Spørgsmål om efterbetaling af efterløn uden fradrag for løbende ...

Nyhedsbrev nr. 4/ 2005
Arbejdsmarkedets Ankenævn har i perioden september - til og med november 2005
truffet følgende afgørelser af almen eller principiel interesse.
Afgørelserne vil kunne læses i deres helhed i Retsinformation.
Indholdsfortegnelse:
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. ................................................ 4
Sag nr. 1................................................................................................................................................................ 4
Selvstændig virksomhed, hovedbeskæftigelse, omdannet, bibeskæftigelse, landbrug, lønmodtagerarbejde, 52
uger, 65 uger, ophør, bortforpagtning, interessentskab, I/S, uden for normal arbejdstid ...................................... 4
Sag nr. 2................................................................................................................................................................ 5
Selvstændig virksomhed, hovedbeskæftigelse, endeligt ophør, mere end midlertidigt, overdragelse, anparter,
ApS ....................................................................................................................................................................... 5
Sag nr. 3................................................................................................................................................................ 6
Ydelser udbetalt med rette, a-kassen ret til refusion, medlem ret til supplerende dagpenge uden frigørelsesattest
.............................................................................................................................................................................. 6
Sag nr. 4................................................................................................................................................................ 6
Kontingentslettelse, mangelfuld adresse ............................................................................................................... 6
Sag nr. 5................................................................................................................................................................ 7
Ikke ret til dagpenge under deltagelse i suppleringsuddannelse............................................................................ 7
Sag nr. 6................................................................................................................................................................ 7
Ikke selvforskyldt ledig, udvist vilje til at møde hos AF ...................................................................................... 7
Sag nr. 7................................................................................................................................................................ 8
Efterløn, bibeskæftigelse, 400 timer, landbrug, ægtefælle I/S. ............................................................................. 8
Sag nr. 8................................................................................................................................................................ 9
Nye oplysninger i sagen, manglende stillingtagen til oplysninger........................................................................ 9
Sag nr. 9.............................................................................................................................................................. 10
Afvisning af såvel tilbud om arbejde på aftenhold som arbejde på daghold, selvforskyldt ledig - og refusion – ej
forsvarligt skøn ................................................................................................................................................... 10
Sag nr. 10............................................................................................................................................................ 11
Efterløn, 400 timers ordningen, landbrug, opgørelse dækningsbidrag................................................................ 11
Sag nr. 11............................................................................................................................................................ 11
En a-kasse havde ikke ret til refusion i et tilfælde, hvor et medlem ved en fejl var afmeldt i AMANDA, og hvor
a-kassen havde udbetalt dagpenge uden at sikre, at afmeldingen var annulleret................................................. 11
Sag nr. 12............................................................................................................................................................ 12
Dagpenge udbetalt som følge af en ugyldig afgørelse - medlemmets uddannelse gav ikke ret til optagelse som
nyuddannet (dimittend) og kunne derfor heller ikke medregnes til opfyldelsen af beskæftigelseskravet - akassen
havde udbetalt dagpenge til medlemmet i næsten et år - medlemmet fik ret til dagpenge frem til det
tidspunkt, hvor hun modtog a-kassens afgørelse om, at hun ikke havde ret til dagpenge................................... 12
Sag nr. 13............................................................................................................................................................ 13
Tilladelse til at drive biavl som selvstændig bibeskæftigelse sideløbende med efterløn .................................... 13
Sag nr. 14............................................................................................................................................................ 13
Frigørelsesattest, manglende ret til supplerende dagpenge ................................................................................. 13
Sag nr. 15............................................................................................................................................................ 14
Afslag på formidlet arbejde – misforståelse af AF’s udmelding om det formidlede arbejde.............................. 14
Sag nr. 16............................................................................................................................................................ 15
Arbejde ikke anset for selvstændig erhvervsvirksomhed uanset at medlemmet modtog betaling på baggrund af
udstedt faktura..................................................................................................................................................... 15
Sag nr. 17............................................................................................................................................................ 15
1

Rådighed – ikke fyldestgørende CV – frist på 3 måneder til at vise tilknytning til arbejdsmarkedet, afgørelse på
utilstrækkeligt grundlag – a-kassens vejledning ................................................................................................. 15
Sag nr. 18............................................................................................................................................................ 16
Selvforskyldt ledighed – revision af handlingsplan - udeblivelse – forglemmelse/refusion – forsvarligt skøn .. 16
Sag nr. 19............................................................................................................................................................ 17
Medlemmet, der var deltidsforsikret, havde telefonisk meddelt a-kassen, at hun havde fået arbejde 37 timer
ugentligt, men var ikke blevet overflyttet til fuldtidsforsikring .......................................................................... 17
Sag nr. 20............................................................................................................................................................ 18
Beskæftigelseskrav – forlængelse – barselorlov under ophold i Frankrig .......................................................... 18
Sag nr. 21............................................................................................................................................................ 19
Gyldighedsdato på efterlønsbevis og vejledning................................................................................................. 19
Sag nr. 22............................................................................................................................................................ 20
Opgørelse af løntimer til opfyldelse af beskæftigelseskravet, godtgørelse for tjeneste som pilot på fridage...... 20
Sag nr. 23............................................................................................................................................................ 21
Formueforvaltning, selvstændig virksomhed, bibeskæftigelse, begrænset dagpengeret, 78 uger, undtaget fra
dagpengebegrænsningen, udlejning .................................................................................................................... 21
Sag nr. 24............................................................................................................................................................ 23
Rådighed – genåbning af adgang til CV efter ophold i udland uden dagpengeret og gentilmelding til AF og akassen..................................................................................................................................................................
23
Sag nr. 25............................................................................................................................................................ 24
Udeblivelse fra samtale på AF, aktiv indsats, senere kontakt til AF + a-kasse, ikke selvforskyldt ledig,
manglende rådighed ............................................................................................................................................ 24
Sag nr. 26............................................................................................................................................................ 24
Udeblivelse fra samtale på AF om udarbejdelse af jobplan, manglende rådighed, karantæne for selvforskyldt
ledighed............................................................................................................................................................... 24
Sag nr. 27............................................................................................................................................................ 25
Refusion, dispensationsadgang ........................................................................................................................... 25
Sag nr. 28............................................................................................................................................................ 26
Selvforskyldt ledig, udeblivelse fra jobplan........................................................................................................ 26
Sag nr. 29............................................................................................................................................................ 27
Optagelse som dimittend, 2-ugers frist ............................................................................................................... 27
Sag nr. 30............................................................................................................................................................ 27
EØS, E 303, ægtefælleflytning, medlemmet fik ret til attest E 303, selvom hun var rejst sidste dag i sin
beskæftigelsesperiode, dvs. inden hun formelt blev dagpengeberettiget. Dette skyldtes utilstrækkelig vejledning
............................................................................................................................................................................ 27
Sag nr. 31............................................................................................................................................................ 28
EØS, E 303, ægtefælleflytning, medlemmet fik ret til attest E 303, selvom hun var rejst sidste dag i sin
beskæftigelsesperiode, dvs. inden hun formelt blev dagpengeberettiget. Dette skyldtes utilstrækkelig vejledning
............................................................................................................................................................................ 28
Sag nr. 32............................................................................................................................................................ 29
Ukontrollabel arbejdstid – freelancekonsulent.................................................................................................... 29
Sag nr. 33............................................................................................................................................................ 30
Nedsatte dagpenge – ukontrollabel arbejdstid..................................................................................................... 30
Sag nr. 34............................................................................................................................................................ 31
Dispensation for fristen for ansøgning om attest E 303 pga. mangelfuld vejledning.......................................... 31
Sag nr. 35............................................................................................................................................................ 31
Selvforskyldt ledig, lovning på andet arbejde, adfærd, sidestilles med afslag – Refusion, forsvarligt skøn....... 31
Sag nr. 36............................................................................................................................................................ 32
Selvforskyldt ledig, adfærd, aggressiv, kvindelig kollega................................................................................... 32
Sag nr. 37............................................................................................................................................................ 33
Efterlønsbevis – ansøgningstidspunkt – skattefri præmieportioner..................................................................... 33
Sag nr. 38............................................................................................................................................................ 34
Selvstændig virksomhed – efterløn – drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse - dækningsbidrag 1
............................................................................................................................................................................ 34
Sag nr. 39............................................................................................................................................................ 35
Svig, genoptagelse efter påtaleopgivelse............................................................................................................. 35
Sag nr. 40............................................................................................................................................................ 35
Medlemmet har ikke oplyst om plejevederlag .................................................................................................... 35
2

Sag nr. 41............................................................................................................................................................ 36
Medlemmet sagde sit arbejde op, fordi hun flyttede for at slippe væk fra eksmand, som hun følte sig chikaneret
og truet af ............................................................................................................................................................ 36
Sag nr. 42............................................................................................................................................................ 37
Overskydende timer – ugentlig arbejdstid – nedsatte dagpenge ......................................................................... 37
Sag nr. 43............................................................................................................................................................ 37
Efterløn, ophør med selvstændig virksomhed..................................................................................................... 37
Sag nr. 44............................................................................................................................................................ 38
Hobbyvirksomhed ved salg af private aktiver..................................................................................................... 38
Sag nr. 45............................................................................................................................................................ 38
Refusion - selvforskyldt ledighed - skønsmæssig afgørelse................................................................................ 38
Sag nr. 46............................................................................................................................................................ 39
Afslag på tilbudt arbejde, men tilbudet fremsat for sent – efter ansættelsens ophør – derfor ikke bortfaldsgrund
– g-dage............................................................................................................................................................... 39
Sag nr. 47............................................................................................................................................................ 40
Placering af g-dage i forbindelse med nedsættelse af arbejdstid......................................................................... 40
Sag nr. 48............................................................................................................................................................ 40
Løs ansættelse, arbejdsgiver hævder vagtplan men dette kan alene anses for tilfældet for visse vagter aftalt
forud på personalemøder..................................................................................................................................... 40
Lov om godtgørelse ............................................................................. 41
ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse............. 41
Sag nr. 1.............................................................................................................................................................. 41
Ikke ret til VEU-godtgørelse/lønrefusion, landmand med grønt bevis, driftslederkursus overstiger niveau for
erhvervsuddannelse, selv om integreret del af landmandsuddannelse ................................................................ 41
Sag nr. 2.............................................................................................................................................................. 42
Sag om VEU-godtgørelse i forbindelse med AMU-kursus (lastbilkørekort) til sætteskipper............................. 42
Sag nr. 3.............................................................................................................................................................. 42
Uddannet holistisk afspændingspædagog, som er en videregående uddannelse, der overstiger niveauet for
erhvervsuddannelse, og hun kunne ikke antages at have brugt uddannelsen i sidste 5 år som underviser i ”gamle
idrætslege” .......................................................................................................................................................... 42
Sag nr. 4.............................................................................................................................................................. 42
Spørgsmål om tab af indtægt, løst ansat men aftalt fra uge til uge hvornår der skulle arbejdes.......................... 42
Sag nr. 5.............................................................................................................................................................. 43
Tab af indtægt for selvstændig grafiker med telefonforretning ikke godtgjort, uddannelsesforløb inden for
rammerne af Den Europæiske Socialfond........................................................................................................... 43
Sag nr. 6.............................................................................................................................................................. 44
Delvis fjernundervisning, men under 50%, hvilket indebar, at der med støtte i Undervisningsministeriets
Meddelelse 2/2004 var ret til godtgørelse for hele kurset, inklusiv fjernundervisningsdagen, refusion ............. 44
Sag nr. 7.............................................................................................................................................................. 44
Afslag på VEU-godtgørelse og befordringstilskud til kordegn........................................................................... 44
Lov om personlig assistance til handicappede i erhverv.................. 45
Sag nr. 1.............................................................................................................................................................. 45
Sag om afslag til personlig assistance til valgte kredsformænd og kredskasserer i Dansk Blindesamfund ........ 45
Lov om ferie ......................................................................................... 46
Sag nr. 1.............................................................................................................................................................. 46
Ændring af antallet af optjente feriedage ............................................................................................................ 46
Sag nr. 2.............................................................................................................................................................. 46
Hvorvidt administrerende direktør, der afmeldes som direktør skal anses for at være lønmodtager og dermed
omfattet af ferieloven .......................................................................................................................................... 46
Sag nr. 3.............................................................................................................................................................. 47
Feriegodtgørelse ved barselsorlov med kontanthjælp ......................................................................................... 47
Sag nr. 4.............................................................................................................................................................. 47
En advokat, som havde udlæg i feriegodtgørelsen, havde ikke ret til aktindsigt i feriesagen ............................. 47
3

_____________________________________________________________________________
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
_____________________________________________________________________________
Sag nr. 1
Selvstændig virksomhed, hovedbeskæftigelse, omdannet, bibeskæftigelse, landbrug, lønmodtagerarbejde,
52 uger, 65 uger, ophør, bortforpagtning, interessentskab, I/S, uden for
normal arbejdstid
Ankenævnet fandt, at medlemmet ansås for at drive selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.
Han havde ikke ret til dagpenge samtidig med drift af den selvstændige bibeskæftigelse. Arbejdsløshedskassen
blev anmodet om som 1. instans at tage stilling til, om medlemmet havde
fået udbetalt dagpenge med urette siden den 22. november 2003.
Ankenævnet lagde medlemmets oplysninger til grund om, at han siden 1977 havde drevet selvstændig
virksomhed som hovedbeskæftigelse med sit landbrug, og at han fra den 1. januar 2000
var indgået med sit landbrug i et driftsfællesskab i form af xxx I/S.
Ankenævnet lagde også medlemmets oplysninger til grund om, at han i perioden 12. januar
1999-19. november 2003 havde arbejdet på fuld tid som slagteriarbejder.
Ankenævnet fandt, at medlemmet opfyldte betingelsen for at have omdannet sin hovedbeskæftigelse
til bibeskæftigelse, da han havde haft lønmodtagerarbejde som slagteriarbejder i fagets
fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 52 uger inden for de seneste 65 uger.
Ankenævnet fandt ikke, at det var sandsynliggjort, at medlemmets bibeskæftigelse til enhver tid
ville kunne udføres uden for normal arbejdstid.
Ankenævnet lagde vægt på, at interessentskabet blev ledet af en bestyrelse, som bl.a. omfattede
medlemmet. I henhold til interessentskabsaftalen stillede medlemmet sin arbejdskraft til rådighed
for interessentskabet. Det fremgik endvidere af aftalen, at medlemmets arbejde for interessentskabet
ville blive honoreret i overensstemmelse med de gældende satser inden for landbruget. I
henhold til aftalen skulle medlemmet deltage i 4 bestyrelsesmøder om året. Direktoratet fandt, at
det således fremgik af aftalen, at medlemmet havde en reel indflydelse, hvorfor han ikke kunne
betragtes som ”sleeping partner.”
Ankenævnet fandt, at den omstændighed, at medlemmet i henhold til interessentskabsaftalen
havde forpligtet sig til at stille sin arbejdskraft til rådighed for interessentskabet i et ikke nærmere
defineret omfang eller tidsrum, bevirkede, at det ikke ansås for sandsynliggjort, at hans bibeskæftigelse
til enhver tid ville kunne udføres uden for normal arbejdstid.
Medlemmets oplysninger om, at han intet arbejde havde udført for interessentskabet, ændrede
ikke ved det forhold, at interessentskabet til enhver tid kunne aktivere en ikke nærmere defineret
arbejdsforpligtelse i forhold til ham, jf. interessentskabsaftalens § 14.
Det forhold, at han havde bortforpagtet sit landbrug til xxx I/S, var ikke tilstrækkeligt til, at han
kunne anses for ophørt, idet der ved ophør, der var begrundet i bortforpagtning, stilledes krav om
4

dokumentation for bortforpagtningen. Dokumentationen skulle foreligge i form af en skriftlig
kontrakt med oplysning om forpagtningens omfang.
Ankenævnet lagde vægt på, at der i sagen alene forelå en interessentskabsaftale, hvoraf det fremgik,
at medlemmet havde forpligtet sig til at deltage i driften. Han opfyldte således ikke betingelserne
for at være ophørt med den selvstændige bibeskæftigelse ved bortforpagtning.
Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse (j.nr. 5100162-05).
Sag nr. 2
Selvstændig virksomhed, hovedbeskæftigelse, endeligt ophør, mere end midlertidigt, overdragelse,
anparter, ApS
Direktoratet fandt, at medlemmet først opfyldte betingelserne for endeligt ophør med udøvelse af
selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse ved overdragelse af sine anparter den 2. juli
2004, således at han tidligst havde ret til dagpenge fra og med den 24. juli 2004.
Det fremgår af den ikke daterede og ikke underskrevne anpartshaveroverenskomst, at medlemmet
ejede 30 % af anparterne i xxx, og at han pr. 1. januar 2002 blev ansat som direktør.
Det fremgår af den ikke daterede og ikke underskrevne direktørkontrakt, at xxx havde et datterselskab
ved navn xxx.
Vedtægterne for xxx var af 11. februar 2002.
xxx meddelte den 8. december 2003 sine kunder, at medlemmet var fratrådt sin stilling som direktør
i xxx.
xxx meddelte den 18. december 2003 medlemmet, at som meddelt på bestyrelsesmødet den
2. december 2003 var han bortvist som direktør. Han ville kulancemæssigt få udbetalt løn for
december 2003.
Det fremgår af medlemmets ledighedserklæring efter endeligt ophør som selvstændig af 6. januar
2004, at han siden den 1. marts 1998 havde drevet selvstændig virksomhed ved salg af veterinærprodukter
for xxx og xxx. Hans sidste arbejdsdag var den 2. december 2003, og han tilmeldte
sig arbejdsformidlingen den 4. december 2003.
Medlemmet meddelte den 6. januar 2004 arbejdsløshedskassen, at han var blevet opfordret til at
fortsætte som bestyrelsesmedlem, men at han havde frasagt sig dette.
Medlemmets advokat meddelte den 16. februar 2004 xxx’s advokat, at medlemmet ville anlægge
sag mod selskabet for uberettiget ophævelse af ansættelsesforholdet.
Medlemmets advokat meddelte den 1. april 2004 xxx, at medlemmet opsagde anpartshaveroverenskomsten,
og at xxx herefter havde pligt til inden 3 måneder at meddele, om selskabet ville
træde i likvidation eller overtage anparterne.
5

