Et ja og et nej - om kvindelige præster - Menighedsfakultetet

Et ja og et nej - om kvindelige præster
ved Asger Chr. Højlund
Debatoplæg på Menighedsfakultetet den 20.5.1997
1
Det følgende vil falde i fire afsnit. I de tre første vil vi se på hvad der står i teksterne, under
overskrifterne: 1) Lighed og enhed, 2) Forskel og underordning og 3) Taleforbudet. Og i et
sidste kort afsnit vil vi prøve at drage nogle konklusioner for den nutidige situation.
1. Lighed og enhed
Ligheden og enheden mellem mand og kvinde i NT er på det seneste blevet blevet fremhævet af
Ole Skjerbæk Madsen i hans Tjenester og nådegaver fra 1988. 1 Og jeg mener med fuld ret.
Denne lighed og enhed overdøves let af det, Skriften har at sige om kvindens underordning.
Men det er vigtigt at få øje på dette, for at forstå det med underordningen ret.
For nu at begynde med evangelierne: Her har Jesus en omgang med kvinderne, som ifølge
kommentatorer har virket slående i samtiden. Selv om Jesus udvalgte tolv mænd til disciple,
hører vi også om en kreds af kvinder, der fulgte Jesus på hans rej se: "Sammen med ham var de
tolv, og nogle kvinder, der var blevet helbredt for onde ånder og sygdomme. ... De sørgede for
dem af deres egne midler" (Luk 8,1-3). Selv om det måske er at gå for vidt at tale om en
selvstændig gruppe parallelt med apostlene 2 , er det dog påfaldende helt fra begyndelsen at se en
ganske speciel kvindelig tjeneste fremhævet. Som vi skal se, fortsætter denne tjeneste i den
første kirkes tid.
Disse kvinder har altså sørget for Jesus og hans disciple - endda af deres egne midler. Men det
har tydeligvis ikke begrænset sig til det. Tænk f.eks. på beretningen om Marta og Maria. Da
Maria satte sig ved Jesu fødder, indtog hun en plads, som egentlig tilkom disciplene. Hun fik
betroet undervisning, blev indført i Guds riges hemmeligheder - og det ikke bare med Jesu
allernådigste accept, men til hans glæde og fremhævelse af hende som eksempel (Luk 10,38-42).
Da Jesus lige før sit indtog i Jerusalem deltog i et festmåltid i Betania, var det kvinden, der
salvede Jesus til hans begravelse, der fattede, hvad det hele drejede sig om og viste den
forbeholdsløse kærlighed, som svarede til det - ikke disciplene (Mark 14,3-9). Og Jesus
fremhævede hende for det. Lige som han i øvrigt også gjorde med andre kvinder: Den
kana'anæiske kvinde (Matt 15,21-28), den fattige enke (Mark 12,41-44) m.fl. Jesus omgikkes
kvinder på en måde, som vakte disciplenes undren, da de fandt ham i samtale med en
samaritansk kvinde ved Sykars brønd (Joh 4,27) - ikke blot om dagligdags ting, men om de
mest afgørende ting. Det ligner efterhånden ikke nogen tilfældighed, at det bliver kvinderne, der
bliver de første opstandelsesvidner og i den egenskab sendes med opstandelsesbudskabet til
disciplene.
Og ser vi på den første menighed og den forkætrede Paulus, møder det samme billede os.
Kvinderne hører med i den gruppe, der samles i Jerusalem mellem Kristi himmelfart og
pinsedag. "De holdt alle i enighed fast ved bønnen, sammen med kvinderne og Jesu mor Maria
og hans brødre" (ApG 1,14, NB: kvinderne omtales næsten som en selvstændig grupe). Da
1 1 Se også Inger Margrethe Kofod-Svendsen, Tjen Herren med glæde, Hillerød 1994.
2 2 Skjerbæk Madsen s. 8, sml. s. 100 og note 34.

2
Ånden udgydes pinsedag, har Joel-profetiens ord om, at Ånden udgydes over "sønner og døtre",
"trælle og trælkvinder" uden tvivl svaret til, hvad der faktisk skete: De kvinder, der var der, fik
også del i denne gave. Sådan ser vi det i hvert fald i den menighed, der vokser frem. Vi møder
kvindelige profeter og kvinder, der beder højt ved menighedens gudstjeneste (1 Kor 11,5) -
netop noget af det karakteristiske ved gudstjenesten: "Når I kommer sammen, så har den ene en
salme, en anden en belæring, én en åbenbaring, én en tungetale ..." (1 Kor 14,26).
Det er ikke et udsagn, der hænger løst i luften, når det i Gal 3,28 står: "Her kommer det ikke an
på ... at være mand eller kvinde, for alle er i én i Kristus Jesus". Vel er der forskelle, som vi skal
se. Men det er forskelle, der er bundet sammen af en altafgørende enhed, nemlig enheden i
Kristus, en enhed som gennemtrænger alle forskelle. Sådan som vi f.eks. også møder det i
nådegavekapitlet, 1 Kor 12. En har den gave, en anden den, en har den tjeneste, en anden den.
