Vredens Børn - uddrag 1 - Jenle

I KARLEKAMRET
Den Dag, vor fremskredne, humane, kort sagt: oplyste Bondestand bygger sit eget
Landbrugsmusæum for at gi Verden en Forestilling om Standens høje Kultur, da
bør den ikke glemme Karlekamret; dog hvis der til den Tid ikke skulde findes et
saadant Rum - hvad vi næsten kunde ønske - saa skal vi her give et Rids af det,
som det var hos Storbonden Bertel Nørgaard, og som det uden synderlig Afvigelse
findes den Dag i Dag i Tusinder af Gaarde rundt om i vort elskede Fødeland.
Egentlig danned det ikke noget Rum for sig, men flød - i bogstavelig Forstand -
sammen med Heste stalden, fra hvilken det kun adskiles ved en paa flere Punkter
gjennembrudt Lervæg. Hellere end at forvirre Folks Begreber med Betegnelsen
“Kammer”, burde man da kalde det for en Baas eller Karle-Bøvl, som man naaed
frem til over en stinkende Sø af flydende Dyre-Ekskrementer, der Sommer som
Vinter samled sig foran den uhøvlede Indgangsdør, hvis rustne Klinkefald og udrevne
Hængsler næsten altid gjorde det umuligt at faa Dørhaspen paa. Den Omstændighed,
at Stalden her paa Nørgaard, efter Fædrenes Sæd, paa alle Aarets Tider
anvendtes som Folkelokum, satte ligesom en Streg under det uhumske ved hele
dette Beboelsesrum.
Voved man sig nu ind i selve Rummet, saa man først fire nøgne Vægge, der maaske
engang i længst forsvundne Dage havde haft nogen Kalkpudsning, men nu kun
udviste en Overflødighed af Sprækker og Revner, som var de gnaved med Tidens
allerfuleste og længste Tand. Over Døren ud til Stalden, hvor 2-3 Skifter af Sten
var faldet ud, havde man forsøgt at udbedre Skaden ved Hjælp af et klodset, opspigret
Møddingbræt. Gulvet var det sorte vædskende Ler, altid oversaaet med
Træskoskarn og Harkklatter. Loftet bestod af en Række løstliggende Lægtestumper,
paa hvilke man gjemte Gaardens Tækkehalm; naar nogen gik hen over denne
Halm, gimped Lægterne op og ned, mens Ormemel og Museskaar drased ned over
de faa halte Møbler, der stod og skammed sig rundtom i Kamrets Kroge.
Den største Del af Rummet optoges af to mægtige højbenede Dobbeltsenge, fra
hvilke Halmen over alt rakte Tunge gennem Sengfjælene. Kamrets Pragtstykke var
Laust' egemalede Klædeskab med gorede Døre; det sendte endnu en frisk Luft af
Fyrretræ ud i al den øvrige Beklumrethed. Alt sit Lys fik Hulen gjennem et enkelt
alenhøjt Jærnvindue ud til Gaarden. Karmen og hver Krog i Rummet var polstret af
Spindelvæve, der svang for det mindste Vindpust og gynged blideligt de i deres
Næt indfiltrede Smaastraa og Havreavner.
En støvpudret Smørekande stod og svedte harskt i et Hjørne af Vindueskarmen,
og i en utilproppet Tranflaske svømmed en Række Fluelig.
“Nu skal du, surenmæ, ett spare paa Smørelsen”, sa Laust, Andenkarlen, han
stod og iagttog Pers Forberedelse til Indgnidningen, mens han drejed den sodede
Staldlygte, der fra det skrammelopfyIdte Karlekammerbord sendte en brutal Stank
af Os og Petroteum ud over Sengene.
Den usædvanlige Begivenhed, at Hjorddrengen skulde “smøres”, samled efterhaanden
hele Gaardens mobile Besætning. Endog Ann Kjestin aflagde i den Anledning
Sesøg i Karlekamret, hvor ingen i Mands Minde havde set hende. Hun kom
dog ikke længere end i Døren, øjensynlig bange for, at hun skuIde faa et elter andet
ubehageligt med sig derfra. Fra en tør Sten i den svinske Vædske foran Indgangen
kasted hun et forskende Blik ind i Kamret og uddelte samtidig nogle Ordrer.

