Børn&Unge nr. 028/2010 - Bupl

18
ARBEJDSGLÆDE
De italienske ledere tager fl ittigt noter. De skal skrive
en bog om deres erfaringer fra turen i Danmark.
Italienerne er slet ikke imponerede over de
danske børns madpakker.
blomsten når de italienske ledere ikke at
lægge overtøjet, før fl ere af dem interesseret
går i gang med at fi lme og tage billeder af
omgivelserne. Opstillinger med tørrede blade
og tegninger, opslagstavlen og fotokollager
på væggene, alt sammen bliver omhyggeligt
fotograferet. Den digitale optager bliver sat
til, da pædagogisk leder Annette Scheerer
fortæller om dagligdagen og pædagogikken
i vuggestuen og børnehaven.
De otte italienske ledere har slået sig ned
ved et ovalt bord i et fællesareal mellem de to
stuer ’spilopperne’ og ’hønsene’, som der er
kig ind til gennem cirkelformede glasvinduer
i dørene. Med termokander og kaff ekopper
på bordet går Annette Scheerer i gang med
sit oplæg.
Hun fortæller om den daglige rytme i
institutionen, og at målet med pædagogikken
blandt andet er, at børnene skal blive
selvhjulpne sociale individer, som også kan
begå sig i en gruppe. Italienerne nikker og
tager noter rundt om bordet. Studieturen skal
nemlig også resultere i en bog med erfaringerne,
der skal bruges til efteruddannelse
hjemme i Italien.
Efter oplægget spørger de italienske ledere,
hvordan institutionen inkluderer børn med
særlige behov. I Italien bliver alle børn, også
svært handicappede, integreret i almindelige
tilbud. Specialinstitutionerne blev nedlagt
i 1970’erne, da Italien gik over til en politik
om integration, som landet høster stor international
anerkendelse for.
Annette Scheerer fortæller, at institutionen
rummer børn med særlige behov og
lette handicap, men børn med handicap som
Downs syndrom, svære fysiske handicap eller
autisme kommer i et specialtilbud.
Bagefter viser Annette Scheerer gruppen
rundt i institutionen, så de kan danne sig
et indtryk af de fysiske omgivelser og de aktiviteter,
der foregår.
Børnene på stuen ’radisserne’ er ude at
’svømme’. De små vuggestuebørn maver sig
rundt mellem hinanden på gulvet, da gruppen
på otte italienere kommer ind på stuen.
»Uhh, nu er I ude på dybt vand,« lyder det
opmuntrende fra pædagogen på fl odbredden,
og italienerne ’svømmer’ med store armbevæ-
gelser entusiastisk over det krokodillefyldte
vand, og når sikkert over på den anden side
af fantasifl oden.
MADPAKKER VÆKKER SKEPSIS. I børnehaven
får italienerne sig et kulturchok, da
de får lov til at kigge ind i køleskabet, som er
fyldt op med madkasser i forskellige former,
farver og størrelser. I Italien spiser børnene,
og også de voksne for den sags skyld, varm
mad til frokost. Madpakker eksisterer hverken
i daginstitutioner eller på arbejdpladser.
En af de italienske ledere tager kameraet frem
for at forevige fænomenet.
Annette Scheerer tager en af madpakkerne
ud og åbner den. De små fi rkantede sølv-
papirspakker vækker skepsis i de italienske
besøgendes blikke, da de kigger ned i den
lyserøde madkasse.
»Det er ikke en kritik, men noget over-
raskende, at børnene spiser kold mad,« siger
en kvindelig deltager fra gruppen bagefter
om oplevelsen, der lader til at have rystet fl ere
fra gruppen.
Udenfor på legepladsen kan de italienske
ledere også konstatere, at de danske børn har
andre forhold end de italienske. Men denne
gang er de meget entusiastiske.
Den store legeplads, som ligner en almindelig
legeplads til en institution i Danmark,
har en sandkasse, legeredskaber i forskellige
naturmaterialer, buske, træer og græs.
Det gør indtryk på gruppen, for sådan ser
en legeplads langtfra ud, hvor de kommer
fra. Selvom pædagoger i Italien deler opfattelsen
af, at naturen kan give børnene mange
gode oplevelser, er italienske institutioner
underlagt strenge sikkerheds- og hygiejnenormer.
Det betyder, at sandkasser i institutioner
nu er forbudt, fordi der er risiko for,
at børnene fi nder efterladenskaber fra katte
eller andre dyr.
Naturmaterialer er heller ikke tilladt af
samme hygiejnemæssige årsager. Samtidig
er der meget høje krav til sikkerheden, og
forældre er ofte bekymrede.