Men det afgørende er at få øje på den ene Fader, den ene Herre og den ene Ånd og i det
perspektiv at tjene de andre uden at sætte sig over nogen af dem (1 Kor 12,4-6.14-26). Uden at
der dermed er sagt noget mod en særlig kaldelse og en særlig hyrdetjenesten, mener jeg, Ole
Skjerbæk Madsen har helt ret i at understrege, at der ikke er plads til tanken om et skel i
menigheden, mellem nogle der giver og andre der modtager, nogle, der repræsenterer Gud og
andre, der ikke gør det 3 . Menigheden er et kongeligt præsteskab af mænd og kvinder, som
sammen står over for Gud og over for verden.
Som et konkret nedslag af dette har vi bl.a. de mange kvindeskikkelser, der optræder i Paulus'
hilsener (Rom 16,1-16, Fil 4,1-3), og som nok ville være et studium værd. Priskila som næsten
altid nævnes før sin mand Akvila, og som - i øvrigt lige som en række andre kvinder - havde en
menighed i sit hus, med det ansvar, der var knyttet til det, og som i sit hus, sammen med
Akvila, "forklarede Apollos Guds vej mere udførligt" (ApG 18,26); Føbe, som omtales som
menighedstjener, en af de efterhånden faste tjenester, som pastoralbrevene giver forskrifter for,
og som sandsynligvis ikke bare har bestået i praktisk arbejde (jvf. ApG's beskrivelse af
diakonen Filip og fordringerne til en diakon i 1 Tim 3,8ff 4 ); "Maria, som har gjort et stort
arbejde for jer" (Rom 16,6); "Tryfæna og Tryfosa, som har arbejdet i Herren" (16,12), et
udtryk, Paulus bruger om sit eget missionsarbejde; Euodia og Syntyke, som "har kæmpet for
evangeliet sammen med mig" (Fil 4,3); og en række andre (herunder evt. Junia i Rom 16,7 5 ).
Altså en række kvinder med fuld delagtighed i arbejdet, ikke alene som husbestyrerinder.
Det kunne også have været spændende at gå nærmere ind på enkerne i pastoral brevene (1 Tim
5,3-16), som tydeligvis har været en særlig grupe i menigheden med et særlig kald til bøn og
hengivelse og dermed med en reel ramme for en kvindelig tjeneste (på nogle måder videreført i
de senere klosterbevægelser) 6 . Men vi må standse. Forhåbentlig har det givet en lille
fornemmelse af, at det ikke er mundsvejr at tale om en påfaldende fremhævelse af ligheden og
enheden - både i teori og praksis - i den første menighed.
3 3 Skjerbæk Madsen s. 18, sml. s. 9, 28 og 114.
4 4 Se Regin Prenter, Kirkens embede, Aarhus/København 1965 s. 185: "[P]å baggrund af det,
vi i N.T. kan se om diakonatets oprindelige mening, må [det] være berettiget at bruge ordet
diakon om en hjælpepræst..." Sml. s. 153.
5 5 Sml. Skjerbæk Madsen s. 93.
6 6 Sml. Skjerbæk Madsen s. 116 og 129-132.

3
2. Forskel og underordning
Og alligevel er der altså tale om forskel og endda underordning. Det kan ikke hjælpe at se bort
fra det. At forsøge på at henvise det til Paulus' ra binske fortid 7 eller til et aktuelt hensyn til
datidens antikke samfund for på den måde at reducere det til noget af det, der hører en bestemt
tid til, skyder i hvert fald helt forbi, hvad Paulus selv giver udtryk for. Hos ham får udfoldelsen
en vægt og tyngde, som virker påfaldende.
Vi støder på det i flere sammenhænge. I 1 Kor 11, hvor det drejer sig om mænds og kvinders
optræden og især hovedbeklædning ved gudstjenesten - med den indledende begrundelse: "Men
jeg vil have, at I skal vide, at Kristus er hver mands hoved, manden kvindens hoved, og Kristi
hoved er Gud" (11,3, NB understregningen: "Men jeg vil have, at I skal vide"). Og længere
henne med talen om at manden er Guds billede og afglans, mens kvinden er mandens afglans -
med henvisning til skabelsen og rækkefølgen dér: "manden kom ikke fra kvinden, men kvinden
fra manden" (v. 7b-8) og den vigtige tilføjelse: "Dog i Herren er kvinden intet uden manden og
manden intet uden kvinden; for ligesom kvinden kom fra manden, bliver manden til ved
kvinden; men alt er fra Gud" (v. 11).
