28959_3Produktion.indd - Maersk Oil

OLIE OG GAS I DANMARK
3 Produktion

2
Det første oliefund i Nordsøen var dansk. Det blev gjort af
Dansk Undergrunds Consortium midt i 1960’erne, efter at
A.P. Møller i 1962 havde fået en eneretsbevilling til at søge
efter olie i den danske undergrund.
Selv om hollænderne allerede havde fundet gas ud for
kysten, var der ikke mange som
dengang drømte om, at Danmark en dag skulle
blive selvforsynende med olie og gas.

Boreriggen ankommer
Den blå borerig er på vej til en ny opgave. Den skal foretage
en efterforskningsboring for Mærsk Olie og Gas på et sted,
som geologerne har udpeget.
Boreriggen bliver bugseret af slæbebåde. Dens tre ben er
trukket op, så riggen fl yder på vandet som en pram. Fremme
ved borestedet sænkes benene ned i vandet, indtil de når
havbunden. I den danske del af Nordsøen er havdybden
sjældent over 50 meter.
Når riggens ben står godt fast, hæver man dækket, så mandskabet
kan arbejde uden risiko for bølgerne. Systemet, som
løfter riggen op på de tre ben, svarer til en donkraft. Det engelske
ord for donkraft er jack-up, og denne type rig kaldes
derfor en »jack-up rig«.
I løbet af de næste måneder skal riggens mandskab bore en
fl ere kilometer dyb brønd ned i undergrunden.
Boreriggen med benene trukket op bugseres til en position, hvor den skal
foretage en efterforskningsboring. Benene er over 200 meter lange
og muliggør boringer på vanddybder op til 100-150 meter.
Den allerførste olieboring i moderne tid fandt sted i 1859.
Dengang brugte man en tung pæl med en mejsel forneden.
Pælen var ophængt i et tov. Når man slap tovet, huggede
boret ned i undergrunden, hvorefter det blev trukket op og
påny hamret ned i jorden.
I dag bruger man et rotationsbor, der ligesom en boremaskine
drejer sig ned i undergrunden.
Borekrone og boremudder
På boreriggen skruer man en borekrone med tre skarpe tandhjul
fast til et langt stålrør. Røret er ophængt i boretårnet,
hvor en motor kan dreje borerøret rundt. Borerøret sænkes
nu fra dækket ned gennem et kraftigt stålrør, som i forvejen
er banket ned i havbunden. Vægten og borekronens rotation
får boret til at fræse ned i undergrunden.
3

4
Hver gang boret har arbejdet sig 30 meter
ned, må borechefen stoppe motoren
og skrue en ny længde borerør på, før
boringen kan fortsætte. De sammenskruede
rør kaldes borestammen.
Når borekronen har arbejdet sig nogle
hundrede meter ned i undergrunden,
er den slidt og må udskiftes. Så hejses
hele borestammen op, og rørene skrues
et efter et fra hinanden, indtil borekronen
når op til overfl aden. Når den nye
borekrone er monteret, gentager man
hele manøvren. Når boret befi nder sig
fl ere kilometer nede i undergrunden, kan
en sådan udskiftning nemt tage en hel
dag.
For en sikkerheds skyld forer man
brønden med stålrør. Efterhånden som
brønden bliver dybere, sænker man fl ere
foringsrør ned i brønden. Når boringen er
afsluttet, er hele brønden således foret
med stålrør.
Under boringen pumper man en blanding
af vand og ler ned gennem
borestammen og ud gennem borekronen.
Boremudderet presses op gennem
brønden på ydersiden af borestammen
og tilbage til riggen.
Borekroner skal gøre det hårde arbejde i
undergrunden. Alt afhængig af lagets hårdhed
borer de fra 30 centimeter til 60 meter
i timen
Her løber det over en rist, som renser
mudderet og fanger knuste klippestykker.
Disse fortæller boreriggens geolog om
det lag, boret er nået ned til, og endnu
vigtigere om klippestykkerne indeholder
spor af olie og gas. Derfor tager geologen
små prøver, som undersøges under
mikroskop. Klippestykkerne sendes videre
til et laboratorium i København.
Borechefen, der styrer boret fra et lille
lukaf på dækket, er også interesseret i
boremudderet. Hvis boret støder på olie
eller gas i undergrunden, åbnes der undertiden
for et kolossalt tryk, og olie og
gas kan med eksplosionsagtig fart søge
op mod overfl aden og skubbe mudderet
foran sig på vej op gennem brønden.
Det gælder derfor om at afpasse vægten
på hele den søjle af borevæske, som står
i brønden, så den kan modvirke trykket i
de lag, der gennembores.

