Sønderjydsk sangbog (pdf 201.949 Kb) - Stevning

SØNDERJYDSK SANGBOG

Indholdsfortegnelse
Alssangen.............................................................................................................................................3
Stevning sangen ...................................................................................................................................4
Vort Als................................................................................................................................................5
I Synnejyllan der er æ føjt! ..................................................................................................................6
En lille sang åh synnejydsk..................................................................................................................7
E Kukke................................................................................................................................................8
Vot synnejysk språch ...........................................................................................................................9
Goj Awten, I Dræenge!......................................................................................................................10
Nordals sangen...................................................................................................................................11
Syng mæ åh synnejysk.......................................................................................................................12
Skål for åll’ di godtfolk......................................................................................................................14
En glaj dau .........................................................................................................................................15
De vår en daw i høstens ti!.................................................................................................................16
Kom og høe æ engel sønng................................................................................................................17
Å find dig en kærs't ............................................................................................................................18
Det er så køhnt, det er så dejle ...........................................................................................................19
Hvorfor di gammel vej’ er krumm’....................................................................................................20
En stoer dav........................................................................................................................................21
Glaj som skuld en mød' sin kjærest....................................................................................................22
En kuen må vi hå................................................................................................................................23
Mosters Gravstenn .............................................................................................................................24
Der er så månne stie...........................................................................................................................25
Der er et land ,af Herren rigt begavet.................................................................................................26
Som sang i juninætter.........................................................................................................................27
Sønderjylland er det bedste sted på jorden.........................................................................................28
Pær Kresjen........................................................................................................................................29
E ledde vette …..................................................................................................................................30
Hvor en var baen................................................................................................................................31
Oldmos seng.......................................................................................................................................32
Sundevedsangen.................................................................................................................................33
Kjesten ...............................................................................................................................................34
E kokk´i Almstej ................................................................................................................................35
2

Alssangen
(mel.: Vift stolt på Kodans bølge, Rudolph Bay )
Af Østerhavets vove
en ø sig hæver skønt,
bekranset stolt med skove,
bevokset mildt med grønt.
Så sagte bølgen gynger
og luller den i ro,
og raske børneklynger
ved stranden lege fro.
Den ø er som en have,
hver kornmark er et bed,
de bønder flittigt grave
og lægge kornet ned.
Og om den have lukker
et hegn af nøddetræ, -
dèr drengen går og plukker
sig lommen fuld i læ.
Løvtætte linde brede
sig over bondens tag;
her svalen har sin rede
og kvidrer nat og dag.
Og mellem træets grene,
der titter æbler ud,
rødmossede og pæne -
som bondens unge brud.
Det er så sødt at drømme
i denne haves skød,
hvor lune vinde strømme,
hvor rosen dufter rød.
Småfugle bor i skoven,
småblomster står i eng,
velsignelse bag ploven –
og rask er mø og dreng.
Den ø jeg kan ej glemme,
jeg stedse skuer den;
Thi dèr, der har jeg hjemme,
did går min længsel hen.
Jeg elsker den så såre,
var verden mig tilfals,
og frit jeg måtte kåre,
jeg valgte mig et Als.
Tralala…….
..og frit jeg måtte kåre, jeg valgte mig et Als
(Kristen Karstensen)
3

Stevning sangen
melodi: Marken er mejet...
Se her I Stevning da har vi det hele,
vi har skove, vi har fjord og vige, nor og strand
Da vi er gæstfri, vi gerne vil dele
denne skønhed med alt folk fra hele Danmarks land
Stevninger vi er,
derfor har vi kær
denne lille plet på jord, som vi jo kalder vor.
Gårde og huse så smukt sig gemmer
bag ved hegn og hæk, når man en tur langs vejen går.
Nyt ind imellem, men dog man fornemmer,
denne by har ligget her I mange, mange år
Stevninger vi er..................
Vi har et midtpunkt, vor skole, kun lille
men den er dog værd at nævne her på denne dag,
for helt fra morgen til aften så silde
børn og voksne færdes her i virksomt, munter lag.
Stevninger vi er..................
Uden for byen er marker og veje,
der er bakker, dal, ja selv et "bjerg" vi også har,
fra Egebjerg kan vi se landet neje,
når I forårstiden vi en tur der op os tar'.
Stevninger vi er..................
Nede på stranden ved Sandvig hver sommer
glade børn i vandet boltrer sig i livlig leg,
fra Stevningnor skibe små ud der kommer,
hvide sejl, som bryder frem i vinden deres vej.
Stevninger vi er..................
Ja denne plet kun på jorden er lille,
men for os i Stevning er da verdens midtpunkt her
Med denne sang derfor også vi ville
kun fortælle, at for dette sted vi glade er.
Stevninger vi er..................
4

Vort Als
(Alssangen på sønderjydsk)
Vi bynne å vi stajsfolk
vi sønge om vå skønne ø;
en kigge øv’e marke,
å øv’e skov å sø.
E blombej det æ fyldt med blomme,
å olt æ ve å ve’ så grønt.
Vi gleje vås te’e somme.
vo olting æ så køhnt.
Vå ø æ som en kal’gå
mæ blomme o væt efeltre,
vo olting æ så dejle,
ven langs e strand’ en ge.
Vi juble – der æ it dæ tynge,
å tej væranne om e hals.
Vi sammel ge’ å synge
som e bølle om våt Als.
Et sproch, som ingen anne,
så køhnt – å mæ så fin en klang;
å olti’ æ vi manne
som seje det mæ sang;
e faul di sønge olti’ om e,
e svane bøje fint e hals,
å ingen stej i verden
e sang æ som o Als.
5

I Synnejyllan der er æ føjt!
Mel: Th. Aagaard
I Synejylland, der er æ føjt,
der hær æ hjemm,
Der gik min vugg i æ kaklownskrog,
å en trimm, der såd min mor ve´ mæ o sång,
o øwwer e vugg et uro hång
ve´ e lowt i en krahm o dingelt.
Der red æ o min farfars knæ
frem o tebahg
o æ kund´ vish, hvor stor æ vår,
o klapp´ en kahg.
Æ krøwlt omkring, te æ kund´ stå,
o stoj sålæng´, te æ kund´ gå
omkring o fold i æ dørnsk.
I oldfars stol min oldmor såd,
o hun fortohl
mæ manne ting, som æ skuld´ hows
o vel behohld´,
om Olger Danskes styrk o mawt
o om Kong Volmers ville jawt,
om underjors, ell´folk o nisser.
De vår vand o min møll´, men så vahr
de intens læng´,
før æ fik en fiffel o skuld´ i skol
´me´ de anne dreng´,
Tysk skuld´ æ løjs; men lidt æ lær´,
nej hjemm´ der vår det møje bær´,
der sång æ oldmos visser.
No er æ gywt o sirre sjel
´her ve´ e vugg´,
lil Jens er i´en, o han gær no
i sin tiend´ ug´.
Guj ved, hven han vejs te en gång,
om han skal syng, som æ no sång,
andr syng syng e tyskes visser.
Karsten Thomsem
6