Det fremgår af aftale af 2. juli 2004 mellem xxx og medlemmet, at hans anparter solgtes til xxx.
Han gav afkald på sit opsigelsesvarsel på 12 måneder og frafaldt at føre retssag mod xxx, herunder
om erstatning for uberettiget opsigelse og løn i opsigelsesperioden. Han fastholdt dog, at
bortvisningen var sket med urette.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse (j.nr. 5100164-05).
Sag nr. 3
Ydelser udbetalt med rette, a-kassen ret til refusion, medlem ret til supplerende dagpenge
uden frigørelsesattest
A-kassen udbetalte fra 10. april 2002 til og med 31. august 2003 supplerende dagpenge og feriedagpenge
til medlemmet.
Det fremgik af arbejdsgiverattest af 16. april 2002, at medlemmet var ansat 20 timer om ugen.
Det fremgik ikke, om medlemmet havde et opsigelsesvarsel eller ej.
Det fremgik af udateret ansættelsesaftale, at medlemmet havde et skriftligt opsigelsesvarsel på
2 uger.
Medlemmet oplyste i breve af 26. marts samt 4. juni 2004, at han med arbejdsgiver havde indgået
en mundtlig aftale om, at han ikke havde et opsigelsesvarsel. Både medlem og arbejdsgiver
har bekræftet dette på erklæring af 8. april 2005.
A-kassen har i sin klage anført, at medlemmet har modtaget dagpenge med rette, idet der forelå
en mundtlig aftale mellem medlemmet og arbejdsgiveren om, at medlemmet kunne fratræde
uden varsel.
Ankenævnet fandt, at der var blevet udbetalt ydelser med rette, idet medlemmet ikke var omfattet
af reglerne om frigørelsesattest.
A-kassen havde således ret til refusion af udbetalte ydelser for pågældende periode.
Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet og arbejdsgiver havde bekræftet at have indgået aftale
om, at medlemmet ikke havde et opsigelsesvarsel (j.nr. 5100204-05).
Sag nr. 4
Kontingentslettelse, mangelfuld adresse
Et medlem, der ikke havde betalt medlemsbidrag siden 31. december 2004, blev i brev af
1. februar 2005 rykket for betalingen. A-kassen gjorde i samme brev medlemmet opmærksom
på, at han ville blive slettet, hvis han ikke betalte det skyldige medlemsbidrag inden den 23. februar
2005. Ved brev af 28. februar 2005 skrev a-kassen til medlemmet, at han var slettet fra den
31. december 2004, men at slettelsen kunne ophæves, hvis det skyldige beløb blev betalt inden
29. marts 2005.
6

Medlemmets bogholder, der stod for betalingen af medlemskontingentet, kontaktede a-kassen
den 25. april 2005 og anførte, at hun undrede sig over, at hun ikke havde modtaget en opkrævning.
A-kassen havde fulgt den korrekte sletteprocedure, men erkendte at have begået en fejl ved at
sende brevene stilet til medlemmet på firmaets adresse uden angivelse af ”c/o firma, Postboks
xx”. Medlemmet havde oplyst sin adresse som c/o firma M, Postboks xx.
Ankenævnet fandt, at medlemmet skulle have adgang til at få genoprettet sit medlemskab.
Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet havde givet meddelelse om adresseændring til akassen,
man at a-kassen alligevel fortsatte med at sende brevene til en mangelfuld adresse.
Ankenævnet lagde i øvrigt vægt på, at medlemmets bogholder flere gange havde henvendt sig,
for at få rettet fejlen, samt at der fandtes mange firmaer med samme adresse som medlemmet.
Yderligere var det dokumenteret, at der havde været mindre uregelmæssigheder i postomdelingen
i februar og marts 2005 på grund af snevejr.
Ankenævnet fandt derfor ikke, at medlemmet skulle bære risikoen for, at brevene ikke var kommet
frem. Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse (j.nr. 5100315-05).
Sag nr. 5
Ikke ret til dagpenge under deltagelse i suppleringsuddannelse
Medlemmet, som var uddannet bioanalytiker, før det blev muligt at blive professionsbachelor på
området, startede i september 2004 på en suppleringsuddannelse på bioanalytikerskolen med
henblik på at opnå uddannelse som professionsbachelor.
Medlemmet har anført i sin klage til nævnet, at den suppleringsuddannelse hun fulgte, ikke udbydes
som fuldtidsstudier og derfor ikke berettiger til SU, samt at uddannelsen som helhed opfyldte
betingelsen om ikke at overstige 1/3 studenterårsværk.
Ankenævnet fandt ikke, at medlemmet havde ret til dagpenge samtidig med, at hun deltog i suppleringsuddannelsen.
Ankenævnet lagde vægt på, at uddannelsen som professionsbachelor i bioanalytik er SUberettiget
i det omfang den udbydes som fuldtidsstudium.
Da der efter bekendtgørelse om bioanalytikeruddannelsen ikke var tale om en uddannelse efter
lov om åben uddannelse, fandt ankenævnet heller ikke, at uddannelsen kunne omfattes af undtagelsesbestemmelsen
om vedligeholdende uddannelse. Ankenævnet fandt i øvrigt, at uddannelsen
som helhed oversteg 1/3 studenterårsværk. Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse
(j.nr. 5100343-05).
Sag nr. 6
Ikke selvforskyldt ledig, udvist vilje til at møde hos AF
7

Den 16. december 2004 modtog medlemmet en indkaldelse til samtale om jobplan hos AF den
17. december 2004. Samme dag havde medlemmet fået bekræftet, at han fra den 1. februar 2005
havde fået ansættelse i Nordea.
I brevet fra AF var der en slip, der skulle indsendes, hvis medlemmet på grund af sygdom eller
arbejde ville melde afbud til AF.
Medlemmet returnerede slippen og meldte afbud, idet han var af den opfattelse, at hans ansættelse
fra den 1. februar 2005 berettigede ham hertil. Brevet fra AF skulle imidlertid forstås således,
at det kun var muligt at melde afbud på grund af arbejde, hvis medlemmet var startet i arbejde på
det tidspunkt, samtalen skulle finde sted.
Direktoratet fandt, at medlemmet ikke kunne anses for at være til rådighed fra d. 17. –
20.12.2004 og skulle anses for selvforskyldt ledig.
Ankenævnet fandt, at medlemmet skulle anses for at have stået til rådighed fra den 17. til den 20.
december 2004, og at medlemmet ikke skulle anses for selvforskyldt ledig.
Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet på grund af formuleringen af blanketten og brevet fra
AF havde været i god tro, at han på eget initiativ kontaktede AF mandag den 20. december 2004,
samt at han aldrig tidligere var udeblevet fra møder hos AF eller a-kassen. Ankenævnet ændrede
således direktoratets afgørelse (j.nr. 5100470-05).
Sag nr. 7
Efterløn, bibeskæftigelse, 400 timer, landbrug, ægtefælle I/S
Medlemmet har i sit arbejdsliv haft fuldtidsbeskæftigelse som lønmodtager. Medlemmet ejer
sammen med sin ægtefælle et landbrug, som ægtefællen har drevet siden 1972.
I 2003 afvikledes malkebesætningen. Der er nu kun få dyr og 11,1 ha jord i almindelig drift tilbage.
Medlemmets timeforbrug i virksomheden har været 0 timer.
Ifølge egne og repræsentantens opgørelser anvender ægtefællen 365 timer på landbruget om året.
Normtallet jf. bilag til bekendtgørelsen for støtteordning for yngre jordbrugere er 623,4 timer.
Arbejdsdirektoratet afviste dispensation under 400 timers ordningen under henvisning til for stort
timeforbrug i virksomheden.
Nævnet fandt, at der forelå et formløst I/S, da begge parter hæfter for virksomhedens forpligtelser.
Da dette var tilfældet skulle medlemmet kun medregne sin ideelle andel (halvdelen uden aftale
om andet) ved beregningen af dækningsbidrag 1.
8

Nævnet fandt derfor, at der burde gives tilladelse til drift af selvstændig virksomhed samtidig
med efterløn under 400 timers ordningen. Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse
(j.nr. 5100123-05).
Sag nr. 8
Nye oplysninger i sagen, manglende stillingtagen til oplysninger
A-kassen burde have meddelt medlemmet, at a-kassen fandt ansøgning om efterlønsbevis for
bortfaldet på grund af medlemmets passivitet. Medlemmet skulle stilles som om han blev korrekt
vejledt, da han 3 måneder senere indsendte materiale, som a-kassen havde bedt om
Medlemmet, der havde søgt om efterlønsbevis den 16. september 2002, blev af a-kassen bedt om
at fremsende oplysninger af relevans for bedømmelsen af, om medlemmet havde ret til efterlønsbevis.
A-kassen rykkede den 11. november 2002 for oplysningerne og meddelte samtidig, at hvis akassen
ikke havde modtaget oplysningerne inden 1 måned, anså a-kassen ansøgningen om efterløn
for bortfaldet.
Medlemmet indsendte ikke oplysningerne til a-kassen.
Ankenævnet traf afgørelse om, at medlemmet ikke havde ret til et efterlønsbevis på baggrund af
ansøgningen af 16. september 2002.
Medlemmet indsendte efterfølgende det udbedte materiale, således at a-kassen modtog dette den
20. februar 2003. A-kassen reagerede ikke på modtagelsen af materialet og havde i øvrigt heller
ikke tidligere meddelt medlemmet, at a-kassen anså ansøgningen om efterlønsbevis for bortfaldet.
Ankenævnet fandt, at der måtte anses for at være kommet væsentligt, nye oplysninger og ankenævnet
genoptog sagen og fandt herefter, at medlemmet havde ret til efterlønsbevis med virkning
fra den 20. februar 2003.
Ankenævnet fandt, at a-kassen ved modtagelsen af brevene fra medlemmet den 20. februar 2003
burde have indset, at medlemmet havde et konkret behov for vejledning vedrørende ansøgning
om efterlønsbevis.
Efter ankenævnets opfattelse skulle medlemmet stilles, som om a-kassen den 20. februar 2003
havde gjort medlemmet opmærksom på, at a-kassen opfattede medlemmets ansøgning om efterlønsbevis
for bortfaldet på grund af passivitet fra medlemmets side.
Medlemmet skulle stilles, som om han var blevet vejledt korrekt den 20. februar 2003 og herefter
havde ansøgt på ny.
Ankenævnet ændrede således sin tidligere afgørelse (j.nr. 5100357-05).
9

Sag nr. 9
Afvisning af såvel tilbud om arbejde på aftenhold som arbejde på daghold, selvforskyldt
ledig - og refusion – ej forsvarligt skøn
Medlemmet kontaktede på anmodning AF telefonisk den 19. april 2004 angående et tilbud om
pakkeriarbejde på aftenhold ved et slagteri.
Medlemmet afslog aftenholdsarbejde med den begrundelse, at transporttiden var for lang.
AF tilbød hende herefter, under telefonsamtalen, arbejde samme sted på dagholdet, hvilket medlemmet
heller ikke ønskede, da hun havde deltidsarbejde med 8 timer om ugen og forventede
flere timer. AF opfattede dette, som om medlemmet heller ikke var interesseret heri.
A-kassen har udbetalt medlemmet dagpenge.
Nævnet fandt, at medlemmet var selvforskyldt ledig, og skulle have en karantæne på 3 uger, men
at medlemmet ikke skulle tilbagebetale dagpenge, der var udbetalt i karantæneperioden.
Nævnet lagde vægt på, at den telefoniske samtale mellem AF og medlemmet ikke førte frem til,
at AF formidlede medlemmet den ledige stilling på dagholdet.
Nævnet lagde videre vægt på, at AF ikke formidlede medlemmet den ledige stilling, fordi medlemmet
tilkendegav, at hun ikke ønskede arbejde på dagholdet, idet hun allerede arbejdede
8 timer om ugen og havde forventning om flere timer.
Det forhold, at det ikke fremgik af AF’s skriftlige anmodning til medlemmet om at ringe vedrørende
arbejde på aftenhold. At der også var mulighed for arbejde på daghold, fandt ankenævnet
ikke kunne tillægges betydning, idet der ikke er et krav om en forudgående skriftlig beskrivelse
af arbejdet, før AF kan formidle et arbejde. AF var således ikke afskåret fra at tilbyde henvisning
til arbejde på daghold.
Ankenævnet fandt, at a-kassens skøn ikke kunne anses for forsvarligt.
Ankenævnet lagde vægt på, at der på tidspunktet for a-kassens vurdering af forholdet forelå et
notat fra AF, hvoraf fremgik, at medlemmet havde anført ikke at være interesseret i arbejde på
daghold. Som begrundelse fremgik det, at hun havde anført, at hun allerede arbejdede 8 timer om
ugen og forventede flere timer.
A-kassen har i klagen anført, at medlemmet ikke fik det indtryk, at der var tale om et reelt tilbud
m.h.t. dagholdsarbejdet, idet AF medarbejderen havde nævnt det i en henkastet tone.
Ankenævnet bemærkede, at det var korrekt, at der ikke var tale om formidling, men at det ifølge
AF blev gjort klart overfor medlemmet, at arbejde på daghold blev nævnt med henblik på formidling.
Ankenævnet tiltrådte Arbejdsdirektoratets afgørelse, om at a-kassen ikke har krav på refusion
(j.nr. 5100207-05 + 5100331-05).
10

Sag nr. 10
Efterløn, 400 timers ordningen, landbrug, opgørelse dækningsbidrag
Medlemmet havde drevet selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse siden 1995. Virksomheden
bestod dels af en transportvirksomhed dels af et landbrug på 6,3 ha med 7 heste.
Virksomheden med transport var overført til hustruen. Landbrugsvirksomheden fortsattes i fællesskab
af medlemmet og ægtefællen.
Medlemmet fandtes ikke for ophørt med nogen del af virksomheden.
Medlemmet har ansøgt om videreførsel efter 400 timers ordningen.
Direktoratet gav afslag dels begrundet i at dækningsbidrag 1 i 2003 var 108.024 kr. og i 2002 var
117.000 kr. dels begrundet i, at den samlede arbejdstid i virksomheden er opgjort til 574 timer
pr. år. Transportvirksomheden er opgjort til 143 timer pr. år og landbruget til 431 timer pr. år.
Ankenævnet fandt, at landbrugsvirksomheden måtte anses som et formløst I/S, og at kun mandens
personlige indsats skulle medregnes under 400 timers ordningen (manden deltog ikke i
virksomheden). Desuden skulle kun medlemmets ideelle andel af overskuddet medregnes ved
beregningen af dækningsbidrag 1.
Med hensyn til transportvirksomheden måtte manden anses som deltager, uden at virksomheden
af den grund kunne anses som et I/S. Derfor skulle det samlede dækningsbidrag 1 for denne del
af virksomheden medregnes ved beregningen af det samlede dækningsbidrag 1
(j.nr. 5100177-05).
Sag nr. 11
En a-kasse havde ikke ret til refusion i et tilfælde, hvor et medlem ved en fejl var afmeldt i
AMANDA, og hvor a-kassen havde udbetalt dagpenge uden at sikre, at afmeldingen var
annulleret
Ankenævnet traf afgørelse om, at en a-kasse ikke havde ret til refusion for de dagpenge, som akassen
havde udbetalt til et medlem for perioden fra den 12. juni 2001 til den 4. marts 2004.
A-kassen sendte den 24. maj 2001 meddelelse til AMANDA om, at medlemmet skulle afmeldes.
Den 12. juni 2001 sendte AMANDA meddelelse til a-kassen om, at medlemmet var registreret
som afmeldt af a-kassen. AMANDA modtog ikke underretningen retur, og det var ikke bestridt,
at meddelelsen om underretningen var kommet frem til a-kassen.
A-kassen udbetalte dagpenge til medlemmet for perioden fra den 24. maj 2001 til den 4. marts
2004, selvom medlemmet ikke var tilmeldt AF.
Direktoratet fandt, at de dagpenge, som a-kassen havde udbetalt til medlemmet for perioden fra
den 24. maj 2001 til den 11. juni 2001 var udbetalt med rette, da selve afmeldingen ifølge udskrift
fra AMANDA først blev effektueret med virkning fra den 12. juni 2001.
11

