Elkunder på Sjælland bliver flået - LiveBook

6 Ingeniøren · 1. sektion · 1. juli 2011
IntervIew
Høflighed og disciplin er i
højsædet i Nasa, der kæmper
med manglende politiske
visioner, fortæller Nasas
nye danske rumlæge.
naSa
Af Mette Buck Jensen mbj@ing.dk
I fem måneder har den danske rumlæge
Peter Norsk nu arbejdet med,
hvordan Nasa bedst muligt beskytter
astronauterne mod de påvirkninger,
der er i rummet – specielt vægtløsheden
og strålingen. Og det har været
en stor omvæltning at flytte til
Johnson Space Center i Texas, USA.
»I Danmark havde jeg mit eget
forskningsprojekt og en forskningsgruppe
på Københavns Universitet.
Her har jeg mindre frihed, da jeg er
en brik i et kæmpe spil og afhængig
af 200­300 mennesker. Men det er en
fantastisk positiv oplevelse, og jeg
stortrives med at være her i rumfartens
mekka,« fortæller Peter Norsk.
Hans nye job er en administrativ
stilling, hvor han samordner og indstiller,
hvilke af projekterne i de ti tilknyttede
laboratorier, der skal prioriteres
og støttes. Arbejdsdagen består
primært af møder, rejser og e­mails.
Det vigtigste for at begå sig er at
forstå arbejdskulturen. For ligesom i
Danmark er der uskrevne regler, der
er vigtige at kende for ikke at dumme
sig. Så Peter Norsk har den første tid
iagttaget og lært af de nye kolleger.
»Møderne er f.eks. helt anderledes
Tæt på Peter norsk, dansk rumlæge, siden januar
Element Scientist på nasas Johnson Space Center
DanSk naSa-læge:
»Manglende vision er et kæmpe problem«
end i Danmark, for her er mere møde­
og selvdisciplin. Der er en meget
høflig kultur, hvor man aldrig afbryder
hinanden eller taler i munden på
hinanden. Møderne bliver på den
måde meget effektive.«
Han påpeger, at folk i det hele taget
er meget høflige og hilser.
»Jeg har aldrig hørt nogen skændes
eller være personligt uenige. Det
gør, at arbejdsmiljøet er bedre, selvom
nogle bagtaler hinanden. Men
fordelene er langt overvejende. Jeg er
meget imponeret.«
Peter Norsk mener, at dette også
bunder i, at samfundet er enormt
multikulturelt og multietnisk, hvilket
gør, at folk udøver mere selvcensur og
er mindre direkte end danskerne.
Arbejdsmoralen er også meget høj:
»Tingene fungerer mere effektivt
og hurtigere her. Folk kommer til
møderne, og hvis jeg beder om noget,
så sker det med det samme – men det
er måske også særligt i Nasa. Man
svarer også altid på e­mails – helst inden
for en halv time og ellers svarer
man, at man svarer senere.«
Arbejdsdagen er kl. 8 til 18 inklusiv
en times frokostpause, og der er kun
to ugers ferie om året. Til gengæld
har man fri, når man har fri. Man
forstyrrer simpelthen ikke kollegerne
i fritiden. Og så er lønnen ca. en
tredjedel højere end i Danmark og
skatten plus alle forsikringer er ca.
det halve. Endelig er bolig­ og leveomkostninger
lavere.
Han mener dog godt, at USA og
Nasa kan lære noget af Danmark.
»De kunne godt være mindre bu­
reaukratiske. Der er flere mellemled
og mere kontrol her, hvor vi stoler
mere på hinanden i Danmark og accepterer
et større spild. Men størrelserne
er også vidt forskellige.«
Mangler langsigtet vision
Det er også en stor udfordring for
Nasa og Peter Norsks arbejde, at
fremtiden er ekstremt usikker.
»Det er et kæmpe problem, at der
ikke er en langsigtet vision for USA’s
rumprogram, nu hvor planerne om
månen er droppet. Nasa mangler
virkelig en politisk retning fra kongressen,«
siger Peter Norsk og fortsætter:
»Men den sidste rumfærge flyver i
juli, og så har USA ikke længere noget
transportsystem til den Internatonale
Rumstation (ISS), og det er
meget usædvanligt, at de giver sådan
et monopol til Rusland. Rumfærgerne
har været flagskib for USA, så jeg
tror, at når amerikanerne ikke længere
ser rumfærgen på tv et par gange
om året, vil de kræve en vision.«
Der er dog stadig ISS, og det vil måske
fortsætte helt frem til 2028.
