DA-VST

Digital Arkitetur
- Set i et kritisk og reflektivt lys
Jacob Hilmer 5. sem. videnskabsteori skrevet i samarbejde med Senad Gvozden

Indledning
Arkitekter har efterhånden tilpasset sig til de nye digitale design-værktøjer. Meget af denne tilpasningsprocess
omhandler at konvertere traditionelle repræsentationsteknikker til digitale for at få udbytte
af de nye teknologier. Men spørgsmålet er om dette giver det fulde udbytte? Førende forskere
indenfor Digital Arkitektur (DA), mener at computeren baner vejen for at genoverveje designprocessen,
til en grad hvor der kan sættes spørgsmålstegn ved vores forståelse af formgivning. Et centralt
aspekt af DA er det generative potentiale i digital teknologi. Dvs. at computeren er i stand til at bearbejde
data og producere resultater fra inputtet. Dette bør udnyttes i vores kreative arbejdsproces.
Designer/arkitektens Input --> Computer --> Output større/anderledes end Input.(Uforventet/uforudsigelig
løsningsmængde)
Problematikken omkring DA er baseret på manglende indblik i feltet. Mere specifikt betyder dette at
den gængse Arkitekt-studerende, ikke har et virkelighedstro billede af hvad DA er for en størrelse,
og derved hvilke potentialer det indebærer. Intentionen med denne opgave, er at grave et spadestik
dybere ned i den Digitale Arkitektur-verden, og undersøge denne nye type arkitektur, for at løfte sløret
for de arbejdsfilosofier og arbejdsprocesser der ligger bag – og derved sætte spørgsmålstegn ved,
om Digital Arkitektur blot er et redskab?
For at gennemskue denne problemstilling, har det været vigtigt at emancipere sig fra den lokale
gængse forestilling om DA, og se kritisk på problemstillingen. Derfor arbejdes der med afsæt i den
kritiske teori. Her handler det om at konstruere kritiske punkter fra den eksisterende verden, igennem
tekster og bøger, og på denne måde understrege hvordan vi er kommet frem til den forståelse –
at DA er et redskab.
For effektivt at undersøge grundlaget for dette udsagn, analyseres der primært ud fra det erkendelsesteoretiske
felt.
I sidste ende er målet med denne opgave at skabe implementeringsdygtig viden, ved at dykke ned
i samtidige teorier om DA, og benytte denne som et direkte afsæt for vores videre uddannelse som
arkitekter på Arkitektur&Design, Aalborg Universitet.
I de to følgende afsnit vil vi redegøre for DAs arbejdsmetoder og processer, for derefter at opstille
videnskabsteoretiske retninger med fokus på deres erkendelsesteoretiske områder. Dette sker med
henblik på at danne et grundlag for den videre analyse.

Digital Arkitekturs arbejdsmetoder
DA har mange facetter i sine arbejdsmetoder, men en ting disse facetter har til fælles, er anvendelse
af algoritmer. I nedenstående diagram, skelner Tony Kotnik imellem fire forskellige grader indenfor
algoritmisk bevidsthed, i henhold til brugen af computeren i arkitektonisk design.
Tony Kotnik(2006)
På det repræsentative niveau er den algoritmiske proces ikke tilstedeværende, f.eks. ved håndtegninger
eller modeller.
I tilfælde af det operative niveau, åbner computeren et nyt felt af geometriske muligheder indenfor
arkitektonisk modellering. På dette niveau arbejder arkitekten passivt med computeren, med værktøjer
som CAD programmer, hvis konceptuelle arbejdsproces er begrænset til pre-definerede geometrier.
Grundet programmets fastlåste brugerflade, er arkitekten ikke i stand til at få mere data ud af
computeren, end den mængde som er lagt i inputtet.
Arkitektens input --> Computer --> Output (ikke større/anderledes/uforudsigelig)
På det parametriske niveau, har brugeren adgang til at justere og definere de parametre der styrer
den algoritmiske proces og får herved en mere aktiv rolle i designprocessen.
Når arkitekten opererer på det algoritmiske niveau, er han fuldt involveret i formgenerationsprocessen.
På dette niveau arbejder arkitekten aktivt med computeren, og har fuld adgang til computerens
underliggende system. Computerens regnekraft dirigeres direkte i retning af den givne algoritmes
løsning, og generer på denne måde form. Ved at arbejde algoritmisk, sikrer arkitekten sig en større og
uforudsigelig kompleks løsningsmængde. Via brug af computeren i designprocessen, er arkitekten
i konstant informationsudveksling. Når computeren output, divergerer fra arkitektens input, ændres
den kreative arbejdsproces og computeren bliver derfor mere end bare et redskab – da den åbner op
for det uforventede og uforudsigelige.

