kapitel 1

KAPITEL 2
Martin var endt i et dilemma. Hvis han blev siddende, og der udbrød
en brand, så risikerede han at smadre et glas, når han flygtede.
Det sikreste var at stille sig midt på Bispetorvet, men turen derud
var ikke problemfri. Han skulle forbi baren – og den var tæt pakket.
Tænk, hvis han snublede og ramte et bord, så et glas røg på gulvet ?
Eller han kom til at skubbe til en gæst, og gæsten tabte sit glas.
Han var fanget i en fælde – og dog. Den gamle mand virkede ret flink.
”Kan vi udsætte væddemålet fem minutter ?” spurgte Martin.
Den gamle mand nikkede indforstået, og de gik i ro og mag ud på
Bispetorvet. Martin fandt et sted, hvor der ikke var noget glas i flere
meters omkreds.
Her stillede de sig, og væddemålet startede.
Der var mange timer til midnat – og aftenen var historisk kold.
Martin havde kun en tynd sommerjakke på. Han havde den pinlige
vane at gå i sommertøj til langt ud på vinteren. Når han så endelig
fandt vintertøjet frem, så gik han i vintertøj til langt ud på sommeren.
Han frøs så meget, at han kunne have solgt sin sjæl for en lun vinterfrakke.
Han burde gå tilbage til caféen, men han turde ikke røre sig ud
af stedet. Tænk, hvis han kom til at smadre noget glas ved et uheld.
Så var det bedre at blive stående bomstille.
Timerne gik og ingenting skete. Klokken nærmede sig tolv. Han følte sig
mere og mere sejrsikker, men lykkens gudinde var ikke på hans side.
Et kraftigt vindstød fejede pludseligt hen over torvet. Vindstødet var så
isnende koldt, at Martin besvimede og faldt lige så lang, som han var.
I faldet tabte han sine briller. De knustes mod brolægningen.
Da Martin kom til bevidsthed, så var han målløs af forundring.
Den gamle mand hjalp ham op.
Sekundet efter slog domkirkens ur tolv.
Martin havde tabt væddemålet.
6