En anden sammenhæng er Ef 5,21ff, hvor den umiddelbart foregående kontekst igen er
gudstjenesten: "Tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange..." (5,19), hvorfra
Paulus går over til at tale om mænds og kvinders indbyrdes forhold, indledende med det typisk
paulinske: "I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus", og så i umiddelbar
forlængelse siger: "I hustruer under jeres mænd som under Herren...". (Længere nede hedder det
som bekendt til manden: "Mænd elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken".) Altså
en underordning, indrammet af den gensidige underordning, med en forskel i deres gensidige
måde at forholde sig på, der ikke skal udslettes. Sml. en lignende tekst i Kol 3,12-19.
Sådan taler Paulus også. Jeg ved godt, at det er hård kost. Lysten til at springe den slags steder
over er stor, også hos mig. Men skal man være ærlig og reel, bliver man nødt til t aforholde
sig til
dette i al dets fremmedartethed og evt. finde ud af, hvad det rummer, også i forhold til det syn
på kvinden, vi allerede har mødt.
Paulus opererer tydeligvis med en struktur, en struktur, man lidt teknisk har kaldt kefal -
strukturen efter det græske ord for hoved, kefal .Forholdet mellem Gud og menneske har
karakter af en slags orden, hvor den ene modtager sin herlighed, sin doxa, fra den anden.
Nogen rangordning kan man ikke tale om, al den stund der først og fremmest består en dyb
enhed mellem Gud og Kristus, noget der jo altså også gør mellem mand og kvinde, som vi har
set. Alligevel står de i et bestemt forhold til hinanden, hvor der så også er forskel mellem dem. I
deres dybe enhed modtager den ene af den anden og den anden bliver til ved den ene - for nu at
gengive udsagnene om kvinden og manden. Gud relaterer til verden i en struktur, hvor den ene
har betydning for den anden, Faderen for Sønnen, Sønnen for manden og manden for kvinden,
og mennesket igen for hele skaberværket, som vi jo kan se det i syndefaldets konsekvenser for
hele skaberværket (Rom 8). Guds forhold til verden er m.a.o. noget yderst konkret, som vi i
øvrigt også kan se det i den måde, Guds ånd komer til os på, nemlig i form af mennesker:
apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere og så alle menighedens øvrige medlemmere (Ef
7 7 Særlig fremhævet af Paul K. Jewett i Man as Male and Female, Grand Rapids 1975.

4
4,10ff). Menneskets konkrete virkelighed og udrustning, herunder dets kønsbestemmelse,
spiller her en rolle, som vi er meget uvante med at tænke på. 8
Der er dem, der har gjort opmærksom på, at det græske ord for at underordne sig,
hypotassomai, er et andet end det ord, der senere i hustavlerne bruges om slavers forhold til
deres herre eller børns forhold til deres forældre. Dér hedder det lydighed, hypako (Ef 5,21;
6,1.5). 9 I forhold til dette peger ordet underordne hen på en orden, en taxis, noget som det
drejer sig om at udfylde og bevare.
Det har altså ikke noget med magtforhold at gøre. Som Frøkjær -Jensen sammen med flere andre
gør opmærksom på, kaster Jesu måde at være hoved for sin menighed på lys ind over, hvad det vil
sige, at manden er kvindens hoved. 10 Som Paulus understreger det i Ef 5,25ff, drejer det sig om
selvhengivende tjeneste - modsvaret af hustruens underordning. Her som i alle andre forhold
drejer det sig om, at man ikke søger sit eget, men det som gavner og er til opbyggelse for
næsten (Rom 15,2). Det er inden for denne "orden", denne struktur, Guds herlighed formidles
til os, den herlighed, som mennesket ellers har tabt ved synden.
3. Taleforbudet
Det er i denne sammenhæng, Paulus' såkaldte taleforbud eller taleforbud eller læreforbud - hvad
man nu vil kalde det - optræder. Det drejer sig som bekendt om 1 Kor 14,34ff: "Som i alle de
helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De skal ikke tale, men skal
underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge
deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden. Eller er det fra
jer, Guds ord er udgået eller er det kun jer, det er nået til? Hvis nogen mener, at han er profet
eller har en åndsgave, skal han vide, at det, jeg skriver til jer, er et bud fra Herren." Og 1 Tim
2,11ff."En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; men at optræde som lærer
tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand".
Der er stor diskussion om den konkrete udlægning af disse tekster, og særlig, hvad der egentlig
sigtes til med taleforbudet i 1 Kor 14 og læreforbudet i 1 Tim 2. Ifølge den forståelse, som
mange modstandere af kvindelige præster, jeg selv inklusive, har hævdet, kan taleforbudet ikke
være et generelt forbud mod at tale i menigheden, al den stund Paulus lige har omtalt kvindelige
profeter og forbedere i menigheden (1 Kor 11,5 og evt. 1 Tim 2,1) 11 . Det er heller ikke bare en
evt. voldsom snaksalighed blandt kvinderne i Korinth, der er problemet. Det modsiges bl.a. af
8 8 Til en omfattende udfoldelse af dette, se Peter Brunner, Pro Ecclesia, bd. 1, Berlin &
Hamburg 1962, s. 327-338.
