Østbyens Sogneblad - Vor Frelsers Kirke, Vejle

2
Østbyens Sogneblad
Vor Frelsers Kirke
Taknemmelighed
Af Marianne Kristensen, Vejle
Det er så helt utrolig flot i vores natur for tiden,
synes jeg. Bladene bliver gyldenbrune, æblerne
er røde og klar til at blive plukket, ligesom de
flotte brombær, der er helt lilla – og som måske
bliver til en dejlig marmelade. Markerne er færdighøstet
og mange er allerede pløjet og ligger
nu i dvale til foråret.
Jeg fyldes af stor glæde og beundring hvert år,
når efteråret kommer. Det sætter tanker i gang
hos mig.
For nylig var jeg til høstgudstjeneste i Vor Frelsers
Kirke. Her sang vi en meget gammel salme: Du
gav mig, o Herre, en lod af din jord (DDS nr. 728).
Sproget lyder gammeldags - der er ord, vi slet
ikke bruger mere, men alligevel blev den højaktuel
for mig.
Jeg ved, at jeg har helt utrolig meget at takke
for! Jeg har god grund til at takke, og høsttiden er
en takketid! Trygge kår, familie, ægtefælle, børn,
arbejde, hus og hjem. Gud har givet os rigtig
mange gaver. Det er også noget af det, denne
salme fortæller noget om – på overfladen er emnet
måske landbrug, men mellem linjerne står
der meget mere.
Jeg er vokset op på landet. Min far var dengang
landmand, så jeg kender til at være meget afhængig
af vejret – afhængig af solskin, varme og
regn for at afgrøderne kunne vokse. I høsttiden
var vi styret af, hvornår vejret spillede på vores banehalvdel.
Nogle år gik det lige efter bogen og
andre var det besværligt og endte sommetider
med et dårligt resultat og dermed dårligere økonomi.
Sådan er livet som landmand! Her bliver
man måske i højere grad end i andre erhverv
mindet om, hvor små vi er. Det lærer jeg i hvert
fald noget af! Fokus bliver flyttet, når vi erfarer, at
vi ikke selv kan styre slagets gang. I sådanne situationer
er jeg (i højere grad end når tingene kører
på skinner, kan jeg lige så godt erkende…) afhængig
af at kunne bede Gud om hjælp til at få
”afgrøderne til at vokse”.
Lille mig, min familie, min far, som ellers er uddannet
landmand, kunne ikke selv styre, hvordan
afgrøderne ville vokse – uanset hvor meget vi
gerne ville, og hvor meget vi følte os som eksperter
på området.
Gud lader afgrøderne vokse. – og det gælder ikke
blot afgrøderne på markerne! Det gælder også
vores hverdag. Det vigtige er at lukke Gud ind –
invitere ham til at tage over, og til at lade ”afgrøderne
vokse”! Gud siger selv, ”Bed, så skal der gives
jer”. Han har skabt dig og ønsker, at du skal
lukke ham ind. Der er ikke noget, han ikke vil gøre
for dig. Han er klar til at bære dine byrder – også
når det handler om problemer med at få ”afgrøderne
til at vokse” – uanset hvad det er for slags
afgrøder. Måske bliver udfaldet ikke, som vi selv
finder det bedst, men Gud kender dine behov!
Èn sagde engang til mig ”Hvad Gud ikke leder
dig uden om, leder han dig igennem” – det lyder
barskt. Selvom der sker forfærdelige ting i den
verden, vi lever i, er jeg nødt til at holde fast i, at
Gud hjælper mig og bærer mig, når det er hårdt,
for det har han lovet mig!
Gud har givet mig livet, han giver mig, hvad jeg
trænger til, og han ved endda, hvad det er, før jeg
selv ved det. Han har lovet at bære mig, han har
øje for mig i alle livets situationer, og dét er da
værd at takke for. Tak Gud!