Virkeligheden - under overfladen.pdf - sociologisk-notesblok

Virkeligheden – under overfladen? 

Sociologiens videnskabsteori Eks.nr.: 2563 & 2558 

Indholdsfortegnelse 

INDLEDNING (2563 & 2558)..................................................................................................................................2 

PROBLEMFORMULERING (2563 & 2558) ................................................................................................................................3 

VALG AF TEORETIKERE (2563 & 2558).............................................................................................................3 

LÆSEVEJLEDNING (2563 & 2558)........................................................................................................................4 

VIRKELIGHEDSOPFATTELSEN HOS KRITISK REALISME (2563 & 2558)................................................5 

OPGØR MED NATURALISMEN (2563) .........................................................................................................................................5 

POSITIVISMENS MISVISENDE KAUSALITET (2558)...................................................................................................................7 

EN FAST VIRKELIGHED OG EN FORANDERLIG VIDEN (2563)..................................................................................................8 

NATUR-‐ VS. SAMFUNDSVIDENSKABEN (2558) .........................................................................................................................9 

OPSUMMERING (2563 & 2558) ..............................................................................................................................................10 

KRITISK REALISME OG FOUCAULTS SOCIALKONSTRUKTIVISME (2563 & 2558)............................ 11 

DEN SOCIALKONSTRUKTIVISTISKE VIRKELIGHEDSOPFATTELSE (2563) ..........................................................................11 

EN FAST ELLER FORMBAR VIRKELIGHED? (2558) ................................................................................................................11 

VIDENSKABENS ROLLE (2563) .................................................................................................................................................12 

OPSUMMERING (2563 & 2558) ..............................................................................................................................................13 

DISKUSSION: HVOR REALISTISK ER VIRKELIGHEDSOPFATTELSEN I KRITISK REALISME? (2563 & 

2558) .......................................................................................................................................................................... 14 

TANKESPIND OM DEN DYBE VIRKELIGHED (2558) ...............................................................................................................14 

EN BLIND TRO PÅ VIDENSKABEN (2563)................................................................................................................................15 

MEN VI LEVER DA I DEN SAMME VIRKELIGHED? (2558)......................................................................................................16 

TØR VI STOLE PÅ RATIONALITETEN? (2563).........................................................................................................................16 

KRITISKE REALISME SET GENNEM KRITISK REALISTISKE BRILLER (2558) ......................................................................17 

KONKLUSION (2563 & 2558) ............................................................................................................................. 18 

LITTERATURLISTE (2563 & 2558)................................................................................................................... 19 

TEKSTER / BØGER (2563 & 2558) ........................................................................................................................................19 

INTERNET (2563 & 2558).......................................................................................................................................................19 

1



Indledning 

Hvad er virkeligt? Kan virkeligheden studeres som en realitet i sig selv? Og kan vi stole på, at det, 

vi betragter som virkeligt, i virkeligheden også er det? 

Disse spørgsmål lyder umiddelbart som taget ud af en abstrakt, eksistentiel filosofibog. Imidlertid 

har virkelighedens beskaffenhed og den måde, vi erkender den på, længe været et centralt tema 

inden for den samfundsvidenskabelige teorier (Andersen 2002:66f., 79f.). En grundlæggende 

stridighed i studiet af den sociale virkelighed går på, om det sociale 1 liv kan siges at have en stabil 

natur i sig selv, og dermed kan undersøges ’udefra’ som et objektivt og uafhængigt fænomen. Eller 

om det sociale snarere må tænkes som kulturelle processer, og således må studeres ’indefra’ som et 

stadigt foranderligt og individafhængigt fænomen (Lippert-Rasmussen 2010:320ff.). 

Dette skel markerer forskellen på de videnskabsteoretiske positioner, der er hhv. realistiske og anti- 

realistiske 2 . Den videnskabsteoretiske retning kritisk realisme (KR), kan betragtes som en teori, der 

forsøger at lægge sig mellem de to yderpositioner i spørgsmålet om, hvorvidt sociale fænomener 

eksisterer som objektive, reelle størrelser. 

Kritisk realisme tog sine første spæde skridt i 1970’erne, i en tid hvor en ny, fleksibel økonomi og 

et rigt kulturliv vandt frem. Fokusset på kultur og menneske smittede af på den 

videnskabsteoretiske scene, og kritisk realisme repræsenterer på mange måder et opgør med den 

natur- og lovmæssighedsorienterede positivisme (Buch-Hansen og Nielsen 2005:7). Imidlertid kan 

man ikke sige, at kritisk realisme fuldstændigt løsrev sig fra den positivistiske tradition. Holder man 

kritisk realisme op mod den konstruktivistiske tankegang, der vandt frem i slutningen af det 20. 

årh., skinner den positivistiske arv tydeligt igennem. 

Den kritisk realistiske teori kan i stor udstrækning betragtes som en midterposition, der indeholder 

konstruktivistiske elementer, men samtidig er præget af en grundlæggende realisme fra den 

positivistiske tradition. 

Kritisk realisme søger desuden at udgøre et reelt videnskabsteoretisk alternativ til de to positioner, 

idet den anklager begge for at have et for overfladisk virkelighedsbegreb. Groft sagt mener kritisk 

realisme, at positivismen reducerer virkeligheden til et spørgsmål om natur, hvor det videnskabeligt 

virkelige kun er det, som vi empirisk kan erfare. Omvendt beskyldes socialkonstruktivismen for at 

1 ’Samfundet’ og ’det sociale’ vil i denne opgave blive betragtet som synonymer. 

2 Anti-realistisk betyder ikke, at teorierne har mindre sandsynlighed for at være ’sande’ end de realistiske teorier. 

Realisme skal alene forstås i den videnskabsteoretiske betydning: At samfundsmæssig kendsgerninger foreligger 

uafhængigt af de teorier, vi bruger til at forklare dem (Lippert-Rasmussen 2010:324). 

2



overse naturen og reducere virkeligheden til kun at være kultur, hvor videnskabelig viden blot er et 

resultat af en socialt konstrueret virkelighed (Buch-Hansen og Nielsen 2005:103). 

I denne opgave vil vi gå dybere ned i de virkelighedsbetragtningen, der kommer til udtryk i kritisk 

realisme. Vi vil holde fokus på den sociale virkelighed og se på, hvordan kritisk realisme gennem 

ontologiske og epistemologiske overvejelser kan betragtes som ’den gyldne middelvej’ mellem de 

to poler positivisme og socialkonstruktivisme. 