Erkendelsesteoretiske tilgange
For senere at kunne anskue DA ud fra et videnskabsteoretisk synspunkt, uddrages de væsentligste
erkendelsesteoretiske aspekter indenfor de fem videnskabsteoretiske positioner; Emperisk analytisk,
Hermeneutik, Fænomonologi, Kritisk teori og Social konstruktion.
Erkendelsesteori - Epistemologi
Læren om erkendelsens realitet og grænser, dens oprindelse, kilder og metode, og dens gyldighed
eller sandhed. Erkendelsesteorien undersøger kort sagt det grundlag, som påstande bygger på.
Emperisk analytisk
Instrumentalt, skal være
målbart og 100%
transperent.(alle skal
kunne udføre de samme
tests, nå frem til de
samme resultater). Test.
Oberservationer. En
direkte adgang til
virkeligheden
(informationer). Teorier
testes emperisk for at
bevise kausalitet.
Eks: Vores observationer
er ”givne” hvorimod
hermeneutik står for den
opfattelse at vore
erfaringer er betinget af
vores forforståelse, vores
sprog og sociale- og
kulturelle baggrund.
Teknikker:
Test og empirisk observation
Hermaneutik
Forståelse, fortolkning
og tekstlæsning
Betoner at al erkendelse
er betinget af en
forforståelse, der
erhverves i sociale
kontekster
Intersubjektivitet:
Når vores horisonter
smelter sammen opnås
en højere forståelse.
Fortolkning af kultur og
historie.
Ingen tilknytning til den
fysiske verden.
Teknikker:
Åbensindet overfor
spørgsmål og
udfordringer. Kvalitative
metoder.
Fænomologi
Viden tilegnes i førsteperson.
Dvs. At man
tilegner viden ved at
opleve, iscenesætte sin
krop, og ved at
se/røre/føle. (hammeren
er en forlængelse af
kroppen)
Fænomenologi giver os
ikke ”informationer” i den
gængse forstand. Istedet
er den praktiske betydning
af fænomenologisk
viden lejret i naturen og
dets virke. Den forstærker
vores kløgt og bidrager til
at forstærke vores
kropslige relationer og
lejrer kropslig viden i os
som er situationsbestemt
og relationel.
Teknikker:
Gøre sig fortrolig med
subjektet. Direkte
fortolkning af situationen.
Kvalitative metoder.
Kritisk teori
Kritisk konstruktion/
tilgang til virkeligheden
og eksisterende teorier
der omhandler virkeligheden.
Emancipation
(frigørelse) som kognitiv
interesse (tænkemåde)
Har en historisk vinkling
med i billedet ”hvordan
kom det så vidt”
Bevidsthed om kommunikationens
usikkerheder
-> Kildekritik
Selvforståelse og selvre-
eksion leder til social
forandring
Mener ikke at man som
videnskabsmand er
neutral.
Sturktur /teori->
Leveverden/praksis
Teknikker:
Afhængig af objektets
område. Kvantitative og
kvalitative methoder.
Social konstruktion
Epistemologisk Konstruktion
af fysisk og/eller
social virkelighed.
Afviser at virkeligheden
består af lukkede og
uforanderlige strukturer.
Dekonstruktion
Multiplicitet, pluralisme,
relativisme.
Sandhed i Magt/Viden
Narrativer:
Lokal viden og små
historier.
Nedbryder disciplinære
barrierer Tværfaglighed
Tingene skal ”italesættes”
før det har relavans.
Teknikker:
Diskurs analyser. Magtanalyser.
Dekonstruktion.
Det narative.
Da der nu er redegjort for både de digitale arbejdsprocesser og de erkendelsesteoretiske positioner
kan vi følgende anskue teorier indenfor DA, med henblik på lægge op til en videre diskussion af vores
problemstilling.

