kapitel 1

”Hvordan kan du være så dum ? . . . . . Du ved udmærket, at jeg er hans
yndlingselev. Dit fedteri er unødvendigt. Du behøvede ikke at lave min
forside om. Dit fedteri har kun gjort mig til grin. Dit fedteri har udløst mere
hån end sympati. Dit fedteri vil spænde ben for min karriere. Nu er der
ingen, der vil støtte mig – ikke engang professor Nekskov. Din forside
stempler mig som pikspiller. Hvis du tror, at fakultetet vil udnævne en
teologi-professor, som onanerer for åbent tæppe, så er du en idiot.”
”Det er ikke mig, der er en idiot. Det er dig. Du har ingen humor.
Den titel er hylende morsom. Alle på forlaget lå flade af grin. Slap af !
Der er intet at være bekymret over. Jeg har forbindelser. Jeg har magt.
Det er mig, der trækker i trådene på fakultetet. Når du overtager professor
Neudorfs professorat, så vil du takke mig for min hjælp.”
”Din såkaldte hjælp gør kun ondt værre. Du har ikke forstand på lobbyisme.
Du fedter for de forkerte. Fra nu af blander du dig helt udenom
mit liv. Jeg vil ikke have noget med dig at gøre.”
”Du får en halv time til at pakke dine ting – og hvis du ikke er ude inden
da, så ringer jeg efter politiet !” truede Julie.
Martin skyndte sig at pakke i sine ting, men hvor skulle han tage hen ?
Han var ved at løbe tør for penge. Han havde ikke råd til at bo
på hotel – og han havde kun en ven tilbage. Det var Mona Mira.
Hun havde tilbudt, at han kunne overnatte i hendes seng – og
det tilbud virkede nu mere tillokkende end nogensinde før.
Mona var glad for at se ham. Da han havde læsset sine ting af, så
lagde han sig udmattet på hendes seng og faldt øjeblikkelig i søvn.
Stakkels Martin.
Livet legede med ham, som en kat leger med en mus.
Ville han nogensinde få magt over sin egen skæbne ?
145