Problemformulering 

Hvad kendetegner kritisk realismes sociale virkelighedsbegreb, og hvordan adskiller det sig fra den 

positivistiske og socialkonstruktivistiske opfattelse af social virkelighed? Ved på en gang at 

abonnere på realistiske og anti-realistiske elementer, lykkes det da kritisk realisme at opstille et reelt 

videnskabsteoretisk alternativ til de to poler og komme uden om den kritik, som den selv retter mod 

hhv. positivismen og socialkonstruktivismen? 

Valg af teoretikere 

Da den britiske filosof Roy Bhaskar (1944-) regnes for kritisk realismes grundlægger, vil vi i det 

følgende betragte ’kritisk realisme’ og ’Bhaskar’ som synonymer. 

Bhaskar definerer i høj grad sin kritiske realisme i forhold til positivismen (der i denne opgave 

bruges synonymt med empirismen) i bred forstand, dvs. både radikale og mindre radikale udgaver, 

og som både orienterer sig mod det naturvidenskabelige, og mod det samfundsmæssige (Ibid.:15f.). 

Med mindre andet er anført, vil vi ligeledes behandle positivismen bredt. 

Mht. den konstruktivistiske retning, som Bhaskar også forholder sig til, har vi valgt at tage 

udgangspunkt i den franske filosof Michel Foucault (1926-1984), der indskriver sig i en 

socialkonstruktivistisk tradition 3 , hvor ting og fænomener skabes gennem social praksis (Collin 

2010:230). 

Jf. Finn Collins skema må Foucault betegnes som både epistemologisk og socialontologisk 

konstruktivist, idet han (særligt mod slutningen af forfatterskabet) betragter alt inden for den sociale 

eller samfundsmæssige virkelighed som et resultat diskursiv praksis og italesættelse, men med sit 

begreb om det ’ekstra-diskursive’ anerkender eksistensen af fx en fysisk verden uden for 

3 Det skal her indvendes, at Foucault selv ville protestere mod at blive placeret i en teoretisk boks som 

’socialkonstruktivisme’. Foucault hævder selv, at han bedriver ’anti-science’, og derfor ikke kan placeres i en bestemt 

teoretisk kategori (Heede 2002:9f.,15f.). 

3



diskurserne (Buch-Hansen og Nielsen 2005:72ff.,104). Foucault deler altså positivismens og kritisk 

realismes materielle realisme, men afviser, at det sociale liv har reel substans. Foucault bliver derfor 

en udmærket repræsentant for konstruktivismen i vores opgave, som netop er fokuseret på den 

sociale virkelighed. 

Erkendelsesteoretisk 

konstruktivisme 

Ontologisk 

konstruktivisme 

Fysisk virkelighed Samfundsmæssig virkelighed 

Vores (videnskabelige og 

dagligdags) erkendelse af den 

fysiske virkelighed er et produkt 

af samfundsmæssige 

omstændigheder. 

Den fysiske virkelighed er et 

produkt af vores (videnskabelige) 

erkendelse af den. 

Tabel 1: Collins skema over former for konstruktivisme (Collin 2010:232). 

Læsevejledning 

Vores (videnskabelige og 

dagligdags) erkendelse af den 

samfundsmæssige virkelighed er et 

produkt af samfundsmæssige 

omstændigheder. 

Den samfundsmæssige virkelighed 

er et produkt af vores 

(videnskabelige eller dagligdags) 

erkendelse af den. 

Den første del af opgaven er en sammenlignende redegørelse for den kritisk realistiske teori, hvor 

der drages paralleller til positivismen. Bhaskar definerer i høj grad selv sin teori ved at påpege 

forskelle fra og ligheder med positivismen, og på den måde bliver det tydeligere, hvordan de to 

teorier adskiller sig fra hinanden. 

I anden del sætter vi kritisk realisme op mod socialkonstruktivismen. Da vi i første del har redegjort 

for begreber i kritisk realisme, er anden del primært fokuseret på socialkonstruktivismen. 

I tredje del diskuterer vi det kritisk realistiske virkelighedsbegreb som ’den gyldne mellemvej’ 

mellem positivismen og socialkonstruktivismen og ser på styrker og svagheder ved denne både 

realistiske og anti-realistiske ’midterløsning’. 

4



Virkelighedsopfattelsen hos kritisk realisme 

Da kritisk realisme i høj grad definerer sig i forhold til både de samfunds- og naturvidenskabelige 

grene af positivismen, holder vi os i dette afsnit ikke kun til Bhaskars perspektiver på den ’sociale 

virkelighed’. Vi søger i stedet at sammenholde den bredere virkelighedsopfattelse i kritisk realisme 

med den tilsvarende inden for positivismen. Det skal siges, at de principper, der gælder for 

Bhaskars ontologi og socialontologi ikke befinder sig milevidt fra hinanden – faktisk er de langt hen 

ad vejen ens. Mod slutningen af afsnittet vil vi tydeliggøre, hvori forskellene mellem Bhaskars 

bredere virkelighedsbegreb og hans opfattelse af den sociale virkelighed består. 

Opgør med naturalismen 

I hvor høj grad virkeligheden – også inden for samfundsvidenskaberne – umiddelbart kan 

oversættes til det, vi empirisk kan erfare, har længe været et tema for videnskaben. 

Siden Auguste Comte (1798-1857), der normalt regnes for grundlægger af sociologien, har 

positivistiske teoretikere videreført den metodisk naturalistiske grundtanke om en enhedsvidenskab, 

hvor samfunds- og naturvidenskaben skal studeres efter samme målbare metoder (Watt Boolsen og 

Hviid Jacobsen 2010:59, 62). 

Bhaskar blander sig med kritisk realisme 4 i naturalismedebatten og indtager et standpunkt mellem 

positivistisk naturalisme og hermeneutisk metode 5 , idet han mener, at natur- og 

samfundsvidenskaberne bør studeres ud fra samme principper – blot ikke de positivistiske (Bhaskar 

1989:67ff.). Ifølge Bhaskar begår positivismen nemlig afgørende erkendelsesmæssige fejl som 

følge af deres overfladiske virkelighedsbetragtning og misforståede kausalopfattelse. Bhaskar 

foretager et afgørende brud med positivismen ved at indføre et dybt og stratificeret 

virkelighedsbegreb, hvilket vi nu vil se nærmere på. 