For at forhindre en ukontrolleret udblæsning af olie eller gas
- i fagsproget kaldet en »blow out« - fi ndes under dækket
mange forskellige slags boremudder. Desuden er der på toppen
af brønden monteret en ventil, som lynhurtigt kan lukkes,
hvis trykket bliver faretruende højt.
Brønden testes
Når boret har nået den fastlagte dybde, hejses borestammen
op for sidste gang. Hvis der er fundet spor af olie i en boreprøve,
perforeres forerøret ved hjælp af små sprængladninger
i den dybde, hvor olien befi nder sig.
Hvis det olieførende lag er porøst, slipper man enorme kræfter
løs, når olie eller gas trænger op gennem røret. Trykket i undergrunden
kan være 200 gange større end på overfl aden. Derfor
lukker man hullet med en solid cementprop, når prøveproduk-
På boredækket er mandskabet ved at sætte borerør
sammen. Den slags billeder er tit symbol på
olieefterforskning. I virkeligheden er dette arbejde
ofte automatiseret i vore dage.
Beslutning om milliardinvestering
Efter prøveboringen skal det afgøres, om det kan betale sig
at sætte en olieproduktion igang. Hvis der er fundet olie og
gas, vil man som regel foretage endnu en eller to vurderingsboringer
for at få mere at vide om feltet og dets størrelse.
Den endelige beslutning afgør, om der skal investeres måske
fl ere milliarder kroner i bygning af produktionsplatforme på
feltet.
Det er ofte usikkert, hvor meget olie og gas nye felter indeholder,
og hvor stor indvindingsgraden vil være. Beslutningen
afhænger også af, hvordan man venter, olieprisen vil være i
fremtiden. Så længe prisen er lav, vil mange små felter være
urentable, mens en høj pris kan gøre også et lille fund til en
god forretning.
tionen er færdig. Nu har boreriggen fuldført sin opgave. 5

