kapitel 1

”Et mæhæ siger ja til alt.
Jeg er ikke et mæhæ. Jeg er tolerant.
Der er forskel på at være vattet og på at være tolerant.
Tolerante mennesker udstikker en grænse.
Det gør vattede mennesker ikke.
Jeg satte en grænse overfor Annabel.
Hvis man er vattet, så tør man ikke sige fra eller træffe et valg.
Det er dig, der er vattet.
Du tør ikke træffe noget valg.
Det tør jeg – og jeg står ved mine valg.
Jeg har valgt dig – og har fravalgt alle andre, inklusive Annabel.
De fleste mænd vil give deres højre arm for et enkelt knald med hende.
Og alligevel takkede jeg nej.”
”Og hvad så ?
Enhver idiot kan finde ud af at takke nej – men det kræver
et rigtigt mandfolk at gribe chancerne, når de er der.
Du snakker og snakker, men du er og forbliver et pjok.”
”Ak-ja. Jeg er et pjok – og du er et pjok. Men hvem af os er egentlig
det største pjok ?” spurgte Martin, ”mig, der finder mig i alt muligt
lort fra din side – eller dig, der ikke tør gøre oprør mod din far ?”
Det var en kritik, som gjorde Sandra rasende.
Hun råbte:
”Hvis du fortsat vil være min kæreste, så skal du holde op med
at kritisere min far. Jeg er træt af, at du sviner ham til.”
Det lovede Martin – og han scorede derved det afgørende point.
Sandra måtte nødtvunget acceptere, at Martin blev boende – og dog.
Der var en sidste udvej . . . . .
83