4 Som betegnelsen ’kritisk realisme’ indikerer, opfattes virkeligheden som reelt eksisterende, dvs. teorien står i 

modsætning til idealisme, der generelt opfatter virkeligheden som afhængig af mennesket. Denne realistiske grundtanke 

deles af positivisterne, men Bhaskar forsøger at distancere sig fra denne teoris empiriske realisme ved at lægge vægt på, 

at vi skal forholde os kritisk til den virkelighed, vi har analyseret os frem til (Buch-Hansen og Nielsen 2005:12f.). 

5 Hermeneutikken er anti-naturalistisk, dvs. den mener, at naturvidenskabernes metoder overhovedet ikke kan benyttes 

til at studere samfundet (Bhaskar 1989:66). 

5



Virkeligheden rager dybere, end vi kan se – som et isbjerg 

Positivismens virkelighedsområde er, som navnet positivisme fortæller, ’det positive’, hvilket vil 

sige det givne eller iagttagelige (Den Store Danske 2010). Ifølge den logiske positivist 6 Rudolf 

Carnap (1891-1970) er al meta-fysik, dvs. ”de påstande, som hævder at repræsentere viden om 

noget, som ligger ud over eller hinsides al erfaring, f.eks. om tingenes virkelige væsen, om tingene i 

sig selv, det absolutte”, rent tankespind (Carnap 1991:112). Kun med empiriske og logiske metoder 

kan vi videnskabeligt afdække, hvad der er virkeligt (Ibid.:122). 

For Bhaskar er det et grundlæggende problem i positivismen, at videnskabelig viden begrænses til 

det, der kan måles og studeres. Bhaskar udbygger positivismens virkelighedsbegreb ved at indføre, 

at virkeligheden er dyb og opdelt i domæner. Man kan sammenligne Bhaskars 

virkelighedsforståelse med et isbjerg. Som man kun kan se toppen af et isbjerg, kan man hos 

Bhaskar kun empirisk iagttage toppen af virkeligheden (Bhaskar 1989:20f.). Resten af isbjerget, det 

faktiske og det virkelige domæne, kan vi ikke observere, jf. figur 1. 

I Bhaskars virkelighedsforståelse findes der generative mekanismer på det virkelige domæne, som 

påvirker generelle hændelser på det faktiske domæne. Disse hændelser kan vi måske/måske ikke 

iagttage på det empiriske domæne. Modsat positivisterne tager KR højde for, at vores erfarede 

viden aldrig er sikker og ufejlbarlig, og at der kan findes underliggende og ’empirisk usynlige’ 

mekanismer, som indvirker på vores observerbare verden (Ibid.:20f.; Buch-Hansen og Nielsen 

2005:24f.). 

Figur 1: De tre domæner i kritisk realisme 

6 Den logiske positivisme er en gren af positivismen, der i særlig grad beskæftiger sig med udsagns sandhedsværdi 

(Watt Boolsen og Hviid Rasmussen 2010:65f.). Bhaskars kritik af positivismen gælder også denne retning (Buch- 

Hansen og Nielsen 2005:15f.). 

6



Isbjergsmetaforen illustrerer, at der er en ontologisk kløft mellem det, vi kan observere, og det, som 

virkelig er (Bhaskar 1989:68). Positivisterne tror, at toppen af isbjerget sikkert kan fortælle, 

hvordan virkeligheden ser ud. De har ikke opdaget, at virkeligheden rager dybere, end vi kan se 

eller observere empirisk (Ibid.:17). Her begår positivismen ifølge Bhaskar en epistemologiske 

fejlslutning, idet de reducerer virkeligheden til det, vi empirisk kan observere (Ibid.:13). 

Ifølge Bhaskar når positivisterne aldrig ned på det virkelige domæne. Gennem empiriske 

undersøgelser nøjes de med at identificere hændelser på det faktisk domæne – men de finder aldrig 

ud af, hvilke virkelige mekanismer der forårsager disse hændelser. Her øjnes en grundlæggende 

forskel på de to teoriers kausalitetsopfattelse, hvilket vi nu vil uddybe. 

Positivismens misvisende kausalitet 

Positivisternes kausalitetsbegreb bygger på den opfattelse, at hvis vi gentagne gange kan observere 

hændelse A efterfulgt af hændelse B, kan det være en generel hændelse, at hændelse A altid 

ledsages af hændelse B (Buch-Hansen og Nielsen 2005:13). 7 

Ifølge Bhaskar kan denne slutning kun lade sig gøre inden for naturvidenskaben, hvor det ofte er 

muligt at studere verden gennem lukkede systemer, dvs. videnskabeligt opstillede forsøg, hvor 

eksterne mekanismer kan udelukkes. Det samme lader sig imidlertid ikke gøre i studier af 

samfundet, der altid vil være et åbent system. Her er påvirkninger fra andre mekanismer så store, at 

man aldrig kan være sikker på, hvad sammenhængen mellem to hændelser reelt skyldes (Bhaskar 

1989:68, 82f.). Dermed har positivismens kausalmodel her et forklaringsproblem, som ifølge 

Bhaskar bunder i, at positivismen har et fladt og overfladisk verdensbillede inden for både natur- og 

samfundsvidenskab (Ibid.:21). For Bhaskar er sammenhængen mellem generelle hændelser ikke et 

udtryk for kausalitet. Kausaliteten findes derimod i sammenhænge mellem de generative 

mekanismer (Z) på det virkelige domæne og de hændelser (A) og (B), der finder sted på det faktiske 

domæne, jf. figur 2. 

7 Ikke alle positivister mener dog, at et sådant kausalforhold aldrig helt kan verificeres, altså anses for sandt, da det altid 

vil være muligt at observere sammenhængen igen, og dermed opnå endnu større sikkerhed (Carnap 1991:111). 

7



Figur 2: Kausalitetsopfattelsen i kritisk realisme (illustreret med de grønne pile). Generative mekanismer på det virkelige 

domæne påvirker en forbindelsen mellem hændelserne A og B på det faktiske domæne, som måske/måske ikke erfares 

empirisk. 

Man kan således sige, at Bhaskar har en vertikal kausalitetsforståelse (grønne pile), der står i 

modsætning til empiristernes horisontale (rød pil). Da vi ikke umiddelbart kan identificere de 

underliggende mekanismer, mener KR ikke, at vi kan være sikre på, om det reelt er den ene eller 

den anden mekanisme, der udløser den givne hændelse. Inden for samfundsvidenskaben vil denne 

hændelse oftest være et resultat af adskillelige mekanismer, der også indvirker på hinanden. 8 Kritisk 

realisme opererer således med en multikausal virkelighedsforståelse (Buch-Hansen og Nielsen 

2005:25f.). 