6
Produktionen
De større felter i Nordsøen består af fl ere platforme: En eller
fl ere platforme, hvor olien indvindes og andre platforme til
behandling af olie og gas, og bolig for mandskabet. Og en lille
platform til at afbrænde gas af sikkerhedsmæssige grunde.
De forskellige platforme er forbundet med lange gangbroer.
Det hele bygges på land og sejles ud på Nordsøen. Først ankommer
stålkonstruktionen, som er den underste del af platformen.
Forsigtigt sænkes dette understel med en fl ydekran
ned det rigtige sted på havbunden, og der hamres lange stålrør
ned gennem benene og dybt ned i undergrunden, så
platformen kan stå fast i al slags vejr. Derefter løftes dæk og
moduler på plads. Modulerne er store bygninger med beboelsesrum,
kantine og køkken, kontrolrum, værksted og den
»fabrik«, der renser og behandler olie og gas.
Øverst på den store behandlingsplatform anbringes helikopterdæk,
og her oppe fi ndes også den kran, som hejser forsyninger
ombord fra de forsyningsbåde, som er i fast rutefart
mellem basen i Esbjerg og felterne.
Boreriggen kan senere vende tilbage, og gennem indvindingsplatformen
bore nye produktionsbrønde.
Brøndens øverste rør ender på platformens dæk, hvor man
har monteret en række ventiler, så mandskabet kan åbne
og lukke for olien og sænke værktøj eller måleudstyr ned i
brønden.
Olie, gas og vand skal adskilles, før olien og gassen kan sendes
i land. Dette sker ved, at olie og gas sendes ind i store
tanke på platformen (separatorer). Gassen er nu luftformig
og kan ledes ud foroven i tanken, mens vand ledes ud gennem
tankens bund. Derefter renses olien og gassen for at
undgå tæring og tilstoppelse i de rør, der fører ind til land.
Olie og gas i samme felt
De fl este felter indeholder både olie og gas. Da gas er lettere
end olie, vil gassen samle sig øverst i laget og olien nedenunder.
Gassen kan dog også være opløst og dermed opblandet
i olien.
Undergrunden indeholder også vand. Da vand er tungere
end olie og gas, vil vandet befi nde sig nederst. Oliefolkene vil
perforere brønden midt i olielaget. Trykket er så højt, at olien
af sig selv søger ind i brønden og op gennem røret. Efterhånden
som laget drænes for olie, vil trykket falde, ligesom
når man åbner for ventilen i en luftmadras.
I undergrunden kommer gassen nu til hjælp. I takt med, at
olien indvindes, vil gassen udvide sig og hjælpe med at presse
olien mod brønden, ligesom når vi trykker på luftmadrassen
for at få den sidste luft ud. Det underliggende vandlag vil ligeledes
mase sig frem mod brønden og skubbe olien foran sig.
Oliefolkene kalder dette for en naturlig drivmekanisme. Den
vil dog gradvis blive svagere, og brønden vil producere mindre
og mindre olie.
Stimulering af brønden
Man kan opretholde produktionen med en »kunstig« drivmekanisme.
Det sker f. eks. ved at pumpe den gas, som er fulgt
med olien op til overfl aden, tilbage i reservoiret gennem en
nabobrønd. På den måde holder man trykket oppe.
På samme måde kan man pumpe renset havvand ned i reservoiret
for at sætte skub i olien.
På indvindingsplatformene i Nordsøen har man i dag en hel
række brønde, hvoraf nogle bruges til at pumpe olie og gas
op, mens andre bruges til at pumpe vand ned i undergrunden.
Hver dag pumper Mærsk Olie og Gas 300.000 tønder olie og
mere end 500.000 tønder vand op fra felterne, samtidig med
at man pumper 800.000 tønder vand ned
i undergrunden.
Dan feltet. Til venstre ses behandlings- og beboelsesplatformen.
Olien sendes videre til Gorm feltet og derfra i
land. Gassen sendes til Tyra og derfra videre til Holland
eller Danmark.

Når olien er blevet til en svag piblen, kunne man tro, at feltet
var tømt. Ofte er der imidlertid kun produceret få procent af
den samlede oliemængde. Men det tætte kridtlag forhindrer
olien i at trænge frem til brønden. Andre steder i verden har
man været heldigere og fundet olien i porøse sandstenslag.
Nordmændene kan ofte hente mere end halvdelen af olien
ud af undergrunden, mens de danske felter typisk kun giver
10-20 pct. olie. Et par af de mindre danske felter ligger dog
i sandstenslag og har højere indvindingsgrader.
Selv om et kridtlag er porøst, kan det mangle sprækker, der
forbinder de mikroskopiske huller, og som olien kan løbe
igennem hen til brønden. Det er muligt at opsprække et
sådant kridtlag. Det foregår ved at pumpe saltsyre ned igennem
brønden og ud i undergrunden. Syren ætser kridtet og
får det til at sprække. Andre gange pumpes sand som olien
godt kan sive igennem ud i sprækkerne. Dette kaldes stimulering,
og Mærsk Olie og Gas har fl ere steder i den danske
del af Nordsøen anvendt denne teknik lige fra starten. Uden
stimulering ville fl ere af DUC’s felter være urentable. Saltsyren
bliver omdannet til vand og kuldioxid (CO 2 ) efter at
have været i kontakt med kalken.
Behandling af olie og gas på Gorm
Fra indvindingsplatformen føres olien og gassen over til behandlingsplatformen.
Her adskilles gas, olie og vand ved at udnytte forskellen i
vægtfylde. Vandet renses og ledes tilbage i havet. Gassen sendes videre
til behandlingsanlægget på Tyra eller pumpes tilbage i reservoiret. En
mindre del af gassen bruges til at drive feltets kraftværk. Olien sendes
videre til pumpeplatformen og herfra i land gennem en rørledning.
7