Professionens teori – Digital Arkitektur
Vi har valgt udelukkende at arbejde med de grene hvor den algoritmiske bevidsthed er til stede. Først
kun delvist i teorien om ”Folding” og derefter fuld bevidsthed i BioDigital Arkitektur og Performativ
arkitektur.
Folding (Dynamisk sammenhængsfænomenologi)
Folding har rødder helt tilbage til Martin Heideggers fire folder; som poetisk forsøger at beskrive
”det at være” og dets relation til mennesket. ‘Fire folden’ er en sammensmeltning af himmel, jord,
udødeliged og dødelighed. Det er i samspillet mellem disse at mennesket eksisterer.(Martin Heidegger,
1971)
Dette princip blev senere videreudviklet af Gilles Deleuze, hvor han postulerer at det langt fra er så
simpelt, men at virkeligheden består af et utal af folder. Det essentielle består som hos Heidegger
også i forholdet mellem folderne, men systemet er meget mere komplekst. Her er man som forskende
individ med til at skabe nye folder, idet man udfolder en fold, og disse nye folder åbner for det
endnu ufoldede. Alt er foldet ind i hinanden, ikke organisk som organisk, og fortsætter ad infinitum.
Deleuze opstiller en superfold som refleksion over fremtiden, her er mennesket involveret i ”unlimited
finity” som er en fold hvor et begrænset antal komponenter skaber et uendeligt antal kombinationer.
I denne ontologiske anskuelse udforsker Deleuze menneskets fulde potentiale, som udvindes igennem
tre folder; ‘intelligente’ maskiner, nyt sprog, og nedbrydelse.
Dette skift i at anskue verden passer langt bedre som ramme om den digitale arkitekturs verden,
hvilket arkitekter/teoretikere som Peter Eisenman og Greg Lynn tog til sig og havde nu frie hænder til
at lave form- og geometriske eksperimenter vha. computeren. (Gilles Deleuze, 1993)
BioDigital Architecture (Emperisk analytisk – Induktiv og deduktiv)
BioDigital arkitektur(Dennis Dollens ,2009) anvender vækstsystemer fra naturen ved at oversætte
disse systemer/naturlove til vækstalgoritmer som muliggør fremdyrkning af arkitektoniske organismer.
Disse organismer kan betegnes som arkitektoniske metaforer af naturen.
Her er altså her i høj grad tale om direkte induktion af naturens principper, og de empiriske slutninger/
viden fødes direkte til computerens regnekraft, som derigennem emulerer/generer vækst.
Naturen bruges altså her som forbillede for formgivningen. Det er nu op til arkitekten at kode vækstalgoritmen,
for så at kunne manipulere og styre den. På denne måde bliver resultatet en hybrid af
naturens og arkitektens intelligens.
Set i deduktivt lys, fremstår naturen i BioDigital sammenhæng, som den endelige og perfekte model,
som vi (som arkitekter) bør stræbe efter.
Empirisk analytisk (Induktion!: Naturen ind. Deduktion: Gælder i naturen – gælder i ark.)