(A) 

(Z) (Z) 

(B) 

(Z) 

KR medgiver, at kausale sammenhænge i fx fysikkens verden er mere simple, og derfor lettere lader 

sig iagttage, end kausale sammenhænge inden for samfundsvidenskaben. Det skyldes, at det 

virkelige domæne er opdelt i en række kompleksitetsniveauer, hvor de lavere niveauer betinger de 

højere. 9 Det sociale niveau er det mest komplekse, hvorfor kausale sammenhænge bliver så godt 

som umulige at afdække empirisk (Ibid.:28ff.). 

En fast virkelighed og en foranderlig viden 

I positivismens ontologiske realisme findes en objektiv virkelighed af både naturlige og sociale 

fænomener, der eksisterer uafhængigt af mennesket. Positivismen hævder, at det er videnskabens 

opgave at afdække disse mønstre, og at den menneskelige rationalitet gør det muligt for os at nå 

8 Hos Bhaskar har mekanismerne kausale potentialer, som måske/måske-ikke udløses, alt efter om mekanismerne 

understøtter, modificerer eller blokerer hinandens kausalitetspotentialer (Buch-Hansen og Nielsen 2005:25f.). 

9 Verdens niveaudeling er uendelig, men forenklet kan det virkelige domæne opdeles i 4 niveauer, det fysiske, det 

kemiske, det biologiske og det sociale, hvor de højere niveauer ikke kan reduceres til de lavere. Det vil ikke være muligt 

at forklare social praksis ud fra biologi alene (Buch-Hansen og Nielsen 2005:28ff.). 

8



frem til objektiv viden om den foreliggende verden. De må derfor siges også at være 

epistemologiske realister (Buch-Hansen og Nielsen 2005:16). 

Kritisk realisme lægger sig op ad positivisternes ontologiske realisme – i hvert fald hvad naturen 

angår (Bhaskar 1989:78). Derimod har KR et andet og mere kritisk blik på frembringelsen af viden. 

Hvad der betragtes som sandt, ændrer sig meget over tid, så vidensfrembringelse kan ikke siges at 

være en objektiv størrelse, men er derimod en social proces. KR skelner altså skarpt mellem en 

intransitiv, uforanderlig, virkelighed og en transitiv, foranderlig, virkelighedserkendelse (Ibid.:23). 

I den forstand kan kritiske realister siges at være både epistemologiske konstruktivister og 

relativister, fordi al viden er socialt produceret, og fordi kritiske realister aldrig vil kunne finde en 

endegyldig ’sandhed’ om virkeligheden. Dog kan de ikke siges at forfalde til total relativisme, idet 

ikke alle videnskabsforklaringer er lige gyldige. KR tror på, at mennesket besidder en rationel 

dømmekraft og refleksivt kan afgøre, hvilken videnskabelig forklaring der virker mest plausibel i 

forhold til den intransitive virkelighed (Ibid.:19). 

Kritisk realisme forholder sig imidlertid ikke til, hvilke kriterier der skulle gælde for en sådan 

virkelighedstro videnskab. Det er ifølge Bhaskar ikke videnskabsteoriens opgave at forklare, hvilke 

metoder og teknikker der må betragtes som rationelt foretrukne til at opnå viden om virkeligheden, 

”surely, this task is best left to the scientists themselves” 10 , skriver Bhaskar (Ibid.:4). Kritisk 

realisme er ikke en anvisning på videnskabelig praksis. Det er en videnskabsteori, og den skal 

derfor skabe viden om mulighedsbetingelserne for frembringelse af videnskabelig viden 11 (Buch- 

Hansen og Nielsen:56). 

Natur- vs. samfundsvidenskaben 

For positivismen gælder der ikke nogen særlige forbehold i studiet af sociale sammenhænge, jf. 

deres naturalistiske indstilling. I kritisk realisme kan naturfænomener som fx tyngdekraften også 

siges at være uforbeholdent intransitive, mens det forholder sig anderledes inden for den sociale 

virkelighed (Ibid.:16, 42). 

Sociale strukturer kan ikke eksistere uafhængigt af menneskelig aktivitet og er kun relativt 

vedvarende i tid og rum (Bhaskar 1989:78f.). Dog er individers indflydelse på den sociale 

10 ”Denne opgave kan videnskabsmændene selv bedst tage sig af” (egen oversættelse). 

11 Videnskabelig viden er for KR forbundet en bevægelse fra det empiriske eller faktiske domæne til det virkelige 

domæne (Buch-Hansen og Nielsen 2005:60). 

9



virkelighed yderst begrænset. Individer fødes ind i et samfund, der er skabt på forhånd. Dermed er 

det ”no longer true to say that human agents create it. Rather we must say: they reproduce or 

transform it.” 12 (Bhaskar 1989:76). 

Mennesker kan altså reproducere eller transformere sociale processer, men har stadig kun meget 

lille indflydelse på samfundsstrukturerne som helhed (Ibid.:76, 79). 13 Selv om sociale strukturer er 

formet af mennesker over tid, konfronterer de individerne som et objektivt og uafhængigt fænomen, 

og skal altid studeres som intransitive størrelser (Buch-Hansen og Nielsen 2005:41). 14 

Dermed kan man hævde, at kritiske realister er naturontologiske realister og socialontologiske 

transformister. 

Der er altså centrale forskelle på, hvor fast og stabil den sociale - og naturmæssige virkelighed er i 

kritisk realisme. Dermed står Bhaskar for en modificeret udgave af positivisternes ontologiske 

realisme, mens han med sin relativistiske epistemologi afviger grundlæggende fra den positivistiske 

tankegang. 

Opsummering 

Opsamlende kan man sige, at kritisk realisme lægger sig i forlængelse af den positivistiske 

naturalisme i deres bestræbelse på at identificere nogle fælles principper for natur- og 

samfundsvidenskaberne. Samtidig er teorien anti-naturalistisk og kritisk, idet det understreges, at 

den ontologiske realisme ikke er fuldt ud gældende inden for den sociale virkelighed, og idet der 

klart skelnes mellem en intransitiv virkelighed og en transitiv virkelighedserkendelse. 