8
Dansk produktion
I 2005 producerede de danske felter 22 mill. m 3 olie
olie og 11 mia. m 3 gas. Fra gammel tid har man målt
olie i tønder. En tønde svarer til 159 liter. En m 3 svarer til
mellem 6 og 7 tønder olie.
Ved almindeligt atmosfærisk tryk er naturgas luftformig.
En kubikmeter dansk gas har omtrent samme brændværdi
som en liter dansk råolie.
Hvert felt i Nordsøen sender daglig en rapport til land
om det seneste døgns produktion. Den gennemsnitlige
døgnproduktion fra Mærsk Olie og Gas’ felter var i 2005
godt 300.000 tønder olie. Det svarer til 2.000 m 3 olie i
timen eller to fyldte tankbiler i minuttet. Hertil kommer
gasproduktionen.
1 m 3 = 6,3 tønder Nordsø-olie
”Jeg blev ansat i 1973 året efter, at produktionen var sat i gang
på Dan feltet. Da jeg blev ansat, producerede vi 2.600 tønder
olie om dagen, og vi skulle ikke regne med at komme op
på mere end 10.000 tønder. I 2005 producerede vi på Dan
100.000 tønder hver dag”, siger boreingeniør Leif Velser.
Mette er medic på Dan
Mette Struck er sygeplejerske, eller medic som det hedder
på Nordsøen. Når hun fortæller, er der masser af engelske
gloser, for olieindustrien er international. Hun har arbejdet på
Dan i fem år og kom fra en stilling på en skadestue.
”Derfor har jeg stor erfaring i den slags småskader og enkelte
større skader, der sker herude”, fortæller hun. ” Når drengene
er forkølede, er de nogen gange næsten døden nær”, griner
Mette. ”Vi er sammen i 24 timer, så jeg kan se, hvis nogen har
det småskidt. Herude er man langt væk hjemmefra, og nogle
af folkene kan også have problemer med hjemmefra.”
”Hver dag har sine rutineopgaver, som f.eks. at tage
drikkevandsprøver, og så skal jeg tage mig af nye folk. Jeg har
jo med sikkerheden at gøre. Jeg kan altid se, om det er første
gang, de er på Nordsøen. Så ligner de ét stort spørgsmålstegn,
når de ankommer med helikopteren. Er de overhovedet
kommet af på den rigtige platform?
Mette er skiftevis to uger offshore og tre uger hjemme. ”Det
bliver en livsstil, som passer mig godt”, siger Mette, der er så
heldig, at hendes samlever er kranfører på platformen. ”Jeg
tager over dagen før og overnatter i Esbjerg, så kører vi ud i
lufthavnen tidligt om morgenen og checker ind og får overlevelsesdragt
på. I helikopteren falder vi straks i søvn, for der er
for meget larm til at snakke sammen. Efter en time lander vi
på Dan feltet, hvor jeg lige har et par minutter med min kollega
i heli loungen. Hun er på vej hjem.”