Nævnet traf afgørelse om, at dagpenge udbetalt til medlemmet for perioden fra den 12. juni 2001
til den 4. marts 2004 var udbetalt med urette.
Nævnet lagde vægt på, at medlemmet ikke var tilmeldt AF i denne periode, og at han derfor ikke
havde ret til dagpenge.
Nævnet fandt ikke, at der var oplyst omstændigheder i sagen, der kunne begrunde, at a-kassen
skulle have ret til refusion for de udbetalte dagpenge.
Nævnet fandt således, at a-kassen ikke havde udvist tilstrækkelig agtpågivenhed for at sikre, at
medlemmet var tilmeldt AF, da a-kassen udbetalte dagpenge til medlemmet.
Nævnet lagde blandt andet vægt på, at det var a-kassen, der sendte besked til AMANDA om, at
medlemmet skulle afmeldes. Fejludbetalingen skyldtes derfor ikke urigtige oplysninger fra AF.
Nævnet lagde videre vægt på, at a-kassen havde oplyst, at proceduren på daværende tidspunkt
var, at a-kassen ved fejlafmelding tog kontakt til AF for at sikre, at medlemmet fortsat var tilmeldt.
Der forelå ikke dokumentation for, at a-kassen kontaktede AF vedrørende fejlen.
Nævnet lagde også vægt på, at a-kassen, da den konstaterede, at medlemmet ved en fejl var afmeldt
AF, burde have sikret sig, at afmeldingen var annulleret, således at medlemmet stod som
tilmeldt. Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse (5100379-05).
Sag nr. 12
Dagpenge udbetalt som følge af en ugyldig afgørelse - medlemmets uddannelse gav ikke ret
til optagelse som nyuddannet (dimittend) og kunne derfor heller ikke medregnes til opfyldelsen
af beskæftigelseskravet - a-kassen havde udbetalt dagpenge til medlemmet i næsten
et år - medlemmet fik ret til dagpenge frem til det tidspunkt, hvor hun modtog a-kassens
afgørelse om, at hun ikke havde ret til dagpenge
En a-kasse havde gennem næsten et år udbetalt dagpenge til et medlem, der ikke havde ret til
dagpenge.
A-kassen havde den 3. februar 2004 meddelt medlemmet, at den uddannelse, som medlemmet
havde gennemført, ikke gav ret til optagelse som nyuddannet, og at medlemmet derfor bibeholdt
sine tidligere rettigheder i a-kassen.
Den 20. februar 2004 traf a-kassen imidlertid afgørelse om, at medlemmet havde ret til dagpenge
fra den 4. februar 2004 og at hun havde ret til dagpenge i op til 208 uger.
A-kassen konstaterede den 22. februar 2005, at medlemmet ikke havde haft ret til de dagpenge,
der var udbetalt fra den 4. februar 2004. Medlemmet havde ikke fået udbetalt dagpenge siden
den 23. januar 2005.
Da det var a-kassen, der havde begået en fejl, skulle medlemmet ikke tilbagebetale dagpengene,
der var udbetalt i perioden 4. februar 2004 - 23. januar 2005.
Ankenævnet traf afgørelse om, at medlemmet ikke havde haft ret til dagpenge fra den 4. februar
2004.
12

Nævnet henviste til, at a-kassens afgørelse om, at medlemmet havde ret til dagpenge fra den
4. februar 2004, led af en væsentlig retlig mangel, og at afgørelsen derfor var ugyldig.
Nævnet fandt dog efter omstændighederne, at a-kassen skulle betale dagpenge til medlemmet
frem til det tidspunkt, hvor hun fik afgørelsen om, at hun ikke havde ret til dagpenge, det vil sige
til og med den 23. februar 2005. Ankenævnet ændrede således delvist direktoratets afgørelse
(j.nr. 5100435-05).
Sag nr. 13
Tilladelse til at drive biavl som selvstændig bibeskæftigelse sideløbende med efterløn
Medlemmet fyldte 60 år den 24. januar 2005 og var således omfattet af reglerne for efterløn til
personer, der fylder 60 år efter 1. juli 1999.
Medlemmet havde søgt om efterløn og samtidig søgt om at videreføre sin virksomhed med biavl
og salg af honning. Han havde drevet virksomheden siden 1987.
Medlemmet oplyste, at han havde 50 bifamilier/bistader fordelt på 9 bigårde. Bigårdene var dels
på hans egen jord i forbindelse med bopælen, og dels på arealer, der lå op til 10 km fra hans bopæl.
Medlemmet havde opgjort arbejdstiden til 5-6 timer pr. bifamilie (250-300 timer). Dertil kom
administration (5 timer), transport (30 timer) og salg af honning (10). I alt 345 timer.
Ankenævnet fandt, at medlemmet kunne få tilladelse til at drive selvstændig virksomhed samtidig
med modtagelse af efterløn.
Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmets virksomhed med biavl kunne begrænses ved antallet
af bistadefamilier.
For så vidt angik indtægten, havde medlemmet dokumenteret, at dækningsbidrag 1 i årene forud
havde været under den grænse, der var fastsat i loven.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at Dansk Biavlerforening havde oplyst, at tidsforbruget i rationelt
drevet erhvervsmæssigt biavl svarede til ca. 4 timer pr. bifamilie/-stade.
Hvis der således alene var tale om 50 bistader/-familier fandt ankenævnet, at medlemmet havde
sandsynliggjort, at arbejdstiden ikke ville overstige 400 timer. Ankenævnet ændrede således direktoratets
afgørelse (j.nr. 5100488-05).
Sag nr. 14
Frigørelsesattest, manglende ret til supplerende dagpenge
Medlemmet havde siden henholdsvis 2000 og 2001 undervist på to musikskoler, og i perioden
25. august 2003 til 25. juni 2004 havde medlemmet desuden undervist et tredje sted.
13

A-kassen traf den 13. juni 2003 afgørelse om, at medlemmet var faldet for 52-ugers grænsen, og
dermed ikke kunne modtage supplerende dagpenge efter uge 11 i 2002. Medlemmet klagede
over denne afgørelse, og den 12. december 2003 ændrede direktoratet afgørelsen og bad a-kassen
om at foretage en ny opgørelse af, hvornår medlemmet som følge af 52-ugers reglen mistede
retten til dagpenge.
Den 28. januar 2004 bad A-kassen derfor medlemmet om at redegøre nærmere for ansættelserne
og fremsende frigørelsesattester. A-kassen blev således først den 6. februar 2004 klar
over, at medlemmet den 25. august 2003 var startet i et nyt ansættelsesforhold. Da a-kassen
først på dette tidspunkt modtog en frigørelsesattest vedrørende dette arbejdsforhold, fandt akassen,
at medlemmet først havde ret til supplerende dagpenge fra den 6. februar 2004.
Ankenævnet fandt imidlertid ikke, at det kunne bebrejdes medlemmet, at hun ikke tidligere havde
indsendt frigørelsesattest. Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet på det tidspunkt, hun
startede i det nye ansættelsesforhold, havde mistet retten til supplerende dagpenge. Ankenævnet
lagde endvidere vægt på, at medlemmet ikke på nogen måde var gjort bekendt med, at hun skulle
agere som om hun havde ret til supplerende dagpenge, mens hendes klage blev behandlet, samt
at medlemmet straks indsendte en frigørelsesattest, da a-kassen anmodede om det.
Ankenævnet fandt således, at medlemmet, som følge af direktoratets afgørelse af 12. december
2003, skulle have ret til supplerende dagpenge fra d. 25.8.2003. Ankenævnet ændrede således
direktoratets afgørelse (j.nr. 5100375-05).
Sag nr. 15
Afslag på formidlet arbejde – misforståelse af AF’s udmelding om det formidlede arbejde
AF sendte fredag den 7. januar 2005 et brev til medlemmet, hvorefter hun skulle ringe til AF
mandag den 10. januar 2005 mellem kl. 11 og kl. 11.15.
Samme dag sendte AF en henvisning til et dags vikariat i en børnehave, hvortil hun skulle ringe
mandag den 10. januar 2005 mellem kl. 11 og kl.11.15. Af begge breve fremgik, at det kunne få
dagpengemæssige konsekvenser, hvis ikke hun gjorde det.
Medlemmet har oplyst, at hun ved telefonsamtalen med AF mandag udtrykte forbehold for 1
dags vikariat, hvorefter AF medarbejderen oplyste hende om, at der også var et månedsvikariat
senere.
Medlemmet opfattede dette som om hun kunne vælge.
AF medarbejderen har oplyst, at det blev gjort medlemmet klart, at der var tale om 2 formidlinger,
og det var en forudsætning, at det var den samme person, der fik jobbet.
Medlemmet ringede til børnehaven om mandagen. Hun oplyste på forespørgsel, at det ikke var 1
dags vikariatet hun ringede om, men månedsvikariatet, og fik tid til samtale.
Om aftenen var der på hendes telefonsvarer besked fra AF om, at hun ikke skulle møde til samtalen,
da hun havde sagt nej til 1 dags vikariatet.
14

AF sendte mandag den 10. januar 2005 et brev til medlemmet, hvorefter hun skulle ringe til AF
onsdag den 12. januar 2005 mellem 8.30 og 9.00. Samme dag sendte AF en henvisning til medlemmet
vedrørende månedsvikariatet i børnehaven, hvortil hun skulle ringe onsdag den 12. januar
2005 mellem kl. 8.00 0g 15.00.
Børnehaven oplyste til AF, at medlemmet ikke var interesseret i en dags arbejde, men arbejdsgiveren
ville ikke helt afvise, at medlemmet kunne have troet, at hun kunne vælge mellem vikariaterne.
Ankenævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse medlemmet for selvforskyldt ledig.
Ankenævnet henviste til det tætte tidsmæssige forløb med bl.a. 4 henvendelser fra AF inden for 4
dage og flere telefonsamtaler. Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet ringede til AF mandag
den 10. januar 2005 og blev gjort bekendt med, at der var en formidling på vej om et månedsvikariat,
og at der var modstridende oplysninger om forløbet af telefonsamtalen den 10. januar
2005 mellem AF og medlemmet.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse (j.nr. 5100345-05).
Sag nr. 16
Arbejde ikke anset for selvstændig erhvervsvirksomhed uanset at medlemmet modtog betaling
på baggrund af udstedt faktura
Ankenævnet fandt, at medlemmets arbejde for XX A/S ikke skulle anses for drift af selvstændig
virksomhed.
Medlemmet opfyldte ikke betingelsen om, at arbejdet skulle være udført for egen regning og
risiko og med det formål at opnå økonomisk udbytte.
Ankenævnet lagde vægt på, at arbejdet skulle udføres i samarbejde med medarbejdere i XX A/S
og primært fra XX A/S’s firmaadresse. Endvidere var arbejdstiden aftalt til 40 timer pr. uge inklusive
½ times frokostpause. Aftalen kunne af begge parter opsiges med 8 dages varsel. XX
A/S stillede computer til rådighed. På grund af arbejdets midlertidige karakter kunne medlemmet
deltage i jobinterviews for at få anden beskæftigelse.
Ankenævnet lagde videre vægt på, at medlemmet fik kr. 35.000,- + moms for den første måned
og herefter kr. 40.000,- + moms. Efter første og eventuelt anden måned skulle samarbejdet tages
op til overvejelse med henblik på vurdering af en eventuel fastansættelse.
Ankenævnet lagde endelig vægt på, at XX A/S på baggrund af arbejdets karakter af projekt havde
ønsket, at medlemmet udskrev faktura for assistancen.
Ankenævnet ændrede direktoratets afgørelse, idet ankenævnet fandt, at medlemmet ikke havde
drevet selvstændig virksomhed i sit virke for XX A/S. Ankenævnet hjemviste samtidig sagen til
direktoratet til fornyet afgørelse på dette grundlag (j.nr. 5100178-05).
Sag nr. 17
Rådighed – ikke fyldestgørende CV – frist på 3 måneder til at vise tilknytning til arbejdsmarkedet,
afgørelse på utilstrækkeligt grundlag – a-kassens vejledning
15

Medlemmet meldte sig ledig på AF den 19. juli 2004 efter en sygeperiode fra 25. marts 2005 til
og med 18. juli 2005.
I brev af 28. juli 2004 gjorde a-kassen medlemmet opmærksom på, at han skulle lægge et CV i
Job- og CV-banken inden for en måned efter tilmeldingen på AF. A-kassen gjorde medlemmet
opmærksom på, at det kunne få konsekvenser for medlemmets ret til dagpenge, hvis han ikke
reagerede på brevet.
Den 16. august 2004 afleverede medlemmet personligt sin CV-erklæring med kundenummer til
tidligere CV i a-kassen, men medlemmet ajourførte ikke CV’et.
Medlemmet lagde herefter et nyt CV i Job- og CV-banken, idet hans gamle CV var blevet slettet.
A-kassen gjorde medlemmet opmærksom på, at CV’et ikke var fyldestgørende.
I brev af 2. november 2004 oplyste a-kassen, at den fortsat ikke kunne godkende CV’et. Medlemmet
blev derfor indkaldt til en rådighedssamtale.
Ved rådighedssamtalen den 5. november 2004 gjorde a-kassen medlemmet opmærksom på, at
han, som oplyst ved tidligere samtaler, skulle søge rimeligt arbejde - også i Danmark.
På baggrund af rådighedssamtalen traf a-kassen den 10. november 2004 afgørelse om, at medlemmet
ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet og pålagde ham et arbejdskrav.
Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke havde ret til dagpenge fra den 19. august 2005 pga. ikke
fyldestgørende CV, samt at medlemmet igen havde ret til dagpenge fra det tidspunkt, hvor medlemmet
havde lagt et fyldestgørende CV ind.
Ankenævnet fandt videre, at a-kassen burde have givet medlemmet en frist på 3 måneder til at
vise sin tilknytning til arbejdsmarkedet, idet der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at anse ham
for ikke at stå til rådighed, da a-kassen traf afgørelse den 10. november 2004.
Ankenævnet lagde mht. det ikke fyldestgørende CV vægt på, at medlemmet var blevet vejledt
tilstrækkeligt af kassen, samt at han kunne have søgt hjælp, hvis han havde problemer ved udfyldelsen.
Endvidere, at CV’et ikke på daværende tidspunkt ansås at være korrekt og fyldestgørende
udfyldt.
Ankenævnet lagde mht. rådighedsspørgsmålet vægt på, at a-kassen først den 5. november 2005
vejledte medlemmet om, at han skulle være aktivt jobsøgende og søge rimeligt arbejde – også i
Danmark. Medlemmet var sidst blevet vejledt om forpligtelsen 1½ år før, og eftersom medlemmet
havde haft 2 længerevarende sygdomsperioder uden kontakt til a-kassen, burde a-kassen
have vejledt ham om rådighedsforpligtelsen ved hans ledigmeldelse (j.nr. 5100224-05).
Sag nr. 18
Selvforskyldt ledighed – revision af handlingsplan - udeblivelse – forglemmelse/refusion –
forsvarligt skøn
16

Et medlem blev indkaldt til et møde om revision af sin jobplan den 17. november 2004. Medlemmet
mødte ikke, men kontaktede AF den 18. november 2004, da hun havde modtaget brev
om udeblivelse.
Medlemmet forklarede, at hun var vikar og havde arbejdet i NN SFO i ugen. Hun havde haft fri
den 17. november og var gået på juleindkøb, da hun havde glemt mødet på AF. Hun havde ikke
fået noteret mødet i sin kalender.
A-kassen fandt, at medlemmet skulle udelukkes fra dagpenge den 17. november 2004.
Direktoratet fandt medlemmet selvforskyldt ledig og at medlemmet skulle have en karantæne på
3 uger. Medlemmet skulle ikke tilbagebetale de med urette modtagne dagpenge i perioden. Kassen
kunne ikke få refusion.
A-kassen klagede over direktoratets afgørelse.
Det var oplyst, at medlemmet havde haft 2 forudgående negative hændelser. Medlemmet havde
tidligere været indkaldt til et møde vedrørende sin jobplan. Medlemmet havde været i arbejde i
ugen, men glemt at ringe afbud til AF.
Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke kunne anses for at have haft vilje til at møde på AF. Ankenævnet
lagde vægt på, at hun ikke mødte, at hun først kontaktede AF efter modtagelsen af
udeblivelsesbrevet og at hun tidligere havde undladt at kontakte AF med oplysning om, at hun
ikke kunne møde på grund af fuldtidsbeskæftigelse i ugen. Medlemmet burde have udvist større
agtpågivenhed, da hun modtog indkaldelsen.
Ankenævnet fandt, at det forhold, at medlemmet var i arbejde som vikar ikke kunne tillægges
betydning, idet hun var tilmeldt AF som fuldtidsarbejdssøgende. Medlemmet var således forpligtet
til at holde kontakt med AF.
På denne baggrund og da a-kassen burde være opmærksom på, at hun tidligere var udeblevet,
finder ankenævnet ikke, at a-kassen havde udøvet et forsvarligt skøn. A-kassen havde derfor ikke
ret til refusion. Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse (j.nr. 5100374-05 +
5100469-05).
Sag nr. 19
Medlemmet, der var deltidsforsikret, havde telefonisk meddelt a-kassen, at hun havde fået
arbejde 37 timer ugentligt, men var ikke blevet overflyttet til fuldtidsforsikring
Et deltidsforsikret medlem ledigmeldte sig efter at have arbejdet på fuld tid fra den 1. oktober
2004 til den 28. april 2005.
Ankenævnet traf afgørelse om, at medlemmet skulle overflyttes til fuldtidsforsikring pr. 9. december
2004 på grundlag af fuldtidsarbejdet.
Medlemmet havde derfor ret til dagpenge som fuldtidsforsikret.
17

