunne påtage sig en konkret revisions- eller erklæringsopgave,
idet revisor må afstå fra opgaven, hvis han på grund af sin involvering i f.eks.
en bestemt erhvervsvirksomhed ikke vil være uafhængig, når han reviderer eller
afgiver erklæringer for samme eller en anden bestemt erhvervsvirksomhed.
A.3.2.1. Danske regler om revisors konkrete uafhængighed
Revisorlovens § 11 regulerer revisorers konkrete uafhængighed og anvender i sin
tilgang en princip-baseret metode, hvilket betyder, at revisor – ud fra en række
overordnede fundamentale principper – skal foretage en bedømmelse af, om vedkommende
i den konkrete situation er uafhængig. Uafhængigheden kan udsættes
for trusler af varierende styrke, hvorfor revisor og revisionsvirksomheden, hver
gang en sådan trussel opstår, skal vurdere betydningen af denne. Ved bedømmelsen
af, om der i den konkrete situation kan forekomme trusler mod uafhængigheden,
skal der tages udgangspunkt i, om en person med den fornødne indsigt i omstændighederne
omkring en konkret erklæringsafgivelse vil nå frem til, at revisor
hverken har fælles interesse med eller interessekonflikt med den kunde, der skal
afgives erklæring for.
Alternativet til en sådan princip-baseret tilgang er meget detaljerede regler om,
hvad revisor må og især ikke må – det såkaldte ”kogebogsprincip”.
Revisorlovens § 11 er opbygget som en ”flertrinsraket”, hvor stk. 1 er det overordnede,
generelt formulerede krav. Stk. 2 angiver de omstændigheder, der udgør en
sådan trussel mod revisors uafhængighed, at vedkommende aldrig må afgive er-
218