kapitel 1

KAPITEL 15
”Hvordan vil du få mig dømt for overlagt mord ?” spurgte Martin rystet.
”Det bliver ikke svært. Victor kaldte dig for en menneskesky pikspiller.
Det drillede jeg dig med ved julegløggen. Alle lagde mærke til, at du
blev såret og stak af. Alle lagde mærke til, at jeg gik ud for at trøste dig.
Jeg vil bilde retten ind, at jeg fulgte efter dig for at gøre skaden god igen.
Jeg vil fortælle, at jeg tilbød dig en middag i sommerhuset, som et
plaster på såret.
Da du mødte op i sommerhuset den næste dag, så var Victor forsinket.
Da han kom, så lokkede du ham ud på klinten.
Dit påskud var, at I skulle nyde solnedgangen, mens I drak en
forsoningsbajer.
Jeg var på vej med nogle øl til jer, da du med fuldt overlæg skubbede
Victor ud over kanten.
Jeg forsøgte at ringe 112, men du truede mig til at lægge telefonen.
Du sagde, at du ville slå mig ihjel, hvis jeg bragte dig i fedtefadet.
Da du var stukket af, så ringede jeg alligevel efter politiet.
Da de ankom, så turde jeg ikke andet end at lyve.”
”Du snakker, men du har ingen beviser,” vrissede Martin.
”Jeg har masser af beviser. Dine fingeraftryk findes overalt.
Hvordan vil du bortforklare dem ?
Du kan heller ikke benægte, at du var i området, da mordet skete.
Der er overvågningskameraer på alle togstationer.
Alle vil kunne se, at du steg på toget umiddelbart efter drabet på Victor.
Du står til 12års fængsel og en ødelagt karriere.”
Martin kiggede tomt ud i luften. Hvad i al verden skulle han stille op ?
Han var parat til at afsone nogle år, men 12års fængsel og en ødelagt
karriere – det var for høj en pris.
Han takkede Julie for hendes indsats, og hun forsvandt i al hast.
Han burde være lettet, men han frygtede, at Victors døds-skrig ville
ride ham som en mare. Der var kun en ting at gøre – og det var at
arbejde i døgndrift for derigennem at overdøve den evigt knevrende
skyldfølelse.
32