kapitel 1

Martins far blev pludselig helt stille.
Efter nogen tids tavshed så fremstammede han:
”Der er dukket en person op . . . . . og ham må vi hellere snakke med.”
Martins far afsluttede hastigt samtalen. Martin fornemmede, at der var
noget galt. Hvem var denne person, som pludselig var dukket op ?
Der var en frygt i faderens stemme.
Som om nogen pegede på ham med en skarpladt pistol.
Kunne det være Martins biologiske far eller måske den gamle mand ?
Martin overvejede at løbe ned på Hovedbanegården. Hvis det var hans
biologiske far, der var dukket op, så kunne han nå at få et glimt af ham.
Men det kunne også være en fælde.
Han valgte at løbe risikoen. Han forlod værelset i fuldt firspring.
Han nåede dog ikke langt. Pludselig ringede telefonen. Det var hans far:
”Du må undskylde, at jeg sådan afbrød samtalen. Det var bare en
gammel ven. Vi tager hjem igen med det første tog. Hvis du får lyst til
at holde jul i familiens skød, så er du selvfølgelig altid velkommen,
men du må love, at du ikke ødelægger stemningen med al dit ævl.
Du er vores søn, og det har du altid været. Kan du have det rigtigt godt.
Vi ses om et år – med mindre du kommer på bedre tanker.”
Faderen afbrød samtalen.
Det undrede Martin, at han ikke fik lov til at sige farvel til sin mor.
Han gik tilbage til sit værelse.
Hvad i al verden foregik der ?
Hans forældre forventede ikke at se ham før om et år.
Hvordan kunne de vide, at væddemålet gjaldt et år ?
Martin var sikker på, at han ikke havde fortalt dem, hvornår væddemålet
sluttede. Han havde lyst til at tage med forældrene hjem, men
hvad nu hvis de havde ret – og han var deres søn.
Så risikerede han at forvolde faderens død.
17