Ved at indføre et dybt og niveaudelt verdensbillede og bryde med den positivistiske opfattelse af 

kausalitet, understreger KR, at vi ikke uden videre kan afdække virkeligheden empirisk. 

Hvilken videnskabelig forklaring, der kommer tættest på den (forholdsvis) intransitive virkelighed, 

er op til den menneskelige rationalitet. Med sin dybe virkelighed og gennem en kritisk stillingtagen 

til det ’reelle’ mener kritisk realisme at undgå positivisternes epistemologiske fejlslutning, hvor det 

virkelige i høj grad reduceres til empirisk erfaret viden. 

12 

”ikke længere sandt at sige, at menneskelige agenter skaber det. Vi må i stedet sige: de reproducerer eller 

transformerer det” (egen oversættelse). 

13 

Ændringer kan ofte være ikke-intenderede konsekvenser, og dermed uden for individers bevidste påvirkning. Selv 

hvis de er intenderede kan det betyde, at de bunder i sociale sammenhænge, der dermed er den egentlige årsag til 

forandring (Bhaskar 1989:79). 

14 

Samfundsvidenskabelige teorier kan påvirke den sociale virkelighed, men først efter at studierne er udført. Dermed 

kan vi altså stadig se det sociale som intransitivt i studieøjeblikket (Buch-Hansen og Nielsen 2005:40f.) 

10



Kritisk Realisme og Foucaults socialkonstruktivisme 

Som beskrevet står virkelighedsopfattelsen i kritisk realisme på mange måder i modsætning til 

positivismen, idet vores empirisk erfarede viden ikke kan ses som en ren afspejling af den ’sande’ 

virkelighed. På den anden side tager KR imidlertid også afstand fra den postmodernistiske 

socialkonstruktivisme, her repræsenteret ved Michel Foucault, hvor det, vi opfatter som sandt eller 

falsk, er socialt konstrueret. 

Selv om Foucault har blik for, at der eksisterer noget ud over diskurserne og på sin vis kan siges at 

være en slags realist, har dette ekstra-diskursive niveau ikke umiddelbart nogen betydning for den 

sociale virkelighed (Buch-Hansen og Nielsen 2005:74). 

I vores sammenligning af socialkonstruktivismes og kritisk realismes virkelighedsbegrebet har vi 

indkredset fokus til kun at omhandle om den sociale virkelighed. Dermed kan vi behandle Foucault 

som både ontologisk og epistemologisk (social)konstruktivist. 

Den socialkonstruktivistiske virkelighedsopfattelse 

Foucaults opfattelse af den sociale virkelighed står i høj grad i modsætning til Bhaskars og 

positivismens realisme, der understreger eksistensen af en ydre, ’objektiv’ virkelighed, der på et 

givent tidspunkt eksisterer uafhængigt af menneskelig aktivitet. Foucault læner sig op ad en anti- 

realistisk tilgang og problematiserer forestillingen om, at forskere uden videre kan gå ud og grave 

sandheder frem om virkeligheden. Mens Bhaskar holder en klar adskillelse mellem en (mere eller 

mindre) objektiv virkelig og en konstrueret videnserkendelse, er viden og virkelighed i høj grad 

flettet sammen hos Foucault (Foucault 1980:81ff.). Vores videnserkendelse er nemlig underlagt de 

herskende diskurser, dvs. de sæt af ideer og praksisser, der på det gældende tidspunkt opfattes som 

sande. De herskende diskurser indlejrer sig qua deres immanente magtstruktur i hele 

samfundssystemet – herunder de måder vi frembringer viden på. De gældende magtvidensteknikker 

bestemmer således, hvordan vi italesætter den sociale virkelighed og er dermed konstituerende for, 

hvad der betragtes som ’sandt’ om fx social adfærd (Foucault 1994b:103f.). 

En fast eller formbar virkelighed? 

Selv om Foucault ikke fuldstændigt afviser, at der eksisterer en form for virkelighed uden for 

diskurserne, er det gennem italesættelse og diskursiv praksis, at den sociale virkelighed tager form 

og tillægges en mening (Lippert-Rasmussen 2010:323). Den socialkonstruktivistiske 

11



virkelighedsforståelse, hvor den sociale virkelighed i høj grad afhænger af, hvordan vi beskriver 

den, kan illustreres med the cookie-cutter argument. 

Her eksisterer den sociale virkelighed som en rå og ubestemmelig form – ligesom en kagedej. Som 

vi kan forme dejen og fremstille kagemænd og kagekoner, former vi sociale fænomener og begreber 

af den ’rå virkelighed’. Først idet virkeligheden tager form med skillelinjer af fornuft/ufornuft, 

sandt/falsk osv., får den en praktisk betydning for det sociale (Ibid.:326). 

Man kan altså sige, at hvor Bhaskar ser et underliggende isbjerg af virkelighed, der påvirker vores 

tanker og adfærd, har den ’rå virkelighed’ hos Foucault ikke betydning for det sociale liv. Foucault 

interesserer sig således ikke for selve kagedejen, men for den måde vi former den på, altså den 

måde, vi diskursivt konstruerer virkeligheden på. Foucault understreger selv, at sociale fænomener 

og normer for sandt og falskt ikke er mindre virkelige, bare fordi de er socialt konstrueret: 

”Når jeg siger, at jeg studerer ”problematiseringen” af galskab, kriminalitet eller 

seksualitet, er det ikke, fordi jeg benægter disse fænomeners virkelighed. Jeg har netop forsøgt at 

vise, at der var noget virkeligt eksisterende i verden, som var mål for social regulering på et givent 

tidspunkt.” 15 (Wæver 2010:209) 

Videnskabens rolle 

Mens viden i kritisk realisme er et redskab til komme tættere på sandheden om virkeligheden, kan 

viden ikke bruges til at komme tættere på virkelighedens ’sandheder’ hos Foucault. Det interessante 

ved den viden, vi tager for gode varer, er ikke, hvad den siger, men derimod, hvad den ikke siger 

(Foucault 1980:87). 

Foucault søger med sit genealogibegreb at illustrere, hvordan viden undertrykkes af de herskende 

diskurser. Genealogiprojektet handler om at belyse diskvalificeret og undertrykt viden – uden dog 

at lade den generere en ny magtvidensdiskurs. Genealogien er ifølge Foucault ’anti-science’, dvs. 

den bidrager ikke til at skabe en mere eksakt videnskab, snarere til at synliggøre vidensdiskursernes 

magt og til at forbedre mulighederne for at fremsætte kritik mod de dominerende 

normalitetsopfattelser (Ibid.:82f.). 