Performative Architecture (Emperisk analytisk – en kontinuerlig induktiv, teknisk proces)
Det er potentialet af at integrere/indkorporere evaluerende simulerings parametre(sollys, temperatur,
strukturelle laster) med “digital form genererings” og “digital form modificerede” modeller, som
tegner udtrykket Performative Arkitektur(Rivka Oxman,2008). Ydermere indebærer udtrykket at det
performative kan blive en determinant og en metode for skabelsen og derved udviklingen af den
arkitektoniske form. Her skal det fremhæves at den performative del i høj grad tager udgangspunkt i
en kontinuerlig induktiv model, hvor parametrene og den performative arkitektur er i konstant informationsudveksling.
I disse omstændigheder divergerer digital design fra et design paradigme, hvor de formelle manipulative
evner og præferencer af den menneskelige designer kontrollerer processen til en arbejdsproces,
hvor designet i sig selv er informeret af evaluerende og simulerende processer. Arkitektens rolle
afspejles som en dirigent, der som en kontrollerende brik i arbejdsprocessen, skal træffe bestemte
beslutninger(bl.a. udvælgelsen af et endeligt design). Men det er vigtigt at pointere, at arkitekten i
dette system, er i synergi med de evaluerende simulerings parametre – og derfor blot en brik i det
store hele. Da den performative arkitektur hele tiden opvejes, måles og testes empirisk, i forhold til
parametrene i designprocessen, kan det tekniske aspekt her forbindes med en empirisk analytisk
epistemologi.
Grundet denne tekniske arbejdstilgang, kan man drage paralleller til den metodologiske del af den
empiriske analytiske videnskabsteori, hvor det at udføre empiriske observationer og tests er i centrum.

Mapping af DA grene
Med udgangspunkt i de foregående gennemgange af DA teorier, vil vi i dette diagram mappe de tre
grene indenfor DA. Formålet med dette er at kunne sammenstille den Digitale Arkitekturs grene med
de erkendelsesteoretiske positioner. Det er vigtigt at påpege, at de tre retningers teoretiske grundlag
ikke er formuleret, da hver DA-gren anses som værende hybridsammensmeltninger af forskellige metodikker
og teorisæt – hvilket også afspejles i diagrammets opsætning.
Epistimologisk klassikation af algoritmisk arkitektur
BioDigital
Ontologisk
Epistimologisk
Empirisk Analytisk Hermaneutik Fænomenolgi Kritisk teori Social konstruktion
Performativ
Metodologisk
Folding
Ved at benytte et to-akset “epistemologisk-ontologisk/metodologisk”-koordinat-system, er det muligt
at specificere hvor de tre DA-grene hører til i den videnskabsteoretiske verden. Her skal det understreges
at den ontologiske og metodologiske skala er inddraget, for at påvise DA-grenenes forskellighed.
Med denne kategorisering lægges der op til en videre beskrivelse af forholdet mellem faglige
arbejdsprocesser og videnskabsteoretiske positioner.

Delkonklusion
Ud fra foregående vidensindsamling kan vi opsummere at der er stor forskel på brugen af computeren
i formgivningsprocessen. Set i lys af den kritisk teori, er der lagt op til en diskussion om hvornår
digital arkitektur blot bliver set som et værktøj og hvornår det er en arbejdsfilosofi.

