Børn&Unge nr. 028/2010 - Bupl

20
ARBEJDSGLÆDE
KENDTE ER PJATTEDE MED PÆDAGOGER
SKUESPILLER LARS BOM:
I ER VERDENS BEDSTE
Gode pædagoger, der gider deres job og engagerer sig, er vore dages
(underbetalte) pionerer. Den viden, vi har i dag om mennesker og
om at være sammen, er i høj grad skabt af moderne pædagogik
i Danmark. Vi er blevet meget mere relationskompetente end
tidligere, og mange forældre har taget ved lære af de mange års
påvirkning af gode intentioner med at lære en anerkendende
tilgang til deres børn. Men polariseringen i samfundet slår også
igennem på samværet mellem børn og voksne. Og på begge sider
fi nder der omsorgssvigt sted. De servicerede børn kan ikke
fi nde ud af at dele, og de kan ikke tåle modstand. De forsømte
børn, der ikke får madpakke med, skriger på opmærksomhed og
kærlighed. Pædagogerne har et stort arbejde med at få enderne
til at mødes. Et arbejde med behovsudskydelse for nogle børn og
med nærhed for andre børn, samtidig med at de tumler diskussionsivrige
forældre, administrativt arbejde og personalepleje.
De sociale relationer er mere end nogensinde før en vigtig
sag. Og det kræver et stort hjerte og et stort engagement, som
jeg mener, samfundet ikke honorerer nok. Advokater har det
for eksempel let i forhold til socialarbejdere, men tjener til
sammenligning styrtende med penge. Mine egne børn har i
skolen haft fremragende, engagerede pædagoger, som ikke sad
på laurbærrene, når en pædagogisk gevinst var i hus. Deres arbejde
var båret af kærlighed til børnene, og det smittede af på
forældrene, som var meget taknemmelige. Til gengæld oplevede
jeg i en børnehave, at de mange kvinder lagde en dæmper på de
fysiske udfoldelser, fordi det ikke lå til dem selv at være fysiske.
Den åndelige kaff ekop sad klistret til fi ngeren hos nogle. Målet
må være at få så mange børn til at være meget fysiske, for det
er der alt for lidt af. Og jeg håber, at pædagogerne selv vil gå i
spidsen, hvad det angår. Vær det, du siger.
Men generelt synes jeg, at vi i Danmark kan bryste os af at
have verdens bedste pædagoger.
Skuespiller
Anne-Grethe Bjarup Riis:
Forældre elsker pædagoger
’Du skal i børnehave! Mor og far skal
på arbejde!’ Vi kender det alle. Hylen
og skrigen fra trætte småfolk, der
skal hives op af sengene og proppes
over i institutionen. Og igen gråd,
når det er hentetid. Derefter et sandt
kaos hjemme ved aftensmaden, for
børnene er for trætte til at spise. NY BOG PÅ GADEN
Det er smerteligt at sige det højt, Anne-Grethe Bjarup Riis har
men vi forældre har stort set ingen netop udgivet romanen ’Send
kvalitetstid med det afk om, vi har fl ere børn’. Bogen handler om en
sat i verden. Pædagogerne har hver- kvinde, der efter en skilsmisse
dagen med vores børn. De står med kaster sig i armene på en klatre-
et kæmpestort ansvar for den nye
entusiast med fl air for poesi
generation.
og madlavning, og som har en
Og vi forældre ved det. Vi har tillid
lesbiske ekskone, der vil gøre alt
til pædagogerne og ved, at de tager
for at få hans sæd.
deres arbejde alvorligt. Vi ved, der
står et kompetent korps hver morgen,
som helhjertet stimulerer vores børn, giver dem opmærksomhed
og kærlighed og lærer dem at fungere sammen med andre, så de
bliver sociale og hele individer.
Nu må politikerne snart sige et rungende TAK og skabe et positivt,
anerkendende fokus på de tapre mennesker, der dag ud og dag ind
redder vores røv.
Hele arbejdsmarkedet ville kollapse, hvis vi ikke havde det privilegium
at kunne parkere vores små prestigeguldklumper fra otte
morgen til fem aften, så familien Danmark kan få smør på brødet.
Men bliver pædagogerne taget seriøst? Svaret er desværre nej.
Med kommunernes konstante sparekniv og regeringens samtykke,
er det, som om ingen har fattet, hvilken vigtig og langsigtet opgave
vores pædagoger rent faktisk står med.