Her ses en afgørende forskel på de to teorier. 

15 Ole Wævers oversættelse af Foucaultcitat fra ’Order of things. An archaeology of the human sciences’ (1991[1966]) 

(Wæver 2010:209). 

12



Mens viden hos Bhaskar dels kan adskilles fra virkelighed, og dels kan bidrage til at give en bedre 

forståelse af virkeligheden, er viden hos Foucault uløseligt forbundet med magt og diskursivt 

konstruerede normalitetsopfattelser. Kritisk realisme lægger sig op ad den mere klassiske model for 

vidensproduktion, hvor et menneskeligt subjekt søger sikker viden om et udenforstående objekt 

(Andersen 2002:72). Hos Foucault kan forskeren ikke stille sig i denne udenforstående 

iagttagerposition og afgøre, om noget viden er mere sand end andet. Her er forskeren a priori 

indlejret i en ’framework of thoughts’, en teoretisk forståelsesramme, som er givet af de gældende 

diskurser (Foucault 1994a:158). Videnskaben må ses som en del af en magt-videns-proces, der 

bidrager til at skabe både forskerens (og det øvrige samfunds) opfattelse af virkeligheden og ikke 

mindst hans/hendes selvopfattelse. Forskeren kan altså ikke sætte sig fri af diskursen, fordi han selv 

er et subjekt for den viden, der genereres (Wæver 2010:211). 

Konstruktivismen begår ifølge Bhaskar en ontologisk fejlslutning, idet viden reduceres til væren, 

dvs. vores viden om verden bliver gjort til selve virkeligheden (Bhaskar 1989:157). Det kan dog 

diskuteres, om Foucault begår en sådan fejlslutning. Fx viser han med genealogien, at der eksisterer 

noget uden for diskurserne: Den undertrykte viden. Denne viden er imidlertid ikke en del af 

individernes sociale virkelighed, og man kan derfor diskutere, om den skal tillægges en betydning i 

Foucaults virkelighedsoptik. 

Opsummering 

Opsummerende, kan man sige, at mens virkeligheden er en stabil størrelse, og kun 

videnserkendelsen er varierende hos Bhaskar, er både social virkelighed og viden diskursivt 

formede størrelser hos Foucault. Kritisk realisme mener derfor, at socialkonstruktivismen, ligesom 

positivismen, har en flad virkelighedsopfattelse, som glemmer at tage højde for, at der kan eksistere 

sociale mekanismer uden for menneskelig praksis – i en dybereliggende virkelighed. 

13



Diskussion: Hvor realistisk er virkelighedsopfattelsen i kritisk 

realisme? 

’Kan vi stole på, at det, vi betragter som virkeligt, i virkeligheden også er det?’, startede vi i 

indledningen med at spørge. Vi vil nu gå dybere ind i en diskussion af styrker og svagheder ved 

Bhaskars realistiske virkelighedsbegreb. Ifølge Bhaskar har positivismen og socialkonstruktivismen 

ikke blik for, at der eksisterer en reel virkelighed ud over det, vi empirisk erfarer eller opfatter som 

virkeligt. Mens socialkonstruktivismen falder i den ontologiske fejlslutning og reducerer alt til 

diskurser, begår positivismen den epistemologiske fejlslutning, hvorved virkeligheden reduceres til 

vores viden om den. Kritisk realisme betragter sig selv som en teori, der med sin dybe virkelighed 

og rationelle dømmekraft holder balancen mellem realisme og anti-realisme, natur og kultur og 

mellem de to fejlslutninger. Vi vil imidlertid problematisere den dybe virkelighedsopfattelse ud fra 

en positivistisk og socialkonstruktivistisk tankegang og diskutere, hvorvidt det lykkes kritik 

realisme at finde den ’gyldne middelvej’ uden at støde ind i nye problemer. 

Tankespind om den dybe virkelighed 

Positivismen kan ses som opponent til Bhaskars ’dybe’ virkelighedsbegreb. Der er for positivister 

ingen grund til at tro, at der skulle eksistere en dybere virkelighed, da KR aldrig med positivistisk 

sikkerhed vil kunne påvise, at mekanismen (Z) i virkeligheden har en kausal indvirkning på 

hændelserne (A) og (B). Det er derfor svært at se, hvorfor kritisk realismes kausalforklaringer 

skulle blive bedre, blot fordi en kausalitet navngives som en ’dyb’ mekanisme. 

KR kunne her indvende, at de med deres multikausale og dybe virkelighedsbillede tilføjer verden 

større kompleksitet. Vores viden har de facto ændret radikalt sig gennem historien, hvilket kunne 

tyde på, at kausale sammenhænge ikke kan reduceres til ’hvis (A), så (B)’. Positivisterne vil 

imidlertid være uenige i, at de forsimpler kausalitetsbegrebet. Virkeligheden er ikke blot er 

hændelse (A) og (B), men derimod en lang række sammenfiltrede (A)’er og (B)’er, hvoraf vi endnu 

ikke kender alle, og nogle vil være svære at identificere (Watt Boolsen og Hviid Jacobsen 2010:85). 

Vores viden ændrer sig, fordi vi bliver bedre til at observere virkeligheden, ikke fordi 

kausalitetsrelationer er potentielle og modificerede størrelser i en dybere liggende virkelighed. For 

positivisterne er det snarere kritisk realisme, der ved at bruge kausalitet om abstrakte, teoretiske og 

endda skjulte fænomener, reducerer kausalitetsbegrebet til en vag og uvidenskabelig størrelse. 

14



Fra et positivistisk standpunkt kan det være svært at se, hvad kritisk realismes ’dybe’ 

virkelighedsopfattelse kan forklare, som positivismens mere umiddelbare verdensbillede ikke kan. 

Hvis den dybe virkelighed alligevel aldrig vil kunne påvises, kan den ikke have reel indflydelse på 

det, vi observerer. Hvorfor blive ved med insistere på, at der lever rumvæsener i en anden galakse, 

når vi ikke kan afdække det? Med afsæt i positivismen kan man altså anklage den dybe virkelighed 

for at være rent tankespind. 

En blind tro på videnskaben 

Socialkonstruktivismen afviger markant fra positivismen, men kan alligevel også rette en kritik mod 

kritisk realismes begreb om den dybe virkelighed – og særligt det forhold, at videnskab handler om 

”at udforske virkelighedens dybder, og dermed involverer forsøg på at komme bag om diskurserne 

og fremtrædelsesformerne” (Buch-Hansen og Nielsen 2005:80). 

