Danehofspil i Nyborg - Nyborg Bibliotek

Danehofspil i Nyborg 

Kaj Bonde 

I 1939 blev grundstenen til en af Nyborgs 

største kulturelle attraktioner 

lagt. Det første friluftsspil så dagens 

lys. 1 Det blev opført foran Danehofslottet, 

som Nyborg Slot især blev 

kaldt tidligere – deraf navnet danehofspil. 

Der er indtil nu opført i alt 

seks friluftsspil her. Langt de fleste 

senere friluftsspil i Nyborg er opført 

på den del af voldsystemet, der hedder 

Kronprinsens Bastion, deraf nav- 

DANEHOFSPIL I NYBORG · 103 

net voldspil. Denne artikel omhandler 

de seks danehofspil. 

1939: Danehof i Nyborg 

Skoleinspektør Johannes Høirup havde 

i byen Oberammergau i Tyskland 

oplevet de berømte passionsspil, dvs. 

friluftsspil med et religiøst indhold. 

Dette gav ham ideen til at tage hjem 

og prøve at skabe et friluftsspil i sin 

Fig. 1. Scenebillede fra det første danehofspil foran Nyborg Slot – i 1939. Nyborg Lokalhistoriske 

Arkiv.

104 · NYBORG – FØR & NU 2010 

egen by. Ikke om religiøse begivenheder, 

men om Nyborgs dramatiske 

og spændende historie. 

Byen kan med stor ret betegnes 

som Danmarks hovedstad fra år 1200- 

1560, altså før København, og her afholdtes 

de såkaldte Danehoffer, hvilket 

vil sige lovgivende og dømmende 

forsamlinger, hvor kongerne rådførte 

sig med rigets stormænd. I Nyborg 

fik riget sin første »grundlov« i form 

af en håndfæstning. Det var den lov, 

som fastlagde fordelingen af magten 

mellem kongen og stormændene; det 

skete i 1282. 

Johannes Høirup skrev stykket 

sammen med kommunelærer Gunnar 

Pedersen (GP) og skuespilleren 

Johannes Krogsgaard. Det fik titlen 

»Danehof i Nyborg« og blev opført 

på pladsen foran slottet. Instruktør 

var fængselslærer cand.mag. Hugo 

Worsaa Petersen. 

Berlingske Tidende skrev den 23/7 

1939: 

»Da det store optog kl. 15 udgik fra 

slottet, var hele byen på benene, og begejstringen 

haglede ned over de stoute 

og gæve borgere, som i kapper og kutter 

skred gennem gaderne; endnu 

større blev jublen, da selve danehofoptoget 

med kongelige, gejstlige, adelige, 

soldater og ryttere begav sig af sted. 

Byen var helt i festspilstemning, 

selv om vejret var lidt lusket. 

Om aftenen var tilskuerpladserne 

på slotspladsen tæt besat, da spillet 

tog sin begyndelse – ikke i Nyborg, 

men foran Henner Frisers hus i Middelfart, 

hvor marsvinejægerne natten 

før danehoffet i 1282 modtog kong 

Erik Klipping, der kom fra Jylland. 

Det store sus kommer dog først 

lidt senere, og det er selve Danehoffets 

indtog på Nyborg Slot. Tung og 

mægtig hæver Nyborg Slots røde 

munkestensmur sig på den ene side 

af pladsen, og op mod den er scenen 

bygget. En kæmpescene, hvis midtertrappe 

fører op til tronen med det 

kongelige bomærke: tre gyldne løver 

med ni blodrøde hjerter som baggrund. 

Store bannere, tegnet af lærer 

Hillerup-Jørgensen, vajer over hele 

sceneriet; øverst rejser sig det stejle 

tegltag mod den mørke aftenhimmel. 

Så fyldes scenen af kongens mænd 

i snorebrynjer, af kvinder i hvide hovedlin, 

pager i rødt, bisper, Kong Erik 

Klipping og dronning Agnes, sønnen 

junker Erik, drost Peder, marsk Stig, 

lumske Rane kammersvend og ærkebiskoppen 

Jens Grand. 

Langsomt udspiller sig selve danehoffet, 

Danmarks første »grundlov« 

underskrives, et stykke danmarkshistorie 

åbenbarer sig i faklernes skær. 

