kapitel 1

KAPITEL 7
Martin var ved at gå til af træthed. Han havde ikke sovet i et helt døgn.
Han fandt et billigt hotel tæt på Hovedbanegården. Han lagde sig udmattet
på sengen og faldt øjeblikkelig i søvn.
Han vågnede først ud på eftermiddagen. Han tændte sin telefon.
Der var et utal af beskeder på hans telefonsvarer. De var alle fra
hans forældre. Han skulle til at aflytte dem, da telefonen pludselig
ringede. Det var hans mor. Hun var rasende.
”Nu holder du op med det pjat !” råbte hun fortvivlet, ”vi er taget til
København. Vi er på Hovedbanegården. Nu fortæller du os, hvor
du er, så vi kan hjælpe dig – og hvis det er noget med nogle penge,
som du har tabt i et væddemål, så skal vi nok betale for dig.”
”Det er pænt af jer,” svarede Martin, ”men jeg ved ikke, hvad den
gamle mand hedder – eller hvor han bor.”
”Så har du intet at frygte. Så er det da ham, der har et problem.”
”Nej, det har han ikke. Han er synsk. Han ved, hvor jeg er. Han dukker
op, hvis jeg taber væddemålet – og så skal han have 100.000kr.”
”100.000kr !” råbte hans mor, ”er du sikker på, at det er en mand, som
du har mødt i virkeligheden ? . . . . . Og hvad er det for noget ævl, om
at du vil slå din far ihjel og kneppe mig ? . . . . . Er du sikker på, at det
ikke er en ond drøm, du har haft – eller nogle stemmer du har hørt,
ligesom onkel Verner ?”
”Den gamle mand gav mig 50.000kr i forskud. Jeg har pengene her.
Jeg kan altså bevise, at jeg ikke har hørt stemmer. Jeg har ikke brug
for penge her og nu. Jeg har kun brug for, at I fortæller mig, hvem mine
biologiske forældre er. Hvis I røber det, så vil jeg kunne vinde væddemålet
så let som ingenting. Jeg nægter at have noget med jer at gøre,
hvis ikke I giver mig deres navne.”
Det var en trussel, som fik hans mor til at bryde hulkende sammen.
Hans far tog telefonen:
”Se nu hvad du har gjort ved din mor. Du ved godt, at du ikke må
komme ind på det emne. Nu fortæller du os, hvor du . . . . . . . . ”
16