Nævnet henviste til, at medlemmet ikke direkte havde anmodet a-kassen om at blive overflyttet
til fuldtidsforsikring, da hun begyndte at arbejde på fuld tid, men at hun telefonisk havde meddelt
a-kassen, at hun havde fået fuldtidsarbejde.
Det var nævnets opfattelse, at a-kassen, da den fik oplysningen om, at medlemmet arbejdede på
fuld tid, burde have konstateret, at medlemmets forsikringsmæssige status ikke var i overensstemmelse
med medlemmets arbejdstid. A-kassen burde have sørget for, at medlemmet blev
fuldtidsforsikret fra det tidspunkt, hvor hun opfyldte betingelserne for fuldtidsforsikring. Ankenævnet
ændrede således direktoratets afgørelse vedr. spørgsmålet om forsikringsmæssig status
på tidspunktet for ledigmeldelse (j.nr. 5100447-05).
Sag nr. 20
Beskæftigelseskrav – forlængelse – barselorlov under ophold i Frankrig
Ankenævnet traf afgørelse om, at en periode, hvor et medlem havde holdt barselorlov i Frankrig,
ikke kunne anvendes til at forlænge den periode, inden for hvilken beskæftigelseskravet skulle
være opfyldt.
Det fremgik af sagen, at medlemmet frem til januar 2001 havde lønarbejde i Danmark. Herefter
opholdt medlemmet sig i Frankrig indtil medio 2004 sammen med sin ægtefælle, der havde en
attest E 101 og derfor var omfattet af de danske regler om social sikring. Ægtefællens
attest E 101 udløb den 1. januar 2004, hvorefter ægtefællen betalte bidrag til de sociale sikringsordninger
i Frankrig.
Det fremgik videre, at medlemmet ikke havde lønarbejde under opholdet i Frankrig. Fra den 15.
januar 2001 til den 13. februar 2002 havde medlemmet børnepasningsorlov og modtog orlovsydelse
fra a-kassen. Medlemmet, der fødte medio februar 2003, holdt herefter barselorlov til udgangen
af 2003, hvor hun hverken modtog ydelser fra Danmark eller Frankrig. Fra 1. januar til
30. juni 2004 modtog medlemmet forældreorlovsydelse (APE) i Frankrig. Medlemmet vendte
herefter tilbage til Danmark, hvor hum meldte sig ledig.
Nævnet fandt at den omstændighed, at medlemmet under opholdet i Frankrig holdt barselorlov
fra den 17. februar til den 31. december 2003, ikke kunne forlænge optjeningsperioden.
Nævnet lagde vægt på, at perioder med barselorlov kun kunne forlænge optjeningsperioden, hvis
medlemmet under barselsorloven havde været omfattet af reglerne om fravær på grund af barsel
eller adoption efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og
barselorlov m.v.
Nævnet lagde herved lagt vægt på, at reglerne om fravær på grund af barsel eller adoption efter
lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v.,
kun omfatter lønmodtagere, der er i beskæftigelse.
Perioden fra den 17. februar til den 31. december 2003, hvor medlemmet havde holdt barselorlov
i Frankrig, kunne således ikke anvendes til at forlænge optjeningsperioden, da medlemmet ikke
havde været i beskæftigelse som lønmodtager under opholdet i Frankrig fra den 1. februar 2001
til 30. juni 2004. Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse (j.nr. 5100127-05).
18

Sag nr. 21
Gyldighedsdato på efterlønsbevis og vejledning
A-kassen orienterede i august 1999 medlemmet om erhvervelse af efterlønsbevis. Det fremgik af
brevet, at medlemmet ikke umiddelbart ud fra a-kassens oplysninger havde ret til at få udstedt et
efterlønsbevis, idet medlemmet ikke på daværende tidspunkt havde været medlem af en a-kasse i
10 år. A-kassen skrev videre, at hvis medlemmet forud for sit medlemskab af pågældende akasse
havde været medlem af en anden a-kasse kunne det være, at medlemmet alligevel havde
ret til et efterlønsbevis. Brevet var vedlagt ansøgningsblanket om efterlønsbevis.
Medlemmet søgte den 30. september 1999 om efterlønsbevis.
Efter at have undersøgt medlemmets tidligere medlemskaber af a-kasser skrev a-kassen den 12.
oktober 1999 til medlemmet, at pågældende havde ret til efterlønsbevis den 20. februar 2002,
under forudsætning af bl.a. fortsat medlemskab og uafbrudt indbetaling af efterlønsbidrag frem
til det tidspunkt, hvor pågældende gik på efterløn.
I foråret 2000 påbegyndte a-kassen en egentlig sagsbehandling af medlemmets ansøgning om
efterlønsbevis, idet a-kassen anmodede medlemmet om at udfylde et antal blanketter. Denne
sagsbehandling afsluttedes ved a-kassens brev af 6. juli 2000, som var stort set enslydende med
a-kassens brev af 12. oktober 1999.
Den 4. december 2001 udsendte a-kassen på ny et orienteringsbrev til medlemmet om efterlønsbevis.
Det fremgik af brevet, at det nu så ud til, at medlemmet var berettiget til efterlønsbevis.
Det fremgik endvidere af brevet, hvilke fordele, der var forbundet med efterlønsbeviset, herunder,
at det var en forudsætning for at få ret til skattefri præmie. Det fremgik endelig af brevet, at
a-kassen anbefalede medlemmet at udfylde den vedlagte ansøgningsblanket, idet beviset tidligst
kunne få virkning fra den dag, hvor a-kassen havde modtaget ansøgningen.
Den 2. oktober 2003 fremsendte a-kassen, på medlemmets opfordring, ansøgning om efterløn.
Dette brev var udover ansøgningsblanket også vedlagt a-kassens brochure om ”Den fleksible
efterløn”. Det fremgik endvidere, at medlemmet tidligst kunne få efterløn, den dag a-kassen havde
modtaget ansøgningen.
Medlemmets ansøgning om efterlønsbevis blev modtaget i a-kassen den 21. oktober 2003, og akassen
udstedte den 30. januar 2004 et efterlønsbevis til medlemmet med bevisdato den 21. oktober
2003.
Medlemmet anmodede herefter om at få udbetalt skattefri præmie.
A-kassen traf afgørelse om, at medlemmet ikke var berettiget til skattefri præmie, idet medlemmet
ikke opfyldte 2-års-kravet.
Direktoratet fandt, at medlemmet tidligst havde ret til et efterlønsbevis fra den 21. oktober 2003,
og at medlemmet ikke havde ret til skattefri præmie.
Ankenævnet traf afgørelse om, at medlemmet først den 21. oktober 2003 havde ret til efterlønsbevis,
hvorfor medlemmet heller ikke kunne opnå ret til skattefri præmie.
19

Ankenævnet lagde herved vægt på, at ansøgningen om efterlønsbevis var modtaget i a-kassen
den 21. oktober 2003.
Ankenævnet fandt endvidere ikke, at den vejledning som a-kassen havde givet om efterlønsbevis
var mangelfuld. Ankenævnet lagde herved vægt på, at de breve som a-kassen havde sendt til
medlemmet opfyldte de krav, som sådanne breve i henhold til de relevante regler skulle indeholde.
Ankenævnet bemærkede imidlertid, at det var ankenævnets opfattelse, at a-kassens breve af 12.
oktober 1999 og 6. juli 2000 var afgørelser, som burde have været meddelt med oplysning om
klageadgang. Nævnet fandt dog ikke, at det havde betydning for sagens udfald, idet medlemmet,
på trods af en klage, ville have været i samme situation, nemlig at efterlønsbeviset ikke kunne
udstedes på daværende tidspunkt.
Ankenævnet bemærkede endvidere, at a-kassens breve af 12. oktober 1999 og 6. juli 2000, eller i
det mindste et af dem burde have indeholdt oplysning om, at medlemmet for senere at få udstedt
et efterlønsbevis skulle søge herom på ny. Ankenævnet fandt imidlertid, at a-kassen rettede op på
dette ved at udsende brev af 4. december 2001, og at medlemmet, hvis han var i tvivl om indholdet
af dette brev, burde have kontaktet a-kassen på dette tidspunkt.
Ankenævnet tilkendegav endelig, at være opmærksom på, at medlemmet havde rettet henvendelse
til a-kassen primo oktober 2003 i forbindelse med spørgsmål om efterlønsbevis, og at en sådan
henvendelse efter ankenævnets praksis kunne opfattes som en ansøgning om efterlønsbevis
med den virkning, at efterlønsbeviset blev udstedt med bevisdato fra den mundtlige henvendelse.
Da det ikke ville få indflydelse på medlemmets retsstilling, idet et efterlønsbevis med en tidligere
dato i oktober 2003 ikke ville ændre på det forhold, at medlemmet ikke ville kunne opfylde 2års-reglen,
valgte ankenævnet alene at bemærke forholdet.
Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse (j.nr. 5100328-05).
Sag nr. 22
Opgørelse af løntimer til opfyldelse af beskæftigelseskravet, godtgørelse for tjeneste som
pilot på fridage
Medlemmet meldte sig ind i a-kassen den 23. oktober 2003. Han ophørte i sin stilling som pilot
den 30. september 2004.
A-kassen opgjorde, at medlemmet havde i alt 1.911,63 løntimer, der kunne medregnes til beskæftigelseskravet,
som således ikke var opfyldt. Løntimerne var udregnet på grundlag af hhv.
arbejdsgivererklæring vedrørende perioden 23. – 31. oktober 2003, normeret månedlig arbejdstid
vedrørende 1. november 2003 – 30. september 2004 samt 13 ”købte fridage” i samme periode.
De købte fridage var en overenskomstreguleret godtgørelse for tjeneste på fridage, som a-kassen
og direktoratet havde medregnet til beskæftigelseskravet med 37 timer pr. uge, svarende til 7,4
timer pr. dag efter principperne i § 11 i bekendtgørelse om overskydende timer.
20

Medlemmet klagede over, at de købte fridage ikke var medregnet med mere end 7,4 timer pr.
dag, idet han havde været i aktiv tjeneste i længere tid de pågældende dage. Medlemmet mente
således, at de købte fridage skulle medregnes med 8,79 timer i gennemsnit, hvilket ville føre til,
at beskæftigelseskravet var opfyldt.
Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet den 1. oktober 2004 ikke opfyldte kravet om 1.924
timers arbejde inden for de seneste 3 år, og at han derfor ikke havde ret til dagpenge fra den 1.
oktober 2004.
Ankenævnet fandt, at medlemmet opfyldte beskæftigelseskravet, idet nævnet fandt, medlemmet
havde haft i alt 1959,43 timer, som kunne medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet.
Nævnet var således ikke enig med a-kassen og direktoratet i, at de 13 købte fridage i perioden
højst kunne medregnes med 7,4 timer pr. dag.
Nævnet fandt, at de købte fridage, hvor medlemmet ifølge sin logbog, som udfyldtes under strafansvar,
har arbejdet, skal medregnes med det antal flytimer, som fremgår af logbogen. Hertil skal
lægges den tid, som der ifølge arbejdsgiver angiveligt medgår som arbejdstid i forbindelse med
en flyvning. Ankenævnet har i denne forbindelse lagt til grund, at tjenestetiden anses for at begynde
1½ time før afgang og for at slutte 1 time efter ankomst. Samtidig medregnes op til 2 timers
ophold på destinationen.
Nævnet bemærkede, at direktoratet havde vurderet, at principperne i § 11 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens
bekendtgørelse nr. 902 af 9. december 1999 om overskydende timer
fandt anvendelse ved bedømmelsen af spørgsmålet om, hvilke og hvor mange timer der kan regnes
med til opfyldelsen af beskæftigelseskravet som følge af de købte fridage.
Nævnet fandt imidlertid, at bekendtgørelsen om overskydende timer ikke kan anvendes i denne
sammenhæng, idet de nærmere regler om opfyldelsen af – og beregningen af beskæftigelseskravet
fremgår af Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 504 af 16. juni 2003 om beskæftigelseskrav
og dagpengeperiode, hvori der ikke er henvist til bekendtgørelsen om overskydende timer.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse (j.nr. 5100296-05).
Sag nr. 23
Formueforvaltning, selvstændig virksomhed, bibeskæftigelse, begrænset dagpengeret, 78
uger, undtaget fra dagpengebegrænsningen, udlejning
Medlemmets drev virksomhed i form af udlejning af 2 beboelseslejemål og 2 erhvervslejemål i
perioden 11. december 1996 - 27. maj 2004.
Medlemmet meddelte i oktober 2003 arbejdsløshedskassen, at han ønskede at få afklaret forholdene
omkring sit ejerskab af en mindre udlejningsejendom i forbindelse med overgang til efterløn.
Ejendommen bestod af 2 beboelseslejemål og 2 erhvervslejemål. Ejendommen lå i xxx, og
medlemmet boede ved xxx. Han havde arvet ejendommen efter sine forældre og havde i denne
forbindelse rettet henvendelse til a-kassen, hvor han havde fået oplyst, at ejendommen ikke havde
betydning for hans dagpengeret. Han havde fået skøde på ejendommen den 7. marts 1997.
21

Medlemmet anførte videre, at den indvendige vedligeholdelse påhvilede lejerne, hvilket også
gjaldt viceværtfunktioner i form af håndtering af renovation, udskiftning af pærer og renholdelse
af gård og trappe. Snerydning af fortov påhvilede lejerne af forretningerne.
Medlemmet anførte videre, at hans arbejdsopgaver bestod i telefonisk at indrykke en annonce i
xxx Folkeblad ved genudlejning - og aflevering og fremvisning for ny lejer, hvilket normalt krævede
et besøg i xxx. Lejekontrakter, som tidligere blev udfærdiget af advokat, var nu overført til
standardformular.
Medlemmet anførte videre, at regnskab udarbejdedes af revisionsfirma. Aflæsning af varme- og
vandforbrug og udformning af forbrugsregnskab udførtes af xxx, hvorefter han underskrev og
sendte opgørelserne til de 4 lejere. Endvidere sendte han breve om lejeforhøjelse en gang om
året.
Det fremgår af a-kassens telefonrapport af november 2003 over telefonsamtale med medlemmet,
at medlemmet kunne gå på efterløn med ejendommen som formueforvaltning. A-kassen betingede
sig dog, at de arbejdsopgaver, som han udførte, skulle overdrages. A-kassen henviste til, at
ankenævnet i 2 afgørelser havde fundet, at der var tale om formueforvaltning, idet der var lagt
vægt på, at der var tale om en meget begrænset arbejdsindsats og om en arvet ejendom.
Kassen meddelte den 12. december 2003 medlemmet, at han skulle søge om efterløn, inden han
fyldte 60 år den 27. maj 2004, da hans dagpengeret udløb denne dato.
Medlemmet ansøgte den 31. januar 2004 om efterløn pr. 27. maj 2004.
Tredjemand bekræftede fremover at ville sende de færdige varmeopgørelser direkte til den enkelte
lejer med virkning fra den 27. maj 2004, ligesom han ville beregne og udsende lejeforhøjelser
vedrørende medlemmets ejendom.
Der var således indgået aftale med tredjemand, om at han med virkning fra den 27. maj 2004
skulle administrere medlemmets ejendom, herunder genudlejning (annoncering, fremvisning
m.v.).
Medlemmets advokat meddelte den 17. maj 2004 a-kassen, bl.a. at medlemmet primo 1996 henvendte
sig til a-kassen, idet hans forældres bo skulle afsluttes. Medlemmet havde erhvervet ejendommen
den 11. december 1996. I 1999, 2000, 2001, 2002 og 2003 havde medlemmet på ejendommen
brugt henholdsvis 8 timer, 8 timer, 8 timer, 11 timer og 11 timer. I 2004 havde han indtil
marts brugt 2 timer.
Medlemmet bortforpagtede med virkning fra den 24. maj 2004 sin ejendom.
Direktoratet traf bl.a. afgørelse om, at medlemmet ansås for at drive selvstændig virksomhed i
form af udlejning. Virksomheden kunne anses for bibeskæftigelse, og han var omfattet af den
begrænsede dagpengeret på 78 uger.
A-kassen såvel som medlemmets advokat klagede over afgørelsen.
22

Ankenævnet traf afgørelse om, at medlemmets udlejning i perioden 11. december 1996 - 27. maj
2004 efter en konkret vurdering ansås for formueforvaltning.
Begrundelsen var, at medlemmets personlige arbejdsindsats havde haft et meget beskedent omfang,
således at arbejdsindsatsen ikke med rette kunne karakteriseres som selvstændig virksomhed.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse (j.nr. 5100029-05).
Sag nr. 24
Rådighed – genåbning af adgang til CV efter ophold i udland uden dagpengeret og gentilmelding
til AF og a-kassen
Et medlem blev ledig den 1. juli 2003 og indlagde i tilknytning hertil sit CV. Han blev afmeldt
AF den 16. september 2004 da han var volontør i Afrika. Han blev den 24. december 2004 tilmeldt
AF på ny.
Den 7. januar 2005 skrev a-kassen til medlemmet, at han skulle indlægge sit CV i jobnet og sende
udskrift til a-kassen inden 8 dage.
Den 20. januar 2005 skrev a-kassen på ny til medlemmet og gjorde opmærksom på, at CV’et
skulle være indlagt senest 1 måned efter tilmeldingen til AF . Såfremt medlemmet ikke inden
den 24. januar 2005 gjorde sit CV tilgængeligt ville hans dagpenge blive stoppet.
A-kassen standsede medlemmets dagpenge fra den 24. januar 2005. Medlemmet lagde sit CV ind
den 1. marts 2005.
Kassen traf afgørelse om, at medlemmet ikke havde ret til dagpenge i perioden 24. januar – 1.
marts 2005. Direktoratet tiltrådte a-kassens afgørelse.
Ankenævnet fandt, at det skyldes medlemmets egne forhold, at han ikke senest 1 måned efter
tilmelding til AF den 24. december 2004 indlagde sit CV i jobnet og CV-banken. Han havde
derfor ikke ret til dagpenge i perioden 24. januar - 28. februar 2005.
Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at a-kassen den 7. og 20. januar 2005 oplyste medlemmet
om pligten til at indlægge CV i job – og CV-bank og om konsekvenserne, såfremt dette
ikke skete.
Det forhold, at medlemmet tidligere havde indlagt sit CV, kunne efter nævnets opfattelse ikke
føre til et andet resultat. Nævnet lagde herved vægt på a-kassens klare tilkendegivelse af, at medlemmet
skulle indlægge sit CV i job - og CV- bank, samt på, at a-kassen rykkede medlemmet for
de ønskede oplysninger. Såfremt medlemmet herefter var i tvivl om nødvendigheden af at efterkomme
a-kassens anvisning, skulle han have rettet henvendelse til a-kassen.
Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse (j.nr. 5100434-05).
23