Alvor og munterhed veksler, narren 

med det vrængede ansigt danser for og 

synger på Shakespearesk vis en dyb vemodig 

vise til en munter melodi. 

Munkesangen lyder, og så er danehoffet 

forbi«. 

Projektørerne fik strøm fra alle Fyns 

el-værker. Dragterne var lånt fra Det

Kgl. Teater. Nyborg Politi var udvidet 

med 12 mand fra Rigspolitiet. 

Rollerne blev i vid udstrækning varetaget 

af kendte nyborgensere, overvejende 

fra det bedre borgerskab, og 

det var meget kendetegnende for spillene 

i de første mange år. Det morsomme 

var jo at se kendte ansigter 

fra byen i nogle helt andre roller end 

dem, de var kendt for til hverdag. 

Noget der har ændret sig meget i vore 

dage, hvor mange spillere kommer 

udefra – måske endda med den ambition 

at blive kendte og gøre karriere 

i teatrets verden. 

I 1939 blev kongeparret spillet af 

stadsdyrlæge Mikkelsen og frue (hun 

var i øvrigt ud af cirkusdynastiet Schumann). 

I andre roller sås bl.a. direk- 


Fig. 2. Det statelige kongepar, hr. og fru stadsdyrlæge 

Mikkelsen, rider gennem byen 1939. 

Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. 

Fig. 3. Det festklædte premierepublikum 1939. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

106 · NYBORG – FØR & NU 2010 

tør Fehr som Grev Gerhadt, lokomotivfører 

Halse var Marsk Stig, sagfører 

Gøth Rane Jonsen og kommunekasserer 

Delf-Møller var hertug Valdemar. 

Desuden så man en masse statister – i 

alt ca. 200 medvirkende. Nyborg havde 

fået sit festspil; det blev en stor 

succes både scenisk og publikumsmæssigt. 

Danehofspillet i 1939 var i øvrigt 

kun en del af en stort anlagt byfest, 

der også bød på en midnatscabaret på 

eksercerpladsen, borgervæbningens orkester, 

folkefest på den høje og lave 

eksercerplads med taler af borgmester 

J.J. Bjerring og forfatteren Morten 

Korch, dans i Lindealleen, orkesterkoncert 

ved vandtårnet, blomsterregatta 

på vandværksgraven, optræden 

ved den populære causør 

»Den Gyldenblonde«, folkedans og 

festfyrværkeri. Jo, man må sige, der 

var fest og farver i Nyborg i 1939 – 

året før krigsudbruddet! 

1949: Landet i vaade 

I 1949 spilles der atter danehofspil 

foran Nyborg Slot. Man opfører »Landet 

i vaade« (ulykke). Det er igen Nyborgs 

historiker par excellence, Johannes 

Høirup, der er forfatteren, og 

gymnasielærer Gunnar Pedersen er 

instruktør. 

På premiereaftenen bød Nyborgs 

borgmester C.E. Bjerring velkommen 

til de ca. 2000 mennesker på slotspladsen 

i silende regn, og spillet blev 

af folkeviddet hurtigt omdøbt til 

»Landet i væde«! Der var lige så mange 

tilhørere ved de følgende tre opførelser. 

Musikken blev leveret af et harmoniorkester 

på 15 mand under ledelse 

af Johs. Kruse og bestod af 1) bearbejdede 

folkeviser 2) koralsange 3) 

menuetten fra Carl Nielsens »Drot 

og Marsk«. 

Rent handlingsmæssigt er der atter 

danehof i Nyborg, og spillet foregår 

i den kongeløse tid fra 1326-40. 

Danmark var dybt forgældet til de 

holstenske hertuger. I »Landet i vaade« 

optræder bl.a. Christoffer II, ærkebispen 

af Lund, den jyske frihedskæmper 

Niels Ebbesen, Valdemar Atterdag 

og en mængde andre historiske 

skikkelser. 

Hovedtemaet koncentrerer sig om 

Niels Ebbesens drab på Grev Gert, 

»Den kullede Greve«, (skaldede), men 

giver samtidig et indtryk af, hvordan 

Nyborg Slot har været centrum for 

skiftende historiske begivenheder. 