No skal vi ha en viis om
di goj gammel dav.
Æ har en samling ord, som
æ tøt, det kund væh sjov
å se, hvo manne te I
kan hovs endno a dem.
Op a en gammel skuf hæ
æ trukken nove frem.
Næh do sku ha dæ vasket,
så hed det jo å "to".
En "plejl" vI te å tææsk mæ,
som regel i æ lo.
Å hven vi såhn kom sammel,
så kund vi ha et "glant",
men blev vi så "usaddes",
så kom vi jo "åh kant".
Haj do forloej din strømpe,
så vantet do din "hoes".
å "torre" - det vå nove,
vi grauet i æ moos.
Te "dave" vild vi gjern ha
en stoe klat "tarregrøe",
så fek vi energi te
å "røjt" ue ve æ køe.
Å slav do mæ en le,
skuld den "harres" mæ en "strygh".
A en "mon ræhn" - det vå jo
det sahm som en bygh.
A haj do "jægt", - så vå det
det sahm, som å ha "værk".
Så vå det godt å træk i
en goj varm "særk".
Å "girakke" - dem plukket
vi nee åh æ eng.
En "ble" det vå et lagen,
som vi loj åh æ seng.
Nis Brannerup
En lille sang åh synnejydsk
Mel: Jens Vejmand
Å i æ "dørns" dæh sådt vi,
lav høns gek åh æ "rek",
så vå vi færre mæ "syslen",
å høns mæ å "gøe" ægg.
En tvebak hed en "kavring",
et franskbrød "hveekagh".
Å skuld do ue å køe,
så skuld do ue å "agh".
A "blomme" i æ "kallgård",
pløjt moe en enkelt a
å sådt en i æ "knapgaf",
for hun vå glaj ved far.
Æ alsinge di kolde
et boe for en "disk".
A i en goj supp ska
d æh væh en "suppevisk".
En "ginning" æ en hveps,
å æ syltetøj kan "gøss".
A rotte åh æ lovt
det æ møje vær som "møss".
Å find di gammel ord,
det kan væ et "aggevas".
A få dem te å rim
det æ å -minsæl - et mas.
Men no æ det såt sammel,
no hofe æ - mindsandt -
te både ung å gammel,
di tøss, te det æ "glant".
Æ tøss, te vi te davle
vi mæ ledt mee vægt
skuld brugh di sjovle ord i
vort gammel dialekt,
Æ har no haj mit "spås" mæ
å find en samling frem,
som vi kan syng en sang om,
te di it gæh i glem.
7

Fritz Karstensen
E Kukke
Wenn e kukke kukke i e maj'
wenn e bølje brus we Kegnæs drej
å e hyll' den blostre som i Spang
ja, sinn kømme jo e trang.
Æ ka it la væ' å syng
æ trille som e fow'l i Trympellyng,
"Tænk wo ka vi saut ve vos o Als".
Dippedaje i e Synneskau,
pinsdas'sol å bal i Høruphav,
en sommeawden ve Stolbro,
æ dæ nau' som det, monstro?
Æ ka it la væ' å trill,
æ synge som den kære lærkelil,
"Tænk wo ka vi saut ve vos o Als"
Asserballeskau å Gammeldam,
kvann dæ bølje o hver bakkekam,
se e vann som spejl ve Lønsemaj,
ak, wo gi' de da jen frej.
Æ ka i la væ' å brum,
å sammel mæ e wæuse vil æ sum',
"Tænk wo ka vi saut ve vos o Als"
Taj da sinn hveranne ve e han',
byssens folk å bynne frå e lan'
gå i samle flok gømmel e lej,
la e sang vis' vos vej.
Olle fowl så syng da mæ,
ja, pip da mæ de neef som i no hæ,
"Tænk wo ka vi saut ve vos o Als"
8

Egon Mårup
Vot synnejysk språch
Mel: Den glade kobbersmed
Se, a ha boej i Synnejylland i snar i manne oer.
Dér snakke vi vot æjn språch, som it enhvæ forstoer.
Men liså sinne fo man le`e hvo`dan de` snakkes ska,
å de ska væ`e fra vores egn. Sådan vil vi no ha.
O æ Has` le'kant bruch man "a" å alde "æ".
Længe synne o syns di "æ" det lye bæ`.
Rulle man o "R", stamme` man måske fra Als.
Anne stej troe di, man ha` fåt et `gal` i hals.
Din man ha` traffelt, han stehr op syv stu`n omtrent før dau.
Et baj i bare bælle - mæ lidt seef, så æ han ren.
Æ skech ska tæjes a. Lidt haueflokke te æ mau.
Et hæjseslips han tæje o. No lichne` han æ deen.
Å æ ma`pakk` smø` han. Han hinte føest æ bøest.
Skær han tyk, så bliv`r han it hunger` mæ det føest.
Te æ hve`kaech skær han a wost en døgte skyw.
Han æ olti parat, hvis han hungere sku blyw.
Do sysle å do sanse, for do har så møj å lau.
Do køxe` å do bache` torte a så manne slau`.
Do føjle gol` å vaske lærkne´ å do vaske´ tøj
Å wes det gehr for sinne, er`t do snakke´ lidt for møj.
Men en kløtebøss får dit bajs te å hold snut.
Æ hun granne - gi hind belønning mæ et mut.
Nær din mand te unnen så komme` mæ sin vuen,
skal do se, han æ jæwwer - ve osse å mutt` sin kuen.
Din mand han lege` gårdner i æ kalgor mæ sin skaul.
Jer efle` di er dærret, di ha` gien en masse baul.
Æ blomme di æ vajsnet, å æ flachstang de æ vælt`.
Den haj I essen køft ve ham æ snerke o æ Felt.
Han ska sans` æ flage` å æ forstaudø`.
Han ka` sjel væ` glase`. Det ha` han præuet fø`.
Det æ nau` han haue`. Hva klok æ han tefrej?
Han ka` liech grau´ æ grof. Den er kleese. Er`en ej ?
Din mand han cykle' ærne'. Han ska o æ apotek.
Æ cykel den æ platset - nå, så må han a å trækk'.
Æ pakbær' den er brast - æ meddecin kom i æ fek.
No ska han te å læpp' æ cykel. Ærchle mæ det dæk.
Han sku spør' æ hjule', wes han da ka komm' få,
for han sanset æ krettebar i fjor, it å ?
Da æ jeche' brækket, såstoj han kuns å keeg.
Olt æ lau troej han jo te din mand vi' helle' leeg.
When vi æ bøjn te narre, ja så maje vi wos ue.
Vi gir wo sko lidt wichs, å di ska pusses mæ en klue.
Vi pikke o æ dø` å vinte, te vi ind æ bøjn.
Så stehr vi i æ pissel, å gor ront å sæje mojn.
Vi ha` lø'n lidt tøj, men de ve` di bare it.
Mæ lidt amdam pynte vi det, de` æ lidt slidt.
For en blommer`t kjoel den æ oltins naue vat.
De` æ ingen der spø`, nær di føst ha` spist sej sat.
9