Sag nr. 25
Udeblivelse fra samtale på AF, aktiv indsats, senere kontakt til AF + a-kasse, ikke selvforskyldt
ledig, manglende rådighed
AF indkaldte medlemmet til en samtale den 15. december 2004 kl. 9.00 om udarbejdelse af jobplan.
Det fremgik af indkaldelsesbrevet, at det kunne få betydning for medlemmets dagpengeret,
hvis ikke han mødte op, samt at der ved sygdom skulle ske underretning til AF.
Medlemmet udeblev fra samtalen.
Medlemmet havde til sagen oplyst, at han natten til den 15. december 2004 blev meget syg, og at
han næste dag ikke kunne forlade sengen pga. høj feber og delvis bevidstløshed. Medlemmets
fætter, som medlemmet boede hos i perioden, kontaktede telefonisk a-kassen om eftermiddagen
den 15. december 2004, da han kom hjem fra arbejde.
Medlemmet kontaktede selv AF og a-kassen næste formiddag den 16. december 2004.
Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke havde ret til dagpenge den 15. december 2004 pga. manglende
rådighed.
Ankenævnet fandt efter en konkret vurdering ikke, at medlemmet skulle anses for selvforskyldt
ledig den 15. december 2004.
Ankenævnet lagde vægt på, at det ikke fremgik af AF’s indkaldelsesbrev, at medlemmet i tilfælde
af sygdom skulle underrette AF herom inden tidspunktet for samtalen, og at det i øvrigt ikke
under hensyn til, at samtalen var kl. 9.00, hvor AF åbnede, var muligt at melde afbud forud for
mødet den samme dag.
Ankenævnet lagde også vægt på, at medlemmets fætter havde kontaktet a-kassen om eftermiddagen
den 15. december 2004, og at medlemmet selv havde kontaktet a-kassen og AF den 16.
december 2004.
Ankenævnet lagde således vægt på, at medlemmet under hensyn til hans sygdom selv havde
gjort en aktiv indsats for at give AF og a-kassen besked om årsagen til udeblivelsen.
Endelig lagde nævnet vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at medlemmet ikke skulle have
haft vilje til at møde på AF den 15. december 2004, samt at medlemmet ikke tidligere var udeblevet
fra samtaler på AF. Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse (j.nr. 5100427-
05).
Sag nr. 26
Udeblivelse fra samtale på AF om udarbejdelse af jobplan, manglende rådighed, karantæne
for selvforskyldt ledighed
AF indkaldte ved brev af 6. juni 2005 medlemmet til et møde den 9. juni 2005 om udarbejdelse
af jobplan. Det fremgik af brevet, at der var mødepligt, og at udeblivelse fra samtalen kunne få
dagpengemæssige konsekvenser.
24

Medlemmet mødte ikke op til samtalen. På baggrund heraf sendte AF samme dag et brev til
medlemmet, hvori AF meddelte, at AF havde underrettet a-kassen om udeblivelsen.
Medlemmet kontaktede AF den 13. juni 2005 og oplyste, at han boede i et hus med flere lejligheder,
hvor husets beboere havde fælles køkken og fælles postkasse. Normalt var det medlemmet,
der tømte den fælles postkasse, men i tiden omkring 9. juni 2005, var det en af husets øvrige
beboere, der tømte den. Denne beboer havde lagt posten i husets fælles køkken. Først den 12.
juni 2005 talte medlemmet med den anden beboer, som gjorde medlemmet opmærksom på, at
hans post lå i køkkenet.
Medlemmet har anført, at han altid har været meget omhyggelig med at overholde de ting, han er
forpligtet til, og at han kontaktede AF og a-kassen straks efter opdagelsen af AF’s brev den 12.
juni 2005.
Ankenævnet traf afgørelse om, at medlemmet ikke havde ret til dagpenge i perioden 9. til 13.
juni 2005 på grund af manglende rådighed.
Ankenævnet traf ligeledes afgørelse om, at medlemmet var selvforskyldt ledig den 9. juni 2005
og derfor skulle pålægges en karantæne på 3 uger.
Ankenævnet lagde mht. rådighedsspørgsmålet vægt på, at medlemmet var udeblevet den 9. juni
2005 og først havde kontaktet AF den 13. juni 2005 uden at have haft en gyldig grund til udeblivelsen.
Mht. spørgsmålet om selvforskyldt ledighed fandt nævnet, at det forhold, at medlemmet først
den 12. juni 2005 blev bekendt med AF’s breve, fordi en af husets øvrige beboere i pågældende
periode havde tømt den fælles postkasse og lagt posten i det fælles køkken, ikke kunne anses for
en gyldig grund til udeblivelsen.
Medlemmet selv var nærmest til at bære risikoen for ikke at gøre sig bekendt med den daglige
post.
Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet vidste han delte postkasse med husets øvrige beboere,
men ikke på trods heraf sørgede for at sikre sig kendskab til den daglige post.
Ankenævnet lagde ligeledes vægt på, at medlemmet havde oplyst, at han normalt tømte postkassen,
og at han på baggrund heraf burde have undret sig over, at der ingen post var i pågældende
periode.
Ankenævnet bemærkede, at det forhold, at medlemmet altid var meget omhyggelig med at overholde
de ting, som han var forpligtet til, ikke kunne føre til en anden vurdering, fordi han havde
pligt til at gøre sig bekendt med den daglige post. Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse
(j.nr. 5100414-05).
Sag nr. 27
Refusion, dispensationsadgang
25

Medlemmet, der tidligere havde drevet selvstændig virksomhed, afhændede sin virksomhed,
hvorefter a-kassen traf afgørelse om, at medlemmet kunne få dagpenge efter de almindelige regler.
Efterfølgende fik Arbejdsdirektoratet indberetning fra skatteforvaltningen om, at medlemmet
havde drevet en anden selvstændig virksomhed samtidig med, at han havde modtaget dagpenge.
Da medlemmet således havde modtaget dagpenge og andre ydelser med urette, anlagde medlemmets
a-kasse herefter sag ved byretten med påstand om tilbagebetaling af beløbet.
Ifølge byrettens dom havde medlemmet handlet uagtsomt, men henset til, at der stort set ingen
aktivitet havde været i virksomheden, samt medlemmets forklaring om at den manglende afmelding
af virksomheden skyldtes uopmærksomhed eller tilfældige omstændigheder, fandt retten
imidlertid ikke, at der var tale om uagtsomhed af en sådan grad, at det kunne danne grundlag for
tilbagebetaling i henhold til AL § 86.
Ankenævnet var opmærksom på, at der med byrettens dom forelå en ændret situation, idet akassen
ikke havde mulighed for at inddrive beløbet fra medlemmet.
Ankenævnet fandt ikke, at der var noget at bebrejde a-kassen, idet a-kassen først med direktoratets
indberetning på baggrund af xx kommunes henvendelse…
Ankenævnet fandt imidlertid ikke, at der efter byrettens dom forelå en sådan ganske særlig situation,
at der efter dispensationsbestemmelsen i refusionsreglerne kunne gives a-kassen ret til refusion.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse (j.nr. 5100432-05).
Sag nr. 28
Selvforskyldt ledig, udeblivelse fra jobplan
Medlemmet blev ved brev af 16. marts 2005 indkaldt til møde hos AF om ændring af jobplan.
Mødet skulle finde sted fredag den 8. april 2005 kl. 9.00. I brevet var det angivet, at medlemmet
skulle give AF besked, hvis han havde fået arbejde eller var blevet syg.
Fredag den 8. april 2005 vågnede medlemmet og følte sig syg og var ude af stand til at ringe til
AF og melde afbud.
Medlemmet har oplyst, at han mødte op hos AF 1 ½ time efter, at mødet skulle have fundet sted.
AF har registreret fremmødet, men ikke noget tidspunkt.
Ankenævnet fandt ikke, at medlemmets handlemåde skulle sidestilles med et afslag på at medvirke
til at udarbejde en jobplan. Ankenævnet fandt således ikke, at medlemmet skulle anses for
selvforskyldt ledig.
Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet havde udvist vilje til at opfylde sine forpligtelser over
for AF og a-kassen, samt at det ikke fremgik klart af indkaldelsesbrevet, at afbud på grund af
sygdom skulle meldes inden mødetidspunktet.
Ankenævnet ændrede direktoratets afgørelse (j.nr. 5100461-05).
26

Sag nr. 29
Optagelse som dimittend, 2-ugers frist
Medlemmet afsluttede den 31. marts 2005 sin ph.d.-grad i Mexico. Medlemmet vendte tilbage til
Danmark den 11. april 2005 og den 12. april blev hun tilmeldt folkeregisteret og AF, ligesom
hun forsøgte at kontakte a-kassen.
Den 13. april fik medlemmet kontakt til a-kasssen. Medlemmet har oplyst, at hun fik at vide, at
hun ikke skulle foretage sig noget, idet hun allerede var tilmeldt AF, samt at akassemedarbejderen
afviste at tage imod medlemmets adresseoplysninger.
A-kassen har ikke noteret noget om samtalen, men a-kassen kunne ikke afvise, at der i den pågældende
situation var givet et for kortfattet svar. A-kassen har henvist til, at de havde nedlagt
omstillingen i den omtalte periode, og at optagelsesområdet var lagt ud til samtlige sagsbehandlere.
A-kassen har endvidere oplyst, at de den 13. og 14. april 2005 sendte et velkomstbrev til medlemmet.
Det første brev blev sendt til medlemmets adresse i Mexico og det sidste brev til den
adresse, medlemmet senest havde haft i Danmark. Medlemmet har anført, at hun ikke har modtaget
disse breve.
Vedrørende opdateringer fra CPR-registeret har a-kassen oplyst, at de modtager oplysningerne
den efterfølgende morgen.
Ankenævnet ændrede direktoratets afgørelse og fandt, at medlemmet kunne stilles som om hun
havde overholdt fristen for at søge optagelse som dimittend.
Ankenævnet lagde vægt på a-kassens oplysninger om omstruktureringer i a-kassen og fandt, at
medlemmet havde fået mangelfuld vejledning ved sin henvendelse den 13. april 2005.
Ankenævnet lagde endvidere vægt op, at det var a-kassen, der måtte bære risikoen for, at vejledningsmaterialet
blev sendt til en forkert adresse, idet medlemmet havde gjort hvad hun kunne
ved at forsøge at oplyse om sin adresse, og idet a-kassen ifølge deres egne oplysninger om opdateringer
fra CPR-registeret burde have haft medlemmets korrekte adresse den 13. april 2005
(j.nr. 5100413-05).
Sag nr. 30
EØS, E 303, ægtefælleflytning, medlemmet fik ret til attest E 303, selvom hun var rejst sidste
dag i sin beskæftigelsesperiode, dvs. inden hun formelt blev dagpengeberettiget. Dette
skyldtes utilstrækkelig vejledning
Medlemmets ægtefælle startede i job i Island den 3. januar 2005. Medlemmet M sagde sit job op
pr. den 31. december 2004 for at flytte med sin mand. Hun søgte ulønnet orlov fra sit danske job
i perioden 1. januar til 1. august 2005. Hun ansøgte den 17. december 2004 om en attest E 303
med afrejsedato fredag den 31. december 2004 (dvs. samme dag som hendes arbejdsperiode ophørte).
27

Direktoratet afslog at udstede attest E 303, med den begrundelse at medlemmet den 31. december
2004 stadig var i et ansættelsesforhold og at dagpengeretten på dette tidspunkt ikke var indtrådt.
Ankenævnet fandt, at M var berettiget til en attest E 303 under arbejdssøgning i Island fra den 3.
januar til den 2. april 2005. Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse.
Ankenævnet lagde til grund, at M på grund af ægtefælleflytning havde ansøgt om dispensation
fra kravet om, at hun skulle være tilmeldt som arbejdssøgende og have stået til rådighed for Arbejdsformidlingen
i mindst 4 uger inden hendes afrejse fra Danmark (4-ugers-kravet).
Ved udfyldelsen af Del C i ansøgningsskemaet havde a-kassen hverken sat kryds i ”ja”- eller
”nej”-feltet til, hvorvidt M på det ansøgte afrejsetidspunkt opfyldte de almindelige betingelser
for ret til dagpenge. Af brevet fra kassen til Direktoratet af den 27. december 2004 fremgik, at akassen
havde foretaget en vurdering af M’s situation. A-kassen forholdt sig imidlertid ikke til det
forhold, at M havde ansøgt om afrejse fra Danmark samme dag, som hendes arbejdsperiode ophørte
samt, at der var tale om en ægtefælleflytning.
Efter ankenævnets opfattelse burde a-kassen have orienteret M om, at hun tidligst ville være berettiget
til at få udbetalt dagpenge mandag den 3. januar 2005, og at hun derfor skulle vente til
denne dato med at rejse ud af Danmark. Det forhold, at det af side 3 i vejledningen til ansøgningsskemaet
og af EØS-pjecen fremgik, at det var en betingelse for at få en attest E 303, at man
skulle være berettiget til dagpenge på afrejsedagen, var i den konkrete situation (hvor der var
ansøgt om dispensation for 4-ugers-kravet) efter ankenævnets opfattelse ikke tilstrækkelig vejledning.
Ankenævnet fandt på denne baggrund, at M havde modtaget en utilstrækkelig vejledning. Nævnet
fandt derfor, at M skulle stilles som om, hun var blevet vejledt tilfredsstillende. Nævnet fandt
det godtgjort, at hun i en sådan situation ville have ventet med at rejse ud af Danmark til den 3.
januar 2005, hvor hun ville have været berettiget til at få udbetalt dagpenge. Hun var derfor berettiget
til en attest E 303 fra den 3. januar 2005 under forudsætning af, at hun i øvrigt opfyldte
betingelserne herfor (j.nr. 5100092-05).
Sag nr. 31
EØS, E 303, ægtefælleflytning, medlemmet fik ret til attest E 303, selvom hun var rejst sidste
dag i sin beskæftigelsesperiode, dvs. inden hun formelt blev dagpengeberettiget. Dette
skyldtes utilstrækkelig vejledning
Medlemmets ægtefælle startede i job i England den 15. maj 2004. Medlemmet M sagde sit job
op pr. den 31. oktober 2004 for at flytte over til sin mand (børnene flyttede også med) - ægtefælleflytning.
M ansøgte i oktober 2004 om en attest E 303 med afrejsedato den 31. oktober 2004
(dvs. samme dag som hendes arbejdsperiode ophørte). Kassen udfyldte Del C i ansøgningsskemaet
den 20. oktober 2004. Medlemmet udrejste af Danmark søndag den 31. oktober 2004 omkring
middag. Hun fulgtes med sin mand, der skulle på arbejde i England om mandagen den 1.
november 2004.
Arbejdsdirektoratet afslog at udstede attest E 303, med den begrundelse at medlemmet tidligst
var ledig og dagpengeberettiget fra den 1. november 2004.
28