Pressen skrev: 

»Med det gamle slot som baggrund 

fornemmer man historiens vingesus. 

Efter drabet marcherer vagten ind på 

scenen med fakler i hænderne, og fra 

alle slottets vinduer stråler de levende 

lys. Under hornfanfarer stiger Kong 

Valdemar Atterdag, klædt i hermelin 

og silke, op på scenen med sin yndige 

dronning, og da vil bifaldet ingen 

ende tage. Landet blev igen regeret 

fra Nyborg!« 2


Fig. 4. Et udsnit af de 150 medvirkende i Landet i Vaade 1949. De tre gejstlige f. t. v. er lærer 

Anton Johansen, Jelsing, lærer Sofus Brockman. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. 

Fig. 5. Situationens alvor tynger de tilstedeværende i Landet i Vaade 1949. F. tv. lærer, senere 

skoleinspektør, Axel Tipsmark. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

108 · NYBORG – FØR & NU 2010 

Der var omkring 150 aktører i den 

livfulde forestilling, og Gunnar Pedersen 

formåede igen at skabe et eventyrligt 

sceneri. Borgerskabet indtog de 

fleste roller. Kong Christoffer II fremstilledes 

af trafikassistent J. Jørgensen, 

forvalter Raimon Doltrup var 

fremragende som Grev Gert, overlærer 

Anton Johansen var helt troværdig 

som ærkebispen, fru Søren Hansen 

var med som slotshøvedmandens 

datter Estrid, og lærer Børge Sarbo 

var den respektløse og humørfyldte 

nar. Carl Schmidt var den elegante 

hertug Valdemar, og hr. og fru direktør 

Hermansen spillede det statelige 

kongepar. Fru Edith Paludan havde 

lavet dansene; Chr. Marin Pedersen 

stod for sminkningen, og de store 

bannere var igen tegnet af overlærer 

Hillerup-Jørgensen. 

Som et kuriosum kan nævnes, at 

Hærens Flyvetropper sendte tre Spitfire-jagere 

til en opvisning over Nyborg 

Vold med styrtdykning, hvor 

farten var oppe på 700 km/t, looping 

og anden kunstflyvning. Publikum 

sad på voldens skrænter ved vandtårnet 

og så på. 

Vi må huske på, at vi er i efterkrigsårene, 

og Høirup lægger bestemt ikke 

fingrene imellem, når han i sit stykke 

beskriver de tyske besættelsestropper; 

en besættelse, der var helt parallel 

med det, vi lige havde oplevet i de 

fem onde år. 

Frihedskæmperblodet havde skoleinspektøren 

i blodet, og de hvasse 

replikker i spillet levnede ikke arve- 

fjenden sønden for grænsen en tøddel 

mere, end den havde fortjent. Forfatteren 

vidste, at Gestapos tommelskruer 

har rod helt tilbage til Grev 

Gerts terrorregime!! 

Det historiske skuespil var i øvrigt et 

led i en større byfest, der bl.a. bød 

på: 

1) et gejstligt optog gennem byen 

2) rytteroptog af riddere med damer 

3) dans i Lindealleen 

4) høstgilde-cabaret i Landporten. 

Man morede sig i Nyborg! 

Danehofspil nr. to var løbet af stablen 

med overvældende succes. Nyborg 

var for en stund atter Danmarks 

hovedstad! Hele byen stod bag 

og løftede den store opgave på eksemplarisk 

vis! 

1952: Det gamle spil om Enhver 

Stykkets forfatter, Hugo von Hofmannsthal, 

blev født i Wien i 1874. 

I 1911 opførtes »Jedermann«, men 

det fik dårlige anmeldelser. I 1920 

blev stykket genopført i Salzburg og 

blev nu meget populært. 

Handlingsmæssigt er det en efterligning 

af de gamle religiøse spil, som i 

Middelalderen opførtes ved folkefester 

og højtider. Dets hovedperson, Enhver, 

er en mand, der efterhånden er 

blevet rig og mægtig og omgiver sig 

med venner og lystighed. Fester og


Fig. 6. Det gamle spil om Enhver. 1952. Enhvers Moder: Helga Egebjerg. Døden: Finn Olesen. 