Mette med en patient ombord på platformen
Mette arbejder fra 8 morgen til 8 aften
og er på tilkald om natten. ”Jeg har
mit eget kammer. De fl este bor på tomands-kamre,
hvor den ene arbejder,
mens den anden holder fri. Vi er kun
4-5 piger på platformen ud af de 200
mand, der arbejder på Dan feltet.” Mette
er også “medic“ for standby boats,
der cirkulerer om platformen, og for
satellitplatformen Bravos lille besætning.
”Jeg har også behandlet fi skere der er
kommet til skade, og som vi har hejst
op på plastformen”, fortæller hun.
Hun har også andre gøremål. Hun står for velfærdsklubben ombord,
som f. eks. arrangerer spil for besætningen. I fritiden kan
hun gå i motionsrum eller bruge en af computerne til at gå på
nettet. Hun holder dog mest af at læse og hygge sig med de
andre.
Der er jævnligt mønstring ved redningsbådene
To uger på Nordsøen og tre uger i Vanløse
Hendes sikkerhedsopgaver er blandt de vigtigste. ”Sikkerheden
ombord er ekstrem høj”, fortæller Mette. ”Vi har
livbådsøvelser på hver tur, det kan være en mand-over-bord
øvelse i gummibåde eller en brandøvelse, hvor hele besætningen
skal mønstre ved redningsbådene”, forklarer hun.
9

10
Halfdan – den nye konge i Nordsøen
I 1999 satte olieproduktionen i Nordsøen endnu engang rekord,
og det var ikke mindst takket være det gamle Dan felt,
som eksperter ellers gang på gang havde forudsagt var på vej
ned. Borefolkene på Mærsk Olie og Gas’ rigge var imidlertid
gået i gang med at bore vandrette brønde, der nåede ud i
hjørnerne af feltet, og sammen med nye indvindingsteknikker
var det med til at fastholde en høj produktion.
I nærheden af Dan ligger et andet felt, Skjold, hvor der også
foregik vandrette boringer. Man lavede to lange boringer fra
Dan og fra Skjold, der næsten mødtes på midten, og herved
opdagede man, at olielaget strakte sig meget længere, end
man havde regnet med. Geologerne hjemme i København
studerede opmærksomt boreprøverne og anbefalede, at
Mærsk Olie og Gas sendte en borerig til en position midt
mellem de to felter.
I efteråret 1999 foretog boreriggen Mærsk Endeavour en
efterforskningsboring ned i en dybde af 2.000 meter under
havbunden. Boringen fi k navnet Nana.
Resultatet var lovende. Der var både olie og gas. Men det var
et tyndt og tæt lag, hvor olien havde svært ved at sive hen
til brønden.
Alligevel var Mærsk Olie og Gas ikke i tvivl: Borefolkene var nu
blevet så skrappe til vandrette boringer, at man besluttede at
sætte udbygning i gang.
Det største felt
Det har man ikke fortrudt. Det nye
felt, der fi k navnet Halfdan efter
sagnkongen Halfdan, producerede
i 2005 mere end 100.000 tønder
olie om dagen og har dermed overhalet
Dan som det danske oliefelt
med den højeste daglige produktion.
Det bedste er næsten, at geologerne
skønner, at feltet kan producere
yderligere 75 millioner m 3
olie og 13 milliarder m 3 gas.
I modsætning til andre felter, hvor
olie og gas samler sig i afgrænsede
fælder, breder olien i Halfdan sig
ud i et langstrakt, tyndt lag. Det gør
det meget svært at få olien op fra
lodrette boringer, fordi der vil være
alt for lang vej fra olien og hen til
brønden.
På Dan Feltet havde Mærsk Olie og Gas afprøvet en ny boreteknik i 1987. Den
går ud på ved hjælp af avanceret værktøj og fi ntfølende måleinstrumenter at
styre boret, så brønden gradvis afbøjes og til sidst går vandret gennem det
olieførende lag. Med passende mellemrum kan det vandrette rør perforeres
med huller, så olie og gas kan sive ind i brønden. Den teknik er helt afgørende
for succesen på Halfdan. Den røde brønd er til indvinding af olie, mens den
blå brønd bruges til at pumpe vand ned for at holde trykket oppe i reservoiret
og dermed skubbe olien hen imod brønden.