9 9 F.eks. Bo Giertz, 23 teser om Skriften, kvinnan och prästämbetet, Uppsala 1981 3 , tese 16
og 17.
10 10 Flemming Frøkjær-Jensen, Det positive nej til kvindelige præster, Århus 1986, s. 10-14.
Sml. John Stott, Issues Facing Christians Today, 1984, s. 244-249.
11 11 Sverre Aalen, "Eksegese til spørsmålet om kvinnelige prester", TTK 1960 s. 4-21 og 81-
96, og andre hævder, at der er tale om to forskellige typer gudstjenesteforsamlinger i hhv. 1
Kor 11 og 14, nemlig hhv. en mindre og en større menighedsforsamling. På den måde mener
man at kunne forlige omtalen af de kvindelige profeter og forbedere i 1 Kor 11 med
taleforbudet i 1 Kor 14. Men teksten synes på ingen måde at give grundlag for en sådan skelnen.
Det virker også som en lidt anakronistisk antagelse at operere med en større og en mindre
menighedsforsamling. Menigheden forsamledes vel altid i husene?

5
den vægt, argumentationen får med henvisning til skikken i de andre menigheder, Guds lov, og
også i en eller anden forstand Herrens bud. 12 Hvad kan der så være sigtet til med ordet "at tale"?
En svensk forsker (Nils Johansson), som flere støter sig til, har ment, at det skulle ses i
sammenhæng med henstillingen til ikke at spørge i menigheden, men spørge derhjemme. 13 Det,
der hermed sigtes til, er den læresamtale i menigheden, som var den form, den egentlige
læreformidling havde (jvf. ApG 20,7 "Paulus førte samtaler med dem..."). Det var denne
læresamtale, kvinden ikke måtte deltage i. Dermed bygges der bro til den anden tekst, nemlig 1
Tim 2, hvor det direkte hedder, at en kvinde ikke må være lærer i menigheden. Den tale, der
sigtes til, er altså lærernes samtale og dermed lærernes forkyndelse, i den samtalens form, som
den havde dengang - derimod ikke andre former for tale, profetiske ytringer, trøst, formaning
o.s.v. Og dermed bliver også den henvisning til et Herrens bud, som virker lidt påfaldende, hvis
det blot drejer sig om almindelig orden og sømmelighed, forståelig. For det er meget
nærliggende, at Jesus rent faktisk har anvist noget om læreformidlingen, idet udvælgelsen og
udsendelsen af apostlene og den læreformidling, de skulle sørge for, vitterligt går tilbage til Jesus
selv. Trods den fremtrædende plads, han gav kvinden, udvalgte han som bekendt kun mænd til
dette, og kan altså meget vel have givet anvisninger om noget lignende for deres efterfølgere. 14
Nu modsiges en sådan tolkning fra flere hold i dag, ikke bare af tilhængere af kvindelige
præster 15 . Man hævder, at det er svært at læse et så specifikt indhold i ordet tale, lale , i 1 Kor
14,34. 16 Tie og tale skal ses i sammenhæng med den umiddelbart foregående kontekst, hvor der
gives anvisninger til, hvordan der i forskellige situationer skal ties og tales, nemlig i forbindelse
med profeti og tungetale. Udsagnet rettet mod kvindernes tale er kun en del af dette. Det
drejer sig først og fremmest om orden og sømmelighed og kan da enten have sin ba grund i et
problem med kvinders snaksalighed i Korinth eller i en særlig kvindeemancipatorisk optræden i
Korinth, som igen evt. kan have sin baggrund i en gnostisk inspireret fornægtelse af en
grundlæggende forskel mellem mand og kvinde. Når det drejer sig om 1 Tim 2 og dets klare
læreforbud, er det ganske vist mere umisforståeligt og omfatende end taleforbudet i 1 Kor 14.
Men det har igen sin baggrund i helt specielle forhold i Efesus, hvor der tydeligvis har været
tale om problemer med kvinders optræden, muligvis med baggrund i den Artemiskult, som
prægede byen, som bl.a. har givet sig udslag i manglende forståelse af sømmelighed og
anstændighed og en vis åndelig nedvurdering af det almindelige, såsom hus og hjem og børn.
Men igen: denne meget specielle situation skulle ikke være bindende for kirken til alle tider.
12 12 Se f.eks. Sverre Aalen anf. skr.
13 13 Nils Johansson, 1. Korintierbrevet 11-14 och prästvigning av kvinnor, Uppsala 1989, s.
45-83, oprindelig: Women and the Church's Ministry. An Exegetical Study of I Corinthians
11-14. 1973.
14 14 En god fremstilling af dette giver Prenter i Kvinden og kirkens embede, ed. Johs. I.