Goj Awten, I Dræenge!
Mel: Kvittevit
La vos slaa vos en lild Basseralle,
la vos syng, la vos drik vos en lillevette Pisk
la vos sie, hva’ der er i vor Balle!
Vor Hals er saa tør, træk e Tap av e Tynd!
Plommelom, Plommelom! La vos no kun begynd!
La vos syng vos en Vi’s aa vo’t Alsinger Dansk,
for de’ rigte jo it er de’ rigte;
no skal olt jo vær taafe aa Tysk eller Spansk,
hven veed, hvor vi blywer sognpligte.
Men hvodden de end for vos kyslet og kast,
ve vo’ Muer o’ vo’t Hjemmind vi do’ holder fast!
De er galt med di Farrer og med de’ Kludderi,
som no er blæst ind her fra Synder;
de’ gaml’ Røj og Hvie er der Mening kun i,
o´ de smager jo bedst for e Bynder.
Men de’ er no forbøjen! Sikken Skændsel og Skam,
vi hær knap Lov o´drik vos en dansk lille Dram.
De´er galt med e Kael, de maa it koldes Jens,
for Kontraband er no e Jenser!
De skydder dem ihjel – ja saamind kund et hænds –
nær de træffer dem inden vor Grænser.
Men hva ska vi gyer, for den Jensenatur
de’ er jo vo’t Arvegods etter vo’ Muer.
10

Nordals sangen
Mel: Nordsø bølger
Her, hvor bølgen slår sin hvide top mod land.
Her hvor vinden danser på en sollys strand,
Ligger Nordals øverst på den grønne ø.
Stolte svaner ruger rundt ved Nordborg sø.
Midt i en duft af muld, af æbleblomst og hyld
Ligger nyt og gammelt, svøbt i skøn idyl.
Solskin over marker, korn der gyldent står,
Brune børn med bare ben og byggult hår
Alle vegne myldrer vilde blomster frem,
Malerens palet er farveløs mod dem.
Dybt i Nørreskoven, under bøgens blad,
Får Bambi livets første måltid mad.
Fyret på sin vagt ved havet trofast står
Medens slanke hvide sejl mod Dyvig går.
Over Pøl en lille flyver stiger op,
Sætter kurs mod Danfoss bag en bakketop,
Danfoss som kan lignes ved en mægtig mand,
Der hver nat og dag velsigner dette land.
Se, en færge lagde til ved Hardeshøj
Netop som en vildand over Nordals fløj,
Er du som en trækfugl, bare på visit,
Er du måske gammel, træt og forslidt,
Vinder eller taber, i det store spil?
Du på Nordals nye kræfter hente vil.
Hver en næve, hver en lille barnehånd,
Som til Nordals knyttet er med stærke bånd
Mød hinanden i et ønske for vor egn.
Trivsel i hvert solstrejf, i hver dråbe regn.
Lykke for vort Nordals og for dig og mig.
Lykke for hver fremmed, som hertil fandt vej.
11

Vi æ kommen hi' edau
helt fra Rødding nee te Bov
for å ha ledt Spås å Sjov
sammel mæ hveanne.
Å vort Motto æ ledt brysk,
vi må kun snak synnejysk
hverken rigsdansk helle tysk-
Det har vi besluttet.
Om en "Skrubtus" - se forstå -
skuld smut ue, kan do få,
fem Minutte skal do stå
i den mørkest Skamkrogh.
Brugh kun Oerd åh synnejysk
som Surrampfesup å Snysk,
ejsen blyve vo Formand brysk-
Det koste dæ en Dåhle.
Hønkys, Skeld' å Gammelgaf
å i Harsle åh æ Naff
Ja, en blyve næsten paff
mæ å hovs det hele.
Å hva tøkkes do vel om
Hundklem. Kathael å Styrtom ?
Ve æ Høkke en Tut Bom,
det vå bare dejle.
Fold i Amdam kan vi old.
Morn ska æ Ko te Bol.
I æ Høj dæh boe æ Trold,
soj min gammel Oldfar.
Pung å Fikdugg i æ Fik,
ette Onden et bette Nik,
ue å plov egjen gelik,
Det hele ska jo passes.
Dørns å Pissel - vee do hva -
Mornvask i Vaskefa.
Plukkefink gast æ it ha,
men det skrej jo nee.
Å te Dave Tarregrøe.
Mæ ledt Sirup blev den søe
ue å røjt ue ve æ Køe.
Det sahm egjen te Nare.
Syng mæ åh synnejysk
Mel: I en skov en hytte lå…
Vi har tosken i æ Lo,
det vå hårdt, det kan do tro.
Det vå bedst, ven vi vå to,
te å syng æ plejlviis.
Oldmoe ve sit Spindhjul sådt,
Blågam spånd hun nove så flot
Lille Pæ sådt åh æ Pot.
Nej, hvo vå det hygle.
I æ Dørns dæh gek vo Moe,
syslet, sanset om æ Boe,
somtie hakket hun å Roe.
Hun haj nok å se te.
Hansbæsaft å Æfelgrøe,
hva hun bare olt kund gøe,
å så molket hun å Køe.
Ind så å lav Nare.
Da det så blev Avdensstuend,
sådt Jens Hansen mæ sin Kuen.
Han røgh Piif- den gammel Buend,
lav hun læppet Børntøj.
Tænk, vo Stork vå næsten tam,
snappet Pajde i æ Dam,
den æ fløjn, det æ en Skam.
Komme den tebagh - mon. ?
Å vi gammel Dialekt,
troe I, den flyve væk ?
for den har fåt gjernmeltræk
a så manne ny Oerd.
Radio å så TV,
Skolegang mæ EDB,
ska vi græde helle le ?
Det må do bestem sjel.
Old den In-for-ma-ti-on
æ som skødt a en Kanon,
træffe jo enhve Person
ind a beghe Ører.
Men dæh æ vist it å gøe.
Det æ næsten en Maløe.
Tej det sue mæ det søe
blyve vi vist nøj te.
12

