kapitel 1

KAPITEL 14
Martin fik ikke sovet den nat.
Konstant bebrejdede han sig selv:
”Hvis jeg havde vendt den anden kind til, da jeg fik den lussing, så
havde han stadig været i live. Det er min egen skyld, at situationen
kom ud af kontrol.”
Martin var normalt hæderligheden selv. Hvis han gjorde noget
forkert, så tog han straffen med oprejst pande. Så let var det ikke
denne gang. Han havde aldrig før været på kant med loven.
Hvis han tilstod, så ville det vende op og ned på hans liv, men hvis
han ikke tilstod, så ville han få nogle dårlige kort på hånden, hvis
Julie meldte ham. Han risikerede at blive idømt en straf, der var så
hård, at den ville ødelægge hans karriere.
Han følte, at det var en urimelig straf for et øjebliks ubetænksomhed.
Martin brugte hele natten til at overveje, om han skulle tilstå.
Da det blev morgen, så tog han en hurtig beslutning.
Han valgte at melde sig selv.
Han trøstede sig med, at mordet ikke var sket med overlæg.
Han satsede på, at en tilståelse og sagens omstændigheder
ville give en mild straf.
Han ringede til Julie for at høre, om hun ville vidne til hans fordel,
men hendes telefon var slukket. Det burde ikke have afholdt ham
fra at tilstå, men han ville ikke aflægge forklaring, førend han havde
snakket med hende. Dagen ville blive hans sidste dag i friheden
– og han trængte til en lille lur.
Bare fem minutter ville gøre godt.
Han faldt hurtigt i søvn. Timerne gik.
Pludselig bankede det på døren.
Han vågnede med et spjæt. Det måtte være politiet.
Han tog en dyb indånding og åbnede døren.
Han blev mildest talt overrasket. Det var Julie.
Hun maste sig forbi ham og satte sig på sengen. Han var paf.
30