Set fra socialkonstruktivismen er denne opfattelse en fundamental misforståelse af det sociale. Uden 

for diskurserne, i det ekstra-diskursive, finder vi ikke grundlæggende forklaringer på sociale 

hændelser. KR har ikke forstået, at den sociale virkelighed skabes inden for diskurserne og ikke i en 

underliggende virkelighed. Der er ikke nogen dybere, essentiel mening i den rå kagedej, jf. ’the 

cookie cutter argument’. 

Set med kritisk realistiske briller er det både overfladisk og reduktionistisk, når Foucault hævder, at 

den sociale virkelighed kun består af social konstruktioner, der ikke har substantielt indhold. Da 

Foucaults realisme ikke vedkommer den sociale verden, forfalder han ifølge Bhaskar til en tom og 

meningsløs realisme. Hvad er pointen i at medgive, at der eksisterer noget uden for diskurserne, 

hvis dette ’noget’ ikke kan have nogen betydning for vores sociale virkelighed? Det er ifølge KR en 

illusion at tro, at virkeligheden er ren overflade og kan aflæses som en åben bog – den er mere 

kompleks end som så. 

Foucault ville sandsynligvis stejle ved anklagen om, at hans virkelighedsopfattelse skulle være 

overfladisk og ukompleks. Den social virkelighed er bestemt ikke en simpel størrelse, den er 

tværtimod et resultat af indviklede magt-, videns- og subjektiveringsprocesser, der ikke just er enkle 

at gennemskue. Kritisk realisme har derimod ikke indset, at alt, hvad de opfatter som virkeligt i 

videnskabelig forstand, fx kausalitet, domæner og rationelle dømmekraft, i virkeligheden bare er en 

blind tro på nogle socialt konstruerede fænomener. Socialkonstruktivismen kan anklage kritisk 

realisme for at have en al for tillidsfuld indstilling til videnskaben. Gennem viden kommer vi ikke 

15



bag om diskurserne til en ’sand’ og essentiel virkelighed. Viden kan ikke bruges til at definere 

virkeligheden, det er snarere virkeligheden, altså de gældende diskurser, der definerer vores viden. 

Men vi lever da i den samme virkelighed? 

Det ser ud til, at positivismen og socialkonstruktivismen på den ene side og kritisk realisme på den 

anden er lodret uenige om, hvorvidt virkeligheden skal betragtes som ’dyb’ eller ej. Men er 

teorierne også så uenige, når det kommer til individernes praktiske oplevelser af virkeligheden? - Vi 

lever da trods alt i den samme virkelighed. 

Selv om de generative mekanismer på det virkelige domæne er en central del af 

virkelighedsforståelse i kritisk realisme, understreger Bhaskar, at individerne ikke nødvendigvis kan 

erfare de mekaniser, som muligvis indvirker på deres adfærd (Buch-Hansen og Nielsen 2005:28). I 

praksis må det betyde, at de ikke erkendte virkelighedsmekanismer nok kan eksistere, men de er 

ikke en del af individernes virkelighedsopfattelse. Dermed kommer individernes sociale virkelighed 

i kritisk realisme i høj grad til at svare til deres viden om virkeligheden. At videnskabelig viden og 

social virkelighed er to sider af samme sag, lyder som noget socialkonstruktivismen og 

positivismen kunne tilslutte sig 16 . Selv om der ser ud til at være en betydelig lighed i de tre teoriers 

praksisniveau, hersker der stadig ontologiske forskelle på det videnskabsteoretiske plan. Disse 

forskelle afspejler sig især i uenigheder mht. vurderingen af den menneskelige rationalitet, hvilket 

vi nu vil se nærmere på. 

Tør vi stole på rationaliteten? 

Menneskets rationelle dømmekraft er netop den instans, der binder den ontologiske realisme 

sammen med den konstruktivistiske epistemologi i kritisk realisme; gennem rationaliteten godtager 

vi den transitive videnskabsforklaring, der kommer tættest på den intransitive virkelighed. Men kan 

vi stole på rationaliteten som en neutral dommer, der kan bringe os tættere på virkeligheden? 

Spørger vi socialkonstruktivisterne, er svaret et entydigt NEJ. Den menneskelige rationalitet er lige 

så indlejret i diskurserne som den virkelighed, vi teoretiserer over. Rationelle valg vil blot afspejle 

de virkelighedsopfattelser, der er sat af diskurserne. 

16 Det skal dog siges, at individernes sociale virkelighed og viden næppe vil være ens i de tre teorier. Positivismen har 

fx klare grænser for, hvad der kan betragtes som viden. Argumentationen går snarere på, at virkelighed og viden i 

praksis er uadskillelige i alle tre teorier. 

16



Positivisterne derimod vil i høj grad tilslutte sig, at rationel videnskab fører os tættere på 

virkelighedens ’sande’ opbygning. Men selve begrebet rationalitet er noget, der angår logisk 

deduktion og empirisk metode – ikke abstrakte socialontologiske teorier om virkelighedens 

underliggende mekanismer! 

Rationalitet er altså langt fra et entydigt begreb. Men kritisk realisme vil mene, at deres 

rationalitetsbegreb, der kan betragtes som den gyldne middelvej, er den eneste måde at undgå at 

havne i hverken den ontologiske eller den epistemologiske fejlslutning på. Det tager nemlig højde 

for, at der findes en sand virkelighed, men at den ikke er så ligetil at erkende. Med troen på den 

rationelle dømmekraft undgår KR således at reducere viden til virkelighed (den ontologiske 

fejlslutning) og virkelighed til viden (den epistemologiske fejlslutning). 

Men løber kritisk realisme med sit forsøg på at undgå disse fejlslutninger ikke selv ind i et 

paradoks? For hvordan kan vi på én gang antage, at vi ikke med sikkerhed ved noget om 

virkeligheden, og samtidig mene, at der findes en dybere virkelighed? Dette spørgsmål vi vil nu 

forsøge at besvare ud fra KR’s egne præmisser. 

Kritiske realisme set gennem kritisk realistiske briller 

Ifølge KR beskriver vores videnskabelige viden ikke virkeligheden til fulde. Med kritisk realismes 

egen logik kan vi ikke vide, om det virkelige domæne faktisk forholder sig, som kritisk realisme 

beskriver. Men da vi som sagt ikke kan frembringe sikker viden om virkeligheden, kan vi heller 

ikke afvise, at det gør. Kritisk realisme påpeger netop, at det, vi pt. anser for virkeligt, kun er den 

rationelt bedste teori. 