Vi mæ særle amerikansk
å så engelsk, tysk å fransk
samt desuden nutidsdansk
blyve bombarderet.
Men vi "gammel" holde Stand
li'så læng vi bare kan,
op mæ Modet Kvinde, Mand
i Æ Synnejysk Forening.
Nis Branderup
La' vos bare samles tit
hvo vort Sprogh æ dit å mit
å snak synnejysk så frit
sammel mæ hveande.
Vi vil ønsk, vi kan bestå
som Forening manne år
å manne Sammenkomste få
i Æ Synnejysk Forening.
13

Martin N. Hansen
Skål for åll’ di godtfolk
Mel.: Lille Peder Edderkop
Skål for åll’ di godtfolk,
som hæ nok å knav’.
Held for hver en stymper
med en slunken mav’.
Tak til åll’ di lykle,
som hæ glemt å klav’
og vil syng voss sollskin
o en gråle dav!
14

E Skoelmesterkuen.
En glaj dau
Mel.: Per Jespersen
Trods vestenstorm med regn og kuld,
Så mått vi hen o stem.
Det gjalt så moj, vort sind var fuld
A glej ved å kom hjem.
Di uend år vå no forbi,
Da ållt vå gråt og trist.
E ørn bløv stæk´t og måtte fly,
Vi gav den inne frist.
Di høje herrer, di vå streng,
Men de kom slem te kort.
Vi værnet om vort laend så læng,
Te det igjen bløv vort.
Vi fældet tåer, men a glej,
Da Dannebrog gik op.
Allt, hvad vi gør, gik som en leg,
Og glaj høvt vi vor kop.
E vind den tow et enkelt flag,
Men det gik voss it nær.
Det vå for voss en hjertesag
å vind det, vi haj kær.
15

De vår en daw i høstens ti,
da Pærs slow row for fuld`,
der var inne hjemm undtejn Mari,
som kogh æ unnen skuld´.
Hun haj æ sopgry øwwerhæhn
o tørt e sve å e kinn;
hun pust lidt aw o gik et væhn
hen o se ud a e vinne.
Men hva vår de? Hun blev så hop
o rød i e hoj som en rohs´;
hun pynt sæ, o strøg så op
hin hår, o mædt en hohs.
Ja hillemind! Der kom en man
med tværsæk, stok og pihf,
o lig op å e bro kom han,
no vår de let o begrihf.
For de vår Jens, der kom fra kri,
han så e lidt bedrøwwe;
men da han fik sigt Mari,
kan nok væe, de vår øwwer.
Han kom derind; "goddaw Mari!"
-soj han vel nok så glæjle -
"hvo hæ do bløwwen køhn den ti,
law æ vår henn, ja dejle!"
Karsten Thomsen
De vår en daw i høstens ti!
Mel.: Thorvald Aagaard
"Men kjære Jens, do hæ do it
rend frå din kammeråter!
for der vår nok, der dowt kuns lit
iblahn vor kongs soldater.
Der hæ kommen nowwe skrålen å
den slesvig-holstens vihs,
o for vos danske, sto o små,
vår de int vie lihs!"
- "Nej kjærre, søde lil Mari,
hvor kan do tro sså tombe.
Te æ skuld øw forrædderi
o føht mæ op så lompe?
Nej, jen o tywens regement
hæ gør sin pligt te prikk´!
e kong han hæ vos oll hjemsendt,
min pass er i min fikk´!"
Mari bløw glaj, te de gik vidt,
o rådt hin hahn så jøwwer;
- men hva´ så mer? - de ved æ it -
e sopgry den kogt øwwer.
16

Det hæe passee for læng, læng sien,
I æ Biffel kan do løjs,
om won Marias bette knejt
mæ en sølle kreekryf må nøjs.
Omkvæd Kvinder
Kom å høe æ engel sønng,
å se æ stjern, som lyss
fordi det hæen for læng, læng sien,
vi alle mée ska gyes.
Omkvæd Mænd
Engel skåel i villen sky,
å folk bløv nou så raj.
Å o æ himmel stoj æ stjern
å lyst neej øver æ staj.
For Josef å hans kuen Mari
de sku tæles å gi møe.
Maria vint sæ og det var
æ ti, næh hun sku te å føe.
Ordbog:
det hæe: Det her
passee: skete
æ Biffel: Bibelen
won: hvordan
bette knejt: lille dreng
sølle: ussel
kreekryf: kreaturkrybbe
det hæen: det hændte
alle mée: aldrig mere
ska gyes: være bange
raj: bange
neej øven: ned over
æ staj: byen
sku tæles: skulle tælles
å gi møe: møde op
vint se: ventede sig
næh: da
lav: da
Kom og høe æ engel sønng..
Mel.: Mary’s boychild…
Men lav de kom te Betlehem,
å sku find et stej å væe,
var olle pladser fyldt mæ folk,
som kom te fra fjern å fra næe.
Maria péf, hun var i piin,
å hind mand var slet it glaj.
En gammelbuen tøss, det var synd
å ga dem en plads i æ laej.
Å mens æ kree, de kikket o,
fik Mari sin bette dreng,
hun sanndset ham, det bæest hun kunn,
å æ kreekryf, det bløv hans seng.
Det hæe passee for læng, læng sien,
men vil alle gå a mind.
Imell A tøss, det haj væt glant,
om A ku ha væt med derind.
stej å væe: sted at være
péf: græd
i piin: havde smerter
it glaj: ikke glad
buen: bonde
tøss: syntes
æ laej: laden
æ kree: kreaturerne
sanddset: puslede
bæest: bedste
alle gå a mind: aldrig blive glemt
imell: sommetider
væt glant: været dejligt
OBS! Det er valgfrit, om man vil bruge
Omkvæd 1 eller 2
17

