kapitel 1

Bryllupsceremonien var hurtigt overstået. Den følgende tid havde
Julie travlt med at bearbejde medlemmerne i ansættelsesudvalget
– og når hun ikke bearbejdede dem, så havde hun travlt med
forberedelserne til den store fest.
Martin følte sig som en statist i Julies selv-iscenesatte melodrama.
Han begyndte at savne Sandra.
Julie elskede ikke Martin som en ligeværdig. Hun elskede ham på
samme vis, som man elsker en hjælpeløs baby. En type omsorg,
som er livsvigtigt for et spædbarn, men som er ydmygende for en
voksen.
Havde Martin elsket Julie på samme måde, så havde hun råbt:
”Jeg er ikke et pattebarn. Lad være med at tale ned til mig.”
Julie hadede mænd, men hun elskede små lydige drenge.
I hendes øjne var Martin blot en lille dreng – og det skulle han
forblive med at være. Hendes taktik var enkel.
Først dolkede hun ham bagfra. Så slikkede hun hans sår – men
hun gjorde det ikke af barmhjertighed.
Hun gjorde det kun for at sætte ham i taknemmelighedsgæld.
Så dolkede hun ham igen og slikkede atter hans sår.
Sådan kunne hun blive ved i en uendelighed.
Hun var både knivstikker og samaritaner i én og samme person.
Julie var ikke nogen barmhjertig samaritaner.
Hun var en magtsyg samaritaner.
223