Hornbæk Idrætsforening Hornbæk Idrætsforening - 3100.dk

ken, afhængigt af, hvilket ærinde, man er ude i.
Netop i disse tider tales der mere og mere om at
skille kirke og stat. Det er tanker, som er blevet
forstærkede af den turbulente tid, vi har måttet
gennemleve på kirkens område med flere lovændringsforslag,
hede debatter om Guds eksistens
og om det rimelige i at kirken mere og mere lader
til at blive en servicekirke, hvor langt de fleste
kommer for at få udført kirkelige handlinger og
regner med at kirken stadig ligger der næste gang,
de har brug for den, men ikke skænker den
mange tanker til hverdag. Eller måske ligefrem
har det som barnet, der efter julegudstjenesten
spurgte sin mor: “Mor, hvor gemmer de præsten
henne indtil næste jul?” Der kan argumenteres
både for og imod en anderledes kirkelig struktur.
Det afhænger af, om man er tilhænger af et mere
forpligtende fællesskab omkring sin gudsdyrkelse
eller om man synes at folkekirken som ramme
omkring både flittige kirkegængere og medlemmer,
som sjældent bruger kirken, er en hensigtsmæssig
ordning. Der ligger simpelthen forskellige
kirkesyn til grund for de forskellige holdninger,
kirkesyn, som det kan være svært at få til at trives
under samme tag.
“Nedlæg folkekirken – det oppegående dødsleje”
hedder en nylig udkommet bog af to teologer.
Den er ved at sygne hen i behagesyge og statskirkelighed
og fortjener aktiv dødshjælp efter mange
års tro tjeneste. Og det kan ikke nægtes at mange
af bogens beskrivelser af dansk kirkeliv – med
turbulente gudstjenester med mange kirkeuvante
dåbsgæster, mange børn m.m. passer alt for godt,
også i Hornbæk sogn. Det kunne man ganske vist
også vælge at udlægge positivt, som et tegn på liv
og vilje til at bære traditionerne videre.
Det er bare nogle af de mange overvejelser, som
melder sig ved et nyt års begyndelse. Men mon
ikke det går, som det plejer? Der bliver prædiket
om søndagen, døbt børn, viet brudepar, undervist
konfirmander og juniorkonfirmander, holdt
begravelser, aflagt besøg på plejehjemmet, holdt
sogneaftener og menighedsrådsmøder og alt det
andet, som kirkelivet i et sogn består af. Så længe
der er folkekirkemedlemmer, som har brug for
kirken ved disse lejligheder, er der ingen grund til
ligefrem at nedlægge den. Det er jo ikke ensbetydende
med at man behøver at opretholde status
Quo. Men man skal tænke sig godt om, for man
ved, hvad man har, men ikke altid hvad man får.
Bodil Olesen
En fra det virkelige liv
Som en konsekvens af det nye måde Kirkebladet
nu udgives på, nu med 10 numre pr. år, vil der
komme mere stof fra menighedsrådsmedlemmerne.
En fra det virkelige liv, har som sådan ikke meget
med Hornbæk Kirke og Sogn at gøre, andet end
det er min oplevelse, og personerne alle kommer
fra Helsingør Stift.
Dette skrives på en altan, hvor solen er på vej ned
i Atlanten, flere tusinde kilometer fra Hornbæk,
der er 25 - 27 graders varme og det er primo
oktober 2003.
Vi tog på noget forsinket ferie, op at flyve (jeg her
højde- og flyskræk), men vi kom godt herned, og
hvis dette læses, så er vi også kommet godt hjem.
Et lille lejlighedskompleks øverst i Puerto Rico,
hvor der var flest danskere. Man kommer i snak,
hvor kommer du fra, dit job, børn osv. I vores
nabolejlighed boede et flinkt ægtepar, de havde
10 års erfaring lige omkring disse lejligheder, så
der var råd og vejledning om spisesteder (en vigtig
ting i danskens hverdag), indkøb og ture.
Snakken kom ind på Helsingør og Hornbæk,
steder de kendte, og havde bekendte i. Der var
også fælles bekendte omkring mit byrådsarbejde,
vi kom også ind på menighedsrådsarbejdet, de 12
– 13 år jeg havde været kasserer i Hellebæk, og nu
med i Hornbæk. Deres søn havde været menighedsrådsformand,
og det var jo helt fint.
Men det der imponerede mig var, at deres søn,
der efter flere års arbejde i et godt job i et af
Danmarks største rederier, og i en moden alder,
skippede job, brugte seks år af sit liv på at læse
teologi, han ville være præst.
Han er nu færdig, ordinationen i Helsingør, har
prøvet et vikariat, og skal nu ud og søge embede.
Jeg mener man skal vel " ville " være præst, når
man således skipper job, læser seks år i en alder
hvor man ellers skraber til sig. Man skal naturligvis
også have sin familie bag sig, ellers kan det
ikke hænge sammen.
Jeg syntes det er godt gået, – og når de igen kommer
til Hornbæk, vil jeg meget gerne hilse på, da
jeg ikke har mødt mange der ville og har haft
modet.
Jeg vil ønske ham, hans kone og fire børn held og
lykke.
Hvad man dog oplever på feriedag " fra det virkelige
liv".
Per Christensen, Hornbæk november 2003
Hornbæk Idrætsforening · December 2003 21