Hansen m.fl., København 1959, s. 56-67. Se endvidere Bertil Gärtner i Kvinnan og ämbetet
enligt skriften och bekännelsen, ed. Åke V. Ström, Uppsala 1958, s. 83-113.
15 15 Se f.eks. en modstander som Ove Conrad Hanssen i debatindlæg på Misjonshøyskolen i
Stavanger 1988 (?): "Til spørgsmålet om ordinasjon av kvinnen til prestetjeneste".
16 16 Til det følgende se den anden debatdeltager ved ovennævnte debat, Karl Olav Sandnes,
"Kvinnen skal tie i forsamlingen", og I. Howard Marshall i The Role of Women, ed. Shirley
Lees, Leicester 1984, s. 177-197.

6
Jeg har ikke drevet så omfattende specialstudier - og tiden er heller ikke til - at jeg kan gå i
detaljer her. Det er nok svært at bevise, at det i 1 Kor 14 drejer sig om deltagelsen i en
læresamtale, selv om denne tolkning stadig for mig at se er nærliggende. Jeg mener, at det gør
omtalen af et Herrens bud mest forståelig. 17 Den konkrete anledning til anvisninger i hhv.
Korinth og Efesus med evt. gnostisk inspireret kvindeemancipation og manglende ærbarhed er
for mig at se interessant. Men betyder det, at det hele dermed bliver tidsbundet?
Hvad der for mig at se - med de usikkerhedsmomenter, der knytter sig til detaljerne - bliver
stående, er den betydning og plads, skabelsesordningen har i Paulus' argumentation. Det er
virkelig ikke bare almindelige sømmelighedshensyn, der føres i marken. "De må ikke tale, men
underordne sig, sådan som loven også siger" (1 Kor 14,34). 18 Det er det grundlæggende forhold
mellem mand og kvinde, vi allerede har set på, der ligger i bunden af alt, hvad Paulus siger her.
Gud har skabt mennesket som mand og kvinde. Med syndefaldet er der kommet synd og magt
og undertrykkelse og misundelse ind i dette forhold. I Kristus er der sket et grundlæggende
forandring i dette. Kvinde og mand kan se og behandle hinanden som ligeværdige. Men det
ophæver ikke forskellene. Skulle der i Korinth og evt. Efesus være tale om gnostisk-lignende
tanker om, at man som åndeligt menneske er hævet over den skabelsesmæssige virkelighed,
herunder kønsbestemmelsen, 19 sætter Paulus en kraftig bom for det, på god jødisk-kristelig
skabelsesmæ sig grund. Det seksuelle, den kønsmæssige differentiering, det at føde børn, det at
forholdet mellem mand og kvinde er præget af en struktur, der har noget med underordning at
gøre, hvor svær den end kan være at definere, er ikke et til bagelagt stadie, når man er kommet
ind i troens rige. Kønsbestemmelsen med alt hvad det indebærer, bortset fra syndens fordrejning
og misbrug, med dens forskelle og enhed, er noget godt og afgørende vigtigt. Og den skal
afspejles i den måde, de kristne er sammen på - til gudstjeneste og i hjemmet - midt i den
gensidige tjeneste.
Man kan spørge, hvorfor det lige skal finde sit nedslag i et nej til kvindelige præster og ikke til at bære slør.
Virker forskellen i lydighed over for påbudene i 1 Kor 14 og 1 Kor 11 ikke ret tilfældig i betragtning af den
teologiske tyngde i argumentationen, man finder begge steder? Begge steder er der vel på en eller anden måde
tale om et ydre nedslag af et grundlæggende forhold mellem mand og kvinde. Dette grundlæggende forhold er
17 17 Det er efter mit skøn mest naturligt at læse afsnittet om taleforbudet, 14,34-36, og den
efterfølgende henvisning til et Herrens bud sammen og ikke adskilt, som DO og Nestle lægger
op til. Udsagnet "Hvis nogen mener, at han er en profet, skal han vide, at det, jeg skriver, er et
bud fra Herren" (v. 37), står i forlængelse af det foregående vers "Eller er det fra jer, Guds ord
er udgået..." Korinthermenigheden har i sin stærke åndelige selvbevidsthed påberåbt sig en
direkte profetisk vejledning som baggrund for den stilling, man har givet kvinderne i
gudstjenesten. Og det er imod dette, Paulus henviser til budet fra Herren. Se f.eks. Nils
Johansson, anf. skr.
18 18 Som Peter Brunner, anf. skr. s. 326, siger, kan Paulus andre steder sagtens give
anvisninger, som går på tværs af, hvad der var skik og brug både i synagoge og græsk omverden.
Påbudet om at manden skulle have utildækket hoved ved gudstjeneste var således i højeste grad
uanstændigt målt med synagogens alen. Og med taleforbudet for kvinden afgrænser Paulus
faktisk den kristne menighed fra en kultisk praksis, som man både kan finde i hellenistiske og
gnostiske sammenhænge.
