kapitel 1

”Det var godt, at du kom,” stønnede Johannes, ”disse tv-folk har ingen
opdragelse. Her ligger jeg for døden, og de gør bare nar. Hvis vagtlægen
ikke var kommet med det samme, så havde jeg været død nu.”
”Hvad gjorde vagtlægen ved dig ?” spurgte Sandra.
”Ingenting,” stønnede Johannes, ”overhovedet ingenting.
Sådan er de unge læger. De tænker kun på sex og fornøjelser.
De lægger os i en seng og går deres vej. De er ligeglade med
os gamle. Se bare på mig. Her ligger jeg for døden, og det eneste,
de gider gøre, er at sætte en masse dimser på min brystkasse.”
”Hold op med at skabe dig !” råbte Sandra arrigt,
”der er intet galt med dit hjerte.
De dimser måler din hjerterytme – og din hjerterytme er fin.
Du ligger ikke for døden. Hold op med at spille døende.
Du narrer ingen med din hypokondri. Det er bare noget, du foregiver
for at få mig til at makke ret. Men det nytter intet. Jeg er en voksen
kvinde. Jeg vil ikke lade mig skræmme til tavshed længere. Du har
misbrugt mig gennem hele min barndom, men nu skal det være slut.
I morgen går jeg til politiet og melder dig for incest.”
Johannes var vant til, at han altid kunne få sin vilje ved at spille døende.
Sandras uforsonlige trussel kom derfor som et lyn fra en klar himmel.
Han ramtes af et vaskeægte chok.
Hans vejrtrækning gik i stå, og hans hjerte standsede.
Alarmen på patient-monitoren gik øjeblikkelig i gang.
En læge og et par sygeplejersker kom straks løbende.
De kastede sig over Johannes og forsøgte at genoplive ham
– men forgæves. Johannes ønskede ikke at leve mere.
Til sidst måtte de give op.
Johannes var død.
Sandra faldt ham grædende om halsen.
”Du må ikke dø, far !” græd hun, ”du må ikke dø.
Jeg mente ikke et ord af det, jeg sagde.”
181