Men er kritisk realismes virkelighedsbeskrivelse den rationelt bedste beskrivelse? 

Det vil positivister og socialkonstruktivister nok næppe tilslutte sig. 

Her skal det siges, at KR selv understreger, at teorien netop ikke skal betragtes som en konkret 

videnskab – men som en videnskabsteori, der er åben over for forskellige videnskabelige teorier og 

praksisformer på det videnskabelige plan. 

Kritisk realismes svar på kritikken af det dybe virkelighedsbegreb er altså, at det ikke er en 

videnskabsteoretisk opgave at definere det essentielle indhold i det underliggende isbjerg eller i den 

rå kagedej – men derfor må det stadig medregnes som en betydelig del af virkeligheden. Det er 

videnskabens – ikke videnskabsteoriens – opgave at afdække, hvordan virkelige mekanismer på de 

dybere virkelighedsdomæner og niveauer indvirker på vores sociale praksis. Kritisk realisme er 

pluralister ift. videnskabelige metoder og teorier, hvilket må siges at være et godt udgangspunkt for 

videnskaben. 

17



Konklusion 

Virkelighedsbegrebet i kritisk realisme bygger ikke på en hvilken som helst form for realisme. Den 

er ikke fast og uafhængig som hos positivismen, men heller ikke åben og formbar som hos 

socialkonstruktivismen. KR forsøger med sin opfattelse af den sociale virkelighed at placere sig 

mellem de to poler, empirisk realisme og anti-realisme, og hævder således, at vores videnskabelige 

viden er konstrueret, mens selve det virkelige til enhver tid eksisterer som en objektiv størrelse. På 

den måde kan man sige, at kritiske realister er ontologiske realister og epistemologiske 

konstruktivister. 

Kritisk realisme samtænker elementer fra positivismen og socialkonstruktivismen, men tager 

samtidig afstand fra de to teorier, da de ifølge KR begge har en overfladisk virkelighedsopfattelse. 

Mens positivisterne beskyldes for at reducere virkeligheden til det, vi empirisk kan hente viden om, 

anklages socialkonstruktivisterne for at reducere videnskaben til blot at understøtte en given 

opfattelse af virkeligheden. 

KR søger selv at undgå hhv. den epistemologiske og ontologiske fejlslutning ved på én gang at 

erklære, at der findes en dybere virkelighed, og samtidig fastslå, at vi ikke med sikkerhed kan vide 

noget om denne dybe virkelighed, om end vi rationelt kan nærme os den. Både positivismen og 

socialkonstruktivismen er uenige i denne opfattelse, der alt i alt kan virke paradoksal. Hvis vi går 

ind på kritisk realismes præmisser, hindrer det imidlertid ikke virkelighedens eksistens, at vi ikke 

med sikkerhed kan udtale os om den. Den kritisk realistiske virkelighedsforståelse kan anses for at 

være det rationelt bedste bud på en plausibel beskrivelse af virkelighedens ’sande’ opbygning. Men 

tør vi stole på menneskets rationelle dømmekraft? Og ville vi overhovedet rationelt vælge kritisk 

realisme som den pt. bedste teori? 

Ikke desto mindre må KR ses som et ambitiøst forsøg på at samtænke foranderlige og stabile 

aspekter i en helhedsorienteret virkelighedsbeskrivelse. Kritisk realisme har en styrke i at hævde, at 

de ikke har fundet den ’sande’ forklaring på virkeligheden. De er derimod åbne overfor nye 

videnskabelige forklaringer, hvilket må siges at være et udmærket fundament for videnskaben. 

18



Litteraturliste 

Tekster / bøger 

Andersen, Heine 2002: Samfundsvidenskaber i kontekst. København: Roskilde Universitetsforlag. 

Bhaskar, Roy 1998: The possibility of naturalism. London: Routledge. 

Bhaskar, Roy 1989: Reclaiming reality. London: Verso. 

Buch-Hansen, Hubert og Peter Nielsen 2005: Kritisk realisme. København: Roskilde 

Universitetsforlag. 

Carnap, Rudolf 1991: ”Forkastelse af metafysikken” i Schmidt, Lars-Henrik (red.): Det 

videnskabelige perspektiv. København: Akademisk Forlag: 109-123. 

Collin, Finn 2010: ”Socialkonstruktivisme” i Hviid Jacobsen, Michael, Kasper Lippert-Rasmussen 

og Peter Nedergaard (red.): Videnskabsteori i statskundskab, sociologi og forvaltning. København: 

Hans Reitzels Forlag: 230-261. 

Foucault, Michel 1980: ”Two lectures” i Foucault, Michel: Power/knowledge. New York: Pantheon 

Books: 78-92. 

Foucault, Michel 1994a: The order of things. New York: Vintage Books. 

Foucault, Michel 1994b: Viljen til viden. Seksualitetens historie 1. København: Det Lille Forlag. 

Heede, Dag 2002: Det tomme menneske. Introduktion til Foucault. Gylling: Narayana Press. 

Lippert-Rasmussen; Kasper 2010: ”Sandhed og relativisme” i Hviid Jacobsen, Michael, Kasper 

Lippert-Rasmussen og Peter Nedergaard (red.): Videnskabsteori i statskundskab, sociologi og 

forvaltning. København: Hans Reitzels Forlag: 319-348. 

Watt Boolsen, Merete og Michael Hviid Jacobsen 2010: ”Positivisme” i Hviid Jacobsen, Michael, 

Kasper Lippert-Rasmussen og Peter Nedergaard (red.): Videnskabsteori i statskundskab, sociologi 

og forvaltning. København: Hans Reitzels Forlag: 55-87. 

Wæver 2010: ”Strukturalisme og poststrukturalisme” i Hviid Jacobsen, Michael, Kasper Lippert- 

Rasmussen og Peter Nedergaard (red.): Videnskabsteori i statskundskab, sociologi og forvaltning. 

København: Hans Reitzels Forlag: 196-229. 

Internet 

Den Store Danske 2010: 

http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Filosofi/Filosofi_i_1800-_og_1900t./positivisme 

08/12-2010 kl. 9.41 

19

Virkeligheden - under overfladen.pdf - sociologisk-notesblok

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?