»Her er der ikke engang en rigtig ind-
hegning,« kommenterer en deltager fra grup-
pen overrasket, da hun ser, at det eneste,
der adskiller legepladsen fra det omkringlig-
gende terræn, er et trådhegn, der nok skulle
være til at skræve over for en voksen person.
Gruppen er også imponeret over, at børnene
er ude i alt slags vejr.
»Hvis det regner eller er koldt, kommer
børnene slet ikke ud hos os,« siger en af de
italienske ledere.
På turen til den næste institution begynder
regnen at falde i tunge dråber over Hold-An
Vej og gruppen af italienere på udfl ugt. Se-
kundet efter har de alle taget paraplyer frem
fra deres tasker, for heller ikke de voksne ita-
lienere har godt af regn.
»Vi italienere har det med paraplyer, som
japanere har det med kameraer, så det kan
man altid kende os på,« griner en af deltagerne,
mens de haster mod programmets
næste destination.
Mens vi står og tripper i regnen foran den
integrerede institution Stjernehuset, falder
samtalen igen på mad. Italienerne kan ikke
slippe oplevelsen af køleskabet fyldt til bristepunktet
med børnenes madkasser.
»Men de kunne i det mindste lade være
med at putte dem i køleskabet, så de ikke
er så iskolde,« mener en kvindelig deltager
fra gruppen, der sandsynligvis aldrig har
prøvet at spise en madpakke, som har ligget
fi re timer i stuetemperatur.
MÆND ER GODE. Indenfor i Stjernehuset
dufter der til gengæld af varm mad. Vuggestuebørnene
skal have moussaka. De italienske
ledere bider især mærke i, at der sidder
fl ere mandlige pædagoger sammen med bør-
nene ved bordene.
Det får snakken til at gå om mandlige
pæda goger, der er et særsyn i italienske dag-
institutioner.
»Vi skulle ansætte en barselsvikar i sidste
måned, og der var faktisk mulighed for at
vælge en mand, men det skabte stor bekym-
ring, især for at forældrene skulle opponere,«
fortæller en leder.
Hun mener, at der kun er få mandlige
pæda goger i Italien, fordi lønnen for lærere
og pædagoger er lav.
»Indtægten bliver opfattet som en ekstraindtægt
til familien, og derfor ses både lærerog
pædagogfaget som kvindejob,« siger hun.
I Stjernehuset arbejder fem mænd, fortæller
leder af Stjernehuset Lene Trolle
Colding-Jørgensen senere, da der bliver tid
til spørgsmål.
»Det er godt for børnene, men så sandelig
også for personalet, så det ikke bliver en ren
hønsegård,« forklarer hun.
At dømme efter de nikkende ansigter er
de italienske ledere helt enige
En deltager fra gruppen bider mærke i, at
der ikke er så meget dokumentation at se i
Stjernehuset. Dokumentation af børnenes
aktiviteter er ellers en af de vigtigste afsmitninger
fra den norditalienske pædagogik til
Danmark.
Det kommer, forsikrer Lene Trolle Colding-
Jørgensen og forklarer, at forældrene får tilsendt
dokumentation løbende via e-mail.
Hun viser en computer på stuen frem, som
også børnene har adgang til.
Gruppen er meget interesseret i sikkerheden
omkring institutionen. Hvad gør
personalet for, at der ikke kommer ubudne
gæster ind? Og er forældrene ikke bekymrede,
spørger de.
Overraskelsen er stor, da Lene Trolle
Colding-Jørgensen forklarer, at hoveddøren
står åben hele dagen, og at sikkerhedshensynet
nærmere går den modsatte vej. Hoveddøren
har et kuglehåndtag, der forhindrer,
at børnene selv kan gå ud.
Den italienske delegation har især bidt
mærke i den ro og varme, som hersker i institutionerne,
både blandt børn og personale.
Det fortæller en krølhåret kvinde fra
gruppen, da dagens sidste institutionsbesøg
er ved at være forbi. Hun mener, at forklaringen
langt hen ad vejen er en bedre normering
i Danmark.
I Italien er der to pædagoger til en gruppe
børnehavebørn på 26. I vuggestuen er der én
pædagog til fem børn, hvis børnene er under
et år, og de store vuggestuebørn på mellem to
og tre år er 10 om at dele en enkelt pædagog.
Pædagogisk koordinator Cristina
Stradi fra Italien og Annette Scheerer,
daginstitutionsleder fra Ballerup, siger
tak for i dag.
BØRN&UNGE | NR. 28 | 2. DECEMBER 2010 19