Børn&Unge nr. 028/2010 - Bupl

10
ARBEJDSGLÆDE
Hvis jeg stoppede, så var
klubben lukket. Det var
ungerne, der gjorde, at
jeg blev der. Der var ingen
pædagogik, ingen budgetter
og ingen aktiviteter. Jeg var
heller ikke klar over, at man
skulle lave aktiviteter, siger
Ayhan Demir.
DET KAN
MÅLES
AT JEG
GØR EN
FORSKEL
I 25 år har AAyhan
Demir arbe arbejdet i en
klub i Købe Københavns
mest belast belastede
bydel. bydel. Han
giver
de udsatte uunger
støtte, laver
netværk
på tværs af bydelen
– og får mening men i sit
arbejdsliv.
Af Steff en Hagemann, Hagemann sbh@bupl.dk /
Foto: Ulrik Jantzen
Lange, lave karréer klemmer vejene sam-
men. Hurtig graffi ti er med rund hånd
drysset ud over husmurene. Her er leveti-
den ikke blevet øget siden 2. verdenskrig.
Den er på niveau med Albaniens, hvor
mænd dør, når de er 69 år i gennemsnit. Her er
Københavns mest belastede bydel med fl est socialt
belastede familier. Her er Københavns fattigste by-
del med en gennemsnitsindkomst på 15.000 kroner
om måneden, mens den på landsplan er 23.200.
Her er Bispebjerg.
Her er også Ayhan Demir, 43 år og leder af Klokkergårdens
Fritidscenter. Gennem 25 år har han
været et holdepunkt for rodløse børn og unge, der
har ledt efter en voksen
at støtte sig til.
Klokkergårdens Fritidscenter
holder til
i en labyrintisk kælder
i bunden af en af
de lange karréer. Her
spiller børnene ikke
bordtennis, for bordtennisbordet
er smadret.
Så nu har de tegnet
en bane op på gulvet i
samme størrelse som et
bordtennisbord og spiller
gulvtennis i stedet.
Det kreative værksted
er også blevet sløjfet. I
stedet er der nu en stor
madras og en masse
puder. Her går børnene
ind og bryder, slås og
prøver kræfter i større
fordragelighed, end
når de gør det samme på gaderne.
Lige nu hygger de fl este børn sig med computer-
spil og PlayStation, hænger ud i caféen eller spiller
pool. Det er en fredelig fredag eftermiddag.
Men det er et sted, hvor man skal passe på sine
ting. Der er lige forsvundet en mobiltelefon, fortæller
afdelingsleder Noah Nevado. Hverken han
eller Ayhan Demir ser dog synderligt bestyrtede ud
over det. Det er anden gang i denne uge, at der er
forsvundet en telefon. Ungerne skal lære ikke at
lægge telefonerne fra sig så meget som et sekund,
bliver de enige om.
ARBEJDET GIVER MENING. Sådan er hverdagen
i Klokkergårdens Fritidscenter. Men det har ikke
slidt på Ayhan Demirs glæde ved arbejdet.
»Jeg har haft mange kolleger, der ikke kan forstå,
at jeg startede her og stadig er her. Men jeg synes,
at arbejdet giver mig mening, og jeg er stadig ikke
færdig med det arbejde, jeg startede med for 25 år
siden. For jeg kan se, at jeg gør en forskel for de
børn og unge, der kommer her. Jeg kan måle det
hver dag,« siger Ayhan Demir.
Kollegerne er også vigtige for Ayhan Demirs arbejdsglæde.
Det fælles mål om at skabe et bedre liv
for ungerne giver glæde og motivation.
Noah Nevado kommer ind på kontoret, hvor vi
sidder, og tilføjer – bare for ikke at brænde inde
med det:
»Hvis man arbejder herude, så brænder man for
det. Folk, som ikke brænder for at arbejde med børn,
folk, som bare er her, fordi de skal have et job, de
holder til det i en kort periode, så forsvinder de,«
siger han.
»Man skal ikke bare sige, at jeg vil arbejde med
belastede børn. Det skal være liv og sjæl. Når man
går hjem og drømmer, så drømmer man om det,«
siger Noah Nevado. Med den slutreplik forlader han
kontoret og vender tilbage til ungerne.
BEGYNDTE I EN CYKELKÆLDER. Da Ayhan Demir
som 18-årig første gang kom til Bispebjerg, var det
nu hverken liv eller sjæl, det handlede om. Ayhans
storebror Ahmet Demir (som er en ivrig debattør og
forfatter og kendt for sit arbejde med udsatte unge i
Hvidovre) havde mødt nogle folk fra Bispebjerg, der
havde brug for en tyrkisk tolk. Det var lige noget
for Ayhan, mente storebror.
Ayhan Demir havde på det tidspunkt hverken
været på Nørrebro eller Bispebjerg, og det tog ham
to dage at fi nde ud af, hvordan han skulle komme
fra Hvidovre, hvor han stadig bor, til Bispebjerg.
Mødet med bydelen var et chok for den unge
mand. Også dengang var der graffi ti overalt, hu-
sene var høje og grimme i forhold til det velordnede
Avedøre, som Ayhan Demir boede i. Han var sikker
på, at han ikke skulle arbejde på Bispebjerg. Og han
anede faktisk ikke, at han ikke kun skulle tolke,
men også arbejde i en klub.
»Jeg vidste ikke, hvad en klub var. Klub var i min
forstand sådan en tyrkisk klub, hvor man kunne
komme ned og spille kort, drikke te og hygge sig.
En klub for børn kunne jeg ikke placere,« siger han.
Og da han så klubben blev chokket endnu større.
Det var bare et kælderrum, og det lignede mest af
alt en cykelkælder, der var tømt for cykler. Der var
trævægge hele vejen rundt og fastnaglede bænke.
Den unge mand må have gjort et godt indtryk,
for han blev tilbudt arbejde – og sagde ja tak. Men
i sit stille sind tænke han, at han bare lige skulle
tjene lidt penge en måneds tid. Så tog han en måned
til, og det endte med, at han besluttede at tage et
år, så ville han stoppe.
»Da der var gået et år, tænkte jeg, at jeg tager
lige et år mere. Nu er der gået 25 år,« siger han.
BLEV DER FOR UNGERNE. I starten var der ikke
andre ansatte i klubben end Ayhan Demir og en
kollega, der var mere syg end på arbejde.
BØRN&UNGE | NR. 28 | 2. DECEMBER 2010 11