“Hvad var det saa, han gav dig til at smøre det hen med? spurgte Ann Kjestin.
“Sebbedelfrø, som a skuld rør ud i noget grøn Sæbe,” sa Per.
“Naa; faa det saa endelig rørt godt imell hverandt,” sa hun til Per, der med en
Pind tværed rundt i en hæslig svovldunstende Masse paa en skaaret Underkop.
Ann Kjestin vendte sig nu til Forkarlen: “Aa du Anders, kunde du du da'tt faa et
andet Sted at gjøre af de Træskostøvler, du der har hængt op ved Bjælken, til de
blev nok saa tørre; tho a tykkes da, te den Tranlugt maa være saa sær farlig stram
at sove i.”
“Nej, Tran det gir saadan en frisk Ryg imell alt det andet,” sa Anders.
“Og du Lavst,” vedblev Ann Kjestin, idet hun pegte op over et af Skabene, fra
hvis øverste Del en Bunke skiddent Linned bulned ud, “kunde d u ikke lægge dit
Skidentøj lidt bedre til en Side, det ser da saa sært ud, som det hænger.”
Laust løb hen og gav de længst-nedhængende Skjorteærmer et Dask, saa de
svupped ovenpaa Skabet.
“Hvor var det saa, han tog de her Ilderkanniser, ham æ Goj?” spurgte hun videre.
“Det var sgu der i min og Drengens Seng,” sa Anders.
“I føj for en Vesen da! hvor kunde saadan no led Kram nu find der ind og lægg
sig?”
“Jow “ sa Anders, det er Lavst, - han skal altid gaa der om Natten og ta Stenen
ud i Ydervæggen; og saa kommer det jo ind, det forstaar sig.”
“Ja, hvad tho, en skal ve1 ett ligg og kvæles”, sa Lavst.
“Jamen det har a sagt dig saa tit,” svared Anders opbragt, “te vil du ha frisk Luft,
saa kan du slaa Daren op ud til Stalden!”
“Ja, det skal a, surenmæ, lov for!” svared Lavst og grinned. “Det er en rar frisk
Luft, en faar derfra!”
“Aa, staa nu eft og bliv uklar om det,” sa den forsonlige Ann Kjestin. “For nu har
æ Goj jo tagen æ Kram til sig.”
“Lad mig saa se, te du smerer dig godt, Pejr, saadan te du kunde blive af med
det og komm imell andre Folk igjen.”
Med disse Ord drejed den tykke Ann Kjestin sig besværligt omkring for at gaa
sin Vej.
“Tho en skal snart vade baade til og fra jer! Er det da æ Følklod, der staar og
laver alt det? I foj, foj! Tho en er lige ved at gaa i Syk i det.”
I Stalddøren medte hun Mette.
“Aa, ha nu Opsigt med, Mett', te æ sølle Knægt bliver ordentlig gjort ved, saa
han ikke gaar hen og fjedter sig fra det; saa har en jo ikke noget for Umag og
Pengspild iløwle.
Og nu passer du da paa, te der ikke bliver skiftet under dem for det første, saa en
skulde faa Sengklæderne moget til, mens d e t staar paa.”
“Skiftet!” svared Mette, “her er ikke bleven skiftet siden Drengen kom.”
“Nej, aaenej, det er jo heller ikke til nogen Nytte, s a a længe: tho saadanne
Svend de ligger misæl ikke i det en Nat over, før det er lige beskidt igjen.”
Dermed havde Ann Kjestin tilendebragt sit Inspektionstogt i Karlekammeret. Nu
erstattedes hun af den tjenstgjørende Mette, hvis kyniske Øjne formelig skinned af
Iver for at faa den afklædte Dreng under Behandling.
Mette var en liderlig Tingest, der enten tilbragte Nætterne hos Andenkarlen her i
Karlekamret, uden Hensyn til at Per og Forkarlen laa lige op ad dem i Nabosengen,
eller ogsaa jog hun Egnen rundt efter endnu værre Mandfolk. Mere end een Gang

havde hun gjort lille Per raa Tilbud, som ikke havde undladt at vække allehaande
Forestillinger i ham; han næred en instinktmæssig Sky for denne Tøjte med de
glubske Øjne og den store, uskjønne Mund, der var som skabt til at suge Blod af
friske aabne Saar.
“Naa, kan dn saa komme af dine Pløger!” sa Mette og greb Per fat ved Trøjen.
Per skubbed haardt igjen og sa med truende Øjne: “Dem skal a nok selv komme
af; du behøver ikke at staa h e r !”
“Nej hør til den Rotteunge!” raabte Mette. “Som om ikke Ann Kjestin sa til mig,
te a skulde passe paa, te du blev smurt ordentlig ind! Vil du se, te du kan komme,
din Mjat!” sa Mette og gjorde et nyt Angreb paa ham.
Per hugged om sig som en vild for at ryste Mette af sig, især da Angrebet var
naaet til de inderste Klædningsstykker.
Som en lille rasende og rivende Dyreunge stod han der nøgen og hjælpeløs midt
mellem tre paaklægte, voksne Mennesker; de to slog sig paa Laarene under raa
Latter, kasted hans Stumpskjorte op over hans Knæ, pegte, og skogrede endnu
mere, mens den kyniske Mette sled i ham for at rive den sidste dækkende Klud fra
hans Legeme.
Det var et Barn, der kjæmpede for sin Uskyld, men endte med at blive voldtagen.