kapitel 1

KAPITEL 109
Martin måtte skynde sig. Julie var typen, der ville skælde ham huden
fuld, hvis han kom for sent. Den frygt begyndte at nage i hans sind.
”Livet er for kort til aggressive kvinder, som jeg alligevel ikke kan
gøre tilpas,” sukkede Martin, ”jeg kan ikke gøre Julie tilpas – uanset
hvad jeg gør. Hun er konstant på krigsstien. Så er jeg bedre tjent
med Sandra. Hun mobber mig aldrig. Det er måske derfor, at jeg
elsker hende og ikke Julie. Jeg vil få et langt bedre liv, hvis jeg følger
mit hjerte – også selvom jeg må nøjes med at være professorindens
mand. Sagen er klar. Jeg gifter mig med Sandra.”
Han vendte atter om og begav sig mod Frederiksberg Rådhus.
På et tidspunkt kom han forbi en genbrugsbutik. Udenfor butikken
stod en plasticsæk med brugt tøj. Plasticsækken var gennemsigtig.
Martin kunne skimte et flot jakkesæt blandt tøjet.
”Tøjet er en gave fra et ædelt menneske, som gerne vil hjælpe et
menneske i nød,” tænkte han, ”og er der nogen, der er i nød lige nu,
så er det mig.”
Han tog plasticsækken og løb ind i en baggård med den. Han kunne
altid betale for indholdet. Her og nu var det et spørgsmål om at undgå
den ydmygelse, det trods alt var, at skulle fortælle om nattens hændelser.
Jakkesættet passede Martin perfekt.
”Tænk at nogen kan forære et så flot jakkesæt bort,” tænkte han,
”jeg ville ønske, at Julie kunne se mig i det her tøj. Så ville hun
trække alle sine nedladende bemærkninger om mig tilbage.”
Martin blev pludselig optændt af en lyst til at hævne alle de nederlag,
han havde gennemlevet.
Succes er den bedste form for hævn – og faglig succes og anerkendelse
kunne Julie skaffe ham.
Sandra kunne kun skaffe ham rollen som en baggrundsfigur.
Hun kunne ikke hjælpe ham til tops i samfundet.
Det kunne Julie derimod.
220