Enhver: Raimon Doltrup. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. 

Fig. 7. Slutscenen i den vidunderlige opsætning af Det gamle spil om Enhver. 1952. Nyborg 

Lokalhistoriske Arkiv.

110 · NYBORG – FØR & NU 2010 

forretning er hans liv, og ingen af delene 

er præget af ånd og kultur, men 

af skånselsløst magtbegær og sanselig 

grådighed. Pludselig kommer Døden 

og forlanger, at Enhver skal følge 

med, men det lykkes ham at tigge sig 

til en kort frist for at prøve at finde 

en ven, der vil tale hans sag for den 

højeste dommer. I nøden skal man jo 

kende sine venner, siger et gammelt 

ord, men nu har han pludselig ingen; 

de var alle snyltegæster og købte 

elskerinder. Han vil have sine skatte 

med sig, men selve Gud Mammon stiger 

op af skattekisten i forgyldt frodighed 

og ler ham op i ansigtet. Det 

er ikke Enhver, der har ejet sine skatte, 

det er dem, der har ejet ham! Hans 

»gode gerninger« er personificeret i en 

kvindeskikkelse, der kraftesløs slæber 

sig hen ad jorden, men »troen«, en 

anden kvindeskikkelse, hjælper ham, 

og han går i graven fulgt af sine »gode 

gerninger« for at hvile til »dommens 

dag«. 

Stykket blev opført i en oversættelse 

af forfatteren Johannes Jørgensen. 

En anmelder 3 skrev: 

»Opførelsen var betagende, ikke 

mindst indledningen og slutningen, 

hvor man med stor fordel udnyttede 

den gamle kongefløjs vinduer som en 

strålende spidsbueportal-portal omkring 

himlen, hvor jomfru Maria og 

de milde engle lod sig se, medens gigers 

og fløjters, kønne stemmers og 

et orgels melodiske klang lod sig høre. 

Enhver – personifikationen af menneskeheden 

– begynder ved et lystigt 

lag at spekulere over livet midt i den 

overstadige munterhed. Han henfalder 

til melankoli trods den vakre Slegfred 

ved sin side og skaffernes gavmilde 

skænken. Han føler »en slags 

tomhed bag panden/ en fejl ved forstanden«. 

Døden dukker op for at hente Enhver 

og siger: »Enhver, du tykkes mig 

så muntert stemt/ og din skaber har 

du ganske glemt«. En kort frist får Enhver 

dog, og han prøver at flygte med 

sine penge, men den glinsende Mammon 

hånler og tvinger ham i knæ, og 

Enhver sukker: »Om jeg blot kunne 

leve livet en gang endnu«. 

Troen, Godheden, Fanden og andre 

dukker op, men det hele kulminerer 

med Enhvers betagende fremsigelse 

af Fadervor og hans mors tilsigelse 

om, at han går ind til »det evige 

halleluja«. Spillet slutter med en 

åbenbaring – Jomfru Maria og englene 

i den vidunderlige opsætning foran 

slotsmuren. 

Anmelderne roste instruktøren, gymnasielærer 

Gunnar Pedersen, og amatørskuespillerne 

i høje toner. Tilskuerne 

var begejstrede og imponerede 

over det fortræffelige spil. 

På rollelisten fandt man mange 

kendte nyborgensere bl.a. Gud Herrens 

røst ved frater Antonius, Anton 

Johansen – Døden, student Finn Olesen 

– djævelen, fængselslærer E. Juh-

e – Enhver, forvalter R. Doltrup – 

Enhvers moder, fru Helga Egebjerg – 

Enhvers staldbroder, lærer E. Friis Petersen 

– husfogeden, disponent Carl 

Schmidt – kokken, sadelmager Helmuth 

Andreasen – den fattige næste, 

remisearbejder Gunnar Andersen – en 

gældbunden mand, pedel Richardt 

Larsen – den gældbundnes hustru, 

Frk. Lis Behnke – Slegfred, Fru Gerda 

Kruse – Fætter Tyksak, værkmester 

Aage Markvardsen – Fætter Mager, 

døvstummelærer Knud Torup – 

Mammon, kommuneassistent Ove 

Petersen – Tro, Fru Alice Hansen – 

Gerning, lærerinde frk. Karen Lundin. 

