kapitel 1

Sandra legede atter med hans diller.
Han var lige ved at komme, da taxaen pludselig standsede.
”Det er her mine forældre bor,” sagde hun og trak hånden til sig.
Martin måtte bide sig selv i underlæben for ikke at råbe noget grimt.
Sandras forældre boede i et hvidmalet palæ. Hendes mor ventede
spændt i døren. Hun havde svært ved at skjule sin skuffelse, da
hun fik øje på Martin. Hun havde forventet et rigtigt mandfolk.
Inde fra stuen kunne de høre Sandras far – Johannes – skælde ud.
Der havde været en kort nøgenscene i tv aftenen før. Scenen var
så kort, at man skulle have gode øjne for at kunne se noget uartigt.
Men Johannes havde optaget filmen på video og spolede frem og
tilbage i slowmotion.
”Det er det rene pornografi !” råbte han harmdirrende, mens han fastfrøs
billedet på noget, der lignede et blottet pigebryst.
”Advarede de ikke om, at filmen indeholdt erotiske scener ?” spurgte
Martin, mens han indvendigt var ved at sprække af grin.
”Nej !” råbte Johannes, ”selvfølgelig advarede de ikke. Er det ikke utroligt,
hvad de tillader sig ? . . . . . Og hvis de endelig advarer, så gider de
ikke fortælle hvorfor. Nogle gange er det blot lidt god gammeldags vold.
De burde skamme sig. De er nogle flæbehoveder. De tåler ikke synet
af blod. Et par på kassen er der ingen, der har taget skade af – men
pornografi derimod ! . . . . . Pornografi hører ikke hjemme på tv.”
”Du har vel klaget til de ansvarlige,” fortsatte Martin, med en grav-
alvorlig mine, der kunne have indbragt ham en Oscar.
”Du kan tro, at jeg har klaget. Både til tv-direktørerne, radiorådet, statsanklageren,
biskopperne, kulturministeren, politikerne, lytterforeningerne,
politidirektøren, ja – sågar dronningen. Hvis du vil følge med mig, så
skal du se min kommandocentral,” sagde Johannes, og viste Martin
ind i et mørkelagt rum.
Det var et video-redigeringsrum, der kunne gøre en mindre tv-station
grøn af misundelse.
49