kapitel 1

Victor kiggede skrækslagent ned i afgrunden.
Martin prikkede ham på brystkassen og sagde:
”Et enkelt lille vindstød og du styrter i døden.
Hvis jeg var dig, så ville jeg skyndsomt levere en undskyldning.”
”Skub nu !” råbte Julie, ”vær ikke så kvindagtig !
Vis dig som et mandfolk !”
Martin slog ud med armene i vrede over Julies hån. Han kom derved
til at give Victor et lille puf. Det var ikke et stort puf, men det var stort
nok til, at Victor fik overbalance og faldt ud over klinten.
Victor faldt og faldt, mens han skreg højlydt af angst. Skæbnen ville,
at han ramte en kampesten med så stor kraft, at hans hoved knustes,
som var det papirtynd porcelæn. Han var død på stedet.
Martin var forfærdet. Han havde dræbt sin professor.
Han havde ikke ønsket at slå Victor ihjel – men hvem ville tro ham ?
Forude ventede flere års fængsel og en ødelagt karriere.
Han gik i panik. Han greb sit habengut og løb ned til toget. Han var
heldig. Der var kun få minutter til det næste. Han satte sig på en bænk
og græd. Pludselig hørte han en ambulance i det fjerne. Han blev overmandet
af dårlig samvittighed. Han burde gå tilbage og tilstå, men . . . .
Toget kom nærmere og nærmere. Han måtte træffe et hurtigt valg.
Der var en time til det næste tog – og det var bidende koldt.
Han vred sin hjerne til det yderste, men kunne ikke beslutte sig.
Toget standsede. Billetkontrolløren steg ud.
Han gik hen til Martin og spurgte høfligt, om han skulle med.
Martin nikkede og steg modvilligt på toget.
Han gemte sig ude på toilettet, så ingen spurgte, hvorfor han græd.
Pludselig ramte den gamle mands profeti ham som et jordskælv.
Hvis Martin blev adopteret som spæd . . . . . så var professor Neudorf
muligvis hans biologiske far – men kun muligvis.
Martin havde udfordret skæbnen – og nu lå hans liv i ruiner.
29