Enhver, der på fornemmeste vis 

fremførtes af Raimon Doltrup, måtte 

se sin skæbne i øjnene; han havde forvaltet 

sit pund skidt, og nu kom regnskabets 

time. Midt i det hele lytter han 

til klokkerne. »Hvem ringer de for? 

Mig tykkes de ringer til jordefærd«. 

Morale: Vi bør alle tænke lidt over, 

hvordan vi forvalter vores pund/vores 

liv! Det er et stykke om eksistentialisme! 

1954: Valdemar Atterdag 

Stykket er forfattet af Marie Kirstine 

Dorothea Jensen (1876-1957), bedre 

kendt som Thit Jensen. Faderens stærke 

interesse for spiritisme smittede af 

på Thit, og hun følte sig som et skrivende 

medie. Der var 11 børn i hjemmet; 

en af hendes søskende var den 

kendte forfatter Johannes V. Jensen. 


Fig. 8. Forfatterinden Thit Jensen og kong 

Valdemar Atterdag i skikkelse af Raimon Doltrup 

har indtaget Se og Hør’s forside i forbindelse 

med opførelsen af Valdemar Atterdag 

1954. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. 

Danehofspillet her i 1954 kom til at 

kaste glans over Nyborg. Pressen 4 

skrev: 

»Aldrig har en dansk amatørscene 

præsteret noget sådant. Nyborgspillet 

placerer sig fra i aften som en af 

de førende friluftsscener i Norden«. 

Større ros kan amatører vel ikke opnå. 

Spillets første akt er Danehoffets begyndelse 

i 1354, hvor Valdemar Atterdag 

proklamerer rigets enhed, og 

Thit Jensen har ikke ladet gå mere 

end fem replikker, før man får at vi-

112 · NYBORG – FØR & NU 2010 

de, at høvedsmanden på Nyborg slot 

skjuler et eller andet, kongen ikke 

må få viden om. Stig Andersen Hvide 

og hans sønner planlægger nemlig 

sammen med Lave Gaas og andre et 

snigmord på kongen. Narren hvisker 

dog kongen i øret, at orme gnaver i 

ligkapellet. Mellem sorte kister træffes 

de sammensvorne, og uhyggen breder 

sig. Der er fantastiske virkninger, når 

narren synger, og skyggebilleder danser 

frem og tilbage over slotsmuren 

bagved. En scene foregår i kongens 

soverum, som markeres med sorte kister 

og en himmelseng, og spillet slutter 

i Danehofsalen med en strålende 

fest. Virkelig underholdning til kongens 

ære. Der er hanekamp og ridderturnering. 

Man kan kalde Thit Jensens Danehofspil 

for et festspil, men i virkeligheden 

er det en trylleformel, og Nyborgs 

store troldmand, gymnasielærer 

Gunnar Pedersen, brugte al sin sorte 

kunst til at fremtrylle et eventyr i 

glans og herlighed, fantasi og romantik. 

Der var ca. 200 på og bag scenen, 

og de medvirkede alle til at føre 

stykket til sejr. Fremhæves må dog 

Raimon Doltrup som en statelig kong 

Valdemar, Alice Søren Hansen som 

hans smukke dronning Helvig og Asger 

Holm som den svigefulde høvedsmand. 

Prins Christoffer blev spillet 

af Erik Juul, søn af kammerherre Gregers 

Juul. Marsk Stig Andersen Hvide 

spilledes af forsikringsinspektør Poul 

Petersen, Lave Gaas af kommuneassistent 

Ove Petersen. 

Thit Jensen skrev stykket og forærede 

det kvit og frit til Ungdomsforeningerne 

i Nyborg, fordi hun var 

fascineret af slottet, og fordi Valdemar 

var hendes yndling. Hun havde 

studeret ham i 16 år, og hun betragtede 

ham som en frihedskæmper. 

Kommuneassistent Ove Petersen 

og et par herrer mere fra Nyborg 

Voldspil tog på besøg i Valby hos 

forfatterinden for at aftale forskellige 

detaljer om stykket. Fruen sagde 

da med højtidelig stemme: »Og skal 

vi så drikke et glas vin og skåle på et 

godt slotsspil i Nyborg! Jeg har talt 

med »Valde«, og han har lovet mig 

godt vejr i den periode. Medens 

hun fandt glas frem, bad hun Ove 

Petersen finde to flasker under sengen. 