Manglende indblik – hvad er DA?
- Komplekst og uhåndgribeligt.
Skal man forsøge at give et svar på hvorfor DA ofte bliver misinterpreteret (Spørgeundersøgelse A&D,
Gvozden & Hilmer 2010), kan man som forståelseskatalysator henlede tankerne på Deleuzes mellemrumsteorier
omkring folding. Denne abstrakte og poetiske beskrivelse af tilværelsen, kan sidestilles
med DA’s kompleksitet og potentielle anvendelsesfelt.
Som tidligere diskuteret opererer DA på flere forskellige bevidsthedsplan. Forståelsen af begrebet er
altså i virkeligheden et spørgsmål om det standpunkt man som opfattende individ besidder.
Det er yderst overskueligt at benytte de brugerflade-definerede programmer, hvilket meget tidstypisk
har medført et stort antal brugere. Denne hurtigproducerende, kvantitativt stærkt repræsenterede
gruppe, har sløret billedet af, hvad DA i virkeligheden er.
Indsnævrer vi os så til den minoritet af fagfolk som har indblik i den algoritmiske arbejdsfilosofi bag
DA, kan vi spørge os selv, hvorfor de ikke har formuleret en form for manifest, en klar konsensus som
kan bane vej for at skabe gennemsigtighed og dybere forståelse for DA.
Her må vi erkende at en sådan præcisering eller måske rettere simplificering ikke er mulig. Vi skal
tage til efterretning at hele vores samfund er skiftet karakter:
”The ancient Greek temple, elevated high on the hill was dedicated to the gods, but in effect, they were elevating
their own understanding of order derived form interpreting the natural realm. If we examine our high
places today, such as tops of buildings, mountains, and even exosphere, we find the signification of ubiquitous
information flow: cell towers, dishes, satellites in geosynchronous orbit, all radiating dense waves of invisible
information.” (Kolarevic, Klinger 2008)
Det er derfor en enorm udfordring at manøvrere og styre alle informationerne og putte dem ned i en
konkret ramme eller retning. Altså er en præcis og nem forståelig karakterisering af AD ikke en løselig
opgave på nuværende tidspunkt.
En anden problematisk faktor for dybere forståelse for DA er dets udtryk som kan være svært at
percipere for beskueren, der kan have tendens til at putte det under fællesnævneren BLOB-arkitektur.
Er DA redskab eller middel?
For at gå konstruktivt imod en videre udvikling af AD, på det algoritmisk bevidste plan, er det nødvendigt
at opveje potentiale og eventuelle mangler og derved rette sig ind på et spor som må opfattes
som en gylden middelvej – og derved finde et spor i den rigtige retning.
Som tidligere beskrevet har DA et enormt potentiale, meget forsimplet sagt, indlejret i den kendsgerning
at mennesket har ubegrænset intelligens, men begrænset regnekraft, hvor computeren har
begrænset/ingen intelligens, men ubegrænset regnekraft. Dette giver arkitekten en ny mulighed for at
generere mere viden/form/udtryk/(folder jævnført Deleuze).

Et andet potentiale er arbejdsprocessen som bliver en iterativ og rekursiv proces der begynder med
opstilling af parametre og regler/algoritmer, som så bruges til at generere modeller, efterfulgt af evaluering
som så bruges til at raffinere parametrene.
Arbejdsproces:
- Definition af problemområde
- Determination af det valgtes kriterier
- Definition og modifikation af regler for formgenerering
- Udvikling af n modeller
- Evaluering af designer/bruger --> Tilbage til pkt. 2
(Rivka Oxman 2008) Modificeret
Vi retter altså blikket værk fra visuelle repræsentationer og giver mulighed for ”formfinding”; en dynamisk
proces mellem designer og computer. Designerens intention er at øge forekomsten af ”modeller”
og derved få mange flere mulige variationer og versioner som alternative valg. Fokus skifter fra
arkitektens opfindsomhed i henhold til ideologiske forme, til arkitektens evne til at opfinde varierede
processer. Jævnført Mondrians stilskift - derved ikke sagt at DA er direkte empiriske analytisk.
For bedst muligt at kunne udnytte disse potentialer gennemgås nogle kritikpunkter, for til sidst at
kunne skrive et regelsæt som kvalitetssikrer DA løsninger.
Noget DA mangler, grundet den algoritmisk generede form, er måden hvorpå mennesket forholder
sig til bygningen/strukturen. Det fænomenologiske aspekt er blevet overset i det der er så stor fokus
på formgenereringen. Følelser tilknyttet menneskelige oplevelser burde overvejes i designprocessen.
Disse følelser skal inkorporeres for at undgå BLOB/Skulpturbyggeri. (Juhani Pallasmaa 2005)
Derudover tillader den digitale arbejdsproces ikke den menneskelig/faglige erfaring som er essentiel.
(Juhani Pallasmaa 2005) Arbejdsprocessen får et nærmest maskinelt præg.
Mange af disse argumenter kan godt synes at tage udgangspunkt i den noget ukritiske tilgang:
”alting var bedre da far var dreng”. F.eks. findes der adskillige eksempler på at den digitale arbejdsproces
afføder en emotionel involvering og ægte interesse i at opnå høj kvalitet, fra alle involverede
parter. Dog er det vigtigt ikke at lade sig være helt upåvirket af disse argumenter.
Dette regelsæt opstilles for at sikre kvalitet og overensstemmelse indenfor AD
- Som universelregel bør alle parametre, regler og systemer/algoritmer være meget nøje udvalgt
og udviklet i forhold til den givne opgave og dens kontekst.
- Arbejdsprocessen skal sikre en ”læren” gennem hænderne, altså skal arkitekt- og ingeniørfa
glige erfaringer indføres i processen. (det skal gøres interessant emotionelt at deltage i proces-
sen for alle parter)
- Flydende informationsudveksling.
- Kritisk forståelse og følsomhed overfor hvilke kvaliteter teknologien indebærer.
- Den menneskelige skala skal implementeres i designprocessen.
Når disse regler er opfyldt bliver DA midlet og ikke værktøjet.
For at rette AD ind på det rette spor, må der forsøges at organisere den tidligere nævnte informationskompleksitet.
Mennesket har mangler i forhold til vidtfavnende discipliner og evnen til at sammenfatte
disse, primært pga. de desorienterende sæt af komplekse elementer i naturlige fænomener.
(Fuller 1970)