Ankenævnet fandt, at M var berettiget til en attest E 303 under arbejdssøgning i Storbritannien
fra den 1. november 2004 til den 31. januar 2005. Ankenævnet ændrede således direktoratets
afgørelse.
Ankenævnet lagde til grund, at M på grund af ægtefælleflytning havde ansøgt om dispensation
fra kravet om, at hun skulle være tilmeldt som arbejdssøgende og have stået til rådighed for Arbejdsformidlingen
i mindst 4 uger inden hendes afrejse fra Danmark (4-ugers-kravet).
Ved udfyldelsen af Del C i ansøgningsskemaet havde a-kassen sat kryds i ”ja”-feltet til, hvorvidt
M på det ansøgte afrejsetidspunkt opfyldte de almindelige betingelser for ret til dagpenge. Kassen
forholdt sig imidlertid ikke til det forhold, at M havde ansøgt om afrejse fra Danmark samme
dag, som Deres arbejdsperiode ophørte. Nævnet lagde vægt på, at den medarbejder i a-kassen,
der udfyldte Del C i ansøgningsskemaet, havde oplyst, at han ikke havde været opmærksom på
det forhold, at den af M ansøgte afrejsedato søndag den 31. oktober 2004 faldt sammen med sidste
dag i hendes arbejdsperiode.
Efter Ankenævnets opfattelse burde a-kassen have orienteret M om, at hun tidligst ville være
berettiget til at få udbetalt dagpenge mandag den 1. november 2004, og at hun derfor skulle vente
til denne dato med at rejse ud af Danmark. Det forhold, at det af side 3 i vejledningen til ansøgningsskemaet
fremgik, at det var en betingelse for at få en attest E 303, at man skulle være
berettiget til dagpenge på afrejsedagen, var i den konkrete situation (hvor der var ansøgt om dispensation
for 4-ugers-kravet) efter ankenævnets opfattelse ikke tilstrækkelig vejledning.
Ankenævnet fandt på denne baggrund, at M havde modtaget en utilstrækkelig vejledning. Nævnet
fandt derfor, at M skulle stilles som om, hun var blevet vejledt tilfredsstillende. Nævnet fandt
det godtgjort, at hun i en sådan situation ville have ventet med at rejse ud af Danmark til den 1.
november 2004, hvor hun ville have været berettiget til at få udbetalt dagpenge. Hun var derfor
berettiget til en attest E 303 fra den 1. november 2004 under forudsætning af, at hun i øvrigt opfyldte
betingelserne herfor (j.nr. 5100019-05).
Sag nr. 32
Ukontrollabel arbejdstid – freelancekonsulent
Medlemmet var tilknyttet et firma som freelancekonsulent. Arbejdet blev udført fra firmaets
forskellige lokationer. Den ene af lokationerne var firmaets hovedkontor i amtet.
Medlemmet fik fra dag til dag tilbud om arbejde og fik en fast løn på 1.500 kr. pr. dag.
Medlemmet modtog pr. mail en liste med personer, han skulle have samtaler med den pågældende
dag. Der var sat samtaler på hver ½ time. Den første samtale var altid kl. 9.00 og den sidste
kl. 15.30, evt. kl. 16.00. Arbejdsgiveren kunne forud for første samtale kontrollere, at medlemmet
havde åbnet sin computer. Medlemmet meldte løbende tilbage til arbejdsgiveren, og når han
havde gennemført alle samtaler, skulle han sende et tilbagemeldingsskema til arbejdsgiveren.
Direktoratet fandt, at arbejdstiden måtte anses for ukontrollabel.
29

Ankenævnet fandt, at arbejdstiden skulle anses for kontrollabel. Ankenævnet ændrede således
direktoratets afgørelse.
Ankenævnet fandt, at arbejdstiden skulle anses for kontrollabel, da arbejdstiden kunne registreres
ved arbejdsgiverens registreringer.
Ankenævnet havde herved lagt vægt på, at medlemmet var fast lønnet.
Ankenævnet havde endvidere lagt vægt på, at arbejdet blev udført på en arbejdsplads, som arbejdsgiverens
stillede til rådighed.
Endelig havde ankenævnet lagt vægt på, at arbejdsgiveren på de dage, hvor medlemmet havde
arbejdet for arbejdsgiveren, udsendte en elektronisk deltagerliste med tider for samtaler, som han
skulle gennemføre den pågældende dag. Samtalerne var sat med en ½ times interval. Arbejdsgiveren
kontrollerede, at deltagerlisten blev åbnet inden første samtale. Arbejdsgiveren modtog
løbende tilbagemeldinger om samtalernes forløb og ved dagens slutning modtog arbejdsgiveren
efter sidste samtale en samlet tilbagemelding (j.nr. 5100191-05).
Sag nr. 33
Nedsatte dagpenge – ukontrollabel arbejdstid
Medlemmet var ifølge ansættelseskontrakt i perioden 26. juli til 29. oktober 2004 ansat, dels i
Danmark, dels i udlandet. Arbejdstiden var ansat til 240 timer, dog i henhold til løbende aftale.
Medlemmet havde sidste arbejdsdag den 14. september 2004.
Arbejdsgiverens registrering af arbejdstiden blev foretaget ved ugesedler, der blev udfyldt af
medlemmet. Når medlemmet var i udlandet havde han derudover udfyldt ”Daily time Sheets” til
modtageren af de ydelser, som han havde leveret. Der var overensstemmelse mellem medlemmets
udfyldte ugesedler, udfyldte ”Sheets” og faktureringerne til modtagerne. Registreringerne
stemte overens med lønudbetalingerne fra arbejdsgiver. Arbejdsgiveren havde yderligere oplyst,
at denne registreringsform var godkendt af tilskudsyderne.
I opgørelsesperioden havde medlemmet afholdt ferie i ugerne 28-30, og i ugerne 33, 34 og 35
havde han arbejdet på arbejdsgiverens adresse i Danmark.
Direktoratet fandt, at medlemmets arbejdstid måtte anses for ukontrollabel.
Ankenævnet fandt, at medlemmets arbejdstid måtte anses for ukontrollabel.
Ankenævnet fandt dog, at arbejdstiden i ugerne 33, 34 og 35 skulle anses for kontrollabel, da han
i disse uger arbejdede på arbejdsgiverens adresse. Ankenævnet ændrede således direktoratets
afgørelse for så vidt angik ugerne 33, 34 og 35.
Ankenævnet lagde vægt på, at arbejdsgiveren havde erklæret, at medlemmet i denne periode
arbejdede på firmaets kontor i Danmark. Arbejdsgiveren havde således i denne periode uden
hans medvirken kunnet kontrollere hans arbejdstid.
30

Vedrørende ugerne 31, 32, 36 og 37 fandt ankenævnet, at arbejdstiden var ukontrollabel. Ankenævnet
lagde vægt på, at arbejdsgiveren ikke uden medlemmets medvirken havde mulighed for
at registrere hans arbejdstid. Arbejdsgiverens registrering af arbejdstiden skete således på baggrund
af de ugerapporter, som medlemmet selv udfyldte. Ugerapporterne dannede grundlag for
arbejdsgiverens lønudbetalinger til ham.
Ankenævnet havde videre lagt vægt på, at der ikke i ansættelsesaftalen var fastsat nogen arbejdstid,
men alene var angivet et samlet antal ca. timer i hele ansættelsesperioden på 240 timer, dog i
henhold til løbende aftale. Medlemmet ophørte allerede den 14. september 2004. Han havde i
ansættelsesperioden haft 316 timer.
Da medlemmet ikke var fastlønnet, omfattet af kollektiv overenskomst eller individuel aftale om
arbejdstiden eller en norm for arbejdstiden, opfyldte han heller ikke de øvrige betingelser i bekendtgørelsens
§ 3 for, at arbejdet kunne anses for kontrollabelt (j.nr. 5100196-05).
Sag nr. 34
Dispensation for fristen for ansøgning om attest E 303 pga. mangelfuld vejledning
Medlemmet rejste fra Danmark den 19. juli 2004.
Medlemmet afleverede ansøgning om attest E 301 (for at medregne beskæftigelsesperioder i
Danmark) den 14. juli 2004. Ansøgningen blev modtaget i a-kassen den 16. juli 2004.
Medlemmets ansøgning om attest E 303 (for at søge beskæftigelse) blev modtaget af Arbejdsformidlingen
den 13. august og af a-kassen den 17. august 2004.
I klagen oplyste medlemmet, at han den 8. juli 2004 oplyste til a-kassen, at han agtede at flytte til
Sverige. A-kassen sendte attest E 301. Først efterfølgende blev han klar over, at han skulle have
haft attest E 303.
A-kassen oplyste i brev af 21. september 2004, at der var tale om en misforståelse mellem medlemmet
og afdelingen, og at medlemmet formentlig søgte om attest E 301 på grund af rådgivning
i Sverige. A-kassen fandt, at der burde dispenseres fra fristen.
Ankenævnet fandt, at der var ydet mangelfuld vejledning og dispenserede fra fristen. Ankenævnet
ændrede direktoratets afgørelse (j.nr. 99010541-04).
Sag nr. 35
Selvforskyldt ledig, lovning på andet arbejde, adfærd, sidestilles med afslag – Refusion,
forsvarligt skøn
Medlemmet var den 22. september 2004 til jobsamtale efter anvisning fra AF.
Under jobsamtalen oplyste medlemmet, at han inden for de næste 6 måneder kunne få et job hos
sin bror.
Medlemmet blev ikke ansat. Arbejdsgiver begrundede dette med, at det arbejde medlemmet
skulle udføre ville kræve mellem 6 til 12 måneders oplæring.
31

Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet var selvforskyldt ledig efter at have udvist en adfærd,
der kunne sidestilles med et afslag over for en arbejdsgiver. Medlemmet skulle ikke tilbagebetale
de modtagne dagpenge i karantæneperioden.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse om, at medlemmet var selvforskyldt ledig.
Ankenævnet fandt, at medlemmet under ansættelsessamtalen havde handlet på en måde, der
kunne sidestilles med afslag på formidlet arbejde.
Der blev lagt vægt på, at medlemmet uopfordret under ansættelsessamtalen med arbejdsgiveren
havde oplyst, at han om 6 måneder sandsynligvis kunne få et bedre arbejde hos sin bror.
Disse oplysninger om mulige fremtidige planer om 6 måneder senere medførte, at arbejdsgiveren
ikke ønskede at ansætte ham.
Det var således ankenævnets vurdering, at medlemmet havde handlet på en måde der gjorde, at
arbejdsgiveren ikke ønskede at ansætte ham, og at han derfor var selvforskyldt ledig, og skulle
have en effektiv karantæne på 3 uger.
Ankenævnet fandt ikke, at a-kassen havde skønnet forsvarligt, når a-kassen på ovennævnte
grundlag havde fundet, at medlemmet ikke skulle anses for selvforskyldt ledig.
Det forhold, at medlemmet efter a-kassens opfattelse alene havde afgivet loyale oplysninger om
sine fremtidsplaner, kunne efter nævnets opfattelse ikke føre til et andet resultat.
Nævnet havde herved lagt vægt på, at medlemmet på tidspunktet for ansættelsessamtalen uopfordret
oplyste om mulige fremtidige handlinger om 6 måneder, som medførte at han ikke blev
ansat.
Ankenævnet fandt, at a-kassen ikke havde ret til refusion. Ankenævnet tiltrådte direktoratets
afgørelser (j.nr. 5100412-05 + 5100551-05 ).
Sag nr. 36
Selvforskyldt ledig, adfærd, aggressiv, kvindelig kollega
Medlemmet blev den 15. december 2004 ansat med løntilskud som kontorbetjent. Arbejdet skulle
ophøre den 15. juni 2005.
Den 17. december 2004 blev medlemmet afskediget. Om årsagen til afskedigelsen oplyste arbejdsgiver,
at medlemmet havde svært ved at modtage instruktioner og blev aggressiv over for
yngre kvindelig kollega.
Medlemmet oplyste om årsagen til afskedigelsen, at han blev syg at være på arbejdspladsen, der
var psykisk belastende for medlemmet.
Medlemmet blev sur på en yngre kvindelig kollega, idet hun gav medlemmet forkerte beskeder
flere gange.
32

Medlemmet blev sygemeldt fra den 18. december 2004.
Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet var selvforskyldt ledig den 17. december 2004,
hvor medlemmet fratrådte ansættelsen med løntilskud. Medlemmet skulle derfor have en karantæne
på 3 uger.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse om, at medlemmet var selvforskyldt ledig.
Arbejdsgiver bekræftede medlemmets beskrivelse af arbejdsforløbet. Arbejdsgiveren havde endvidere
anført, at det var opfattelsen, at de misforståelser der havde været i forløbet primært var
begrundet i kulturforskelle og sprogvanskeligheder.
Ankenævnet fandt ud fra en samlet vurdering, at det måtte anses for tilstrækkeligt godtgjort, at
medlemmet var afskediget af en grund, der væsentligst skyldtes medlemmet selv, idet medlemmets
adfærd var årsagen til afskedigelsen.
Det forhold, at medlemmet på sin første arbejdsdag var uden kontaktperson, og at medlemmet
fik forkerte/forskellige beskeder af kollegaer kunne efter nævnets opfattelse ikke ændre på det
faktum, at det var medlemmets adfærd på baggrund af disse hændelser, der førte til afskedigelsen
af medlemmet. Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse (5100402-05).
Sag nr. 37
Efterlønsbevis – ansøgningstidspunkt – skattefri præmieportioner
Medlemmet blev 60 år den 21. september 1999.
A-kassen sendte vejledningsbrev og ansøgningsblanket til efterlønsbevis den 10. september
1999.
Den 15. oktober 1999 skrev a-kassen til medlemmet og rykkede for medlemmets ansøgning om
efterlønsbevis. Den 19. oktober 1999 modtog a-kassen medlemmets ansøgning.
Den 3. februar 2000 udstedte a-kassen efterlønsbevis med virkning fra den 19. oktober 1999.
Medlemmet kunne herefter kun optjene 11 skattefri præmieportioner.
Medlemmet anførte, at den korte svartid var uantagelig, idet han først skulle sætte sig ind i de
vanskelige regler samt indhente det materiale, som efter hans opfattelse skulle indsendes sammen
med ansøgningen.
Direktoratet fandt, at medlemmet først havde ret til et efterlønsbevis med virkning fra den 19.
oktober 1999, hvor a-kassen modtog ansøgningen om efterlønsbevis.
Ankenævnet fandt, at medlemmet havde ret til efterlønsbevis fra den 21. september 1999. Ankenævnet
ændrede således direktoratets afgørelse.
Ankenævnet fandt at medlemmet skulle stilles som havde han indsendt sin ansøgning, således at
a-kassen havde modtaget denne senest på hans 60-års-dag. Ankenævnet havde i denne forbindel-
33

se lagt vægt på, at medlemmet søgte om efterlønsbevis inden for 2 måneder efter modtagelsen af
a-kassens vejledning.
Ankenævnet havde lagt vægt på, at a-kassen fremsendte vejledning om efterlønsbevis 11 dage
før han fyldte 60 år. A-kassen vejledte ham således senere end a-kassen var forpligtet til efter
reglerne, og medlemmet søgte om efterlønsbevis den 19. oktober 1999.
Ankenævnet havde ikke taget stilling til spørgsmålet om skattefri præmie, men anmodede medlemmet
om at rette henvendelse til sin a-kasse for en fornyet beregning af skattefri præmieportioner
(j.nr. 5100226-05).
Sag nr. 38
Selvstændig virksomhed – efterløn – drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse -
dækningsbidrag 1
Medlemmet havde søgt om tilladelse til at drive selvstændig virksomhed med undervisning af
gravide og babyer i varmtvandsbassin samtidig med efterløn.
Medlemmet skulle betale 500 kr. pr. time for leje af bassinet. Medlemmet forventede en omsætning
på 131.000 kr. om året. Hvis man trak udgiften til leje af bassinet fra ved beregning af virksomhedens
dækningsbidrag 1 ville dækningsbidrag 1 komme ned på ca. 41.000 kr. om året.
Direktoratet meddelte, at medlemmet ikke fik tilladelse til at drive virksomheden samtidig med,
at hun fik efterløn, da direktoratet ikke fandt det sandsynliggjort, at virksomhedens dækningsbidrag
1 ikke oversteg 50.000 kr. pr. regnskabsår og 59.238 kr. i 2005.
Direktoratet havde lagt vægt på, at leje af varmtvandsbassin ikke kunne betragtes som varekøb,
og at det derfor ikke kunne indgå i beregningen af opgørelsen af dækningsbidrag 1.
Ankenævnet fandt, at udgiften til leje af varmtvandsbassinet ikke kunne betragtes som vareforbrug.
Medlemmet kunne således ikke få tilladelse til at drive virksomheden samtidig med, at hun fik
efterløn.
Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse.
Ankenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at virksomhedens indtægt ikke oversteg 50.000 kr.
pr. regnskabsår (i 2005, 59.238 kr.).
Ved virksomhedens indtægt forstås nettoomsætning fratrukket vareforbrug. Vareforbruget betegnes
som de direkte variable omkostninger, som er afledt af varesalget eller tjenesteydelsen.
Ankenævnet fandt, at leje af varmtvandsbassin ikke kunne betragtes som vareforbrug, da der
ikke var tale om en direkte variabel omkostning, som er afledt af tjenesteydelsen.
Ankenævnet havde herved lagt vægt på, at omkostningen ikke var direkte afhængig af antallet af
elever.
34

Endvidere havde ankenævnet lagt vægt på, at medlemmet for at reservere et antal pladser i
varmtvandsbassinet måtte indgå en 1-årig kontrakt. Der var således tale om en omkostning, som
disponeres for en periode (j.nr. 5100312-05).
Sag nr. 39
Svig, genoptagelse efter påtaleopgivelse
Direktoratet fik den 26. juni 2003 oplyst fra Holbæk Kommune, at et medlem, der havde modtaget
dagpenge i en længere periode, var meldt forsvundet i det Centrale Personregister pr. 31.
januar 2003, idet ingen vidste, hvor medlemmet opholdt sig.
Ankenævnet traf afgørelse om, at medlemmet havde udvist svig over for sin a-kasse og idømte
medlemmet en karantæne på 945 timer.
Efterfølgende besluttede Politimesteren i xx at opgive påtale mod medlemmet for bedrageri.
Ankenævnet besluttede som følge heraf at genoptage sagen.
Politimesteren havde som begrundelse for påtaleopgivelsen herfor anført, at videre forfølgning
ikke kunne ventes at føre til, at medlemmet fandtes skyldig til straf. Politimesteren fandt ikke, at
der forelå det for domfældelse fornødne bevis for, at medlemmet havde afgivet urigtige oplysninger
om sin opholdsadresse og dermed havde forsæt til at begå bedrageri. Politimesteren lagde
herved vægt på, at dagpengekortene var udfyldt og returneret til a-kassen, samt at det ikke var
godtgjort, at a-kassen ikke havde kunnet komme i kontakt med medlemmet.
Ankenævnet fandt, at nævnets tidligere afgørelse måtte fastholdes.
Ankenævnet lagde vægt på, at det er en afgørende forudsætning for at kunne modtage dagpenge,
at man står til rådighed, herunder har bopæl og ophold i Danmark.
Efter oplysningerne om medlemmets forsvinden fandt ankenævnet, at det var op til medlemmet
at godtgøre, at han havde haft ophold i Danmark. Medlemmet havde ikke medvirket til oplysning
af sagen.
Ankenævnet fandt, at medlemmet havde begået svig over for a-kassen, idet det ikke kunne anses
for godtgjort, at han havde haft bopæl og ophold i Danmark i perioden (j.nr. 5100512-05).
Sag nr. 40
Medlemmet har ikke oplyst om plejevederlag
Medlemmets familie havde siden 1995 været aflastnings/plejefamilie for xx Kommune, og medlemmet
modtog som familieplejer i sit navn en månedlig plejeløn (svarende til kr. 7.333,- i
2003).
Medlemmet meldte sig ledig den 1. april 2003, og krydsede nej på ledighedserklæringens
spørgsmål om andet lønnet eller ulønnet arbejde på trods af, at han fortsat arbejdede både for et
rengøringsfirma og for xx Kommune som familieplejer.
35