19 19 Se Conrad Hanssen og Sandnes, anf. skrifter. Således f.eks. også Gärtner, anf. skr.

7
det åbenbart muligt at bevare i vor tid, uden at kvinder behøver at bære slør. Kunne det samme så ikke tænkes, når
det gælder taleforbudet? Sådan lød en af indvendingerne ved debatten.
Jeg skal ikke påstå, at jeg har fundet det endegyldige svar på indvendningen. Men jeg tror, at noget af svaret
ligger i dette, at kirkens historie er med til at kaste sit lys over Skriften. I kirkens historie nåede man temmelig
hurtigt frem til, at formaningen til kvinden om at bære slør var en måde at markere forholdet mellem mand og
kvinde på, som hørte en bestemt tid til, mens formaningen om, at hun ikke skulle være lærer i menig heden, var
af mere grundlæggende karakter (således tydeligvis Luther og de andre reformatoriske fædre) 20 . Vel udgør en
sådan kirkelig udlægning og udvælgelse ikke nogen sidste autoritet for os - vi må med Luther holde klart fast
ved, at Skriften står over kirken og dens udlægning. Men det er ikke det samme som at sige, at vi ønsker at
undvære denne udlægning. Tværtimod kan den ofte - i sine grundafgørelser - vise sig at stå tættere på den bibelske
virkelighed og have valgt rigtigere end vi. Det må altid kunne komme an på en prøve - det er sandt. Og er der
ikke grundlag for det i Skriften, må det forkastes. Men er der ting i Skriften, der peger i den retning, er der al
grund til at fastholde det. (Det er på mange måder den samme tankegang, der ligger bag, når vi med fuld ret
hævder barnedåbens bibelske gyldighed, selv om vi ikke har noget skriftsted, der udtrykkeligt taler om dåb af
børn.)
Og der er ting, der peger i den retning. Både teksten og sagen selv antyder, at slørpåbudet har et løsere og mere
tilfældigt forhold til den grundlæggende kefalestruktur end taleforbudet. Efter formaningen i 1 Kor 11 lyder der
et: "Døm selv!" og "Der er måske nogen, som har lyst til at strides om dette; vi har ingen sådan skik, og Guds
menigheder heller ikke" (v.13 og 16). Efter formaningerne i 1 Kor 14 hedder det: "Eller er det fra jer, Guds ord
er udgået, eller er det kun jer, det er nået til? Hvis nogen mener, at han er profet eller har en åndsgave, skal han
vide, at det, jeg skriver til jer, er et bud fra Herren. Hvis han ikke anerkender det, bliver han ikke selv
anerkendt" (v. 36-38). Selv om afslutningen i kap. 11 på ingen måde fra Paulus' side er et oplæg til åben
afgørelse, er det svært at komme uden om en ikke uvæsentlig forskel i tyngde i de to afslutninger.
Og så ligger det i sagen selv. Den myndighedsudøvelse, som kefalestrukturen også handler om, kommer på en
helt anden grundlæggende måde til udtryk i dette at optræde som lærer i for samlingen med den myndighed, som
denne læreformidling er forbundet med, når f.eks. vranglærere skal afvises eller offentlige syndere skal
tilrettevises, end i dette at gå uden slør. Det er uden tvivl noget af dette, man har fornemmet op gennem kirkens
historie. Og den fornemmelse synes jeg, det er svær at komme uden om.
Hvis man alligevel mener, at taleforbudet er et tidsbestemt nedslag af kefalestrukturen på linje med slørpåbudet
og derfor ikke kan se noget problem i kvindelige præster, må man stille det spørgsmål: Hvordan kommer
kefalestrukturen så til udtryk? Nok finder kefalestrukturen skiftende udtryk, som vores forhold til 1 Kor 11
viser. Men kan den være uden noget ydre udtryk eller med ydre udtryk, som ingen mærker noget til? Her
forekommer det redeligere at indrømme, at det er en linje i Paulus' tænkning, man simpelthen har opgivet, sådan
som Kirsten Münster også gør. Man skal så bare gøre sig klart, at man da opgiver noget, der tydeligvis har
afgørende betydning for Paulus selv, idet det hos ham er udtryk for intet mindre end en fastholdelse ved
skabelsens Gud og den lov, han har nedlagt i sit skaberværk, bevidnet af Det gamle Testamente.