Skrevn af SkonRog
Å find dig en kærs't
Æ ligge i min saupos’
å vippe mæ min tå
Hvåfå æ vippe mæ æn, det ka´ I nok fåstå
Få æ hæ mødt en pich, som æ richte sø’ å fin
Åh bare do blywe min
Omkvæd: Linda --- kom nå ’jem te mæ
De æ nau æ gern´ vel vis dæ
Do må it´ misfåstå
Få det æ kun det musik æ hæ’ samlet å
Se nå man tajer te Tynner,
ja så ka ålting ske
Æ stau ellers li´ så frejle, det ku’ ålle se
En fa’øl å en ristet, så æ man godt tepas
Æ ku´ richte’ gi´ en gas
Naue må det væ’ sket,
få så stau hun pluds´le deh
Ja, hun så richte godt ue, å hun haj ba’ tæe
Æ rømmet mæ fåsichte, å rykket tætter’ å
De spi’el højt må I fåstå
Åh pluds´le blev min hinne,
lidt fuchte inden’i
Æ haj’et som om æ haj spe’el, tennis en tim’s ti
Så va’ det som om Tynne drev ganske stille væk
Æ de naun dæ driv’e gæk?
Æ sku´ besøch naun venne
som va’ hæ, hæ et staj
De tænge tit å mæ, å no vil æ ba’ ha´ frej
Men æ nåed alle frem, få deh æ hun ve min si’e
Å det æ en dejle pich
Æ æ så glaj æ daw,
få nå æ do ve min sie
Ja vi ha slaun vos sammen, det ska´ I ålle vi
Og så ska` vi te Tynner, få de æ got mæ plas
Æ glemt å saj æ heje Mads!!
18

Karsten Thomsen
Det er så køhnt, det er så dejle
Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårsti
e himmel sæ udbre`r så vi,
e sol så klar iè vand sæ spejle
og lys og wærremt strør vos å e jord herner,
ja, det er køhnt, ja det er dejle.
Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårsti
e bøg sin blaj udbrer så vi,
hvorunner små skovblommer frejle
står mell`e blaj og græjs
og lærre godt tefrejs.
ja, det er ....
Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårsti
di små syngfowl er kommen hi,
og flagrend i e loft så glæjle
di synger med en lyst,
der smitter i vort bryst,
ja, det er ....
Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårsti
den pigh, jen fremfor åll kan li,
hun sidder ved vos, og vi spejler
vos i hind øjens glans,
der rummer åll vor sans
ja. det er.....
Ja det er køhnt, ja det er dejle,
nær i den føhst forårsti
vi glæjes og beruses i
di toner, som forbi vos sejler.
Mit moersmål, din sang
hær dog den kønnest klång.
Ja, det æ køhnt. ja det æ dejle.
19

Martin N. Hansen
Hvorfor di gammel vej’ er krumm’
Mel.: En sømand har sin enegang
Hvorfor di gammel vej’ er krumm’?
Ja, spør engang om det!
Di sad til krues vel i Krumom
di føest, der tråj dem te.
Og månne punse hæ di fått,
det kån en snart forenmm.
Di såv nok itt e vej så godt,
men fandt vel åltid hjem.
Og sjel om itt e vej’ var javn’,
næ vi skuld op å ag’,
hvor læng’ hæ di så itt gör gavn,
hven vi kjør frem i mag!
Hvad knap vi for et vigte hvalp
kån vær’ bekæend å nøvn’:
Di månne hump og skump di hjalp,
te ingen fåldt i søvn’.
Der er vel ingen vej så trøv
som den, der hielt er lig’.
Hvor skal en knejt lidt kry og knøv
snart gemm’ sig med sin pig’?
For den, der gjenn vil knik e hals,
e grøvter er til nytt,
men for di rigte glaej o Als
e dighe må gi støtt.
Ja, lad voss go di vej’ med sang,
di gammel hæ tråj te,
og skuld de blyv e lidt for lang’,
ja, pyt endda med det!
Vi haste nok må savt e fart,
det må vi itt forglemm’,
og den, der lytte til sit hjart,
vil helst go sinde frem.
20

Martin N. Hansen
En stoer dav
Nej, no hærr æ ålde sett!
Komme, komme, komme!
Si, hvor ålt er rödt og hvedt!
Sæj, hvad tøss I om e?
Si kun, øv’r e hiel by
er der flagg, og di er ny
og skal rigte prøvves.
Ja, det blæss! Men for hvert kast
er det, som det smelde:
Vi skal nok som för sto fast,
hvor det rigte gælde!
Og e dav da må vi hå
ålt, vi strid og kæmped’ for
i di månne åar.
Gem no kun jer’ sorre væk.
Vi må prøv’ å glemm’ e.
Det kost lyv, den lykk vi fæk,
å slipp fro di fremmed’.
Og ved davgry, för vi nåej’
å fo stemt, e flagg hæ soej,
hvondt e folk er sinde.
Månne gammel græd åv glæj,
og dæ’ tåre skyldes,
te det lykle hjemkomst-sæj
skuld i lyv’ opfyldes,
for det gi et ydmygt sind
å vær sikke o å vind’,
hvad der trofast lovves.
Ja, no er, som vi hæ drømt,
men umule tøttes,
fremmed vold og uret dømt,
og e græns skal flyttes.
Ja, no hæ vi sejret stolt,
og vort Dannebrog det holdt,
sjel om det hæ stórmet.
21

Martin N. Hansen
Glaj som skuld en mød' sin kjærest
Mel.: Fjärlin vingad syns på Haga
Glaj, som skuld en mød’ sin kjærest
og hå kåst den sjelsamm dav,
kån en go en mornstund tidle
nenn fro Almstej til Fynshav.
Der er sang i åll’ e dighe,
en kån sier e skov og stråend
og e suel, der langsomt kømme
op bagg Lyø som en bråend.
Ingen vunn og ingen hæesttrav,
der er kun min egen skridt,
og di kån, så tit æ lytte,
o e vejkånt dæmpes lidt.
Æ kån sto, så tit æ lyste,
der er still om åll’ e hus’,
kun en enkelt snepp kam fløjend
nenn og lånded’ i e mus’.
Såndt en mornstund var det tidle
æ fuld Kjesten hjem fro gild.
Tænk om æ egenn kun mød hind
liså ung og glaj og mild.
Lad mæ go her liså lykle
og så leet eno engang,
som da ålt det villest vint voss
og e dav’ var lys og lang’.
Som e suel den langsomt stigghe
vil e stilhed haste vig’.
Er der karl’ e dav, der følle,
da hold rigte åv jer’ pig’.
Der er sang i åll’ e dighe,
og e hyld stæ fint i blåst -
det er lisom ålt er færre
og skal snart astej til kåst!
22