Rask dykkede han ned og famlede 

sig frem under sengetæppet, 

hvorpå han fremdrog en natpotte. 

Thit udbrød da: »Nej, ikke den, din 

idiot!« 

I indstuderingsperioden boede Thit 

Jensen nu og da hos forhenværende 

skoleinspektør og æresborger Johannes 

Høirup, og hvis instruktøren var 

i tvivl, om høvedsmanden skulle komme 

ind fra højre eller venstre, sagde 

Thit, at hun ville spørge »Valde« om 

det om natten, når hun havde spiritistisk 

forbindelse med ham, og næste 

dag kom hun med svaret. 

Premieren var den 6. august 1954, 

men det øsregnede, og Thit truede 

mod himlen ved spillets begyndelse, 

idet hun sagde: »Det ká du ikke være 

bekendt, Valde!«

Toppen på kransekagen var, at vort 

kongepar og to af de søde små prinsesser, 

deriblandt vor nuværende dronning, 

overværede forestillingen den 

14. august. 

1954 blev et af de helt store år i danehofspillenes 

historie! Jernbanevæsenet 

havde nok at gøre med de mange, 

mange ekstra tilrejsende. »Det er her, 

det foregår!«. De ord kunne sættes 

med flammeskrift over den historiske 

by i danehofdagene! 

1956: Kristiern II 

Den københavnske forfatterinde Grethe 

Harboe producerede dette års spil, 

og medens svalerne i det fine vejr 

kvidrende fløj rundt over slotsplad- 


Fig. 9. Kongeparret og de to ældste prinsesser er på plads foran slottet 14. august 1954. Nyborg 

Lokalhistoriske Arkiv. 

sen, bød borgmester C.E. Bjerring 

velkommen og takkede forfatterinden 

for hendes interesse for Nyborg. 

Hun betegnede efterfølgende Nyborg 

som et historisk Oberammergau. 

Spillet skildrer i 12 billeder kongens 

liv fra hans fødsel den 1.juli 

1481 på Nyborg Slot til hans død 

den 24. januar 1559 i Kalundborg. 

Faderen, kong Hans, glæder sig naturligvis 

over sin nyfødte søn, over 

den eneste konge, der er født på Nyborg 

Slot, men forfærdes, da han ser 

størknet blod i den knyttede barnehånd: 

et dårligt varsel! Og Chr. II fik 

ganske rigtigt et meget dramatisk liv, 

både personligt og politisk. 

Som ung vicekonge i Norge møder 

han i Nonnesæter kloster den unge, 

smukke Dyveke Willums, som kom-

114 · NYBORG – FØR & NU 2010 

mer til at spille en stor rolle i hans liv. 

Han forelsker sig i hende og bringer 

hende og moderen, Moder Sigbrit, 

med til København. 

Senere ægter kongen den kun fjortenårige 

kejserdatter Elisabeth af Burgund, 

men denne barnebrud forstår 

ham ikke; det må nærmest betegnes 

som et politisk arrangeret ægteskab. 

Høvedsmanden Torben Oxe lægger 

an på »den lille due«, og senere bæres 

de berømte kirsebær ind i Dyvekes 

stue, hvor fru Sigbrit sysler med dødbringende 

gifte. I en smuk og bevægende 

scene skildrer Dyveke sin længsel 

efter at betro kongen nyheden 

om det lille barn, hun bærer under 

sit hjerte og den fortvivlelse, der griber 

hende, da hun erfarer, at dronning 

Elisabeth venter en tronarving. 

Dyveke forgifter faktisk selv de kirse- 

bær, hun spiser. Hun dør, men Torben 

Oxe, som bragte bærrene, dømmes 

og henrettes. 

I stykket vises også det berømte 

blodbad i Stockholm i form af skyggevirkninger 

på slottes facade; vi hører 

om fangenskabet i Sønderborg og 

om kongens død. 

