kapitel 1

KAPITEL 71
Den næste morgen ringede telefonen uafbrudt. Først ringede en
journalist fra en lokal tv-station. Han ville gerne have, at Martin
deltog i en portrætserie om lokale bøsser.
Martin takkede pænt nej.
Dernæst ringede en fanatisk betonkristen og truede Martin på livet.
Den næste, der ringede, var en gammel svans, der stønnede liderligt,
mens han onanerede.
Sådan fortsatte det med den ene ubehagelige opringning efter
den anden. Til sidst var Martin så rasende, at han nøjedes med at
besvare alle opkald med et meget grimt ord.
Således gik det også, da han fik en opringning fra en landsdækkende
tv-station. Journalisten var dog meget høflig, og spurgte om Martins
ordvalg skyldes nogle hadefulde reaktioner på bogen.
Martin undskyldte sin uforskammede bemærkning, og de enedes om,
at han skulle deltage i et direkte sendt talkshow om aftenen.
Martin burde være lykkelig, men var det bestemt ikke.
”Hvorfor ventede du ikke med at udgive bogen, indtil min hud var helet ?
Se på mig. Jeg er stadig rød som en hummer. Jeg er så solskoldet, at
jeg ikke kan barbere mig. Min hud hænger i flager, og mit ansigt er fyldt
med sår.”
”Det skjuler de med noget sminke,” trøstede Julie ham med,
”det er trods alt ikke udseendet, der tæller, men personen bag.”
”Meget kan skjules med sminke, men din tanketorsk kan ikke sminkes
væk. Du ændrede forsiden på min bog uden at spørge mig til råds.”
”Jeg var nødt til at ændre forsiden. Professor Nekskov er bøsse.
Jeg har ingen magt over ham. Han vil elske den forside,” undskyldte
Julie sig med.
144