Martin N. Hansen
En kuen må vi hå
Mel.: Gojavten, I drenge eller: Langt højere bjerge
En kuen må vi hå – og æ takker for min! -
jen, der ret færr en månd til å ka’l sig,
for der må være jen, en kån pynt’ og gör fin -
det er dyrt, men kan åltid betal’ sig.
En kan hastet blyv arm ved å gi til en pig’.
Hvad en gi til sin kuen, gör voss begghe to rig’.
En kuen må vi hå til å orden vort tøj,
der skal javnle hen læppes og lappes.
Hinds løen kån vi klar’! – om e ti’er er sløj,
er der råej til å kysses og klappes.
Og skuld itt vi hå tid til så ret møje snak,
kån et smil og et nik både trøest’ og sæj tak.
En kuen må vi hå til å syssel og såns,
og en kuen til å pass voss og plej voss,
en kuen, for åljenn er det sællet å dåns’,
og en kuen, der hæ sind til å sæj voss,
hven vi tygghe for vredt og for vravndt o vor skro,
hvor e ting hæ sin plads og e klæd’skaff skal sto.
En kuen må vi hå – lad voss mærk’ voss e – jen!
Der er dem, der kun tænker o ånde.
Men di må så nøj’s med den lykk, di fortjenn.
Der skal nok blyv et sæj, som di sånde:
Er hun goej, er det hovre med jen end en flok.
Er hun gall, er jen jennest mier end nok!
En kuen må vi hå, om e verd’n, skal besto,
og e måndfolk itt hielt skal forsømmes.
Om tit vi er dumm, kån vi åltid forsto,
te et glas, der er fyldt, og’ skal tømmes.
Lad voss drikk hindes skål og skænk’ i til den næest –
ja, og di drikker åv, som hæ fått dem den bæedst!
23

En vild’ gjenn hå sin famili’
hyggle samled til et gild’
men senn vi skuld’ ærre moster,
var der månne ting, der skild’.
Jen var kregg, og jen var krånten,
ånde fandt e vej for lang –
det var nærmest Klåej i Katryd
Mads i Mjang.
De var kommen sent og tidle
for å smisk’ og ynd’ sig ind
og var åltid o e tæer,
hvor der var e lidt å vind’.
Og det var der javnle novve,
der skuld sæj’ og lad dem føl’ –
miestens Stinn-Maj om fro Stevning,
Pær i Pøl.
Men det gik med mosters grunker
lisom med det skind, i ved,
det gled fro voss til de fremmed’,
der bløv ingen bovs’ av det!
Nove var så erre arre,
te di itt engang vild hjels’ –
men det var kun Povl i Padholm
Mi i Mjels.
En vild gjenn hå sæt en lill’ bit
gravstenn o hinds grav,
for den skam, te hun skal glemmes,
fælder øver vos en dav.
Men en kund’ vel it hå funden
novve ting, der ho vætt værr’ –
snærred’ Lisbeth om i Leffel,
Klaus i Kær.
Mosters Gravstenn
Ja, om folk vil hå en gravstenn –
svar’ han Peter i Nylej –
så må di skam sjel betal’ en,
lad kun moster hvil’ i frej!
Der er ingen gravstenn præghed
o vor lill’ og fatte mynt –
nikked tynd’ Mari fro Maibøl
Drees i Dynt.
Midt i ålt dæt sneffren, snerren
kam det som et hyggle "mjav":
Lad vos åll’ gå op og vælt em
rigte skarnbøt o hinds grav,
for så kån enhver da sier e,
te vi renn hind itt en døjt!
Æ skal hjels fro Fi i Felsted,
Lavs i Løjt.
Kresten om fro Ketting knurred’
te det flammed om hans hals:
Skal I kom herøv’r fro Soende
og fornærm voss hjem o Als!
Moster hun skal få en stien no,
så hun læng’ kån mærk’ vor glæj,
æ kån svar’ fro Niels i Naldmoss,
Dodde Drej!
Og di nikked’, Niels fro Naldmoss,
Pær i Pøl og Mads i Mjang,
Stinn-Maj, Lisbeth om fro Leffel,
Mi i Mjels, e splejs i Spang,
Klaus i kærr, ja Povl fro Padholm,
og til sidst den tynd’ Mari:
Moster hun skal hå sin gravsten.
Basta ! Og den sætter vi!
24

Martin N. Hansen
Der er så månne stie
Der er så månne stie
og månne vej’ å go,
der sinde för voss vi’e
til det, vi gjenn vil no.
Så mindle en kund sæj til
en pig’ om å blyv bruj,
såndt skuld folk åltid bæj til,
tænk’ o og snakk om Guj.
Og sang vi ingen salme,
det bløv endda hans pris,
vi fandt ham, nærr e falme,
o hver sin vej og vis.
Der er så månne stie
og månne vej’ å go,
der sinde för’ voss vie
til det, vi gjenn vil no.
25

K. Karstensen
Der er et land ,af Herren rigt begavet
Mel: C E.F. Weyse Der er et land .....
Der er et land,af herren rig begavet
med frugtbarhed og alskens ynde smykt;
med velbehag det spejler sig i havet,
som af sin egen yndighed henrykt,
Se dal og bakke, grønne hegn og agre
med tunge aks frembugnende i høst!
Se byer og kirker, spredt i grupper fagre,
bag træer og buske lege skjul med lyst
I syden rejse sig Broager tårne
og skue vide over land og hav,
mens saga taler om de tvillingbårne,
de fromme møer, som dem til kirken gav.
I øst og vester til hinanden vinke
fortrolig Dybbølbjerg og Nybølnor,
mens Sottrup kirketårn i sky mon blinke,
Og rundt omkring velsignelserne gror.
Så denne plet naturen yndig klæder,
ja, Sundeved, Gud Herren signe dig!
Som liljer gro, gid også samlivs glæder
lig vårensknopper frisk udfolde sig.
Held brødre I, som der mon bo og bygge,
Gud, tag os alle i din varetægt!
Gid tro og håb, gid fortids hjemlig lykke
må slynge sig omkring den unge slægt!
26