Anmelderen Jean Hansen 5 skrev: 

»I den stjerneklare aften fulgte publikum 

levende interesseret spillets gang 

indtil den sidste gribende scene, hvor 

nogle bønder bar kongens lig bort i 

fakkelskær, medens stjerneskuddene 

faldt og korset lyste på slottets mur. 

Musikken i stykket blev brugt til at 

understrege stemninger. Ved kongens 

vielse hørtes en fantasi og fuga for 

orgel af Bach. Englens tilsynekomst i 

Fig. 10. Raimon Doltrup (i. m.) giver på fornem vis udtryk for kongens skiftende sindsstemninger. 

1956. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.


Fig. 11. Dyvekes (Lena Arnold-Larsen) død. 1956. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. 

Fig. 12. Wammens storslåede dekoration til Kristiern II 1956. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

116 · NYBORG – FØR & NU 2010 

Dyvekes dødsscene blev ledsaget af 

1. sats fra Francois Couperins værk 

»Le parnasse ou l’apotheose de Corelli«. 

Ved kongens død hørtes en 

adagio for strygere og orgel af Tomaso 

Albinoni, og slutningssangen var 

den gamle ørnevise«. 

Nyborgs amatører havde atter leveret 

en fremragende præstation under instruktion 

af navnkundige Gunnar 

Pedersen. Assistent Raimon Doltrup 

ydede igen en fantastisk præstation, 

nu som Chr. den II. Den mand kunne 

åbenbart spille hele kongerækken. 

Med malmfuld røst og varieret mimik 

gav han udtryk for kongens skiftende 

stemninger. 

Fru landsretssagfører Boe-Hansen 

var en statelig dronning Kristina, 

kommuneassistent Ove Petersen var 

en interessant og myndig kong Hans. 

Fru Lena Arnold-Larsen spillede en 

smuk Dyveke. I andre markante roller 

så man Alice Søren Hansen som 

pigen Elsa, overlærer Anton Johansen 

som Sveriges myndige ærkebiskop, og 

»ørnevisen« fremførtes smukt af cykelhandler 

Johs. Jensen. 

Belysningsmester var installatør 

Niels Hansen, sminkør var frisørmester 

Chr. Marin Pedersen og for dekorationen 

stod nyborgmaleren Aksel 

Wammen. 

1971: Drama på slottet 

Det sidste danehofspil til dato blev 

opført foran Nordens ældste verdsli- 

ge bygning i 1971. Byen og slottet 

fejrede jubilæum. Slottet blev 800 år, 

byen 700. Nyborgs bystyre med borgmester 

Børge Jensen i spidsen satsede 

på noget ekstraordinært. 

Den mangeårige instruktør, Erik 

Bent Svendlund, fik til opgave at 

skrive selve stykket, og spillenes dirigent, 

Uffe Agerschou, skulle komponere 

musikken. Instruktøren gennemtrævlede 

gulnede ark og Palle Laurings 

levende historiebeskrivelser. Det vanskelige 

var i virkeligheden at plukke 

ud fra byens spændende og dramatiske 

historie, men efterhånden snævrede 

stoffet sig ind til først og fremmest 

at handle om svenskernes besættelse 

af Nyborg og de deraf følgende 

voldsomme begivenheder for 

byens borgere – bl.a. slotsbranden. 

Man kunne også opleve en hængning 

(Gitte Lundemann). Arne Lundemann 

kom i den forbindelse med 

følgende replik: »Erik, hvad skal du 

have for at pille lidt ved teknikken, 

så hun bliver hængende?« Man så et 

katolsk bryllup, jagtscener, kongen, 

marsken, drosten, gejstlige, borgere 

og bønder. Men til slagscenerne mellem 

danske og svenske soldater havde 

man alt for få mænd. Hvad skulle 

man stille op? Det var jo soldater, 

man manglede, så hvorfor ikke spørge 

på kasernen i Odense? Soldaterne 

var ikke særlig villige til at tage til 

Nyborg hver aften for at lade sig slagte 

som »jävla svenskar«. Men instruktøren 

medbragte ganske snedigt otte 

lækre dansepiger i can-can-kostumer,

som snoede sig i en fyrig dans foran 

soldaterne. Herefter var der ingen 

problemer med at få dem til at melde 

sig. De fik fægteundervisning på 

kasernen og blev fragtet frem og tilbage 

hver aften i bus. 