Medlemmet undlod ligeledes at oplyse herom ved udfyldelsen af dagpengekort for ugerne 14 –
35 i 2003.
Kassen opgjorde tilbagebetalingsbeløbet til brutto kr. 33.277,00 (før renter), og indstillede til
direktoratet, at medlemmet skulle have en effektiv karantæne på i alt 512 timer, fordelt på 492
timer for svig og 20 timer for uagtsomhed, idet kr. 10.304,00 af fejludbetalingen skyldtes afspadsering
af overarbejde.
Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet skulle have en effektiv karantæne på 492 timer for
svig og 20 timer for uagtsomhed.
Medlemmet klagede alene over, at den manglende oplysning om plejeløn fra xx Kommune var
blevet anset for svigagtig. Nævnet tog derfor alene stilling til, om medlemmet havde haft forsæt
til at begå svig over for kassen i og med, at medlemmet undlod at oplyse om, at han modtog løn
fra xx Kommune.
Nævnet lagde vægt på, at medlemmet svarede nej til spørgsmålet på ledighedserklæringen om, at
han havde andet lønnet eller ulønnet arbejde, uanset at han og hans familie siden 1995 havde
været aflastnings/familieplejer for Århus Kommune, for hvilket han i sit navn havde modtaget en
ikke ubetydelig månedlig plejeløn, der i 2003 var på kr. 7.333,00.
Nævnet lagde desuden vægt på, at han ved udfyldelsen af dagpengekortene undlod at oplyse om
sine indtægter fra henholdsvis xx Kommune og xxx Rengøringsservice ApS.
Nævnet har i den forbindelse endvidere lagt vægt på, at det fremgår af vejledningen, som der er
henvist til på forsiden af dagpengekortet, at han havde pligt til at oplyse om al skattepligtig indtægt,
uanset om denne kom fra arbejde eller var erhvervet på anden måde.
Nævnet fandt herefter, at han også måtte have været klar over, at han havde pligt til at oplyse om
sin månedlige indtægt på kr. 7.333,00, som han modtog for sit arbejde som familieplejer for xx
Kommune, og at han bevidst havde undladt at oplyse a-kassen herom i forbindelse med udbetalingen
af dagpenge.
Nævnet tiltrådte direktoratets afgørelse, idet nævnet fandt, at medlemmet havde handlet svigagtigt
(j.nr. 5100405-05).
Sag nr. 41
Medlemmet sagde sit arbejde op, fordi hun flyttede for at slippe væk fra eksmand, som hun
følte sig chikaneret og truet af
Medlemmet opsagde sit arbejde som social- og sundhedsassistent hos xx Kommune.
Medlemmet oplyste på ledighedserklæringen og efterfølgende, at opsigelsen skyldtes, at hendes
tidligere ægtefælle chikanerede hende og hendes børn, og at hun ikke følte sig tryg ved at bo i
nærheden af ham, hvorfor hun ville flytte bopæl til et sted i nærheden af sin familie.
36

Der forelå ikke dokumentation i form af en politianmeldelse på, at flytningen og opsigelsen
skyldtes vold eller en overhængende fare for medlemmets liv på grund af trusler om vold fra
samboende ægtefælle.
Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet var selvforskyldt ledig.
Nævnet tiltrådte direktoratets afgørelse, idet nævnet ikke fandt det godtgjort, at medlemmet havde
haft en efter reglerne gyldig grund til at opsige sit arbejde (j.nr. 5100477-05).
Sag nr. 42
Overskydende timer – ugentlig arbejdstid – nedsatte dagpenge
Medlemmet var efter ansættelseskontrakt med arbejdsgiveren i Danmark. Arbejdsstedet var i
Polen. Den ugentlige arbejdstid var ikke fastsat i kontrakten.
Ifølge ansættelseskontakt med virksomheden i Polen var arbejdstiden 41 timer om ugen. Ved
efterfølgende kontrakt var arbejdstiden 40 timer om ugen.
A-kassen fandt, at medlemmet ved ophør med arbejdet havde overskydende timer, da han havde
arbejdet 3 timer pr. uge ud over fagets – efter danske ansættelsesforhold – normale arbejdstid på
37 timer.
Medlemmet anførte, at han havde dobbelt ansættelsesforhold med både dansk og polsk ansættelseskontrakt.
Han havde som leder fået en polsk ansættelseskontakt, hvorefter arbejdstiden var 40
timer, som alle andre ansatte, men han havde en aftale med arbejdsgiveren om, at han afspadserede
den del af arbejdstiden, som lå ud over 37 timer efter dansk arbejdstidsnorm.
Direktoratet fandt, at medlemmet havde overskydende timer.
Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke havde overskydende timer. Ankenævnet ændrede således
direktoratets afgørelse.
Ankenævnet lagde vægt på, at det fremgik af medlemmets lønsedler for de sidste 3 måneder, at
medlemmet blev lønnet for 160,33 enheder pr. måned, hvilket svarede til en ugentlig arbejdstid
på 37 timer.
Ankenævnet fandt derfor, at medlemmet måtte antages alene at have arbejdet 37 timer om ugen,
uanset at han formelt set havde både en dansk og en polsk ansættelsesaftale, og at han ifølge den
polske aftale arbejdede 40 timer om ugen. En ugentlig arbejdstid på 40 timer ses ikke udmøntet
lønmæssigt (j.nr. 5100410-05).
Sag nr. 43
Efterløn, ophør med selvstændig virksomhed
Medlemmet blev anset som endeligt ophørt som selvstændig erhvervsdrivende pr. 1.7.2002.
37

Ankenævnet lagde vægt på, at der var sket ændringer i virksomhedens ejerforhold, og at medlemmets
personlige arbejde som direktør var overtaget mere end midlertidigt af en anden i virksomheden.
Ankenævnet lagde videre vægt på, at da medlemmet 5 uger senere påbegyndte arbejde i virksomheden,
var det i en anden arbejdsfunktion, end den medlemmet tidligere havde bestridt.
Ankenævnet hjemviste spørgsmålet om betydningen for medlemmets efterfølgende ret til efterløn
af, at han atter påbegyndte arbejde for virksomheden, til direktoratet til fornyet behandling.
Ankenævnet ændrede direktoratets afgørelse for så vidt angår retten til efterløn fra d. 1.7.2002 og
frem til påbegyndelse af arbejde for virksomheden på ny (j.nr. 5100277-05).
Sag nr. 44
Hobbyvirksomhed ved salg af private aktiver
Medlem havde sammen med 3 andre lejet en pavillion i XX, hvor de hver især vil sælge ud af de
primært militære effekter, som de havde samlet gennem et helt liv. Det var også organiseret således,
at man gensidigt kan sælge hinandens genstande.
Der blev ikke indkøbt genstande til salg, men der solgtes ud af de fire deltageres samlinger.
Ankenævnet fandt, at medlemmets virksomhed skulle anses for hobbyvirksomhed.
Medlemmet kunne derfor drive virksomheden samtidig med efterløn.
Ankenævnet lagde vægt på følgende forhold:
Der blev ikke fratrukket moms eller lignende i forbindelse med etableringen af butikken.
Skattevæsenet havde til medlemmet oplyst, at så længe han kun solgte ud fra egen privat samling,
var dette skattevæsenet uvedkommende.
Der deltes mellem de fire, således at hver person tog en åbningsdag (fire i alt), og der var fuldmagt
til at sælge hinandens effekter og modtage betaling.
Der var ikke tale om et I/S, idet medlemmet alene hæfter for virksomheden.
Ankenævnet anså sagen for særlig derved, at medlemmet sammen med de andre deltagere var
indehaver af så mange effekter, at han kunne drive forretning uden indkøb. Ankenævnet ændrede
direktoratets afgørelse (j.nr. 5100492-05).
Sag nr. 45
Refusion - selvforskyldt ledighed - skønsmæssig afgørelse
Et medlem arbejdede som tjener ved et rederi og havde ved ansættelsen underskrevet et kassereglement
vedrørende registrering af bestillinger og betaling herfor. Manglende overholdelse af
reglementet ville medføre afskedigelse efter Sømandsloven. Medlemmet blev iagttaget under 2
38

ekspeditioner med 5 minutters mellemrum, og der var uregelmæssigheder ved begge ekspeditioner.
Medlemmet blev bortvist. A-kassen fandt, at medlemmet havde accepteret et for kort opsigelsesvarsel.
Direktoratet fandt, at medlemmet var selvforskyldt ledig. Kassen kunne ikke få
refusion.
Ankenævnet tiltrådte, at medlemmet var selvforskyldt ledigt, idet afskedigelsen måtte anses for
at skyldes medlemmets forhold.
A-kassen havde skønnet, at medlemmet ikke var selvforskyldt ledig og begrundet dette med
henvisning til retspraksis og praksis fra det fagretlige område. A-kassen havde blandt andet henvist
til Sø- og Handelsrettens dom af 12. april 2002, som gengivet i Østre Landsrets dom af 16.
juni 2003, hvoraf kan udledes, at arbejdsgiver ikke med anvendelse af personalecirkulærer ensidigt
kunne ændre vilkårene for afskedigelse.
A-kassen havde samtidig henvist til kendelse afsagt af afskedigelsesnævnet den 15. januar 1998,
som tillige vedrørte afskedigelse efter sømandslovens § 17 på grund af manglende registrering af
salg.
Afskedigelsesnævnet udtalte, at et protokollat eller lignende ikke kan fratage den ansatte den
gennem voldgifts- eller nævnspraksis fastsatte grundlæggende beskyttelse mod ubetinget bortvisning
og afskedigelse, således at enhver overtrædelse af reglerne i protokollatet skal kunne
begrunde en afskedigelse. Protokollatet kan derimod indgå som et element i vurderingen af, om
forseelsen kan begrunde bortvisning eller om en afskedigelse kan anses for rimeligt begrundet.
I den pågældende sag blev den ansatte anset for uberettiget afskediget.
Ankenævnet fandt på baggrund af ovennævnte ikke, at a-kassens vejledning kan anses for uforsvarlig.
På denne baggrund fandt ankenævnet a-kassen berettiget til refusion.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse af 2. maj 2005 (j.nr. 5100572-05).
Sag nr. 46
Afslag på tilbudt arbejde, men tilbudet fremsat for sent – efter ansættelsens ophør – derfor
ikke bortfaldsgrund – g-dage
Medlemmet var fra den 5. oktober til den 16. november 2004 løst ansat som tilkaldevikar hos A.
A-kassen krævede 2 hele g-dage for den 18. og 19. november 2004, men erkendte, at medlemmet
afslog tilbud om arbejde disse dage samt havde bedt sig fri den 17. november 2004.
Nævnet lagde til grund, at M som vikar var løst ansat og at han dermed var at betragte som fratrådt
den 16. november 2004, da han havde bedt sig fri den 17. november. Den 17. november var
dermed 1. ledighedsdag, men kunne ikke kræves som g-dag på grund af egen skyld.
Nævnet lagde herefter vægt på, at M den 17. november mundtligt fik tilbudt arbejde for den 18.
og 19. november 2004, som han imidlertid afslog. Da A’s tilbud om arbejde var afgivet efter
ansættelsens ophør den 16. november, forelå der ikke bortfaldsgrund efter reglen om afslag på
tilbud om fortsat beskæftigelse.
39

Den 19. november kunne ikke kræves som g-dag, da den lå efter 2. ledighedsdag (j.nr. 5400091-
05).
Sag nr. 47
Placering af g-dage i forbindelse med nedsættelse af arbejdstid
Medlemmet havde siden 1992 været ansat som ekspeditrice i bagerforretning, hvor hun arbejdede
på fuld tid/37 timer ugentlig.
Ved brev af 29. maj 2004 meddelte hendes arbejdsgiver hende, at arbejdstiden med udgangen af
november måned 2004 ville blive nedsat til ca. 20-30 timer ugentlig.
Ifølge den af arbejdsgiveren udarbejdede vagtplan skulle medlemmet arbejde 5 timer den 2. december
og 4 timer den 4. december, men havde fri den 1. og 3. december.
A-kassen krævede arbejdsgiver for 1 ½ g-dag. Således 1 hel g-dag for den 1. december 2004,
hvor medlemmet ikke var i arbejde og ½ g-dag for 2. december hvor medlemmet arbejdede 5
timer.
Arbejdsgiver var af den opfattelse, at han alene var forpligtet til at betale for 2 halve g-dage for
de dage, hvor medlemmet ifølge vagtplanen skulle arbejde henholdsvis 5 og 4 timer.
Da a-kassen ikke var enig heri, blev sagen oversendt til Arbejdsmarkedets Ankenævn til endelig
afgørelse.
Ankenævnet traf afgørelse om, at arbejdsgiver var forpligtet til at betale 1 ½ g-dag og tiltrådte
herved a-kassens afgørelse.
Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at et medlem, hvis arbejdstid nedsættes på arbejdsgiverens
foranledning, skal have betaling for godtgørelsesdage, da ændringen i ansættelsesforholdet i
form af nedsættelse i arbejdstid, skulle anses som en afskedigelse med virkning fra udgangen af
november 2004.
Forpligtelsen til at betale dagpengegodtgørelse indtrådte derfor med virkning fra den 1. december
2004, hvor det ny ansættelsesforhold begyndte.
1. ledighedsdag var herefter den 1. december 2004, hvor medlemmet ikke arbejdede. Arbejdsgiveren
skulle derfor betale 1 hel g-dag for denne dag.
2. ledighedsdag var den 2. december 2004, hvor medlemmet arbejdede 5 timer. Det påhvilede
derfor arbejdsgiveren at betale ½ g-dag for denne dag (j.nr. 5400072-05).
Sag nr. 48
Løs ansættelse, arbejdsgiver hævder vagtplan men dette kan alene anses for tilfældet for
visse vagter aftalt forud på personalemøder
Medlemmet var fra den 20. september til den 19. december 2004 løst ansat med varierende arbejdstid
som handicaphjælper hos et handicapservicefirma. Medlemmet erkendte, at hun for vis-
40

se vagter på forhånd vidste, hvor og hvornår hun skulle arbejde. Arbejdsgiver havde givet en
oversigt over vagter, der var aftalt telefonisk eller på personalemøde.
Med medlemmets ovennævnte erkendelse fandt nævnet, at det kunne lægges til grund, at vagterne
aftalt på personalemøde kunne gøre det ud for en vagtplan. 4 g-dage for november 2004 bortfaldt
herved.
For de øvrige krævede g-dage fandt nævnet ikke, at der var dokumentation for, at de helt eller
delvist var aftalt telefonisk på forhånd, hvorfor de ikke kunne udgøre en vagtplan. Arbejdsgiver
måtte derfor betale for disse g-dage (j.nr. 5400086-05).
Lov om godtgørelse
ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse
__________________________________________________________
Sag nr. 1
Ikke ret til VEU-godtgørelse/lønrefusion, landmand med grønt bevis, driftslederkursus
overstiger niveau for erhvervsuddannelse, selv om integreret del af landmandsuddannelse
Medlemmet havde ansøgt om VEU-godtgørelse under deltagelse i 2 AMU-kurser.
Medlemmet arbejdede som driftsleder/fodermester og var uddannet landmand med grønt bevis i
1988.
I sit ansøgningsskema havde han oplyst, at han havde anvendt sin uddannelse som landmand
med grønt bevis inden for de sidste 5 år.
Medlemmet havde i sin klage anført, at han ikke mente, at hans uddannelse var for høj, idet han
kun havde en erhvervsuddannelse som landmand, der sluttede i 1988. På dette tidspunkt fik man
”det grønne bevis” ved endt uddannelse. Endvidere havde han oplyst, at driftslederkurset var en
del af landmandsuddannelsen.
Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke havde ret til VEU-godtgørelse ved deltagelse i AMUkurserne.
Medlemmets arbejdsgiver havde således ikke ret til refusion af lønudgifter under medlemmets
kursusdeltagelse.
Nævnet lagde vægt på, at medlemmet havde gennemført driftslederkurset, som er en uddannelse,
der overstiger niveauet for erhvervsuddannelse.
Nævnet lagde videre vægt på, at medlemmet havde oplyst, at han havde gjort brug af uddannelsen
arbejdsmæssigt inden for de sidste 5 år.
Nævnet bemærkede, at det er uddannelsesniveauet dags dato, der er styrende for, om man kan
anses for omfattet af den personkreds, der er berettiget til VEU-godtgørelse (j.nr. 5300072-05).
41