Martin N. Hansen
Som sang i juninætter
Som sang i juninætter med em åv hyld i blåst’
såndt er o Aæs de lykle ungdomsti’e,
for sjel om det er vinter med islav, håvl og frost,
så drømm’ vi om di frejle sommerstie.
Og vi gik langs e dighe en tidle sommerdav,
og stov vi lidt og kigged’ ved Naldmoss og Fynshav,
så hæ vi ålde funden novve ville.
Så liflet som et rislen højt i vor baerndoms lind
vi hovse glaej den tid, vi gik og sværmed’,
det føest lill kys en vovved’, et håndtryk fast åv hind’
i månne, månne dav’ med rusk det værme.
Og gik en med sin kjærest lidt nenn til Kejnæsdrej
og kigged’ øv’r til Angel, hvad vidst vi så å sæj -
vi såv kun o den suel, der gik i bjerre.
Ja, den som kun er hjemm ved e hav og skov og stråend
føsst i det fremmed føll, hvor godt vi hærr e,
en frejle stoend å mindes, er som en venle håend,
der viske tåre væk fro den, der grærre.
Det er så still’ og frejlet og fint ved Lønsemaj -
hvor tit og læng’ en stov der og såv sig nok så glaj:
vi bytter itt så gjenn med dem o Soende.
Langs med Alssoend en sønda, hvor så vi vil ty hen,
det hiele er så mildt og trygt og frejle,
så en bløv glaj og nikked’ og hvisked’ til sin ven:
Hér kån der da kun mød’ voss novve glæjle.
Men kam vi ud til Arnkil, og strammed’ sig en min’,
e pig’ vel somtid listed’ sin håend så still i din,
for hun mått mærk’ egenn, hvor fast den trykke.
Og stov vi og tåld kjerke ved Almstej o e vej,
det gör folk somtid, næ di blyvver ælde,
da stov det i dæ’ øjn’ som: Lad sent voss mist den glæj
å sier vort låend, der høvve sig og fælde.
Ja, lad det og’ blyv sent för vi i vor grav skal nenn,
og skuld’ engang omsi’e vi komm til lyv egenn,
da lad det blyv o Als melld gammel venner.
27

Etly Fuglsang
Sønderjylland er det bedste sted på jorden
Mel: Når de lyse lærker synger over Danmark
Sønderjylland er det bedste sted på jorden,
en skøn natur med marsk og skov og muld.
Dette lille land, som ligger højt mod norden,
for mig er mere værd, end pure guld.
Våren bryder frem med Lærkesang mod himlen,
mens tusindvis af blomster myldrer frem.
Dg jeg glædes - midt i blomstervrimlen,
at dette skønne land, det er mit hjem.
Når naturen skifter brat fra solrig varme
til køligt blæsevejr med rusk og regn
ved jeg, at det er den ustabile charme,
som på den korte sommer er et tegn.
Selv den barske vestkyst med de mange diger,
som havet uforsonligt æder brysk,
har sin egen skønhed - derfor tro, jeg siger:
"Jeg holder ud, for jeg er Sønderjysk"
Ofte har vi været hårdt betrængt af krige,
men fremmed'magt kom hvergang snart til kort.
Er man sønderjysk, da vil man aldrig vige,
men værne om det rige, som er vort.
Om vor Dialekt, jeg sige kan med rette,
at den er ældst i hele dette land.
Tusind. "egne" gloser, vi i Dansk kan flette-
en ekstra ordbog nemt, de fylde kan.
Når vi sønderjyder syns' at no'd er dejligt,
vi bruger ikke overflødig snak.
For vor tunge føles det så ubelejligt:
Helt enkle ord udtrykker bedre tak.
Andre danske stiller ofte spørgsmål klare:
"Dansk er du ikke - er du måske Tysk?"
Og jeg bli'r så glad, fordi jeg klart kan
"Nej, jeg er nemlig ærke - Sønderjysk"
Når jeg rejser ud til andre skønne lande,
jeg nyder det, men ved, det er et held,
at jeg ikke på et fremmed sted skal strande,
for jeg er Sønderjysk med liv og sjæl.
28

Pær Kresjen kør’ te stajs.
Pær Kresjen kør’ te stajs, mik mak
Pær Kresjen kør’ te stajs.
Han kør’ til stajs med fier tønder rov,
molak, molak, mak mak mak,
Han kør’ til stajs med fier tønder rov,
for pæeng var hadt behov.
Hans kuen hun var’ ham ad:
Lad vær’ med kortspil, punser, sjov,
Og taf kun it vor rov!
Godt uer er haste glemt,
og i Krumom, dér ty han ind
i ly for ræen og vind.
Di tumbe kån hå held.
Han traf Lavs Lykk fro Lambjerreloend
og speeld med ham en stoend.
Og hvondt det så gik til,
Pær Kresjen fæk e hænder fuld’
åv trumfer, søll og guld.
Han bløv nok ålt for kry.
Og for den mild Mads Muus fro Mjang
et hunde dåle sprang.
Men held gör tumbe folk.
Håns Høj fro Hæesthav kam og holdt.
Det kost’ ham kun en gålt.
Og vilde’ bløv dæt spil.
Den rig’ Håns Blaj fro Bleesborre møll’,
han taft sit skimle føl.
Martin N. Hansen
Pær Kresjen
Mel.: Molak, molak mak mak mak.
E folk di kam og gik.
Fro Katryd kam den klog’ Klåj Kok,
men han fæk haste nok.
Pær Kresjen vandt og vandt,
et griss, en kvej, en kuer, et lám
og pæeng og møje krám.
Han sad og glemt sin rov,
sin hest, sin kuen – e snie knyg,
og det tov til å fyg’.
Hun vint’ e hiele nat
og græd og gisped’ og var gall
og fægte’ med e all.
Han kam den trirre dav’
og sang og fløjted’ og var glaj:
Æ kund itt find e staj.
Hvad var det for en snak?
- Nej, æ kam itt til stajs, lill’ muer,
e hest skuld hå et fuer …
Da fløj hun hielt i flint,
og åll’ hinds uer var skarp og stygg:
No skal æ stryg’ din ryg!
Men lav hun såv hans lass
og hør’ et grynt, et bræg et brum,,
da slov hun haste om:
Do er den villest månd!
Og do skal månne gang’ fo lov
å kjør til stajs med rov!
29