Det er i det lys, jeg forstår den udtalelse af Olav Fog, som Kirsten Münster anfører i begyndelsen af sit indlæg og
reagerer så skarpt på, nemlig at man med et ja til kvindelige præster har valgt et andet fundament for sin
religiøsitet end åbenbaringen i Kristus. Det hører til en gnostisk tænkemåde at forstå den frelsesmæssige
virkelighed som noget, der ophæver de skabelsesmæssige forskelle. I den forstand kan en argumentation for
kvindelige præster meget vel røbe, at man står med et helt andet fundament for sin religi øsitet end åbenbaringen i
Kristus. Så vidt ønsker Kirsten Münster ikke at gå - ud fra en klar fornemmelse af, at det er sværmeri. Men i sin
iver efter at påvise, at selve nedslaget af de grundlæggende skaberordninger forandrer sig og i dag kan se
anderledes ud end på nytestamentlig tid - og som sagt er en sådan påvisning et stykke på vej rigtig - kommer hun
dog tæt på at lade det øjeblikkeli ge kulturelle stade være enerådende i bestemmelsen af disse ordningers indhold
(det eneste der hos Kirsten Münster bliver tilbage af kefal -strukturen er den gensidige underordning). Det
bliver dermed let til en forståelse af skabelsen og dens ordningsmæssige indhold uden noget tilhold i den lov,
som spiller så væsentlig en rolle for Paulus i hans forståelse af skabelsen, og i apostlenes egne anvisninger. Hvad
20 20 Et af de mest omfattende og teologiske afvisninger af, at kvinder kan blive præster,
kommer Luther med i skriftet Von den Schleichern und Winkelpredigern, WA 30 III, 524,23-
525,8. CA 28 giver et godt eksempel på reformatorernes tolkning af 1 Kor 11.

8
en sådan løsrivelse af den bibelske bestemmelse af skaberordningerne og deres indhold kan føre til på andre
områder, har vi vel afskrækkende eksempler nok på i dag - jeg tænker selvfølgelig på homofilidebatten.
4. Aktualiserende konklusion
Sådan ser det bibelske materiale ud, sådan som jeg ser det. Og vi skal nu forsøge at drage nogle
enkelte konklusioner.
Allerførst kan der være grund til at forholde sig til spørgsmålet, om dette overhovedet har nogen
adresse til os. En af påstandene i flertalsafgørelsen fra lærerrådet på MF i Oslo fra starten af 70erne,
som åbnede for et ja til kvindelige præster dér, var, at når det drejer sig om kirkeordninger,
er vi efter luthersk lære ikke bundet af Bibelen, og at det ville være til fare for evangeliet at lade
sig binde af kirkeordningsmæssige forskrifter i NT. 21 Jeg er helt uenig i en sådan tolkning. Ifølge
luthersk lære er det afgørende kriterium for, om noget gælder for os, at Bibelen selv taler om det
som noget, der har gyldighed for os. Og her gælder det ganske rigtigt for en række af de ting, vi
møder i NT af kirkeordningsmæssig art, at de mere har karakter af underretninger om
forskellige skikke, end af bud for os - og derfor ikke er bindende.
Men det gælder ikke for alle ordningsmæssige spørgsmål og bestemt ikke for dette. "Hvis nogen
mener, at han er profet eller har en åndsgave, skal han vide, at det, jeg skriver til jer, er et bud
fra Herren. Hvis en ikke anerkender det, bliver han ikke selv anerkendt" (1 Kor 14,37f). Sådan
siger apostelen - og så er det i øvrigt i denne sammenhæng ligegyldigt, om det går på det specielle
taleforbud eller på hele kapitlet. Skam få den, der ved hjælp af et teologisk princip sætter et
sådant apostelord ud af spillet!
Og så kunne vi i denne sammenhæng gøre en del ud af, hvordan dette hører med i hele det
kompleks, der har med Bibelen som autoritativt ord og åbenbaring at gøre, ikke bare når det
gælder dens forkyndelse af Gud og hans gerning, men også når det gælder hele spørgsmålet om
det at være menneske. Den grundlæggende forståelse af, hvad det vil sige at være menneske,
henter vi bl.a. fra disse korte og prægnante ord om Gud, der skabte mennesket som mand og
kvinde. I al deres fortidighed er det dér, vi har lyset over, hvad det vil sige at være menneske.
Det er kristen tro.
Og dermed til selve sagen: Det vi efter min bedste overbevisning har set er, at der er en
ordning, som Gud vil skal bestå - med lighed, fælle skab og forskel. Og det skal afspejle sig, når
menigheden kommer sammen til gudstjeneste og i det nære forhold mellem mand og kvinde i
hjemmet. 22 Hvordan? I en fælles tjeneste med forskellige roller. Det er det, vi møder i hele NT,
også i talen om nådegaver og tjenester. Selv om det er lidt svært at få et helt entydigt bil lede af,
hvad 1 Kor 14 isoleret betragtet sigter til, aftegner der sig et tydeligt billede i 1 Tim 2. Den
tidlige oldkirkes historie, hvor der vitterligt ikke findes eksempler på kvindelige hyrder og
lærere 23 , viser, at 1 Tim ikke er et specialtilfælde. Når menigheden kommer sammen, skal den
eller de, der har læremyndigheden og hyrdeansvaret, være en mand/mænd. Og sådan har skikken
21 21 Luthersk Kirketidende 1973, s. 7.
