kapitel 1

”Du vrøvler. Jeg kan ikke både tabe væddemålet og beholde gevinsten.”
”Selvfølgelig kan du det,” påstod den gamle mand – og lagde et tykt
bundt sedler på bordet, ”du kan oven i købet få pengene i forskud.”
”Er du psykisk syg ?” spurgte Martin medfølende.
Det benægtede den gamle mand, men Martin havde sin tvivl.
”Jeg synes, at du skal tale med en psykiater,” foreslog han,
”hvis du laver alt for mange af den slags væddemål, så bliver
du ruineret i løbet af ingen tid.”
”Hvad jeg forudsiger – kommer til at ske,” fastholdt den gamle mand.
”Det kommer ikke til at ske. Enhver idiot kan vinde det væddemål.
Hvis jeg bliver siddende uden at røre en finger, så kan jeg umuligt
slå noget i stykker.”
”Hvad nu hvis der udbryder en brand ?
Vil du så blive siddende som en stenstøtte ?”
”Hvis jeg stiller mig midt på Bispetorvet, så kan jeg umuligt
komme til at slå noget i stykker.”
”Uanset hvor du befinder dig, så vil du slå noget glas i stykker,”
spåede den gamle mand, ”hvis jeg var dig, så ville jeg takke nej
til væddemålet.”
”Men du er ikke mig – og jeg takker ikke nej. Når klokken slår tolv,
så vil du tabe væddemålet, men dit nederlag bliver kun symbolsk.
Jeg slår ikke plat på psykisk syge. Når jeg har vundet, så får du
dine penge retur. Der er dog en betingelse. Du skal give mig ret i,
at synskhed er noget vås.”
Den gamle mand nikkede indforstået – og væddemålet gik i gang.
Martin stak de 50.000kr i lommen og smilede sejrsikkert. Han var
overbevist om, at han ville vinde væddemålet så let som ingenting.
Men et er teori – noget andet er praksis.
5