Kære politikere. I kan fandeme ikke være det bekendt! Jeg fristes
til at tro, at I er et frigidt og barnløst team af hjerteløse og uempatiske
amatører, siden I tillader jer at behandle vores pædagoger på
denne inhumane måde.
Kære pædagoger. I skal vide, at vi forældre elsker jer og ved, at I
gør en uvurderlig forskel for vores børn. Vi anerkender og sætter så
utrolig stor pris på jeres arbejde. Vi lider med jer, når I igen, igen,
igen skal stå med bannerne ude i kulden og råbe politikerne op. Og
vi bliver varme dybt inde i hjertet, for I gør det for vores børns skyld.
Studievært Nikolaj Koppel:
Mine børn har
forrygende pædagoger
De bedste pædagoger husker man hele sit liv. Jeg har en
hel håndfuld, hvis ansigter og fantastiske måde at være
på står lysende klart for mig. Jeg er sikker på, at mine
børn får det på samme måde. De har nogle forrygende
pædagoger – hver med sit særkende – omkring sig hver
eneste dag i skolen og i SFO’en.
SF-formand Villy Søvndal:
Jeg er fuld af beundring ndring
Jeg har mine oplevelser med pædagoger fra a to
sider. Som socialudvalgsformand i Kolding ing
Kommune helt tilbage i forrige årtusinde nde
var jeg ansvarlig for området, og så har jeg
mange oplevelser med mine egne børns institutioner.
Som formand for socialudvalget var det formidabelt
at møde de altid meget engagerede ede
pædagoger og se det arbejde, de gjorde
med børnene. Det var en fornøjelse at se, ,
hvor glade både børn og forældre var for
pædagogernes arbejde.
Selv har jeg tre børn, der alle har
gået i institutioner. I de institutioner
har jeg altid været fuld af beundring
over pædagogernes dygtighed og deres
evne til at udvikle og opmuntre børn. De e
formår at få de sjove sider frem i børnene. e.
Det er de fantastisk dygtige til.
Politikere, skuespillere og mediefolk er vilde med pædagoger.
Pædagoger redder forældrenes røv, de er afgørende
for integrationen og er ildsjæle med store hjerter, lyder
nogle af skudsmålene.
Folketingsmedlem Naser Khader (K):
Jeg er vild med dem
Efter at jeg skrev min bog ’Ære og skam’, holdt jeg
kurser og foredrag om forskellen på mellemøstlig og
dansk opdragelse. Der deltog mange pædagoger, og
jeg oplevede dem som ildsjæle, som gør en stor indsats
– især for tosprogede børn. De er meget vigtige i
forhold til integration. En del børn kommer fra hjem,
hvor man ikke er integreret. Her bliver pædagogerne
kulturbærende for børnene.
Da jeg kom til Danmark som 11-årig og skulle lære
dansk, fi k jeg lektiehjælp af pædagogerne på mit fri-
tidshjem. Det var før lektiehjælp blev sat i system,
så det var ikke noget, de skulle. Det var noget, de
gjorde. Det betød rigtig meget, fordi mine forældre
ikke kunne hjælpe. Min far havde gået tre år i skole,
mens min mor slet ikke havde nogen skolegang. Derfor
var det helt afgørende for, om jeg blev til noget eller
faldt igennem, at de hjalp mig.
En pædagog, der hedder Mette, blev en brobygger
mellem mine forældre og det omgivende samfund.
Hun havde boet nogle år i Mellemøsten, og mine
forældre fi k stor tillid til hende. Det var hende, som
overtalte dem til, at vi børn skulle med på lejrskole
og til fødselsdage. Hun var en vigtig person for os
fem søskende.
Jeg har også mere friske oplevelser med pædagoger.
Min søn Hannibal er seks år nu og stoppede i børnehaven
i sommer. Jeg har fl ere gange tænkt over, at
jeg virkelig misunder pædagoger deres tålmodighed.
Når Hannibal vil have læst den samme godnathisto-
rie derhjemme for tyvende gang, tænker jeg: ’Åh,
nej’. Men børnehavepædagogerne må have læst den
samme bog 100 gange. Det er en beundringsværdig
tålmodighed. Jeg kan ikke fi nde på noget negativt at
sige om pædagoger. Jeg er vild med dem.
BØRN&UNGE | NR. 28 | 2. DECEMBER 2010 21