kapitel 1

Du reagerede som et rigtigt mandfolk.
Livet er som et skakspil.
Nogle gange ryger der en hvid brik.
Nogle gange ryger der en sort brik.
Victor var en sort brik.
Verdenen er blevet et bedre sted efter hans død.
Der er ingen, der savner Victor.
Victor er en af de skakbrikker, som godt kan undværes.
Du er tynget af skam, men du burde være stolt af dig selv.”
Selvom Martin inderst inde vidste, at Julies trøst kun var tom snak,
så lappede han den i sig. Igen og igen lagde han op til, at hun skulle
rose ham og kalde ham for et rigtigt mandfolk.
Mennesker, som lever på en livsløgn, kan blive ved med at fortælle
den samme løgn igen og igen. Det gør de, fordi deres løgn føles
mere troværdig, når ingen modsiger den.
Således var det også med Martin. Han kunne blive ved med at fortælle
om håndgemænget mellem ham og Victor. Han gjorde det udelukkende
for at høre Julie rose ham – og når Julie roste ham, så følte han en ro
i sindet, men kun kortvarigt.
Når der var gået et stykke tid, så dukkede Jesper Fårekylling op og
hviskede i Martins øre:
”Den unge teolog er måske ikke klar over, at han skal vende den anden
kind til – uanset hvor meget han bliver provokeret. Professor Neudorfs
opførsel var måske ikke forbilledlig, men derfor behøvede du ikke at
skubbe ham i døden.”
Det vidste Martin godt, men tanken om, at han havde slået et andet
menneske ihjel, var så smertefuld for ham, at Julies smiger var sød
musik i hans ører. Han burde lytte til sin samvittighed, men hans forfængelighed
spændte ben for ham.
Han var forpint langt ind i sjælen. Han var fanget i en kryds-ild mellem
forfængelighed og samvittighed. Og hverken hans forfængelighed eller
hans samvittighed ville lægge våbnene – blot et enkelt sekund.
93