kapitel 1

KAPITEL 28
Martins skuespil fik den ønskede effekt. Hver gang Johannes hørte
Martins navn, så blev han rødglødende af raseri. Yderligere besøg
var unødvendige. Sandra havde ikke brug for Martin mere. Det var
han ked af. Han trængte inderligt til at betro sig til nogen – og da han
ikke havde nogle venner, så måtte han ty til sine studiekammerater.
De sad netop og hyggede sig med en fyraftensbajer.
Martin tog mod til sig og sagde:
”I tror mig sikkert ikke, men jeg overnattede hos Sandra i weekenden.”
Kammeraterne skreg af grin. Specielt Janus. Han var en rigtig kvindeforfører.
Dog ikke så stor, at det var lykkedes ham at forføre Sandra.
Han kunne ikke holde op med at grine.
Til sidst måtte han over til Sandra og fortælle hende årets vittighed:
”Ved du, hvad Martin påstår ?
Han påstår, at han har overnattet hos dig.”
Sandras veninder begyndte at skraldgrine.
Det blev for meget for Sandra. Hun slog i bordet og råbte:
”Der er intet at grine af. Martin har faktisk overnattet hos mig.
Martin er et langt bedre menneske end Janus. Janus gider vi
ikke snakke med. Janus er en selvglad nar.”
”Og ved du, hvad du er !” vrissede Janus, ”du er bare syg i roen.
Du lider af total smagsforvirring. Du skal nok blive klogere.”
Nu skulle man tro, at Martins omdømme ville stige. Men det gjorde det
ikke. Sandra fik al æren. Hun omtalte Martin som en ensom stakkel.
Hun følte det som sin kristne pligt at tage sig af ham. Hun havde derfor
inviteret ham hjem til sine forældre. Hun kom derved til at fremstå som
den næstekærlige engel, der hjalp de livsangste og menneskesky.
Sandra begyndte at ærgre sig over, at hun havde kasseret Martin.
Egentlig burde hun ikke tilgive ham. Han var krøbet ned i sengen til
hende, mens hun sov. På den anden side så ville det styrke hendes
omdømme, hvis hun stadig forbarmede sig over ham.
58