En speciel rolle i »Drama på slottet« 

spillede Arne Lundemann, der 

jo er et legebarn af de helt store, så 

det var jo nok ikke tilfældigt, at han 

havde fået Narrens rolle, der rummede 

megen alvor og underfundighed, 

hvilket Arne til fulde forstod at honorere. 

Det blev en pragtfuld forestilling, 

men ved generalprøven så det ikke 

godt ud. Intet fungerede tilfredsstillende, 

timingen var håbløs. Det var 


også et kæmpe maskineri, der skulle 

fungere med lynhurtige omklædninger 

i kælderen under slottet, hvor 

man stod og sang ind i mikrofoner, 

medens man fulgte dirigentens taktslag 

på et lille fjernsyn. Kaos!! Personligt 

har jeg hørt skideballer af 

kortere eller længere varighed i mine 

mere end tyve år i voldspillene, men 

denne aften strakte »ballen« sig over 

ca. et kvarter, og aldrig har jeg hørt 

så mange kraftudtryk, eder og forbandelser 

– alle fik på puklen. Byen havde 

ofret en masse penge på denne forestilling! 

Kongen og dronningen og 

en masse prominente skulle komme i 

morgen! Nyborgs ære stod på spil! 

Klokken var nu hen ad 11 – og da 

Fig. 13. Arne Lundemann som kongens nar. 1971. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

118 · NYBORG – FØR & NU 2010 

lød de berømte ord: »Og så tager vi 

hele lortet en gang til! Tag jer sammen, 

for satan! »Derefter slog instruktøren 

fuldstændig om og skamroste alt 

og alle. Det gav mod og selvtillid, og 

tingene begyndte at fungere. Da klokken 

var ca. to om natten, var vi færdige 

med anden gennemspilning, men 

nu vidste vi, at vi kunne stykket, og 

at tingene hang sammen. Næste dag 

fik vi en flot og dejlig premiere – 

men pyha! 

Svendlund skriver i sin bog »Lykkelig 

voldtaget gennem 25 år«, at kong 

Frederik dirigerede ouverturen, men 

det passer nu ikke, jeg sad selv i orkesteret 

og spillede bratsch den som- 

Fig. 14. Atter kongeligt besøg. 1971. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. 

mer. Det var sikkert meningen, at 

han skulle have gjort det, men kongen 

viste allerede her i sommeren svaghedstegn 

rent helbredsmæssigt, og han 

døde i januar 1972. I pausen var han 

på Danehofkroen og fik overrakt et 

partitur og en forgyldt dirigentstok. 

Dronning Ingrid betroede i pausen 

instruktøren, at forestillingen oversteg, 

hvad hun havde turdet forvente 

af amatører. En af disse var for resten 

ærkebiskoppen, advokat Rune Willadsen, 

der spillede en betydningsfuld 

rolle, om end den ikke var ordrig. 

Han sad hele tiden og bladrede i sine 

papirer med megen iver og et lunt 

smil om munden. Svendlund bad re-

gissøren om at se efter, om det var 

rollehæftet, han studerede så ivrigt, 

for nu måtte han da snart have lært 

de par replikker. Regissøren vendte 

tilbage og sagde med et stort smil: 

»Det er sgu’ ikke rollen, Erik. Det er 

Hudibras!!« 


Nyborg Voldspil havde atter ydet 

en bemærkelsesværdig kraftpræstation, 

og det store spørgsmål er, om der 

mon nogensinde kommer et danehofspil 

foran vort gamle slot igen? 

Man kan jo håbe! 

1 Det var faktisk ikke det første friluftsspil på Nyborg Vold. I 1935 opførtes en vaudeville af 

Gunnar Pedersen om begivenhederne i 1808, men af en eller anden grund regnes det ikke 

med i rækken af friluftsspil. 

2 Anmeldelse i udklipssamling på Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. 

3 Fyens Stiftstidende 6. august 1952 

4 Fyens Stiftstidende 7. august 1954 

5 Svendborg Avis 11. august 1956

Danehofspil i Nyborg - Nyborg Bibliotek

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?