»Men mens Europa har meget fokus
på grundforskning på ISS, er
USA mere udforskningsorienteret,
og fokuserer mere på at benytte
mennesket til at udforske solsystemet
– det er nemlig meget mere den
amerikanske ånd. Så vi venter og
håber, at politikerne kommer med
en vision – f.eks. om at sende folk til
månen, asteroider og så Mars, men
det er meget usikkert, så det er svært
at planlægge.«
Peter norSk i en rumfærgesimulator på Johnson Space Center, hvor han i Nasas
Human Research Program arbejder med at samordne og indstille, hvilke af projekterne
i de ti tilknyttede laboratorier der skal prioriteres og støttes. Privatfoto
rumfærgen enDeavour
ses på dette enestående foto
fra 23. maj 2011 koblet
til den internationale rumstation
ISS. Billedet er en del af
en serie, som astronauten
Paolo Nespoli tog fra det russiske
Soyuz TMA-20 på vej tilbage
til Jorden. Det var første
gang, et Soyuz-fartøj blev
frakoblet rumstationen, mens
en rumfærge var koblet til, og
billederne er derfor de første
og eneste, der er taget af en
rumfærge koblet til ISS. Sandsynligvis
bliver de også de
sidste, da den sidste rumfærge
flyver i juli i år. Foto: Nasa
Kongressen er nemlig kun optaget
af økonomien lige nu, så Nasa ved end
ikke, om de skal forvente, at der bliver
skåret i næste budget. Hos Nasa tager
de dog det hele i betragtning og opstiller
forslag til, hvad det vil kræve at
sende mennesker til Mars.
»Rejsen vil tage tre år og ingen
mennesker har været mere end 1 år, 2
måneder og 12 dage i rummet, så der
er et kæmpe hul i vores viden om,
hvordan kroppen reagerer på så lang
tid under vægtløshed, og hvordan
man beskytter den. Men jeg tror ikke,
at der er nogen, der uden en vision vil
gå med til at sende folk længere tid i
rummet på ISS.«
Forskerne ved dog, at vægtløsheden
giver svækkede muskler, knogler
og hjerte­kredsløb.
»Og det nytter ikke noget, at astronauterne
har så svækkede muskler og
knogler, at de ikke selv kan rejse sig,
hvis de f.eks. nødlander et øde sted i
Kasakhstan efter en tur i kredsløb og
selv skal komme ud af rumkapslen.
Dette skete faktisk for et par år siden.«
Stråling et stort problem
Så længe astronauterne blot er i
kredsløb om Jorden i op til et halvt år
ad gangen, er den kosmiske stråling
ikke så kraftig, at den giver store problemer.
Skal de længere væk – som til
Mars – kan strålingen blandt andet
give øget infektionsrisiko. Dette eksperimenterer
amerikanerne blandt
andet med ved kortvarigt at bestråle
dyr meget kraftigt, men hvad der virkelig
sker opdages først, når der sendes
nogen ud.
Blå Bog
Peter norsk var indtil nytår professor
ved Biomedicinsk Institut på Københavns
Universitet, hvor han bl.a. har
forsket i hjerte-kredsløbsfysiologi samt
gravitations- og rumfysiologi.
Han spillede en væsentlig rolle i udvælgelsen
af danske astronautkandidater
til Europas rumorganisation ESA.
Siden januar har han været Element
Scientist ved Human Health and
Countermeasures under Human Research-programmet
ved Nasas Johnson
Space Center. Her arbejder han med at
modarbejde vægtløshedens negative
påvirkninger på astronauterne.
Noget af det kan løses med træning
og ernæring. Man har f.eks. løst problemet
med, at nylandede astronauter
besvimer ved at give dem støttestrømper,
salttabletter og vand. Men
der er mange uløste problemer, som
man endnu ikke kender årsagen til.
Immunforsvaret bliver svækket og de
små kar i f.eks. hjertet kan muligvis
tage skade som følge af strålingen.
Svækkelsen af knoglerne ophører
heller ikke altid, efter astronauter er
kommet retur til Jorden.
Det vil derfor tage mindst 10­15 år
fra beslutningen er taget, til alle de
tekniske og helbredsmæssige ting er
på plads og man kan sende folk til
Mars, vurderer Peter Norsk.
»Det er en langt større udfordring
end andre rumprojekter, så det kræver
virkelig en præsident, der vil sige:
’Det vil jeg!’ og ingen tror, at Obama
vil det, så lige nu ser det sort ud. Men
jeg tror på, at sker på et tidspunkt.«
Han tror derfor heller ikke, at for
eksempel kineserne ender med at
komme før USA.
»Vi må håbe, at kineserne får endnu
mere gang i deres rumprogram,
for så skal amerikanerne nok vågne
op og sætte ekstra gang i deres. Lige
nu er kineserne langt efter,« siger
Peter Norsk og fortsætter:
»Og Europa er næppe en konkurrent,
for Nasas budget er fem gange
så stort, hvilket jo er grotesk, for der
bor 300 mio. i USA og 500 mio. i
Europa. Så hvis Europa ville, kunne
de have et mere ambitiøst rumprogram
end USA – men det har politikerne
valgt fra.« j