22 22 Det er bemærkelsesværdigt nok kun ind for hjemmet og menigheden, NT applicerer
kefalestrukturen. Bo Giertz, anf. skr., har den tanke, at det hænger sammen med, at det kun er
på kærlighedens grund, at den bibelske formaning om underordning forstås ret. Hvor denne
ramme ikke er til stede, i samfunds- og erhversliv, finder vi derfor i Bibelen ingen applicering af
kefalestrukturen, men tværtimod adskillige eksempler på kvindelige ledere.

9
været lige siden. Selv om der er en udvikling i kirkens måde at indrette sig på, og der i denne
udvikling også opstår former, som ikke er kristeligt heldige, bl.a. tendensen til at monopolisere
tjenesterne i det ene præsteembede eller i det kirkelige hierarki, er der dog i selve dette, at en
mand forestår menighedens gudstjeneste som dens leder, en grundstruktur, som har sit klare
tilhold i Skriften.
Man kan udlægge denne ordnings betydning på forskellig måde. Man kan som Ole Skjerbæk
Madsen tale om, at det tjener til at fastholde tvekønnetheden iblandt os og i denne forbindelse
faderbilledet, og det vil sige Gud som far og derefter ethvert faderforhold på jorden (s. 98).
Eller man kan som Frøkjær-Jensen se det som udtryk for, at det er manden, der skal have den
udsatte post, som et hyrdeembede ret forstået må være, jvf. den omvendte pyramidestruktur, der
skal herske i kirken. Eller man kan som nogle mere højkirkeligt sindede gå ind på den tanke, at
Kristi nærvær i hans menighed på den måde ikke forbliver en rent åndelig sag, men netop træ der
frem i konkret afbildning og derfor som mand. Selv om man kan være skeptisk over for den
sidste tankegang, fordi den så let fører til et manglende syn for, at det først og fremmest er
menigheden, der er Kristi repræsentant på jorden, kan det dog overvejes som en sand tanke
inden for en sådan forståelse af menigheden. Uanset den nærmere betydning, man lægger i det, er
der efter mit skøn en dyb bibelsk sandhed i, at det er mænd, der forestår menighedens
gudstjeneste, hos os: er præster.
Men når det er sagt, er det lige så evident, at der mangler noget i vores kirke - at synet for den
kvindelige tjeneste let forsømmes. Den mulighed, kvinden havde for at deltage med profeti eller
forbøn eller aktiv deltagelse og medansvar i undervisning, eller den særlige tjeneste, som
enkerne udførte i den første kirke, er ikke særlig fremtrædende hos os. Noget af det fungere
ganske vist i de frie organisationer - men egentlig ikke som en kvindelig tjeneste, hvor deres
religiøse erfaring, "som er deres og ikke uden videre også mænds" 24 , får fuld og hel hjemstedsret.
Og i den mere officielle folkekirkestruktur har vi da også visse muligheder. Men her samler det
hele sig alligevel mere eller mindre om det ene præsteembede. Det bliver derfor let dér, de
piger, der har fået et særligt kald fra Gud og også gaverne til det, tyer hen. Efter min
overbevisning til skade for sig selv og vores kirke, selv om denne kirke p.d.a.s. også har brug
for deres tjeneste og gaver. Hvordan løser vi dette?
Egentlig burde vi have meget bedre tid til at gøre noget ved dette spørgsmål. For skulle vi have
noget af den tjenestedeling, som det, jeg har trukket frem, lægger op til, skal der flyttes en hel
del, dels i den embedstænkning, som har udviklet sig i den lutherske kirke, med
understregningen af det ene embede, og dels i det krav om fuldstændig ensartethed, der ligger
bag manges kamp for kvindelige præster. Som kirken er indrettet, har vi kun det ene embede,
stort set. De små forskelle, der var før, med sognepræster, hjælpepræster og kapel laner, er jo
næsten udryddet. Der var vel en hel del af en præsts funktioner, som lige så godt om ikke bedre
kunne varetages af kvinder. Men nu er det altså bundet op af det ene embede, så at man må tage
hele pakken, hvis man vil gerne vil have noget af den.
Vi burde have kvindelige tjenester - også hvor der var brug for teologer. Det er bestemt ikke i
strid med NT, at kvinder også bekymrer sig om læren og har et medansvar der. Og så har
kvinderne noget at bidrage med i helheden, som kun de kan bidrage med, af omsorg og
23 23 Skjerbæk Madsens antydninger af noget andet, s. 101-103, virker ikke overbevisende.
24 24 Skjerbæk Madsen s. 99.

10
hengivelse, til gavn for alle og som forbilleder for andre kvinder. Om vi dog bare kunne have
en sådan tjeneste på en måde, så at Guds gode ordning med sin skabning ikke blev fornægtet eller
tilsidesat.