Når vi breder vores tænkning ud over en så stor kompleksitet øges vores ansvar tilsvarende. Det
uanede potentiale ved DA som er nævnt adskillige gange i denne diskurs, skal altså ikke nødvendigvis
ses som noget der tilfører en bestemt arkitektonisk kvalitet – tværtimod kan denne i nogle
tilfælde lede til en ufrivillig relativisme, idet at kompleksiteten bliver for stor en mundfuld.
”Much of the work we do is based on a certain suspicion of directly engaging with these technologies on the
level of uncritical application as the premature employment of these technologies will prevent us from understanding
their greatest potential… and it runs the risk of just becoming yet another style or fashion.”
(Achim Menges 2008)
Ved denne involvering af mennesket i forhold til sammenfatning af denne kompleksitet er det vigtigt at
sørge for at opskrevne regelsæt er opfyldt, derved kan fokus rettes på den sidste regel; der omhandler
de fundamentale arkitektoniske relationer.
Denne blanding af kontrol af informationer og implementering af mere fænomenologiske aspekter,
leder os mod en ny og bredere opfattelse af arkitektoniske principper der er tilpasset og påkrævet af
tidsånden – en anden størrelse som også er svær at indramme.
DA er også speciel i den forstand at det er den første ”paradigme skiftende” retning uden en underlæggende
sociokulturel vision. Dette kan også skyldes at en sådan er under stadig udvikling. Derfor er
det vigtigt at diskutere hvad DA er, så vi ikke forhaster os ud i en underminering af dets potentiale, før
vi har etableret de nødvendige egenskaber til at gribe DA an på - dette skal ske igennem en selvreflekterende
og selvkritisk tilgang.

Kildehenvisninger:
Dennis Dollens, 2009. Biodigital Architecture uses metaphor to design living systems [Online] Available
at: http://sensingarchitecture.com/3832/biodigital-architecture-uses-metaphor-to-design-livingsystems-dennis-dollens-video/
[Accessed 19. September 2010]
Rivka Oxman, 2008. Towards a performance based Generation and Formation Model in Architectural
design, IJAC International Journal of Architectural Computing Vol. 6 Issue 1 pp. 1-17. Available
at: http://www.technion.ac.il/~rivkao/topics/publications/performance%20based%20design%20
IJAC_2008.pdf [Accessed 17. September 2010]
Toni Kotnik Algorithmic Extension of Architecture 2006
Martin Heidegger, 1971. Poetry, Language, Thoughts p. 179.
Gilles Deleuze, 1993. The fold [Online] Available at: www.scribd.com/doc/34593241/Deleuze-The-
Fold
Spørgeundersøgelse A&D, www.askpeople.dk Gvozden & Hilmer 2010
Juhani Pallasmaa: The Eyes of the Skin: Architecture and the Senses. 2005
Rivka Oxman 2008 “Digital Architecture: Re-thinking Theory, Knowledge, Models and Medium Challenge
to Digital Design and Design Pedagogy” Design Studies, Vol. 9 Issue 2: p 108
Buckminister Fuller Reader, Worcester, and London: Trinity Press, 1970 p 298.
Achim Menges in Branko Kolarevic and Kevin Klinger: Manufacturing material effects, Rethinking design
and the making of architecture. 2008