Derfor har det været nødvendigt at bore lange, vandrette
brønde igennem laget. Først bores lodret ned og efterhånden
afbøjes boret. Når man er nået to kilometer ned, borer man
helt vandret. De længste boringer er 8 - 10 kilometer lange.
Med passende mellemrum perforerer man det vandrette rør,
så man kan producere olie fra hele brøndens længde.
Halfdan feltet består af en hel masse brønde, der ligger parallelt
med 200 meters afstand. Det er skiftevis produktionsbrønde,
der henter olien op, og vandbrønde som under højt tryk pumper
renset havvand ned i reservoiret for at presse olien frem
mod indvindingsbrønden. Før indvindingen begynder, pumper
boremandskabet syre ned i brøndene for at lave sprækker i det
tætte kridtlag, så olien lettere kan fl yde.
Halfdan er i dag et af de store anlæg i Nordsøen, næsten
en lille by. Der er to indvindingsplatforme med omkring 60
brønde ned i undergrunden, en behandlingsplatform med en
kapa-citet på 120.000 tønder olie daglig og en beboelsesplatform
med plads til 30-40 personer. Fra Halfdan sendes gassen
direkte til Tyra, og olien føres via Gorm ind til den jyske
vestkyst og videre til Fredericia. Desuden er Halfdan forbundet
med en satellit-platform med fl ere brønde, som ligger tre
kilometer væk.
Alle platformene er forbundet med lange broer, og hele anlægget
har kostet 7,5 mia. kroner.
Teamsamarbejde
Olieboring er teamsamarbejde. Ude på riggen samarbejder
boreingeniøren, der har ansvaret for selve operationen, med
en geolog. Geologen undersøger, om borespånerne fra undergrunden
er hvide eller brunlige af olie, om de dufter af olie, og
om der er gas i boremudderet. Geologen holder også øje med
digitale data, han får fra måleinstrumenter nede i undergrunden.
De giver et første fi ngerpeg om, hvor meget olie og gas, der
fi ndes i det lag, boret er nået ned i. Hvis vandmængden stiger,
så er boret på vej ned i vandlaget, og så skal retningen ændres.
Den besked går til kontrolrummet på boredækket, hvor man
styrer retningen af boret.
På land følger geologer og boreingeniører konstant de rapporter,
der kommer fra riggen. De går døgnet rundt med mobiltelefoner
og kan blive ringet op midt om natten: Vi har ramt noget hårdt,
hvad gør vi? Og så er det, at der skal træffes en hurtig – og
dyr – beslutning.
Skal vi fortsætte?
Morten Jeppesen og Marcus Hummer sidder koncentreret og
studerer en profi l langs den boring, der netop nu er i gang på
Halfdan feltet. Morten er geolog, og Marcus er boreingeniør i
Mærsk Olie og Gas. De har lige modtaget nye data fra feltet, og
de er ikke helt tilfredse. Der er for lidt olie i kridtet.
”Feltet er meget tyndt lige her, siger Morten og peger på kortet.
Jeg er bange for, at vi er ved at bore ned i vandlaget under
olien.” De beslutter at ringe til boreriggen og bede folkene styre
boret lidt opad.
Der går kun et par timer, så kommer der en ny besked fra
riggen: Vi kan ikke komme opad, måske er borekronen slidt. Vi
har boret 30.000 fod, skal vi fortsætte?
Morten og Marcus mødes igen. Det vil tage tre dage at udskifte
borekronen, fordi alle borerør skal hejses op og adskilles, og så
skal de igen skrues sammen og sendes ned i undergrunden,
forklarer Marcus, og boreriggen koster cirka 1 million kroner om
dagen. Det er allerede en lang boring, indrømmer Morten, men
vores model viser, at reservoiret strækker sig endnu længere.
Der er mere olie at komme efter. Sammen træffer de beslutningen
om at udskifte borekronen og fortsætte boringen.
11

www.duc.dk
Forfatter: Lars Søndergård. Layout og tryk
Fotos:
Forside/ bagside: Dan feltet
s. 4, 7 Arne Møller
s. 8 Arne Andersen
Øvrige: A. P. Møller-Mærsk med mindre andet er angivet.