kapitel 1

KAPITEL 26
”Selvfølgelig kan vi tilgive dig,” sagde Johannes, ”det er kun menneskeligt
at fejle. Min hustru står parat med det helt store kaffebord, og du
skal være velkommen til at tage en kop med.”
Martin takkede ja til invitationen, og de satte sig til bords.
Resten af eftermiddagen forløb uden yderligere konfrontationer.
Johannes nedgjorde som sædvanligt Sandra. Alt var galt.
Hendes frisure, hendes tøj, hendes spisevaner, hendes fritidsinteresser,
hendes ferieplaner, hendes musiksmag, hendes venner, hendes politiske
holdning, hendes boligindretning, hendes økonomi, etc.
Martin overholdt nøje aftalen med Sandra og gav Johannes ret i alt.
Johannes var lykkelig. Endelig havde han fået en allieret, som kunne
hjælpe ham med at få sat skik på Sandra.
Sandras rigtige navn var Cassandra. Det var et navn, som hun hadede.
Det kunne Johannes ikke forstå. Han elskede det navn. Det var han ikke
ene om. Martin elskede også det navn og omtalte konsekvent Sandra
som Cassandra – til hendes åbenlyse irritation.
Eftermiddagen forløb bestemt ikke, som hun havde forestillet sig.
Hun havde forventet, at Martin var blevet smidt ud efter nogle få
minutter. Sådan var det gået hver gang, hun havde en kæreste
med hjem. Hun havde derfor ikke taget højde for, at Martin blev
inviteret på kaffe. Hun havde pålagt ham at snakke Johannes
efter munden – og det ramte hende som en boomerang.
Hun prøvede at svare for sig, men ordene satte sig på tværs.
Hun hældte den ene cognac ned efter den anden.
Lige lidt hjalp det. Hun var ude af stand til at sige en lyd.
Da Johannes var færdig med at nedgøre Sandra, så viste han Martin
det ene fotoalbum efter det andet. De kluklo hver gang, de fandt et
småpinligt billede af Sandra som barn.
Hun var bare ikke til at stå for.
Under middagen drak Sandra tættere og tættere. I flere timer havde
hun ikke formået at sige et ord. Det virkede mere og mere pinligt.
54