Sag nr. 2
Sag om VEU-godtgørelse i forbindelse med AMU-kursus (lastbilkørekort) til sætteskipper
Ansøger, der var uddannet sætteskipper søgte i marts 2005 om VEU-godtgørelse i forbindelse
med deltagelse i AMU-kurset ”Lastbil”.
A-kassen traf afgørelse om afslag på VEU-godtgørelse, da man anså uddannelsen for at ligge
over erhvervsuddannelsesniveauet og dermed for høj til at berettige til VEU-godtgørelse.
Ankenævnet ændrede a-kassens afgørelse da man fandt, at uddannelsen til sætteskipper ikke
oversteg niveauet for erhvervsuddannelser.
Ved vurderingen lagde ankenævnet vægt på, at der var adskillige adgangskrav til uddannelsen,
herunder 10. klasses afgangseksamen kombineret med nogen erhvervserfaring (sejltid) (j.nr.
5300054-05).
Sag nr. 3
Uddannet holistisk afspændingspædagog, som er en videregående uddannelse, der overstiger
niveauet for erhvervsuddannelse, og hun kunne ikke antages at have brugt uddannelsen
i sidste 5 år som underviser i ”gamle idrætslege”
Medlemmet søgte om VEU-godtgørelse til kurset Blåt Certifikat, der afholdtes på Landtransportskolen.
Hun var uddannet holistisk afspændingspædagog, som er en videregående uddannelse,
der overstiger niveauet for erhvervsuddannelse. Hun havde i en periode undervist på en idrætshistorisk
institution.
A-kassen afslog godtgørelse med begrundelsen, at hun med sin uddannelse ikke tilhørte målgruppen.
I brevet til nævnet anførte a-kassen, at hun måtte have brugt sin uddannelse på den
idrætshistoriske institution.
Hun søgte om godtgørelse forud for kursets afholdelse og hun deltog ikke i kurset efter afslaget.
Nævnet fandt, at hun som udgangspunkt var berettiget til VEU-godtgørelse.
Nævnet lagde ved afgørelsen blandt andet vægt på, at indholdet af hendes uddannelse – holistisk
afspænding - fokuserer på klienten som en helhedspersonlighed, at hun i sin klage havde anført,
at hun ikke havde arbejdet som holistisk afspændingspædagog inden for de sidste 5 år samt på, at
hendes hovedarbejdsområde på den idrætshistoriske institution var undervisning i gamle idrætslege
på kurserne ”Rabalderleg” samt på undervisning i forbindelse med større og mindre arrangementer.
Nævnet fandt, at denne undervisning i gamle idrætslege måtte have været væsensforskellig fra
afspændingspædagogområdet, hvorfor nævnet fandt det rigtigst at statuere, at hun ikke havde
brugt sin uddannelse på den idrætshistoriske institution. Herved var betingelsen for at kunne opnå
VEU-godtgørelse opfyldt (j.nr. 5300026-05).
_____________________________________________________________________________
Sag nr. 4
Spørgsmål om tab af indtægt, løst ansat men aftalt fra uge til uge hvornår der skulle arbejdes
42

M søgte om VEU-godtgørelse til et AMU-kursus.
Det fremgik af ansøgningen, at han ikke havde nogen uddannelse, at han var i arbejde som gartnermedhjælper
og at han ikke var medlem af en a-kasse.
AF gav afslag med begrundelsen, at der ikke var tale om et fast ansættelsesforhold, hvorfor AF
anså ansøger som ledig ved kursusstart.
M har anført, at han fik kontrakt med arbejdsgiver på 37 timer ugentligt på betingelse af, at han
fik et truckcertifikat, men at han umiddelbart efter kurset tog andet job i en børnehave.
Nævnet fandt, at M ikke var berettiget til VEU-godtgørelse.
Nævnet lagde blandt andet vægt på, at det ikke fremgik af sagen, at M forud for kurset havde
haft arbejde af et omfang og et mønster, hvoraf kunne sluttes, at han kunne anses for at have haft
tab af indtægt.
Nævnet fandt endvidere, at det efter de foreliggende oplysninger måtte lægges til grund, at M var
løst ansat og derfor måtte betragtes som fratrådt hver dag. Det af ham anførte om et ansættelsesforhold
på 37 timer fremgik ikke af den foreliggende kontrakt og ansættelsesforholdet kunne i
hvert fald ikke være påbegyndt før efter kurset. Da han således måtte betragtes som ledig ved
kursusstart og han ikke var berettiget til dagpenge, kunne han ikke få godtgørelse (j.nr. 5300035-
05).
Sag nr. 5
Tab af indtægt for selvstændig grafiker med telefonforretning ikke godtgjort, uddannelsesforløb
inden for rammerne af Den Europæiske Socialfond
M søgte om VEU-godtgørelse til kurset Louiz-Salonerne 2 dage om ugen. Kurset var inden for
Den Europæiske Socialfond.
Det fremgik af ansøgningen, at hun var uddannet teknisk tegner, nu teknisk designer, som er en
erhvervsuddannelse, og videre fremgik det af sagen, at hun havde selvstændig virksomhed (telefonforretning)
som grafiker.
A-kassen afslog at give godtgørelse med begrundelsen, at hun ikke havde tab af indtægt, da hun i
ansøgningsskemaet havde oplyst, at hun ville udføre sit arbejde om aftenen og i weekenden i
kursusperioden.
Hun har i klagen oplyst, at hun på de 2 dage om ugen, hun havde været på kursus, havde haft
telefonsvarer, hvor der kunne indtales besked, og hun har bekræftet at have arbejdet om aftenen
og i weekenden.
Nævnet fandt, at M ikke var berettiget til VEU-godtgørelse.
Nævnet lagde herved vægt på, at M havde oplyst at ville udføre sit sædvanlige arbejde i kursusperioden
om aftenen og i weekenderne samt på, at M havde telefonsvarer aktiveret, når M var på
43

kursus. M’s bemærkning i klagen om at have mistet potentielle kunder, fordi disse ikke havde
kunnet komme i forbindelse med M personligt, men kun med telefonsvareren, fandtes at være et
for usikkert grundlag at statuere tab af kunder på.
Herefter fandt nævnet, at det måtte lægges til grund, at M ikke havde haft indtægtstab. Det indgik
i denne konklusion, at M ikke havde godtgjort eller sandsynliggjort et konkret tab af indtægt
(j.nr. 5300043-05).
_____________________________________________________________________________
Sag nr. 6
Delvis fjernundervisning, men under 50%, hvilket indebar, at der med støtte i Undervisningsministeriets
Meddelelse 2/2004 var ret til godtgørelse for hele kurset, inklusiv fjernundervisningsdagen,
refusion
M søgte om godtgørelse som selvstændig ved deltagelse i AMU-kurset Medarbejdernes personlige
ressourcer, der afholdtes som fjernundervisning. Det fremgår af sagen, at han som medejer
af firmaet også søgte om refusion.
Af ansøgningen fremgår, at han er uddannet sælger.
AF bevilgede godtgørelse, dog ikke for fjernundervisningsdagen.
Dette påklagede M med henvisning til Undervisningsministeriets Meddelelse 2/2004, som definerer
fjernundervisning som undervisning, hvor mindre end 50 % af den samlede undervisning
er tilrettelagt som tilstedeværelsesundervisning.
Det bemærkes, at nævnet i dets praksis har givet godtgørelse ud over skemalagte undervisningstimer,
til hjemmetimer, til forberedelse, rapportskrivning etc.
Nævnet fandt, at M var berettiget til VEU-godtgørelse for fjernundervisningsdagen og dermed
også til refusion for denne dag.
Nævnet lagde herved vægt på, at kurset som helhed var fastsat til at foregå med den sidste dag
som fjernundervisning. Herved var det 75 % af kurset, som afholdtes som tilstedeværelsesundervisning.
I den forbindelse henledte nævnet opmærksomheden på Undervisningsministeriets
ovennævnte meddelelse.
På denne baggrund fandt nævnet, at kurset som helhed ikke kunne betragtes som fjernundervisning,
hvorfor godtgørelse ikke kunne afvises med denne begrundelse (j.nr. 5300047-05).
_____________________________________________________________________________
Sag nr. 7
Afslag på VEU-godtgørelse og befordringstilskud til kordegn
Medlemmet søgte i september 2004 om VEU-godtgørelse i forbindelse med kursusdeltagelse.
Medlemmet var uddannet som kordegn og arbejdede som sådan 37 timer ugentlig.
A-kassen traf afgørelse om afslag på VEU-godtgørelse, da man fandt, at han ikke var omfattet af
personkredsen for nævnte ydelser.
44

A-kassen henviste i denne forbindelse til hans uddannelsesmæssige baggrund som kordegn, som
kassen fandt, oversteg niveauet for erhvervsuddannelserne.
A-kassen anførte videre, at selv om der var tale om en kortvarig basisuddannelse på 3 uger måtte
man lægge vægt på hovedkravene for at kunne blive optaget på uddannelsen. Udgangspunktet
var her, at man skulle have en gymnasial uddannelse. A-kassen fandt herefter, at selvom der var
tale om en i sig selv kort uddannelse udelukkede det ikke, at niveauet som følge af adgangskravene
måtte anses for at ligge over erhvervsuddannelsesniveau.
A-kassen henviste endvidere til, at kordegneuddannelse var omfattet af reglerne om SVU Statens
Voksen Uddannelsesstøtte som forudsatte, at der var tale om en videregående uddannelse.
A-kassens afgørelse blev påklaget til Arbejdsmarkedets Ankenævn som til brug for sagens vurdering
indhentede en udtalelse fra SU-styrelsen, som gav udtryk for, at a-kassens vurdering ikke
var korrekt, idet styrelsen lagde vægt på, at der ikke var noget absolut adgangskrav på gymnasialt
niveau. Når der ikke er noget absolut krav om gymnasialt niveau for at blive optaget på uddannelsen,
idet det var muligt at komme ind på uddannelsen på baggrund af flere forskellige
former for skolegang og erhvervserfaring, herunder 9 års skolegang med relevant erhvervserfaring,
kunne den korte og praktisk orienterede uddannelse til kordegn ikke betragtes som en videregående
uddannelse.
Ankenævnet fulgte ved sin afgørelse udtalelsen fra SU-styrelsen om, at kordegneuddannelsen
ikke kunne anses at overstige niveauet for erhvervsuddannelser. Pågældende ansøger var således
berettiget til VEU-godtgørelse.
Nævnet lagde herved som SU-styrelsen vægt på, at adgangskravet om gymnasial uddannelse
ikke var et absolut krav for at komme ind på kordegneuddannelsen (j.nr. 5300002-05).
Lov om personlig assistance til handicappede i erhverv
_____________________________________________________________________________________________
Sag nr. 1
Sag om afslag til personlig assistance til valgte kredsformænd og kredskasserer i Dansk
Blindesamfund
Dansk Blindesamfund havde i ovennævnte sag samt i 16 øvrige sager på vegne sine valgte kredsformænd
og kredskasserere i Dansk Blindesamfund indanket Arbejdsformidlingens afslag på
personlig assistance.
Arbejdsformidlingen meddelte afslag og henviste i sin afgørelse til, at de omhandlede kredsformænd
og kredskasserer var valgt til stillingen, og at de modtog et skattepligtigt honorar på 3,5 %
af finansministeriets skalaløntrin. På denne baggrund kunne de ikke anses for ansat i en stilling
på ordinære løn- og ansættelsesvilkår, og faldt derfor uden for den personkreds, som efter reglerne
kunne få personlig assistance.
45

Arbejdsformidlingen havde forinden sin afgørelse indhentet udtalelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen,
som bekræftede, at de pågældende ikke var omfattet af personkredsen, der havde ret til personlig
assistance.
Ankenævnet tiltrådte Arbejdsformidlingens afgørelse om afslag, idet ankenævnet var enig i, at
de omhandlede valgte honorarlønnede kredsformænd og kredskasserer ikke kunne anses for ansatte
i en stilling på ordinære løn- og ansættelsesvilkår. De var således ikke omfattet af personkredsen
for personlig assistance (j.nr. 5700004-05).
Sag nr. 1
Ændring af antallet af optjente feriedage
Lov om ferie
En lønmodtager søgte om ændring af antallet af feriedage for optjeningsåret 2004.
Lønmodtageren havde oplyst, at han havde været ansat som timelønnet afløser på en skole uafbrudt
siden marts 2003, og at han havde haft timer i samtlige måneder.
Ankenævnet fandt, at lønmodtageren havde optjent 25 feriedage i optjeningsåret 2004. Antallet
af feriedage kunne ikke ændres. Nævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse.
Ankenævnet lagde vægt på, at det følger af ferielovens § 7 og bekendtgørelsens § 2, at en lønmodtager
optjener ret til 2,08 dages betalt ferie for hver måneds beskæftigelse i et kalenderår.
Dette gælder uanset, om der har været tale om deltidsbeskæftigelse og uanset omfanget heraf.
Ankenævnet kunne ikke dispensere fra loven (j.nr. 5800010-05).
_____________________________________________________________________________
Sag nr. 2
Hvorvidt administrerende direktør, der afmeldes som direktør skal anses for at være lønmodtager
og dermed omfattet af ferieloven
En ansøger havde fra 1. august 2000 været administrerende direktør i et selskab.
Ifølge oplysninger fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen blev ansøgeren afmeldt
den 1. januar 2003, hvor der samtidig blev anmeldt en ny direktør.
Ansøgeren var fra februar 2003 og indtil hans ophør i virksomheden den 31. januar 2004 udstationeret.
Der var udarbejdet en seniorkonsulent-kontrakt, som ikke er underskrevet, hvoraf det fremgik, at
ansøgeren tiltrådte i selskabet den 1. januar 2003 som seniorkonsulent.
Arbejdsgiveren gjorde gældende, at ansøgeren reelt fortsatte med at fungere som administrerende
direktør efter afmeldelsen den 1. januar 2003 og derfor ikke var omfattet af ferieloven. Ar-
46

ejdsgiveren havde yderligere gjort gældende, at ansøgeren ikke var omfattet af ferieloven, da
han var udstationeret.
Ankenævnet fandt, at ansøgeren var omfattet af ferieloven under sin ansættelse hos selskabet i
perioden fra 1. januar 2003 til sin fratræden den 31. januar 2004.
Ansøgeren havde derfor ret til feriegodtgørelse af sin løn i optjeningsårene 2003 og 2004. Ankenævnet
tiltrådte således direktoratets afgørelse af 13. januar 2005.
Ankenævnet havde ikke taget stilling til, om ansøgeren var berettiget til feriegodtgørelse for perioden
indtil januar 2003, idet direktoratet ikke havde forholdt sig hertil.
Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ferieloven er ufravigelig, og da ansøgerens udstationering
ikke varede mere end 12 måneder, fandt ferieloven anvendelse under udstationeringen til
et andet land.
Ankenævnet lagt endvidere vægt på, at ansøgeren blev afmeldt som administrerende direktør pr.
1. januar 2003, og at der samtidig blev anmeldt en ny direktør. Nævnet lagde herudover vægt på,
at det af arbejdsgiveren var bekræftet, at ansøgeren var udstationeret som seniorkonsulent, samt
at han havde en noget lavere indtægt i 2003 i forhold til 2002.
Ankenævnet fandt det således ikke godtgjort, at ansøgerens arbejdsopgaver og beføjelser var de
samme efter afmeldelsen som administrerende direktør. Dette uanset at den foreliggende seniorkontrakt
ikke var underskrevet og uanset, om der måtte være andre årsager til afmeldelsen (j.nr.
5800005-05).
_____________________________________________________________________________
Sag nr. 3
Feriegodtgørelse ved barselsorlov med kontanthjælp
En kvinde var på barselsorlov op til hovedferieperiodens udløb og op til ferieårets udløb. Hun
modtog kontanthjælp under barselsorloven. Da barselsorlov var en feriehindring, havde hun ret
til at få udbetalt sin feriegodtgørelse fra FerieKonto, selvom hun havde modtaget kontanthjælp i
ferieåret (j.nr. 5800001-05).
_____________________________________________________________________________
Sag nr. 4
En advokat, som havde udlæg i feriegodtgørelsen, havde ikke ret til aktindsigt i feriesagen
Direktoratet havde truffet afgørelse om en tidligere arbejdsgivers ret til at tilbageholde en lønmodtagers
feriegodtgørelse. En advokat for tredjemand havde ved fogedretten fået udlæg i lønmodtagerens
ret til feriegodtgørelse.
Advokaten havde ikke i medfør af forvaltningsloven ret til aktindsigt i direktoratets afgørelse, i
klagen og i direktoratets oversendelsesbrev, fordi akterne indeholdt oplysninger om lønmodtagerens
private, økonomiske forhold.
Dokumenterne som helhed var omfattet af begrænsningen. Advokaten havde derfor heller ikke
ret til aktindsigt i medfør af offentlighedsloven (j.nr. 5800017-05).
47

Tidligere nyhedsbreve kan findes på siden ”Publikationer” under ”Nyhedsbreve” på ankenævnets
hjemmeside www.ama.dk
Dette nyhedsbrev er udgivet af Arbejdsmarkedets Ankenævns sekretariat.
Ansvarlig for nyhedsbrevet er chefkonsulent Alice Bagger ab@ast.dk, direkte tlf. 3341 1534.
48