Lavst Riemann Hansen
E ledde vette …
Mel: Kalle fra Skåne
Engång wå vi manne, men sin bløw vi få
E ledde vette vette færre o færre.
Men de ska væ løwn, så no bøwle vi å
E ledde vette vette berre o berre.
No ska vi ha folk te o snak å dje sproch
Fo no hæ de læng’ nok væt loj under loch.
Syng me å en synnejysk sang no i flok.
Lidt høje, e’ lidt høje, nej høje – så laue
E ledde vette vette høje – o laue
Vi samlets ædaw o vi samles ægjen
E ledde vette vette tie o tie
E sproch de ska snakkes fo it o dø hen
E ledde vette vette tie o tie.
De goj ve vos snakken æ te de æ glant
O ha et gemytle o it tænk’ å ant.
Vi hø et par vitse, dem vil vi it vant
Føst høje, sen laue o laue o laue
E ledde vedde laue o laue.
Hven vi no ska hjem, e promille den hæ
Bløwn e ledde vette vette, vette høje o høje.
O mens de gæe hjema e skuldre di æ
E ledde vette vette laue o laue.
Jen stæe ve e dø o ka it find te ræt,
E løchelgaf de æ bløwn olt fo adræt.
Jen brøll som en tombe: "Ka do så mak ret
Lidt laue, e lidt høje, ja høje, nej laue
E ledde vette vette laue – din sjauwe"
Æ sproch de æ kønt, o de holde vi a
E ledde vette vette me’e o me’e.
Vi æ en slaws afholdsforening, som ka
Bliw e ledde vette vette bre’e o bre’e
En skål fo vos sjel o det sproch vi tøs om
O la de kuns ly fra Holdbi te Styrtom:
Vi sæje føst mojn næe e glas de æ tom:
Roof høje, e lidt høje, ja høje, o høje
Roof hurra – lidt høje – o høje.
30

Martin N. Hansen
Hvor en var baen
Hjem til di gammel stej’, do,
søgher æ gang o gang.
Mærkes der itt en glæj no
javnt i min hiele sang?
Lisom en pig’ i ål sin ynd’,
för hun skal gyvtes, kån go og nynn -
Såndt er di gammel stej’, do,
hvor en var baen engang.
Ind’ i di gammel skov’, do,
fin’ og til pinsdav lyss’,
er det så godt å sov’ no
ynd’r e skæl, der dryss’.
Find sig et sollstej, ligg sig nenn,
ålt som med guld det langsomt rænn -
ind’ i di gammel skov’, do,
fin’ og til pinsdav lyss’.
Hjemm’ o di gammel vej’, do
hen ad en jenle sti,
hvor en kån go i frej no,
føll en sig karsk og fri.
Stryg’ med e håend og mærk’ e avs -
tænk’ o di folk, en helst vil hovs -
hjemm’ o di gammel vej, do,
Og ad en jenle sti.
31

Preben Schwalm/Tim Hansen
Oldmos seng
Bach di vie målls gadinne
ligge oldmo i sin seng,
sie u ov det bedde vinne
øve kalgård, maj å eng
Mildt å still et smil hun tænde.
Vo ge oldmos tanke hen?
Tænke hun o gammel venne,
som hun snart skal sie egen?
I den seng vo oldmo ligge
bløv hun føj for læng, læng sen.
Lav e klok for evig tigge
ge hin suel no stille nen.
Her hun sin Johannes favne
i di tusen stjerners nat,
lav e oghel sagte havne
nenn bagh Kressen Jønsens krat
Rask fro den hun sprang om morne
for å målk å ryv e blaj.
Det hæ ræne, det hæ tårne.
hun var bare ung å glaj.
Her hun ol sin kræfte sanke,
te det lysne bagh e lo.
Her hun tænt sin stille tanke.
Her hin drømm' begyndt å gro.
Her hun fæk sin tre små drenge'
å sin pigh for læng, læng sen.
Gammel minne, vo I trænge.
Vo gek ol den glæj da hen?
Bagh de vie målls gadinne
ligge oldmo i sin seng,
sie u ov det bedde vinne
øve kalgård, maj å eng.
32

K. Karstensen
Sundevedsangen
Mel. Der er et land....
Der er et land, af Herren rigt begavet
med frugtbarhed og alskens ynde smykt;
med velbehag det spejler sig i havet
som af sin egen yndighed henrykt.
Se dal og bakke, grønne hegn og agre
med tunge aks frembugnende i høst!
Se byer og kirker, spredt i grupper fagre,
bag træer og buske lege skjul med lyst.
I syden rejse sig Broager tårne
og skue viden over land og hav,
mens saga taler om de tvillingbårne,
de fromme møer, som dem til kirken gav.
I øst og vester til hinanden vinke
fortrolig Dybbølbjerg og Nybølnor,
mens Sottrup kirketårn i sky mon blinke,
og rundt omkring velsignelserne gror.
Se denne plet naturen yndigt klæder,
ja Sundeved, Gud Herren signe dig!
Som liljer gro, gid også samlivs glæder
lig vårens knopper frisk udfolde sig.
Held brødre I, som der mon bo og bygge,
Gud, tag os alle i din varetægt!
Gid tro og håb, gid fortids hjemlig lykke
må slynge sig omkring den unge slægt.
33

Martin N. Hansen
Kjesten
Det er en sørle vis’ å syng’
om Kjesten og hinds ven.
Han baj hind om å blyv hans kuen,
og gyvtes vild’ hun gjenn.
Da bløv hinds faster ved å bæj’:
Lad do ham bare rend’,
for la’ mæ ligg åljen og sygg,
det kån do ålde nænn’.
Så skal do få min pæeng og ålt,
og do skal ålde træng’!
Og gyvt dig så, hven æ er død -
det var’ nok itt så læng’. –
Og Kjesten græd og vint og vint,
til Mads en dav rejst åv.
Hinds gammel faster bløv halvfems,
för hun kund få forlov.
Og no hæ Kjesten fått e godt.
Vi hör’ hind ålde klav’ –
for hven en først er fykd halvfjerds,
så hæ det ingen jav.
34

E kokk´i Almstej di er så søvne,
Og åll é høns hærr et trøvsomt løvned,
så tidle hamrer den gamle smej,
te ingen kokke kan sov´ i frej.
En alsisk pich, blyver ingen snot med,
og gods og grunker er itt å spott med,
men er det ålt for en dum Pær Tot,
så la´ ham bare blyw richte snot!
Det var min sandten et fejt kom-sammel,
for der var gild for di richte gammel,
der gik i baendom og itt forstau,
der skal forstaen te å kunn dryv sjau.
Vi dækker op for di kære gæste,
Og somti me’e end vi ka’ læst’e.
Der vår så fint i vor villest stau’ -
men sikken svinnsti, da di drau au!
Sine Tækker
E kokk´i Almstej
Mel: Der bor en bager…
35